Vi lever midt i Libanons borgerkrig
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I LIBANON
I MÅNEDSVIS har Libanon vaklet på randen af sammenbrud. Landet ligner en trøstesløs slagmark, og værst er det gået ud over hovedstaden Beirut. Den materielle skade har allerede kostet staten milliardbeløb.
Værre endnu er dog de frygtelige tab af menneskeliv — i det tidlige forår i år, altså da krigen havde raset et år, havde 15.-20.000 mistet livet, og de såredes tal var nogle tusind højere. Eftersom Libanons befolkning kun tæller godt tre millioner, ville tabene svare til at et land som U.S.A. mistede godt og vel en million, over tre gange så mange mand som U.S.A. mistede i den anden verdenskrig!
Mange her i Libanon mener at krigen i realiteten begyndte søndag den 13. april 1975, da en busfuld palæstinensiske kommandotropper kørte ind i den maronit-kristne forstad Ain-el-Rummaneh. Bussen blev gennemhullet af maskingeværsalver, og alle, omkring tredive mand, blev dræbt. Begivenheden udviklede sig til en næsten ugelang kamp i Beirut.
Krigen er siden forløbet som en række kampe, eller „omgange“ som de er blevet kaldt, afbrudt af våbenhvile mindst tredive-fyrre gange. I foråret 1976 blev 2000 dræbt og 4000 såret i en tougers periode mens kampene blev stadig hårdere. I slutningen af hver måned har man holdt en pause, øjensynlig for at genoprette ro og orden længe nok til at bankerne kunne holde åbent og indløse de kæmpendes lønchecks.
Religion en faktor
Som i Irland er der her tale om en krig hvor de religiøse grupper spilles ud imod hinanden. I Libanon kæmper navnkristne mod muhamedanere. I 1943, da jeg var tretten år, opnåede Libanon uafhængighed af Frankrig. Dengang sagde man at de kristne udgjorde et spinkelt flertal af befolkningen, og man var enige om at de ville sejre over muhamedanerne i de lovgivende og udøvende regeringsinstanser med 6 mod 5. Man var også enige om at Libanon skulle have en maronit-kristen præsident, en sunnit-muhamedansk ministerpræsident og en shiit-muhamedansk formand i parlamentet.
Men forholdene har ændret sig. Nu er muhamedanerne i overtal, og de mener regeringen bør sammensættes derefter. Desuden bor der i dag 400.000 palæstinensiske flygtninge i Libanon, og mange af dem er svært bevæbnede. Det er en indviklet situation, med mange forskellige indbyrdes stridende grupper. Ikke så mærkeligt at de gentagne voldsudbrud har tvunget tusinder til at flygte ud af landet.
Min hustru og jeg har valgt at blive, så vi kan være med til at bringe det trøstende budskab om Guds rige ud til det foruroligede libanesiske folk. Her er omkring 1800 andre Jehovas Vidner som gør det samme. Vor fuldstændig neutrale holdning har været en beskyttelse for os, om end der er forekommet isolerede tilfælde hvor nogle af vore trosfæller er blevet såret eller dræbt.
Et kvindeligt Jehovas vidne blev dræbt af en snigskytte da hun hængte vasketøj op. Et mandligt vidne, som ignorerede advarselen imod at forlade huset hvor Jehovas Vidner havde haft møde, blev skudt da han nåede frem til sit hjem. Andre af vore trosfæller er blevet såret af projektiler og granatsplinter, én blev stukket med en bajonet. Men vi takker for at den slags er hændt bemærkelsesværdigt sjældent.
Krigens religiøse karakter har gjort sig stærkt gældende, hvilket måske er det mest skræmmende moment ved hele denne strid. I områder der domineres af muhamedanere er „kristne“ blevet hentet i deres hjem midt om natten, og mange af dem er ikke set siden. „Kristne“ har gjort det samme med muhamedanere. Men Jehovas Vidner er kendt for at være anderledes.
