Ønskekviste — videnskab eller okkultisme?

„FORBLØFFENDE!“ udbrød en farmer i Midtvesten i De Forenede Stater. En spinkel ferskenkvist rykkede voldsomt i hans hænder. Han borede sine fingernegle ned i barken for at holde kvisten stille, men den nedadrettede kraft var stærk. „Den efterlod tilmed små barkstykker i mine hænder,“ fortalte han målløs. Han blev endnu mere overrasket da han fandt vand ved at grave det sted hvor kvisten havde givet udslag. Hvad var det der foregik?

Farmeren var i færd med at søge efter vand ved hjælp af en ønskekvist. Vandviseren fatter med hver hånd om grenene på en gaffeldelt ønskekvist og går med afmålte skridt rundt idet han søger efter vandårer. Pludselig begynder hans kvist måske at opføre sig underligt. I nogle tilfælde bøjer ønskekvisten ned mod jorden, i andre tilfælde bøjer den opad, og rammer måske endda vandsøgerens ansigt eller brystkasse, mens den i atter andre tilfælde knap nok bevæger sig. Men dette tolkes som et tegn på at der er vand under jorden. Overalt i verden har man brugt ønskekviste til at finde vand. Ifølge ét skøn er der alene i De Forenede Stater 25.000 vandvisere som bruger ønskekviste.

Videnskabeligt?

Bygger vandsøgning ved hjælp af ønskekviste på videnskabelige principper? Dette har længe været et omdiskuteret spørgsmål. For mere end 70 år siden stod der i den engelske udgave af bladet Vagttårnet: „Vi ønsker ikke at se bort fra nogen af naturlovene, men det forekommer besynderligt at en lille vandstrøm fem eller seks meter under jordens overflade kan udstråle så stor magnetisk kraft at den kan bøje en pilekvist, mens et helt vandløb slet ingen virkning øver på samme kvist. . . . Det må derfor være andet end naturlove der spiller ind.“

Mange holder imidlertid på at brugen af ønskekviste er videnskabeligt bevist. Den Amerikanske Forening af Vandvisere kalder sig selv for „et filantropisk, pædagogisk og videnskabeligt selskab“. I årenes løb er ikke så få forskere tyet til nye videnskabsgrene for at forklare ønskekvistenes funktion. I 1700-tallet mente man at det var „emanationer“ fra atompartikler der fik ønskekvisten til at give udslag. I 1800-tallet var det elektriciteten. I vort århundrede har man forklaret det med alt fra radioaktivitet til elektromagnetisme eller den menneskelige psykologi.

Senere, i 1979, offentliggjorde det ansete videnskabelige tidsskrift New Scientist nogle tilsyneladende plausible teorier om ønskekviste. En energikonsulent og en geolog mente at menneskelegemet var meget følsomt over for selv de mindste forandringer i de elektriske, magnetiske eller elektromagnetiske felter som blev frembragt af underjordisk vand eller malm.a

Men disse teorier har ikke vundet almindeligt gehør blandt forskerne. I The Encyclopedia Americana afviser forskerne E. Z. Vogt og L. K. Barrett fra Harvard-universitetet ønskekvist-metoden på denne måde: „Kontrollerede felt- og laboratorieforsøg har ikke kunnet fastslå anvendeligheden af ønskekviste, og bedømt ud fra videnskabelige kriterier er metoden ikke grundlagt på kendsgerninger.“ I november 1990 deltog nogle vandvisere i 720 eksperimenter i Kassel i Tyskland. Selv om de var tilfredse med de omstændigheder hvorunder forsøgene foregik og var sikre på et positivt udfald, kom de til kort; kun rent tilfældigt lykkedes det dem at spore underjordiske vand- og metalforekomster. Månedstidsskriftet Naturwissenschaftliche Rundschau konkluderede at ønskekvist-metoden videnskabeligt set er „lige så pålidelig som at slå plat eller krone“. Ved lignende eksperimenter er man kommet til tilsvarende resultater.

