Hvor kristen er julestemningen?

EN BOG om „amerikanske helligdage“ peger på at julen desværre er blevet kommerciel, men siger at denne negative side „opvejes af den gode venlighedens ånd . . . og af de gavmilde følelser“ som kommer til udtryk ved juletid. Det er det der almindeligvis kaldes „julestemning“. Men er den såkaldte julestemning virkelig så dejlig? Opvejer den alle julens negative sider? Er den kristen, om ikke i religiøs, så i det mindste i moralsk forstand?

Lad os undersøge sagen i lyset af de egenskaber som ifølge Bibelen kendetegner Guds ånd, og som derfor også bør kendetegne sande kristnes liv. Disse egenskaber behandles i de følgende afsnit. (Gal. 5:22, 23) Er de kendetegnende for julestemningen?

Kærlighed og venlighed

Hvis julestemningen virkelig er kristen bør den være kendetegnet af kærlighed og venlighed. Er den det?

Nogle vil måske hævde at dét at give gaver ved juletid i sig selv er et tegn på kærlighed og venlighed. Det kan imidlertid kun være sandt hvis de rette motiver er til stede. Er de det? Er de der gribes af julestemningen først og fremmest interesseret i at give, eller er det snarere det selviske motiv — ønsket om at modtage — der er mest fremtrædende?

Hvis det uselviske, det at give, har størst betydning, hvorfor føler kristne forretningsfolk sig da ikke tilskyndet til at hjælpe flere til at give gaver ved at nedsætte deres priser ved juletid, i stedet for at hæve dem? Hvorfor har priserne, i det mindste nogle steder, tendens til at blive skyhøje på den tid af året?

En Vågn op!-korrespondent fra Vestafrika fortæller at befolkningen dér elsker at få gaver. Til trods for at omkring 60 procent er „ikke-kristne“, bliver de alle grebet af julestemningen omkring juletid. Muhamedanske tiggere står med hænderne udstrakt og ønsker de forbipasserende „glædelig jul“. De der arbejder på institutioner og offentlige kontorer forventer i nogle lande at modtage gaver fra deres kunder og klienter, og minder dem endog om det for det tilfælde at de skulle glemme det. Nogle postbude har endog nægtet at udbringe post til mennesker som ikke har villet deltage i denne tvungne juleskik at give gaver. Det er mere end opportunisme; det er afpresning.

En uge før julen 1977 udsendte Torontobladet Star en advarsel mod „tasketyve, butikstyve, lommetyve, falsknere og indbrudstyve. Og . . . mod bondefangere som viser forloren velgørenhed“. Artiklen nævnte også at „butikstyveri tager til omkring juletid“. I De forenede Stater siger en landskendt autoritet at „næsten 40 procent af hvert års svind på lageropgørelserne fremkommer i løbet af de sidste 10 uger inden jul“.

Hvis julestemningen virkelig er kristen, hvorfor formår den så ikke at hindre, eller i det mindste at begrænse, de selviske, ukærlige og uvenlige handlinger ved juletid?

Godhed og selvbeherskelse

Hvis julestemningen virkelig er kristen bør den være kendetegnet af godhed og selvbeherskelse. Er den det?

Tænk på den overdrevne nydelse af mad og drikke og det frådseri som julen er forbundet med. Hvor ofte har julefester ikke udartet til drikkeri og sviregilder som tilskynder til løsagtige handlinger og umoralitet?

Disse virkninger beskrives meget rammende i Boston-bladet Sunday Globe, hvor man omtaler en gruppe mennesker som i særlig grad er modtagelige: „For en forhenværende alkoholiker, eller for en som virkelig kæmper mod denne svaghed, byder helligdagene på en viljestyrkeprøve som de færreste vil kunne bestå uden andres støtte. Det er en tid på året hvor det forventes at folk drikker, og hvor endog selskabsdrankere er halvfulde (eller værre) oftere end sædvanlig, på grund af en udbredt selskabsetik — spis, drik og vær glad — der lige så meget er en befaling som en opfordring.“

Hvis julestemningen virkelig er kristen, hvorfor hindrer den så ikke at folk mister selvbeherskelsen, noget som hverken er godt for helbredet eller pengepungen, ja som ligefrem kan være farligt?

Glæde

Hvis julestemningen virkelig er kristen bør den være kendetegnet af glæde. Er den det?

I december 1977 skrev dr. med. I. R. Rosengard i en artikel i tidsskriftet Science Digest: „De er ikke alene med Deres ’helligdagsdepression’. Det er en neurose af epidemiske dimensioner . . . og her er en læges anvisning på hvordan man undgår julenedtryktheden.“ Han fortsatte: „Ikke alle føler glæde i helligdagene — nogle har det endog værre end sædvanlig . . . Omkring juletid har ulykkelige mennesker det endnu værre, fordi de skammer sig over at være så ulykkelige når alle andre tilsyneladende er glade. . . . Mange af os . . . er skuffede over os selv fordi vores julestemning er alt andet end glad.“

Det forklarer hvorfor en læge som blev citeret i et tysk religiøst blad udtalte at „antallet af selvmord tager stærkt til juleaften“. Hvis julestemningen virkelig er kristen, hvorfor er den da så ofte årsag til at folk ikke er glade ved juletid?

