Stifinderne
Af „Vågn op!“-korrespondent på de Britiske øer
HVAD havde Christoffer Columbus, vikingerne, de polynesiske sømænd og Noa tilfælles? Den viden at visse fugles flugt kan bebude tilstedeværelsen af tørt land.
Vidste du at Columbus på sin første sørejse over Atlanten ændrede kurs fra vest til sydvest fordi mange fugle fløj den vej hen under aften? Få dage efter opdagede han Bahamaøerne.
Fugle er fortræffelige navigatører. Lad os nævne blot nogle få af deres fantastiske bedrifter: New Zealands bronzegøg opfostres af ’plejeforældre’ som ikke selv flyver på træk. Alligevel viser de unge bronzegøge stor navigatorisk ekspertise, idet de flyver 4000 kilometer over så godt som åbent hav mod nord til Salomonøerne. Storskråper findes så nordligt som Shetlandsøerne nord for Skotland. Men når yngletiden nærmer sig, flyver de i milliontal tilbage til øgruppen Tristan da Cunha, så sydligt som den sydligste spids af Afrika. Selv pingviner som ikke flyver, har denne stifindersans. Adeliepingviner som blev sluppet løs 3000 kilometer fra deres hjem på isen ved Sydpolen, vendte tilbage dertil.
Disse rejser er alle blevet omhyggeligt dokumenteret. Man indfanger fugle og ringmærker dem. På ringen står et nummer og en anmodning om at den der finder fuglen, sætter sig i forbindelse med en adresse som er oplyst på ringen og fortæller hvor fuglen blev fundet. Selv om kun få fugle genfanges, har denne metode gjort det muligt for forskerne at kortlægge mange trækfuglearters ruter.
I de senere år har man også sporet fugle ved hjælp af radar. Andre fugle har fået påspændt miniradiosendere, så man har kunnet følge deres rute. Størstedelen af vor viden kommer dog fra laboratorieeksperimenter. Før vi ser nærmere på nogle af disse, vil det være oplysende at få at vide hvad menneskelige navigatører behøver for at nå deres bestemmelsessted.
Forestil dig et forældrepar på skovtur med deres børn. De parkerer bilen og vandrer ind i skoven for at finde et egnet sted at spise. Da de går tilbage om aftenen kan de ikke finde vejen og begynder at gå i ring. Hvad behøver de for at kunne finde bilen? To ting — et kort og et kompas. Kortet skal vise dem hvor bilen er og hvor de selv er, men denne oplysning i sig selv vil ikke hjælpe dem hvis ikke de kan orientere sig i terrænet. De må have et kompas eller noget lignende til at vise dem den rigtige retning.
Når vi kender en by godt behøver vi ikke have kort og kompas med, da vi faktisk har bykortet i hovedet. Har fugle et kort i deres hjerne? Hvordan finder de ud af den rigtige retning?
Hvordan navigerer fuglene?
Efter megen forskning er det blevet fastslået at nogle fugle kan flyve direkte hjem efter at de er sluppet løs i et fremmed område. Dette udelukker den mulighed at de finder vej ved først at flyve omkring i cirkler for at finde kendte orienteringspunkter. Disse fugle kan virkelig navigere. Dertil kræves mere end blot at kunne finde sydpå om efteråret og nordpå om foråret på et normalt fugletræk. Det er stadig noget af en gåde hvordan de finder ud af hvor de skal flyve hen; man ved ikke hvilken form for „kort“ de måtte være i besiddelse af. Dog kender man flere metoder som fuglene kan benytte til at orientere sig for at flyve i en uforandret retning.
Vi vender tilbage til familien på skovturen. Lad os tænke os at faderen har et kort i lommen og bruger det for at finde deres position. Han ved hvor deres bil er, og han indser at de må gå mod sydøst for at nå frem til den. Men hvordan kan han finde sydøst? Hvis det er skyfrit, kan han finde syd ved at bruge et ur og solen. Hvordan det? Han kan holde uret vandret og lade den lille viser pege mod solen. Det ser ud som om solen flytter sig omkring 15 grader i timen, og der er 30 grader mellem to på hinanden følgende timeinddelinger på uret. Derfor vil en linje midt imellem den lille viser og tallet 12 pege omtrent mod syd. Nu er det let at finde sydøst. Kan fugle på lignende måde lade sig lede af solen?
Orientering om dagen
I 1949 holdt Gustav Kramer duer i runde bure med 12 ens madskåle rundt i kanten. Han fandt ud af at han kunne træne fuglene til at spise af de skåle der var placeret i en bestemt retning, og at de brugte solen til orientering. (I skyet vejr spiste fuglene af en hvilken som helst madskål.) Det blev således godtgjort at duerne må have et indbygget ur som sætter dem i stand til at kompensere for solens forskellige stillinger på himmelen.