Vandviserne forklarer dette på de besynderligste måder. Nogle siger for eksempel at forsøgene får dem til at tvivle på deres evner eller får dem til at søge med motiver som ikke er oprigtige eller seriøse nok. Sådanne faktorer berøver dem, efter deres eget udsagn, midlertidigt deres kraft. Faktisk har mange vandvisere som i årevis har haft succes med deres kunst, pludselig mistet deres kraft når det virkelig gjaldt — eller også er de blevet ledt på vildspor. Nogle føler derfor at kraften i ønskekvistene har en bizar form for humor.

Lyder dette særlig videnskabeligt i dine ører? Naturkræfter (som kan måles efter videnskabelige metoder) har ikke humor — det være sig syg eller normal, og de er heller ikke lunefulde. De er konstante. De svinger ikke efter sindsstemningen eller motiverne hos den der måler dem. I de fleste videnskabsmænds øjne er brugen af ønskekviste derfor blot og bar overtro — intet andet. Selv kendte vandvisere indrømmer også at man ikke kan forklare fænomenet med nogen af de naturkræfter videnskaben kender.

Det rene fup?

Men betyder det så at der i alle de tilfælde hvor man vitterlig har fundet vand ved hjælp af ønskekviste, har været tale om rene tilfældigheder eller direkte fupnumre? Hvad med den farmer der er omtalt i indledningen — var det en ren og skær tilfældighed at han fandt vand?

Faktisk er der mange veldokumenterede beretninger der viser at det er lykkedes at finde vand. I ét tilfælde tilkaldte en kvinde i Vermont en vandviser fordi vandforsyningen til hendes hjem var blevet afbrudt. Tilsyneladende var der sket en lækage på et langt rør som førte vand til hendes hus. Kvinden vidste hverken hvor vandrøret lå — det var 30 år siden det var blevet lagt ned — eller hvor lækagen var opstået. Vandviseren prøvede med sin kvist, og et sted gav den udslag. Femten centimeter derfra blev hullet i røret fundet.

Den måske mest kendte episode i den forbindelse knytter sig til den berømte amerikanske vandviser Henry Gross. Geologerne var overbeviste om at der ikke fandtes fersk grundvand under Bermuda. Men i The Saturday Evening Post stod følgende at læse: „Gross bredte et landkort over Bermuda ud i [romanforfatteren Kenneth] Roberts’ hjem i Kennebunkport i Maine, og idet han førte sin kvist hen over det, udpegede han tre steder hvor der skulle være ferskvand . . . For at kontrollere om han havde ret, fløj Gross og Roberts til Bermuda og overtalte myndighederne til at gå i gang med at bore. Få måneder senere, i april 1950, pumpede alle tre brønde vand op sådan som Gross havde forudsagt.“

Vandvisere hævder at have fundet vand til tusinder af brønde. Nogle har endda set ønskekviste give så kraftigt udslag at vandviseren fik vabler i hænderne. De har endog hørt vandvisere anslå hvor dybt nede vandet lå. De har set brønde blive boret og forudsigelserne holde stik. Så selv om videnskaben ikke kan give nogen fyldestgørende forklaring på dette fænomen, virker ønskekvisten tydeligvis — i hvert fald i nogle tilfælde og i nogles hænder. Hvorfor?

Historien kaster lys over emnet

Ønskekvistens historie er på sin vis meget oplysende. Måske har man kendt til brugen af ønskekviste i tusindvis af år. Men ønskekvistens anvendelse blev første gang detaljeret beskrevet i 1500-tallet af Georgius Agricola i hans skelsættende værk om minedrift, De Re Metallica. Tyske minearbejdere brugte ønskekviste til at påvise malmårer. Selv dengang var man uenig om hvorvidt det var et naturligt eller et okkult fænomen. Agricola bemærkede at nogle var imod denne metode, eftersom „tvejer [ønskekviste] ikke giver udslag hos alle, men kun hos dem der bruger besværgelser eller list“. Efterhånden som metoden udbredtes i Europa vakte den mere og mere debat. Martin Luther fordømte den, og det samme gjorde andre kirkefolk. For at føje præsterne lod nogle vandvisere deres kviste døbe og påkaldte den hellige treenige Gud når de søgte efter vand.