Fred, langmodighed og mildhed

Hvis julestemningen virkelig er kristen bør den være kendetegnet af fred, langmodighed og mildhed. Er den det?

Det er rigtigt at der op til jul tales meget om „fred på jorden og god vilje blandt mennesker“, men realiteterne viser at ufred og stridigheder i familien er almindeligt på denne årstid. Avisen Sunday Oregonian fortæller at før jul „går nogle forældre og slægtninge og samler sammen til stridigheder som vil gøre vagten juleaften til en af årets værste for politiet“. En vicesherif siger: „Slægtninge kommer sammen for at drikke, og de begynder at drøfte gamle problemer og at grave uoverensstemmelser frem — noget som ellers var glemt og som skulle være forblevet glemt.“ Og i mindrebemidlede familier „skaber forsøget på at give børnene en god jul et spændt forhold og hidser gemytterne op,“ fortæller nævnte avis. „Undertiden kan julen i et hjem blive ødelagt af et ægteskabeligt slagsmål, hvor pakkerne bruges som kastevåben og juletræet efterlades i en ynkelig forfatning.“

Hvad angår fred i verdens omfattende målestok, så er der ofte med blanke øjne blevet fortalt en historie om juleaften i 1914, da en britisk vagtpost hørte lyden af nogle stemmer som sang „Stille Nacht, Heilige Nacht“ fra en tysk skyttegrav mindre end 100 meter borte. De britiske tropper sang tilbage: „O Come, All Ye Faithful.“ Derefter forlod de skyttegravene på begge sider, for sammen at synge julesalmer i nogle få timer. Men de vendte hurtigt tilbage til krigshandlingerne, og alle var såkaldte kristne! Røbede denne begivenhed nogen virkelig fredfyldt julestemning? Var det ikke snarere en hyklerisk ånd som her trådte stærkt frem?

Tro

Hvis julestemningen virkelig er kristen bør den være kendetegnet af tro. Er den det?

Ifølge definitionen i Hebræerbrevet 11:1 er den kristne tro baseret på kendsgerninger eller realiteter. Eftersom julen i stor udstrækning er baseret på traditioner, myter og usandheder, hvordan skulle den da kunne fremme en stærk tro?

I et kirkeblad udgivet i Tyskland kunne man læse følgende om Kristus og de første kristne: „Hans lære var meget vigtigere for folket end hans fødselsdato.“ Der stod videre: „De første kristne kendte ikke til det at fejre fødselsdag.“

Hvad gavner det at tro på at Kristus er blevet født, hvis man ikke tror på det han lærte eller på værdien af hans genløsningsoffer? Man behøver kun ringe tro for at mene at Kristus er blevet født; der skal ikke så lidt mere til for at tro på værdien af hans genløsningsoffer og på at han er konge i Guds oprettede rige. Hvis julestemningen virkelig er kristen, hvorfor gør den så ikke stort mere end at øge kirkegangen ved juletid; hvorfor formår den ikke at få kirkemedlemmerne til hele året igennem at øve virkelige troshandlinger ved at efterligne Kristus?

Kort sagt, hvis julestemningen virkelig er kristen bør den være kendetegnet af Guds ånds frugter. Er den det? Galaterbrevet 5:22, 23 fortæller os at „åndens frugt [er] kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse“. Er det den ånd vi har set kendetegne julestemningen? Er det ikke snarere det faldne køds gerninger der er fremherskende omkring juletid? Disse beskrives sådan: „Kødets gerninger er tydelige; det er utugt, urenhed, skamløshed, afgudsdyrkelse, udøvelse af spiritisme, fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed, splittelser, sekter, tilfælde af misundelse, drikketure, sviregilder, og ting som disse . . . de der øver sådanne ting skal ikke arve Guds rige.“ — Gal. 5:19-21.

Mange er sikkert oprigtige og opfører sig anstændigt når de fejrer jul. Men hvordan er det generelle indtryk når man betragter fejringen af julen på verdensplan? Det er tydeligt at „kødets gerninger“ alt for ofte lægges for dagen, og at „åndens frugter“ alt for ofte mangler.

Måske forstår du nu bedre hvorfor de der er interesseret i at bære åndens frugter og at undgå kødets gerninger, forsøger ikke at blive grebet af julestemningen. Vi håber at du vil overveje disse kendsgerninger under bøn, og at de må hjælpe dig til at beslutte at tilbringe julen på en måde der behager Kristus, kristendommens grundlægger.

[Illustration på side 8]

Hvis julestemningen virkelig er kristen bør den være kendetegnet af Guds ånds frugter. Er den det?