Vi overlevede blodbadet i Kolwezi

To af Jehovas Vidners missionærer overlevede massakren, men led et tragisk tab

ALT syntes normalt da vi fredag aften den 12. maj gik til ro i vort missionærhjem. Vi boede i Kolwezi, en mineby i den sydlige del af Shabaprovinsen i Zaïre. Det var en køn by med omkring 120.000 indbyggere, deriblandt 4000 udlændinge som hovedsagelig arbejdede ved de store kobberminer i byens nærhed. Kobberudvinding er den vigtigste næringsvej i Zaïre. Vi havde aldrig forestillet os at det der skete i de næste timer og dage ville blive forsidestof rundt omkring i verden. Især én begivenhed skulle komme til at berøre os resten af livet.

Ved daggry næste morgen, lørdag den 13. maj, blev vi vækket af et skarpt „rat-tat-tat“ der brød morgenstilheden. Først undrede vi os over hvad det kunne være. Så begyndte vore hjerter at hamre idet vi blev klar over at det var maskingeværild og riffelskud. Hvad var det der gik for sig? Var det hæren der gjorde mytteri? Eller oprørsstyrker der angreb? Snart nåede støjen fra de kæmpende os, og kugler hvinede hen over huset. Nogle af dem ramte de høje træer i haven med en dump lyd.

Hurtigt fyldte vi badekarret med vand, og desuden bagte vi nogle brød, i tilfælde af at vand- og strømforsyningen skulle blive afbrudt. Vi hørte højrøstede stemmer på gaden og kiggede gennem en sprække i garagedøren ud mod porten. En gruppe soldater med tunge rygsække gik forbi. De talte swahili. Var det katanganske oprørere, de samme som sidste år havde angrebet Shabaprovinsen (det tidligere Katanga)? De taler i regelen swahili, mens regeringsstyrkerne taler lingala. Katanganerne forsøger at erobre det de betragter som deres provins. Eller, hvis dette ikke lykkes dem, i det mindste at gennemtvinge en forandring i centralregeringen.

Hele lørdagen og søndagen hørte vi lyden af maskingeværild, somme tider et stykke borte, somme tider fra husene bag ved os. Som vi havde frygtet blev vandforsyningen afbrudt, men der var strøm af og til. Vi holdt os i nærheden af radioen i håb om at finde ud af hvad det var der skete. For at sikre os mod vildfarende kugler barrikaderede vi de store vinduer i soveværelset med en madras og nogle puder.

Vores soveværelse lægges i ruiner

Om mandagen, først på eftermiddagen, begyndte skudvekslingen mellem de kæmpende parter igen. Vi holdt os inde i vores halvvejs barrikaderede soveværelse. Omkring klokken to gennemrystedes huset af en tordenlignende eksplosion. Lidt efter fik endnu en øredøvende eksplosion soveværelset til at ryste. Den blev efterfulgt af en tredje. I adskillige sekunder var vi fuldstændig lamslåede, ude af stand til at røre os, alt for chokerede til at forstå hvad der skete. Jeg råbte til min kone at hun skulle søge tilflugt i midtergangen. Støv og røg i soveværelset gjorde det umuligt at se ødelæggelsens omfang. Vi blødte og skyndte os ind i badeværelset for at undersøge vore sår. Min kone blødte fra skulderen, jeg på armen, og vi havde begge mindre sår her og der.

Mortérgranater eller raketter var trængt gennem taget, en af dem lige over det sted hvor jeg havde siddet og arbejdet. Småstykker fra projektilerne lå spredt rundt om i værelset. Nogle få af dem havde ramt os. Vi rensede sårene med alkohol og forsøgte at pille blyet ud med et rent barberblad og en nål. Derefter forbandt vi sårene.

Da vi kom tilbage til soveværelset opdagede vi at det næsten var lagt i ruiner. Der var et gabende hul i loftet og taget over mit skrivebord. Værelset var fyldt med murbrokker og metalstumper fra mortérgranaten og bliktaget. Der var små huller i væggene, i gulvtæppet, i sengetæpperne, i møblerne og i vore læderkufferter. Men forbavsende nok havde vi hver kun fået tre overfladiske skrammer.

Heldigvis ophørte beskydningen kort efter, og vi kunne begynde at indrette beskyttelsesrum i det tredje værelse, som indeholdt papkasser med bøger. Vi stillede papkasserne oven på hinanden for at dække noget af vinduerne; resten tildækkede vi med en ekstra madras. Vi flyttede vores seng fra det ødelagte soveværelse, stillede den i det bedst beskyttede hjørne og byggede et tag over den med krydsfinérplader hvis hjørner hvilede på opstablede papkasser.

Flere eksplosioner

De næste to dage tilbragte vi hver eftermiddag sammenkrøbne i vort interimistiske beskyttelsesrum, mens morterer og raketter eksploderede med øredøvende brag, snart et stykke borte, snart tæt ved huset. Der kom aldrig noget varsel — blot den pludselige eksplosion og lyden af faldende murbrokker. Hele tiden hørtes støjen fra maskingeværer og mindre skydevåben. Vi hørte vinduet bag barrikaden af papkasser og madras blive knust, idet en granat eksploderede lige uden for værelset. Heldigvis var husets mure bygget af solide mursten.