Holder fred med alle
Vi har altid søgt at behandle alle ens, det være sig navnkristne eller muhamedanere, for vi følger det bibelske råd: „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ (Rom. 12:18) Ved en lejlighed henvendte medlemmer af maronitternes forbund sig til et af Jehovas Vidner for at overtale ham og hans børn til at slutte sig til vagtstyrkerne og bidrage med 300 libanesiske pund til ammunition.
Vor trosfælle svarede dem: „Jeg kan ikke deltage i noget der har med krigen at gøre. Jeres krig er ikke Guds, men inden ret længe vil Gud gøre det af med dem der griber til våben og indføre en fredelig ordning under Kristi styre.“ Senere, da forholdene igen var mere normale, erfarede han at hans faste, neutrale standpunkt havde vakt respekt hos naboerne.
Denne neutrale holdning har gang på gang vist sig at være til beskyttelse for os. En aften tilbød et af Jehovas Vidner sin arbejdskammerat, en muhamedaner, at han kunne køre med ham hjem. På vejen blev de standset af bevæbnede muhamedanere der ville dræbe vor ven fordi han var kristen. Hans muhamedanske ledsager bad imidlertid for hans liv og sagde: „Den mand er ikke som de andre der kalder sig kristne, han er neutral. Han blander sig ikke i politik.“
Da mændene ikke ville høre på muhamedaneren, sagde han: „Hvis I ikke lader os være, må I dræbe os begge to.“ Hans oprigtige forbøn bevirkede at de begge slap fri.
Et andet Jehovas vidne fortæller at han en dag ikke havde mad i huset, for det var for risikabelt at vove sig ud da der var bevæbnede folk alle vegne. Men så dukkede der en lille muhamedansk dreng fra en nærliggende landsby op, og han sagde: „Min far og mor har sendt mig hen med brød til jer. Og hvis der ellers er noget I mangler skal du bare sige det, så skal vi nok skaffe det til jer.“
Vort ry breder sig
Nordpå i landet ligger der en „kristen“ landsby omgivet af muhamedanske landsbyer. Jehovas Vidner har to menigheder der i byen. Da muhamedanerne angreb byen og kom til det hus hvor Jehovas Vidners møder holdes, sagde vore brødre: „Vi er Jehovas Vidner. Vi har ingen våben, og vi er fuldstændig neutrale. Her er vore hjem, gør med dem hvad I finder for godt.“ Det overraskede angriberne, som lovede at de ikke ville gøre nogen skade.
I en landsby som jeg senere besøgte havde selv den katolske præst forsynet sig med et maskingevær. Man havde øvet et voldsomt pres på Jehovas Vidner for at få dem til at opgive deres neutralitet og skaffe sig våben, da man ventede et angreb. Det ville de ikke, hvilket fik en højreorienteret leder til at sige: „Når krigen er forbi tager vi fat på jer!“ Hvad skete der så da angrebet kom den 20. januar 1976?
De der skulle forsvare landsbyen flygtede. Præsten smed sit gevær fra sig og søgte i skjul. Andre som var bevæbnede, prøvede at gemme deres våben; atter andre kastede deres væk. En højreorienteret leder forsøgte at slippe af med sit gevær hos et Jehovas vidne, for, som han sagde: „Alle ved at Jehovas Vidner ikke har våben.“
En del af landsbyens beboere søgte tilflugt i Jehovas Vidners hjem. Et sted havde der samlet sig over tres mennesker! Et af Jehovas Vidner bad i en bøn Jehova sende beskyttelse; det fik datteren af en politisk leder til at udbryde: „Nu føler jeg mig tryg, for Jehova er den Gud der kan beskytte.“ Bevæbnede folk trængte ind i huset og stjal en del værdigenstande, men ingen blev forulempet.
Hos en anden familie af Jehovas Vidner søgte omkring halvtreds mennesker ind. Den præsiderende tilsynsmand for menigheden fortæller: „Jeg hørte en af vore muhamedanske naboer sige til de væbnede folk: ’Rør ikke det hus. De er bibelstudenter og helt anderledes end de andre.’ Alligevel kom de lidt senere. Men jeg havde med velberåd hu åbnet alle dørene. Så da de råbte, gik jeg straks ud og bød dem indenfor. Jeg talte venligt og roligt med dem og forklarede at vi var Jehovas Vidner. Da de ikke fandt nogen våben gik de igen.“ Dette hus var det eneste på egnen der ikke blev udplyndret.
