Vi flygtede fra borgerkrigen i Tchad

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Elfenbenskysten

VI ANKOM til N’Djamena først i august 1978. Vi havde forladt vort hjemland, Frankrig, for at hjælpe til i Tchad med det livsvigtige arbejde at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Vi vidste at der var vanskelige forhold i landet, men det afskrækkede os ikke; vi var ivrige efter at komme i gang med vores missionærtjeneste. På missionærhjemmet var vi tre ægtepar og en enlig broder.

Vores første kontakt med befolkningen da vi deltog i den kristne tjeneste, var uforglemmelig. Ved næsten hver eneste dør kunne vi få en samtale om et bibelsk emne, og vi følte at folk hungrede efter Bibelens sandheder. Vi var Jehova taknemmelige for den forret at kunne hjælpe.

I september brød den politiske duel mellem det „kristne“ statsoverhoved præsident Malloum og hans muhamedanske premierminister Hissein Habré ud i lys lue. Til at begynde med — det var i august — nøjedes præsidenten stort set med at fremføre mundtlige protester, men så begyndte rygterne at svirre. Da Anna og jeg ikke var indblandet i politik, fortsatte vi imidlertid med at fortælle folk om Guds løsning på menneskehedens problemer.

Det så ud til at FROLINAT (den nationale befrielsesfront, støttet af Libyen mod nord) havde taget offensiven i løbet af september 1978. I byen så vi mange sårede soldater, som uden tvivl var kommet tilbage fra fronten. Men selv på det tidspunkt tog de fleste ikke disse nyheder alvorligt. Når alt kom til alt, havde der været uroligheder i Tchad siden 1966; de fleste var ganske uanfægtede af nyhederne og rygterne.

Om natten hørte vi jævnlig maskingevær- og riffelsalver, hvilket tydede på at der var uro i selve byen. For at være sikre på at vi ikke havde taget fejl, talte vi ved morgenbordet om hvad vi havde hørt.

Selv om vi havde været nervøse på grund af det politiske klima, blev Jehovas Vidners landsstævne afviklet her med succes i december 1978.

I januar blev situationen så spændt at vi måtte indskrænke vores hus-til-hus-aktivitet i de muhamedanske kvarterer, hvor vi flere gange var stødt på vanskeligheder. Vi tilstræbte større forsigtighed i vores tjeneste og prøvede at nå tilbage til missionærhjemmet så hurtigt som muligt ved mørkets frembrud.

På grønttorvet nåede krisen farlige højder den 27. januar med alvorlige episoder. Man hørte maskinpistolskud og håndgranater; der var flere døde og kvæstede. Skolerne blev lukket for en tid. I den 40. gade, hvor missionærhjemmet ligger, så vi i snesevis af unge muhamedanere råbe og svinge med våben. På opfordring af flere af dem vi studerede Bibelen med, blev vi hjemme og ventede på at det skulle blive roligt igen.

På dette tidspunkt fik vi et telegram fra Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Nigeria, som opfordrede os til at tage til Lagos hvis det blev nødvendigt. Eftersom situationen var ved at forværres, begyndte vi at udfylde visumansøgninger til Nigeria. Men da forholdene stabiliseredes en smule udsatte vi det, og ventede for at se hvordan tingene ville udvikle sig. På trods af alle disse vanskeligheder ønskede vi at fortsætte vores tjeneste i dette land. I forkyndelsesarbejdet glemte vi hurtigt de lokale problemer.

Søndag den 11. februar var ligeledes en mindeværdig dag; om formiddagen mødtes næsten alle de lokale brødre såvel som alle missionærerne i broder Sarkis hjem i Farcha, omkring fem kilometer fra centrum, for at høre et bibelsk foredrag. Efter foredraget deltog vi alle i en forkyndelseskampagne. Farcha husede over 2500 af de franske tropper samt nogle enheder af Tchads regulære hær. Mange bøger og blade blev spredt den dag. Da formiddagen var gået kunne man trods krigsstemningen tydeligt spore glæden blandt disse forkyndere af Guds rige.