En anden granat eksploderede lige uden for køkkenet og knuste vinduerne. Endnu to, som eksploderede i baghaven, knuste vinduerne i det største lagerrum med bøger og lavede en masse små huller i cementmuren på en lille bygning ude bagved. I badeværelset var vores vandforsyning i badekarret blevet fyldt med glasskår og puds. En anden granat eksploderede foran huset så hele ydermuren blev fyldt med huller fra granatstumperne, og alle de glasstumper der endnu sad i vinduesrammerne på husets forside blev blæst ind. Når vildfarende kugler nu og da for gennem trækronerne i haven, regnede det ned med små grene.

Under et ophold i kampen kom vores genbo og spurgte om vi havde forstand på lægehjælp. En mortérgranat eller raket var eksploderet nær ved hans køkkenvindue og havde såret hans kone alvorligt i baghovedet. Hun befandt sig øjensynlig i en choktilstand, men det var umuligt at bringe hende til hospitalet på grund af den artilleriild der hørtes i den retning hospitalet lå. Vi var kun i stand til at hjælpe med noget penicillin imod infektion af såret.

På et eller andet tidspunkt onsdag eftermiddag kunne vi ikke længere høre ilden blive besvaret af de zairiske tropper som var gået i stilling i nærheden af vores hus; men morterer og granater blev ved med at eksplodere i nabolaget.

Torsdag var der meget roligere omkring os, bortset fra et maskingeværs skratten nu og da, enkelte skudvekslinger, og granateksplosioner i det fjerne. Jeg hørte lyden af et køretøj på gaden og kiggede forsigtigt rundt om hjørnet i håb om at det var et venligsindet menneske der kom forbi. Til min forfærdelse stod der fire katanganske soldater ved porten. De beordrede mig derhen, og idet de rettede et gevær mod mit hoved befalede de mig at åbne porten.

Jeg var ikke klar over om de ville oprette en skydestilling bag vores høje murstensmur eller om det var deres hensigt at stjæle og ødelægge. For at få tid til at tænke pegede jeg på de to kæder og hængelåsene i porten og sagde at jeg måtte have fat i nøglerne hvis porten skulle åbnes. Jeg gik ind i huset, og vi barrikaderede hurtigt dørene. Ville de forsøge at bryde igennem porten eller at klatre over muren? Åh, hvor vi bad til Jehova i disse minutter! Soldaterne skød op i luften. Efter nogen tid forsvandt de ned ad gaden.

Vi blev inde i huset og opretholdt barrikaderne af frygt for at nogle af soldaterne skulle lade hånt om disciplinen. Over radioen havde vi allerede hørt om massakrer på hvide indbyggere. Nogle gange brød oprørerne ind i husene for at dræbe; andre gange var det imidlertid blot for at stjæle uden at gøre beboerne fortræd. Det var vigtigt at man ikke åbenlyst satte sig op imod dem.

Om fredagen ville jeg undersøge hvordan det stod til med den sårede kvinde på den anden side af vejen. Ikke så snart var jeg trådt uden for huset før en snigskyttes kugle hvislede forbi mit hoved. Vi blev inden døre, bad og læste i Bibelen.

Om lørdagen kom der uventet hjælp, idet der ankom belgiske og franske tropper til byen for at evakuere alle udlændinge. De zairiske faldskærmssoldater havde forinden generobret lufthavnen. Vi havde blot et par minutter til at samle nogle få ting — bare det vi kunne bære — og skynde os til lufthavnen. Alt andet måtte vi lade tilbage. På vej derud kiggede vi kort ind til nogle af vore kristne brødre. De var i sikkerhed, men deres mad var ved at slippe op.

Atmosfæren var spændt langs hele vejen, idet oprørsstyrkerne ikke havde trukket sig ret langt bort. Overalt så man tegn på krig — døde soldater, ødelagte køretøjer, patronhylstre, beskadigede bygninger. I lufthavnen kunne vi se brændte helikoptere og flyvemaskiner, og der lå eksploderede og ueksploderede mortérgranater alle vegne; evakueringsstyrken havde lagt sig i en ring omkring vejen og lufthavnen.

Hundreder af europæere strømmede til lufthavnen, hvor de efterlod deres biler. Efter at have ventet ved startbanen blev vi i belgiske transportmaskiner fløjet til Kaminaluftbasen. Derfra fløj Sabena, det belgiske flyselskab, flygtningene til hovedstaden, så de kunne blive fløjet til deres respektive lande.

Undervejs hørte vi mange beretninger om mord på civilpersoner, både europæere og zairere. Vi så billeder af et hus fuldt af mænd, kvinder og børn der var blevet myrdet. Det anslås officielt at over 200 europæere blev dræbt, og nogle blev ført bort som gidsler af angriberne, da disse trak sig tilbage ind i landet. Oprørsstyrkerne synes at have besluttet sig til at vende tilbage til deres lejr på den anden side af grænsen for at forberede endnu et angreb senere hen.

Vi mister vores søn

Vi ankom til Kinshasa, men vore trængsler var ikke forbi. Krigens rædsler, farer og pres havde virket stærkt på min kone, der var gravid og næsten seks måneder henne, og om tirsdagen begyndte hun at få veer. Hun blev bragt på hospitalet. Om torsdagen nedkom hun for tidligt med vores lille søn på 750 gram. Han levede kun i fire angstfyldte dage, alt for lille til at kunne ånde eller til at fordøje maden i sin lille mave.

Hvor vidunderligt vil det ikke blive når Jehova gør ende på krig til jordens grænser. (Sl. 46:10) Vi og andre kristne var flere gange døden nær. Kun Jehovas støtte og ledelse hjalp os. Sådanne erfaringer styrker vores tro på ham og på bønnens virkning. — Indsendt.