I Tripoli i det nordlige Libanon kom det til ret voldsomme sammenstød mellem de stridende parter. I hundredvis af butikker og hjem blev plyndret og brændt ned, deriblandt min kødelige broders. Kristne var særlig udsatte, så en muhamedansk nabo til et af Jehovas Vidner sagde: „De folk ved ikke at I er Jehovas Vidner. Sig os hellere hvad I skal bruge, så skal vi hente det til jer.“
Slap uskadt
Til tider blev kampene så voldsomme at det syntes klogest at flygte. Et kvindeligt Jehovas vidne i Tripoli fortalte at de fire biler som hun og hendes trosfæller flygtede i, blev standset af en tredive-fyrre bevæbnede mænd i udkanten af byen. Hun genkendte nogle af dem og vidste hvad de hed. De kendte åbenbart også hende og sagde god for Jehovas Vidner. Senere sagde en af dem til hende: „Gud hjalp jer. Vi kunne nemt have sprængt jer alle sammen i stumper og stykker.“
Nogle blev tvunget til at flygte fra deres hjem ved flere lejligheder når kampene tog til. Et Jehovas vidne i en af Beiruts forstæder beretter om sin flugt tidligt om morgenen den 27. oktober 1975:
„Det gik op for os at vi var omringet. Fra vinduet mod gaden så jeg bevæbnede folk af én gruppe, og fra vinduet mod gården så jeg andre fra en rivaliserende gruppe. Ingen af parterne havde observeret deres modstandere, men jeg vidste naturligvis at det kunne ske når som helst. Min kone og jeg smed os øjeblikkelig på gulvet — og undslap kuglerne der fløj omkring os.
Heldigvis kom ingen af mændene ind i huset. Hvorfor ved jeg ikke, men vi takker Jehova Gud for at de ikke gjorde det. Ved halv ti-tiden, da skyderiet var stilnet lidt af, ankom en bekendt fra nabolaget i sin bil, tilsyneladende i uvidenhed om hvad der foregik. I samme sekund tog skyderiet til igen. Jeg fik døren op i en fart, og han smed sig sammen med os på gulvet.
Da der igen blev en pause mellem skudsalverne bestemte vi os til at stikke af. Vi sprang ud i vognen, og skønt der var lidt skyderi under flugten kom vi intet til. Jeg havde lige solgt min vogn et par dage før, så jeg følte at denne mand, der hjalp os på flugt, var sendt fra himmelen.“
Ofte hænder de mærkeligste ting i denne usædvanlige krig. Et Jehovas vidne gengiver følgende episode som indtraf under skudvekslinger i en forstad til Beirut den 10. december 1975: „Til vor overraskelse hørte vi nogle råbe i en højttaler og kræve at begge parter holdt op med at skyde. Stemmen forkyndte: ’Vi er alle brødre, stands skyderiet!’
Vi så nu en ubevæbnet officer fra hæren, fulgt af en præst. Efterhånden som de skred ned ad gaden sprang mange af de kæmpende ned fra deres dækstillinger og sluttede sig til marchen for våbenhvile. Skydningen holdt op. Folk kom ud på deres altaner og hilste freden velkommen. Men efter kun tre timers pause var kampene atter i gang.“
De genoptagne kampe varede i mange dage, og der boede familier som tilhører Jehovas Vidner lige midt i distriktet. Langt om længe blev det dog muligt for dem at flygte. De huse de boede i blev molesteret af kugler og granater, men ingen mennesker blev såret.
Vore kufferter står altid pakket så de er klar til en hurtig udrykning. Kun i ét tilfælde har vi imidlertid personligt måttet flygte. Vi holdt os borte i fire døgn men vendte tilbage da forholdene syntes roligere igen. Når vi tog hjem var det hovedsagelig fordi vi gerne ville være sammen med vore brødre i den kristne menighed.