Kramer kontrollerede sine resultater ved at bruge stære. Han lærte dem at spise af bestemte skåle som før, men erstattede solen med bevægeligt lys. Idet stærene troede at dette lys var solen, spiste de af forskellige skåle. De gik fra den ene skål til den anden og flyttede sig 15 grader i timen. Lyset blev ikke flyttet vandret men kun op og ned; dette skulle illudere solopgang og solnedgang.
Det er nu kendt at mange fuglearter er i stand til ret nøjagtigt at flyve i en konstant retning ved hjælp af solen og et indbygget ur. Hvor nøjagtige er deres beregninger? Hvis de i deres afgørelse fejler med 1 grad, vil de være cirka 110 kilometer ude af kurs ved ækvator. En fejl på fire minutter i deres ur ville give samme resultat. Men fugle er kendt for at ramme deres mål med pinlig nøjagtighed.
Lad os igen gå tilbage til vores familie. Hvis den venter til mørkets frembrud vil den kunne bruge stjernerne som kompas, et kompas der er mere nøjagtigt end solen. Kan fugle gøre det samme? Svaret ser ud til at være ja. Mange fugle trækker endda kun om natten.
Orientering om natten
Tyskeren Franz Sauer var den første der i 1950erne påviste at fugle kan tage bestik efter stjernerne. Han brugte munke og havesangere.
Senere har Stephen E. Emlen gjort forsøg med nordamerikanske indigofinker. Han anbragte fuglene i et planetarium og holdt dem i bure der var beregnet til at registrere deres bevægelser. Da træktiden kom viste han dem en nattehimmel magen til den de kunne se udenfor på det tidspunkt af året. Fuglene viste en tydelig tendens til at ville flyve i den retning der ifølge planetariet var sydlig retning, hvilket var deres normale trækrute. Interessant nok lod det til at finkerne ikke kunne genkende enkelte stjerner eller konstellationer, men at de snarere bemærkede at stjernehimmelen roterede om et bestemt punkt.
For at bevise dette tog Emlen finker direkte fra reden og lod dem aldrig se den rigtige stjernehimmel. I stedet for at lade stjernehimmelen i planetariet dreje sig omkring Nordstjernen, som den jo gør i virkeligheden, fik han den til at rotere om stjernen Betelgeuze. Da de unge finkers træktid kom, prøvede de at flyve væk fra Betelgeuze i en retning som de åbenbart troede var sydlig.
Nu er det selvfølgelig overskyet meget af tiden. En familie på vandretur vil ikke have nogen vanskeligheder hvis den har et kompas der kan lede den, men hvordan klarer fuglene sig i overskyet vejr?
Er magnetisme en faktor?
I 1885 foreslog A. von Middendorf at fuglene kunne mærke jordens magnetfelt og finde vej ved hjælp af dette. Denne teori har været undersøgt mange gange med overvejende negative resultater. Det forekom ufatteligt at en lille fugl som rødkælken skulle kunne spore magnetisme. I de senere år er der imidlertid fundet beviser for at i hvert fald nogle arter bruger jordens magnetfelt til orientering. Hvilke beviser har man?
Det blev observeret at mange brevdueløb foregik mens det var meget overskyet. Derfor placerede forskere små magneter på visse duer som havde vist at de kunne finde hjem i overskyet vejr. De fløj alle vild. De var desorienterede, øjensynlig fordi magneterne forstyrrede magnetfeltet omkring dem. I et andet eksperiment fik duerne matte kontaktlinser på. Skønt de ikke kunne se mere end nogle få meter, var et overraskende antal i stand til at slå sig ned inden for en afstand af 200 meter fra dueslaget efter en rejse på 130 kilometer.
Andre har foretaget forsøg med vandredrosler i bure. Da træktiden kom, grupperede fuglene sig i den retning de normalt ville flyve. Var det jordens magnetfelt der ledte dem? Det så sådan ud, for de der forestod eksperimentet fandt at de kunne få droslerne til at vende sig i en anden retning ved hjælp af elektriske spoler som ændrede magnetfeltet.
Forskere føler at gåden måske stadig ikke er helt løst. Nogle studerer nu hvordan fuglene eventuelt kan orientere sig ved hjælp af lavfrekvent lyd, polariseret lys, lugte samt forandringer i lufttrykket. Andre prøver at finde ud af på hvilken måde nogle fugle er i stand til at spore magnetisme.
Før gåden er endeligt løst, vil der uden tvivl komme meget mere frem som vil overraske os på dette felt, der allerede har givet os mange overraskelser.