Mange nøjedes imidlertid ikke med at søge efter vand eller mineralforekomster. De fandt på flere og flere anvendelsesmuligheder for ønskekvisten. I det 17. århundrede begyndte franskmanden Jacques Aymar at afsløre forbrydere ved hjælp af den! Efter sigende søgte han en dag efter vand da kvisten gav voldsomt udslag over en dræbt kvindes grav. Derefter pegede kvisten mod kvindens mand, som omgående stak af. Aymar — og mange efter ham — har brugt ønskekvisten til at afsløre forbrydere i hele Europa. Katolske fanatikere hvervede tilmed Aymar til at hjælpe dem med at opspore og dræbe protestanter.

Den okkulte forbindelse

Allerede på Aymars tid var der „eksperter“ som troede at de kunne forklare fænomenet videnskabeligt. Ifølge deres teori opfangede Aymars ønskekvist mystiske „emanationer“ som kun mordere udstrålede, hvilket de kaldte en „mordsubstans“. Men det Aymar gjorde havde tydeligvis ikke meget med videnskab at gøre. Kraften bag Aymars bedrifter var fornuftbegavet. Den kunne udpege forbrydere, skelne protestant fra katolik, samt finde vand og mineraler.

Det er åbenbart at kun en fornuftbegavet kraft kan påvise vandkilder på et landkort. Nogle har fundet pengepunge, pas, smykker og selv mennesker ved at pendulere over et landkort. Andre stiller ønskekvisten spørgsmål der kan svares bekræftende eller benægtende på. I 60’erne brugte nogle amerikanske marineinfanterister ønskekviste til at finde tunneler, landminer og minefælder i Vietnam. I dag er ønskekvisten et populært redskab inden for det oversanselige område. Den bruges til at spå, påvise ’spøgelser’ og undersøge ’tidligere liv’.

Forfatteren Ben G. Hester var i begyndelsen overbevist om at ønskekvisten blot var „et fysisk fænomen man endnu ikke forstod“. Men efter otte års kulegravning af emnet skrev han bogen Dowsing — an Exposé of Hidden Occult Forces (Ønskekviste — en afsløring af skjulte okkulte kræfter). Heri sidestiller han ønskekvisten med redskaber som Ouija-brættet. Han bemærker at nogle har hævdet at kunne helbrede folk — eller gøre dem syge — ved hjælp af en ønskekvist! Robert H. Leftwich, der selv bruger ønskekvist, skriver i sin bog Dowsing — The Ancient Art of Rhabdomancy (Ønskekviste — Rhabdomantikkens gamle kunst): „Den energi hvoraf man tapper, hidrører sikkert fra de samme kræfter som . . . benyttes i heksekunst. Uansvarlig eksperimenteren hermed kan derfor være farlig.“

I sande kristnes øren har dette en ubehagelig klang. Rhabdomantik (sandsigerkunst udøvet ved hjælp af en kvist) har tydeligvis intet med videnskab at gøre, men står snarere i forbindelse med det okkulte. Som forskerne Evon Z. Vogt og Ray Hyman bemærker i Water Witching U.S.A.: „Vi må derfor konkludere at vandsøgning er et klokkerent eksempel på magisk spådomskunst.“

Kan kristne bruge ønskekviste?

Hvis brugen af ønskekviste er en form for spådomskunst bør sande kristne naturligvis ikke beskæftige sig med den slags. Guds folk har fået følgende befaling: „Der må ingen findes hos dig som . . . driver spådomskunst, øver magi, tager varsler eller er troldmand.“ (5 Mosebog 18:10) Hoseas beklagede at israelitterne ikke havde adlydt denne befaling og skrev: „De spørger deres træ, deres stav giver dem besked.“ — Hoseas 4:12, da. prøveovers. 1985.