Det sted vi havde været flygtet til blev senere til kampplads. En af vore venner fortalte hvad der skete en mandag morgen i december: „Klokken 11 om formiddagen rystedes hele huset af en eksplosion. Min mand kaldte børnene og mig sammen og sagde: ’Det var lige på et hængende hår. Lad os takke Jehova for at vi stadig er i live,’ og vi forenedes alle med ham i bønnen.
Da kampen stilnede af åbnede vi fordøren og så vores veranda dækket af glasskår og granatsplinter. Mortéren havde ramt lige ved siden af soveværelset, hvor vi alle havde sovet om natten! Vores senge var dækket af puds, glasskår og granatsplinter. Var det sket mens vi sov, ville vi sikkert være blevet hårdt såret, om ikke dræbt.“
Betelfamilien i fare
Jehovas Vidners afdelingskontor og betelhjem i Libanon ligger i et muhamedansk kvarter i Beirut, men på et tidspunkt blev det nødvendigt for vore kristne trosfæller som bor og arbejder dér at flytte til et mere sikkert sted uden for byen. Inden dette skete, havde familien en del foruroligende oplevelser. Den 6. februar 1976 beskrev et medlem af familien forholdene således:
„I en hel måned fandt vi det ikke ulejligheden værd at gå i seng på vore værelser. Ved sengetid lagde vi vore madrasser ind i den lille mellemgang, fordi det var det sikreste sted i huset. Der rullede vi os sammen og sov med tøjet på, eftersom ingen kunne vide hvad natten ville bringe. Under denne fase af kampen forsøgte de højreorienterede at få kontrollen over de strategisk vigtige bygninger på vores side af byen.
Nu gik man over til regulære gadekampe, fra gade til gade, og fra hus til hus. Det så ud til at de højreorienterede ville rykke frem i gaden foran os og de venstreorienterede bag os, så vi besluttede at rømme bygningen. Imidlertid var det ikke muligt at komme helt bort fra området, men der var huse der lå mere sikkert, så vi tog hen til et Jehovas vidne som boede cirka halvanden kilometer fra os i den samme gade. Der blev vi i to uger, og kunne så vende tilbage.“
Én nat var særlig sindsoprivende for betelfamilien. Det var da Beiruts største forretningscenter blev sat i brand og distriktet omkring afdelingskontoret også skulle ødelægges. Brødre fra kontoret fortæller i enkeltheder:
„Omkring klokken 22.30 blev vi opskræmt af en maskingeværsalve umiddelbart foran huset. To af familiens medlemmer kiggede ud fra verandaen og så fem eller seks bevæbnede mænd komme ud fra hotellet lige overfor; i samme øjeblik lød der en kraftig eksplosion. Hvilken larm da vinduer og døre i syv etager knustes og faldt ned for øjnene af os!
Derefter blev den ene forretning efter den anden sat i brand, og bevæbnede mænd kørte frem og tilbage foran husene og hældte benzin på for at sikre at ilden tog fat. De skød på alle der forsøgte at slukke ilden. Flammerne fra de mange brande malede nattehimmelen rød.