N’Djamena den 12. februar: Anna og jeg stod op som sædvanlig omkring klokken 5.45. Vi spiste morgenmad sammen med familien. Max og Pauline skulle sørge for madlavningen den dag. Anna og jeg gik klokken 7.30 for at lede et bibelstudium. På vores motorcykel passerede vi præsidentens administrationsbygning. Da vi nåede hen til radiohuset kunne vi fornemme at der var noget i gære. Der var bevæbnede mænd i skydestilling. Hele kvarteret var fyldt med bevæbnede og hjelmklædte soldater som hørte til FAN (de nordlige væbnede styrker), der står under Hissein Habrés kommando.

Dernæst kørte vi mod den store moské som ligger på General de Gaulles Allé. På begge sider af alleen var der kampklædte soldater i skydestilling. De tilhørte FAT (Tchads væbnede styrker), der blev ledet af præsident Malloum.

Vi indså hvor alvorlig situationen var. Overalt var der biler; de fleste kørte mod Farcha-kvarteret. Vi ønskede at komme hjem igen. Vi måtte igennem gendarmeri-kvarteret. Folk løb i alle retninger. Vi var cirka 100 meter fra vor ven Seraphins hjem (ham vi studerede Bibelen med), da en håndgranat eksploderede, efterfulgt af maskingeværsalver. Med hjertet hamrende i brystet bad vi højt til Jehova om hans ledelse og hjælp til at tage de rigtige beslutninger.

Vi valgte at søge tilflugt i Seraphins arbejdsgivers hus, en fransk lærer der var gift med en amerikaner. Folk flygtede fra det nordøstlige kvarter i samme retning som vi. Vi blev venligt modtaget og inviteret indenfor. Manden fortalte at han lige var kommet hjem fra universitetet og at det stod i flammer. Det var frygteligt!

Få minutter senere kom en anden lærer direkte fra Felix Eboue-gymnasiet. Han var rystet over det han havde set. Radiohuset var delvis ødelagt; der var voldsomme træfninger mellem FAN og FAT ved gymnasiet. Mange elever var allerede blevet dræbt. Han havde lige haft tid nok til at komme væk og søge tilflugt i denne zone, hvor mange udenlandske lærere og konsulenter boede.

Så fulgte en pludselig stilhed og ro. Det var på tide at prøve at nå hjem. Vi skulle køre mindst tre kilometer. Jeg gav fuld gas for at komme hurtigere af sted. Folk flygtede stadig i alle retninger. Endelig ankom vi til missionærhjemmet. Max og Pauline var hjemme; vi kunne ikke gøre andet end at vente og stole på Jehova, som allerede havde hjulpet os.

Nu fløj flyvemaskiner hen over byen. Klokken cirka 12.15 begyndte de at beskyde Kabalai-kvarteret kraftigt. Hele byen genlød af maskingeværsalver, eksplosioner samt kraftig mortérild. Det var krig, den frygtede konfrontation.

Vi begyndte at pakke vore kufferter for det tilfælde at evakuering blev nødvendig. Vi lyttede omhyggeligt til alle nyhedsbulletiner i radioen (France International, Voice of America, Radio Canada International). Vi oplevede nogle anspændte timer i uvidenhed om hvordan tingene ville udvikle sig. I løbet af eftermiddagen fløj helikoptere hen over vores bydel og beskød den, men heldigvis forblev missionærhjemmet uskadt.

Ved sengetid søgte vi ly under sengen som beskyttelse mod vildfarne sprængstykker. Dér under vore senge kunne vi høre kuglernes fløjten; nogle prellede af på vore metalskodder!

Tirsdag den 13. februar fortsatte kampene lige så heftigt. Vi spekulerede alvorligt over vores situation, men havde tillid til Jehova. Anna og jeg tænkte på at selv om det værste skulle ske, havde vi stadig det vidunderlige opstandelseshåb. Vi følte en indre styrke i disse kritiske øjeblikke.

Med undtagelse af isoleret skydning så det ud til at kampene var stilnet af onsdag morgen den 14. februar. Vi iagttog gaden fra vore vinduer. Mange bevæbnede mænd stod på gadehjørnerne. I radioen lød det at ødelæggelserne var mange. Vi besluttede at lave en bedre beskyttelse ved at bruge kartoner med bøger. Eftersom Olaf og Barbara var på besøg hos menighederne i bushen, flyttede vi ind på deres værelse, som var mindre udsat end vores, der lå ud mod gaden.