Nogle vil her indvende at de kun bruger ønskekviste til at finde vand. Men spiller de okkulte kræfter ikke også ind her? Det er interessant at mange instruktører i brugen af ønskekviste der lærer at man skal sige direkte til staven hvad man leder efter, som om den var et selvstændigt forstandsvæsen. Én instruktør siger endda at man skal navngive staven og henvende sig til den ved navns nævnelse! Ofte spørger vandvisere hvor dybt nede en given vandkilde ligger. Staven begynder at vippe, og man tæller hvor mange gange den gør det. Til sidst vil man have antallet af meter ned til vandkilden! Antyder det ikke at der står skjult intelligens bag?

Ønskekviste er nært forbundet med noget andet som kristne i lang tid har undgået — ESP (ekstrasensorisk perception, „oversanselig opfattelsesevne“). Allerede i 1962 gjorde Vagttårnet opmærksom på denne forbindelse. Kort efter sendte Den Amerikanske Vandviserforening følgende brev: „Vi er enige i teorien om at brug af ønskekvist er en form for ESP og at beskæftigelse med enhver form for ESP kan føre til ’besættelse’ eller kontakt med ’onde åndemagter’ hvis man ikke passer på. Vi må dog gøre ophævelser imod jeres dogmatiske opfordring til helt at afholde sig derfra.“b

Hvilken konklusion er du nået til? Selv de mest ivrige fortalere for vandviserkunsten indrømmer at den indebærer en risiko for kontakt med onde åndemagter, ja, endda besættelse. Bør kristne ikke ønske at tage afstand fra noget der rummer en sådan fare?

Men har man ikke også udrettet meget godt ved hjælp af ønskekviste? Viser det ikke at kraften der står bag må være af det gode? Desværre ikke. Husk at „Satan selv giver sig ud for at være en lysets engel“. (2 Korinther 11:14) Selv på Bibelens tid forsøgte dæmoner indimellem at vinde gunst og indflydelse ved at fremsætte sande udtalelser. — Apostelgerninger 16:16-18.

Selvfølgelig kan vi ikke dogmatisk sige at det hver eneste gang man finder vand eller metal ved hjælp af en ønskekvist (og ESP for den sags skyld) er videnskabeligt uforklarligt og at dæmonerne er indblandet. Uden tvivl er der meget ved det menneskelige sind og naturlovene som endnu er ukendt for videnskaben. Tit og ofte kan det man har udrettet ved hjælp af ønskekviste og ESP sikkert forklares som simple svindelnumre. Men da ønskekvist-metoden historisk set har været nært knyttet til okkultisme, ESP og spiritisme kan den ikke blot affærdiges som en harmløs spøg.

Hvad ønskekviste angår synes det altså stadig at være klogt at følge rådet om at ’holde op med at røre det urene’. — 2 Korinther 6:17.

[Fodnoter]

[Ramme på side 15]

Andre former for ’ønskekviste’?

Nu om stunder er ’ønskekviste’ ikke kun en tvedelt gren. Nogle bruger et par korslagte metalstænger når de skal spore et ønsket materiale. Andre holder en stav bøjet i hænderne. Atter andre bruger en klædebøjle af metal. Nogle bruger slet ingen redskaber; de søger indtil de får kvalme eller det begynder at snurre i fingrene. Der er også mange højteknologiske ønskekviste på markedet, med håndgreb og et rum hvori man kan anbringe en prøve af det eftertragtede materiale. Naturligvis findes der også ganske almindelige metaldetektorer. Men de går på elektricitet, for eksempel batterier, og er derfor nemme at skelne fra ønskekviste.

[Kildeangivelse på side 12]

Træsnit fra Georgius Agricolas De Re Metallica