Mens vi betragtede brandene fra et af de værelser som vendte ud mod husets bagside blev vi rystet af en ny eksplosion. Vi styrtede over til forsiden af huset og så at en bombe var eksploderet i en købmandsforretning i samme bygning som betelhjemmet. Vores eget hus var sat i brand! Det der bekymrede os mest var et rum hvori der var et lager af benzin. Hvis ilden nåede derhen ville hele bygningen og den næste med sandsynligvis blive sprængt i luften. Alle naboerne i gaden hjalp til, så vi fik ilden slukket før den voldte for megen skade.“
Vejspærringer og kidnapninger
Selv når der var en pause i kampene blev byen ustandselig opskræmt; snart var der vejspærringer her, snart der, kidnapninger foregik i stort tal og snigskytter huserede. Vogne med bevæbnede folk kunne pludselig dukke op i gaderne; så blev trafikken standset og folk trukket ud af deres vogne. Også fodgængere blev ofte kidnappet. Et medlem af familien på Jehovas Vidners afdelingskontor beretter:
„Vi blev vidne til mange kidnapninger fra vores vindue. Flyvende barrikader kunne pludselig standse på vort hjørne, og så begyndte bevæbnede mænd at gribe uskyldige ofre. Det forfærdelige er at mange af dem der blev kidnappet aldrig vendte tilbage. Nogle få blandt Jehovas Vidner er blevet kidnappet, men ingen af dem er kommet noget alvorligt til.“
En anden fra afdelingskontoret fortæller hvad han kom ud for: „Da en af de mange våbenhviler var sat i kraft, meddelte regeringen over radioen at man uden fare kunne færdes på vejene. Lørdag morgen gik jeg derfor ned på postkontoret for at se efter post, eftersom det er mit job. Der skete intet på vejen, men da jeg kom derned hørte jeg nogle tale om kidnapninger i netop de gader jeg skulle passere for at komme hjem.
Jeg spurgte en politibetjent hvilken vej det var sikrest at følge tilbage. Han svarede: ’Jeg ved det ikke. Jeg kan nævne en vej der er sikker nu, men om fem minutter er den det måske ikke.’ Disse vejspærringer, som kunne sættes op på et øjeblik, blev flyttet fra sted til sted.
Så bestemte jeg mig til at følge strømmen. Undervejs slap jeg uden om to vejspærringer ved at vende om og smutte ad en ensrettet gade imod trafikken. Næste dag læste jeg at mange af dem der var blevet kidnappet og myrdet netop var blevet grebet i de gader jeg havde passeret! Dagen blev kaldt ’Sorte lørdag’ fordi flere hundrede mennesker var blevet kidnappet eller dræbt på stedet.“
Under disse omstændigheder rummer enhver færden på gaden en mulig fare — det er altid et spørgsmål om man slipper godt fra det. En af Jehovas Vidners missionærer fortæller hvordan det gik da hun fulgte en kvinde hjem for at hente nogle personlige ejendele som kvinden havde glemt da hun flygtede. „Da vi steg ud af taxaen kom portneren i nabobygningen listende hen til os og mumlede: ’Lad være med at blive her for længe; der er ved at blive ballade.’
Vi skyndte os derfor at få klaret hvad vi skulle og vendte med rystende knæ tilbage til vognen. Da vi nåede det første hjørne så jeg en ung mand med en mærkelig rød kulør i ansigtet. ’Den stakkel må være slemt forbrændt,’ fløj det gennem min hjerne, men så kiggede jeg på ham igen, og det gik op for mig at han havde en rød damestrømpe trukket ned over ansigtet. Og han var ikke alene!
Der var flere med den samme grufulde maskering. Var det en vejspærring? Jeg gøs! Ingen i vognen sagde noget, og chaufføren kørte så hurtigt han kunne, men hans hænder rystede. Det var som om vi kørte mellem disse bevæbnede mænd uden at de så os. Vi drog et lettelsens suk da vi var fremme i kvarteret hvor vi bor.“
Kristne møder og forkyndelsen
Under hele krigen har vi kunnet holde vore kristne møder i små grupper, og vi er end ikke gået glip af vort kredsstævneprogram. Møderne indledes og afsluttes ofte under maskingeværild, så at sige. Sagen er at vi nogle gange hører skud og eksplosioner hele tiden mens mødet står på, og til tider er det lige i nærheden det foregår. Da vi en aften vendte hjem fra et møde og slog ind på en mørkelagt gade blev vi pludselig konfronteret med to maskingeværer! Vi fortsatte vores gang — men hjertet sad os i halsen.
Vi har også regelmæssigt kunnet tage del i vort forkyndelsesarbejde, hvor vi viser andre den trøstende nyhed i Bibelen at Guds rige snart vil løse, ikke bare Libanons problemer men også hele den øvrige verdens. I begyndelsen tøvede vi med at forlade huset; men ret hurtigt vænnede vi os til det, blot tog vi de forholdsregler vi kunne og satte vor lid til at Jehova ville beskytte os. Og vi har set mange beviser på en sådan beskyttelse.