Vi gjorde os klar til en tredje nat med kampe. Det viste sig at blive den mest frygtelige; kampens voldsomhed var ganske tydeligt alvorligere end de forrige nætter. I vort nødtørftige beskyttelsesrum lå vi helt fladt på maven, klemt mod hinanden, og kunne høre maskinpistolernes ra-ta-ta og de tunge mortérbomber som eksploderede. På et hvilket som helst tidspunkt kunne en granat ødelægge huset. Halvtreds meter fra huset havde den nordlige lejr installeret en raketaffyringsrampe på tagterrassen af en boligbygning. Hver gang en raket blev skudt af, var der en øredøvende larm. En gang troede vi det var ude med os — en affyring mislykkedes, og raketten faldt ned tæt ved huset, efterfulgt af en splintrende eksplosion. Nedfaldende raketrester og jord gav genlyd på vores bliktag. Ægte fyrværkeri! Omkring klokken 7 stoppede kampen igen.

I gaderne var der en stadig trafik af mennesker som flygtede fra kampzonerne. Mange havde nogle få ejendele rullet sammen i en stråmåtte på hovedet.

Den dag læste Anna og jeg i Bibelen og bad Jehova om at lede os i vore beslutninger angående fremtiden. Vi gik i seng, og i sammenligning med de foregående nætter var natten forholdsvis rolig. De kæmpende styrker havde underskrevet en våbenhvile.

Inden længe havde alle besluttet sig. Max og Pauline ville sammen med Patrice køre i bil mod syd over Bongor, 250 kilometer væk, til Cameroun og dernæst til Nigeria. Anna og jeg ville prøve at nå til lufthavnen. Da vi jo stod midt i en borgerkrig, syntes ingen udvej umiddelbart indlysende.

Den fredag nat blev mest brugt til bøn, da vi behøvede Jehovas ledelse. Vi kunne ikke sove. Vi spekulerede på hvad den næste dag ville bringe. Anna og jeg stod op meget tidligt, lavede to hvide flag, fik motorcyklen klar og lyttede så til hele den afrikanske nyhedsudsendelse. Tilsyneladende holdt våbenhvilen. Dette var det bedste tidspunkt at prøve at nå den franske militærbase. Bedrøvede forlod vi vore tre venner omkring klokken 7.45. De ville senere køre i retning af Chagouabroen.

Da vi kom udenfor var der kun få på gaderne. Vi kørte i første gear for at undgå at give det indtryk at vi flygtede. Da vi kom til hovedgaden måtte vi beslutte hvilken vej vi ville køre. På gadehjørnerne stod soldater parat til at skyde. Vi spurgte nogle muhamedanere om den sikreste vej til lufthavnen. De foreslog den korteste rute. Da vi så at vejen var forladt tog vi chancen. Åh, hvor vi bad til Jehova på hele denne uforglemmelige tur!

Krigens resultater var at se alle vegne — forladte huse, ammunitionskasser her og der. For at lette atmosfæren hilste vi på de folk vi mødte undervejs. Før gadehjørnerne satte jeg farten ned så meget som muligt, da der var skjulte snigskytter. Men vore hvide flag kunne ses på lang afstand. Dette kvarter havde virkelig lidt. Der var ingen støj; alt syntes dødt. Da vi passerede gendarmeriet, rettede snesevis af soldater (under ledelse af oberst Wadal Abdelkader Kamougue) deres geværer mod os. Vi gjorde en venlig gestus. De reagerede ikke, men lod os fortsætte.

Nu var vi foran fængselet; der var soldater på begge sider, men ingen hindrede vores flugt. Det var som om de ikke så os. Dernæst tog vi ad boulevarden som førte lige til lufthavnen. Alle træerne omkring lufthavnen var brændt. Forkullede lig lå spredt omkring, og bombesprængte huse så uhyggelige og spøgelsesagtige ud.

Da vi ankom til lufthavnen blev vi ført til receptionen. Vi forklarede at vi kom fra det muhamedanske kvarter i den nordøstlige del af byen. Militærmyndighederne sagde at det var et mirakel at vi havde været i stand til at passere gendarmeriet. De fortalte os at andre havde prøvet at nå til basen, men forgæves. Nogle europæere som havde forsøgt denne flugtmetode var blevet dræbt.