I vort hjem i en forstad til Beirut har vi ofte andre Jehovas Vidner boende. Mens vi således havde besøg af en rejsende tilsynsmand gik hans hustru en dag ud på altanen for at hænge vasketøj op. Tilfældigvis så hun ned og fik øje på to unge mænd der sad sammenkrøbet med deres maskingeværer lige nedenfor. Hun styrtede ind og fik netop fat i min hustru før hun forlod huset for at gå ud i forkyndelsen. Var hun kommet ud i det øjeblik ville hun være kommet i krydsild. De blev begge stående i mellemgangen en halv times tid mens skyderiet stod på.
Et andet eksempel: Min hustru og jeg havde et bibelstudium med en familie på elleve i nærheden af hvor vi bor. En dag susede en raket ned gennem taget og eksploderede i det selv samme værelse hvor vi aftenen før havde siddet og studeret! Sørgeligt nok gik der imidlertid to børn og legede på taget; det ene barn blev dræbt og det andet fik læsioner i hovedet.
Det er altid lykkedes os at få vor bibelske litteratur frem. Hvordan? Jo, vi har benyttet de førnævnte pauser i kampene i slutningen af hver måned hvor de bevæbnede får deres lønchecks indløst, og på den måde har vi fået bibelsk læsestof transporteret derhen hvor det skulle.
Naturligvis er der fare forbundet med sådanne transporter, men også her føler vi at vi har nydt Jehova Guds beskyttelse. I ét tilfælde blev en forsendelse standset ved en muhamedansk kontrolpost. De bevæbnede spurgte: „Hvad er det for bøger?“
Den rejsende tilsynsmand, som var på vej med forsendelsen, svarede: „Det er bøger der handler om evangeliet.“ „Imshi, Maa Salami,“ sagde mændene; det betyder „Gå i fred“.
Besøg af rejsende tilsynsmænd
Vi har også regelmæssigt fået opbyggende besøg af vore rejsende ordets tjenere, eller kredstilsynsmænd, som de kaldes. En af dem fortæller:
„På grund af de vedvarende hårde kampe har det været meget svært at gennemføre det sædvanlige ugeprogram i alle menigheder. Når jeg kommer til en menighed er det som oftest sådan at de ældste, så snart der bliver lidt stilstand i kampene, hurtigt får brødrene og søstrene samlet, og så holder vi alle vore faste møder på én gang.
Jeg husker engang da jeg betjente en gruppe af Jehovas Vidner oppe i bjergene. Mit næste besøg gjaldt en menighed i Beirut, i en del af byen hvor der blev kæmpet hårdt. Det blev så besluttet at brødrene i Beirut skulle tage op i bjergene og have deres kredstilsynsmandsbesøg der. Det hele måtte nøje planlægges, for der var kun én vej mellem Beirut og bjergene der ikke var spærret; de andre kunne man ikke passere for bevæbnede folk.
Menighedens ældste tildelte hver familie et tidspunkt de måtte ankomme til mødestedet. Søndag morgen begyndte vore brødre fra byen at ankomme ganske planmæssigt. Det var dejligt at se over tres til stede. Mødet begyndte klokken 9 og varede til klokken 14, og brødrene og søstrene var oplagt til at fortsætte. Mange af dem havde ikke set hinanden i lang tid, så det var rørende at se dem hilse på hinanden. Vi kunne næsten ikke få over vort hjerte at lade dem skilles, men vi var nødt til at opfordre dem til at tage af sted så de kunne nå hjem før det blev mørkt og vejene blev spærret.
Tit var det lige ved at gå galt. Engang da jeg besøgte en menighed i et muhamedansk kvarter havde vi på fornemmelsen at det trak op til uroligheder. Vi afkortede derfor mødet så vi alle havde en chance for at nå hjem inden det blev alt for mørkt. Den familie jeg boede hos og jeg selv, var de sidste der forlod mødestedet. Forresten var der ugen før blevet begået mange grusomheder i området.
Det var blevet mørkt før vi kom af sted, så vi var meget ængstelige mens vi skyndte os hjemad. Ingen andre var at se på vejen, og hvert skridt vi tog gav genlyd i vore ører. Det var som om vi blev iagttaget fra alle sider. Jo nærmere vi kom huset, des mere satte vi farten op. Da vi rundede det sidste hjørne hørte vi pludselig nogle råbe at vi skulle standse. Da vi var bange for at vi ville blive skudt, adlød vi straks og spurgte: ’Hvem mener I, os?’ ’Ja,’ svarede de og gav os ordre til at følge med. Det var tre unge mænd med maskingeværer, og deres ansigter var dækket.
De så slet ikke rigtig på os men gav os blot besked om at følge med. Vore knæ rystede, og vi bad af hjertet til Jehova Gud. Mens vi gik der bag ved de tre sagde moderen i den familie jeg fulgtes med nogle få ord til sin søn. Det fik en af mændene til hurtigt at vende sig om. Han havde genkendt hendes stemme og observeret at de var naboer. Straks undskyldte han og sagde at de havde troet vi var fremmede og skulle udspionere i kvarteret. Han rådede os til hurtigst muligt at gå hjem, hvad vi naturligvis gjorde.“
Tillid til fremtiden
Mens dette skrives fortsætter kampene, af og til afbrudt af en våbenhvile. Kidnapninger, mord, plyndringer og andre forbrydelser går i svang i landet. Én nyhedsrapport bemærker: „Muhamedanere på venstrefløjen og kristne på højrefløjen lever og dør med geværet i hånd. . . . Hadet mellem kristne og muhamedanere stikker dybt. Deres hævntørst er uudslukkelig. Det er usandsynligt at man hurtigt skulle kunne vende tilbage til noget der ligner normale tilstande.“
At lov og orden er brudt sammen har medvirket til en svækkelse af moralnormerne. For eksempel blev en militærlejr omringet og nedkæmpet af bevæbnede mænd. I lejren var der en forsyningsafdeling med madvarer, tøj, etc. Da beboerne i området opdagede hvad der var sket, strømmede de til og tog del i plyndringen.
En familie af Jehovas Vidner blev opfordret til at være med, men afslog, til naboernes store forundring. Da disse ikke kunne tro det var rigtigt kom de og ville give den kristne familie nogle ting fra lejren; men også det blev afslået med den forklaring at det, såfremt de tog imod disse ting, ville skade deres samvittighed som var oplært efter Bibelen. — Hebr. 13:18.
Ja, ét er sikkert, Jehovas Vidner i Libanon fastholder deres ægte kristne uangribelighed og absolutte neutralitet. Og vi vil fortsat gøre hvad vi kan for at give alle libanesere del i det trøstende budskab at Guds rige snart vil fjerne al grund til sorg og smerte ved at indføre en retfærdig ny ordning. At vi har virket som ambassadører for dette rige har hjulpet os til at leve og bestå midt i Libanons borgerkrig. — 2 Kor. 5:20.
[Tekstcitat på side 13]
„Krigens religiøse karakter har gjort sig stærkt gældende.“
[Tekstcitat på side 14]
„Præsten smed sit gevær fra sig og søgte i skjul.“
[Tekstcitat på side 15]
„Folk kom ud på deres altaner og hilste freden velkommen.“
[Tekstcitat på side 16]
’Man gik over til regulære gadekampe.’
[Tekstcitat på side 16]
„Hvilken larm da vinduer og døre i syv etager knustes og faldt ned for øjnene af os!“
[Tekstcitat på side 17]
„Vi blev vidne til mange kidnapninger fra vores vindue.“
[Tekstcitat på side 18]
’En raket eksploderede i det værelse hvor vi aftenen før havde siddet og studeret!’
[Tekstcitat på side 18]
’Vi havde på fornemmelsen at det trak op til uroligheder.’
[Tekstcitat på side 19]
„Hadet mellem kristne og muhamedanere stikker dybt.“