Den eftermiddag blev omkring 800 lig begravet i en fællesgrav. Man kunne stadig se hundreder af lig i forskellige af byens kvarterer: Kabalai Moursal, Saaba Ngali, Bobolo, St. Martin’s Basin, ved den nationale radiostation, og i centrum. Ligene var svulmet op til det dobbelte af deres normale størrelse, og sultne hunde var begyndt at æde af dem. Lugten af død hang over byen.

Antallet af døde i hovedstaden blev nu anslået til flere tusind. Et medlem af sundhedstjenesten fortalte os at hospitalet, som også var blevet bombarderet, var overfyldt. Vi så trillebøre med lig af mennesker der var blevet frygteligt lemlæstet af knivstik. Adskillige ambassader var blevet ødelagt og FN-bygningen brændt.

Myndighederne roste os for vort initiativ; de havde været klar over vor situation men var ude af stand til at gribe ind for at evakuere os. Eftersom alle vore papirer var i orden, gav de franske myndigheder os et måltid mad og sendte os med det næste fly, et fly fra luftvåbenet. Efter at have ventet adskillige timer på startbanen, tog flyvemaskinen af sted klokken 18.30 mod Libreville i Gabon. Vi var bedrøvede over at skulle forlade N’Djamena under sådanne omstændigheder. Vi var sikre på at der ville gå lang tid før vi kunne komme tilbage til dette borgerkrigsramte land.

Maskinen landede i Libreville omkring klokken 22. Den franske ambassade tog sig af alle evakuerede franskmænd. Vi blev indlogeret i Okoume Palace Hotel.

Eftersom Selskabet havde anbefalet at vi tog til Nigeria, tog vi mandag formiddag ud til den nigerianske ambassade for at få et visum. Men konsulatets embedsmand nægtede os pure et visum da vi var franskmænd og evakueret fra Tchad. Han ville ikke have spor med os at gøre. Selv et 24-timers visum blev os nægtet. Hvad skulle vi gøre? Vi havde meget få penge på os.

Selvfølgelig kunne vi herfra meget let blive evakueret til Paris, men hvis det på nogen måde var muligt ønskede vi at forblive i missionærtjenesten i Afrika. Med Jehovas hjælp besluttede vi at prøve at tage til Abidjan i Elfenbenskysten. Passageragenten som havde tilsyn med hjemsendelsen af Air Afriques evakuerede personale og deres pårørende fra N’Djamena, hjalp os til at få to billetter, Libreville-Abidjan-Dakar. Man gav os endog en reduktion som missionærer i et land hvor Jehovas Vidners arbejde er forbudt. Der var kun to pladser tilbage på fly RK 103. Vi var henrykte over at kunne forblive i Afrika.

Om tirsdagen, den 20. februar, ankom vi så til Abidjan omkring klokken 15.45 og passerede tolden i lufthavnen uden yderligere problemer. Hvor var vi glade for at være her! Og hvor vi dog påskønnede Jehovas beskyttelse! Efter at have ledt et stykke tid, fandt vi endelig vore kristne brødre. Vi vil aldrig glemme den velkomst og kærlighed som missionærerne viste os her. Alle de brødre vi har mødt i Abidjan har været virkelig gode imod os.

Her i Elfenbenskysten fortsætter vi med at hellige Jehovas navn og glæder os meget over forkyndelsesarbejdet i et af byens beboelseskvarterer. Hvilket privilegium er det ikke at fortælle andre om Jehovas hensigt, som er at bringe virkelig fred og sikkerhed til alle som elsker retfærdighed! (Mika 4:2-4; Sl. 46:9, 10) — Indsendt.

[Tekstcitat på side 12]

„Om natten hørte vi jævnlig maskingevær- og riffelsalver“

[Tekstcitat på side 13]

„Under vore senge kunne vi høre kuglernes fløjten; nogle prellede af på vore metalskodder“

[Tekstcitat på side 14]

’Snesevis af soldater rettede deres geværer mod os’

[Tekstcitat på side 14]

„Ligene var svulmet op til det dobbelte af deres normale størrelse, og sultne hunde var begyndt at æde af dem“

[Kort på side 11]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

TCHAD

NʹDjamena