Kunsten at være bedsteforældre
DA vores søn blev fader, var det indledningen til en lang række nye forhold; det ene, selvfølgelig, mellem forældrene og barnet — men lad os ikke glemme det andet, det mellem bedsteforældrene og børnebørnene. Vismanden sagde i Ordsprogene 17:6: „De gamles krone er børnebørn, sønners stolthed er fædre.“
Hvad dette vil sige i praksis, fik vi et indtryk af på en større fødeklinik i Sydney i Australien. Elevatoren der førte os tilbage til stueetagen, var fyldt med et interessant udvalg af bedsteforældre der tydeligvis alle havde fået lov at passe deres børnebørn fordi deres familier lige havde oplevet en forøgelse. Alle disse gråhårede bedsteforældre var karakteristiske ved deres tålmodighed, opmærksomhed og kærlighed. I dag var det dem der havde ansvar for de små, og det var tydeligt for enhver at de nød det.
En bedstefar eller bedstemor er selvfølgelig ikke bare en lejlighedsvis babysitter; det omfatter mere. Der er grund til at overveje hvordan bedsteforældrenes ord og handlinger på længere sigt kan indvirke på børnebørnene, og hvilken stilling forældrene indtager. Og som i ethvert forhold i dag kan der komme problemer, faldgruber og måske hjertesorger. Det kræver noget af én at blive respekteret (for man kan jo ikke blive elsket på kommando) som bedstefar eller bedstemor.
Lad os da se på hvad kunsten at være bedstefar eller bedstemor indbefatter.
Spørgsmålet om gaver
Du har sikkert tit hørt nogen sige: „Som de børn dog bliver forkælet af deres bedsteforældre!“ Ja, vi bedsteforældre er ivrige efter at opleve glæden ved at give; de fleste af os synes det er en fornøjelse at komme med legetøj og andet til børnene — men nogle af os gør det for ofte. I de velstående lande er det ikke ualmindeligt at se et børneværelse der nærmest bugner som en legetøjsbutik af kæledyr, mekanisk legetøj og andet, ja, måske er der også privat fjernsyn. Og meget af det kan være gaver fra bedsteforældrene. Senere bliver gaverne måske racercykler, og endnu senere motorcykler og biler. I sådanne tilfælde vil man opdage at der ganske vist er stor glæde ved at give, men at forkælelse fører sorg med sig.
En fader sagde om alle de gaver bedsteforældrene gav hans børn: „Det virker pinligt på mig, og tit bliver jeg irriteret, for børnene begynder efterhånden at regne med at få legetøj hver gang mine forældre kommer på besøg.“
Et liv helt uden gaver ville selvfølgelig føles tomt. Men når vi giver, er det klogt at give noget varigt, noget der kan bidrage til barnets mentale eller følelsesmæssige udvikling, og helst også, i de fleste tilfælde, noget der ikke er for dyrt. Måske bør vi blandt andet give mere af os selv og vores tid. Hermed kommer vi ind på spørgsmålet om kommunikation.
Er du god til at kommunikere?
Det er nødvendigt at begynde kommunikationen tidligt, og det er ikke særlig svært, da der jo fra spædbørn ikke forventes så meget i form af svar. Det er straks sværere at fortsætte og udvikle kommunikationen op gennem teenageårene og ind i voksentiden.
Den „gave“ du giver i form af din tid, spiller en stor rolle for kommunikationen. Som bedsteforældre må vi give os tid til at høre på de eventyr og problemer vore børnebørn kommer ud for i deres dagligdag. Det har betydning for deres personlige udvikling, og det kan give os et fingerpeg om hvor der kunne være behov for venlig hjælp. I Ordsprogene 20:11 får vi at vide: „Selv drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans færd.“
Men hvad så hvis man opdager at barnebarnet har gjort noget der ikke var helt rigtigt? Man hjælper ikke barnet ved at lægge råd op om at skjule det for dets forældre. På den anden side er det heller ikke klogt at give sig til at råbe op og skælde ud i ophidselse. Det er ikke sådan man kommunikerer. Man må indse at barnet vil begå fejl, til tider endda alvorlige fejl. Det har vi jo også gjort. Kan vi måske udnytte disse lejligheder til at ræsonnere med barnet, vejlede det i dets tankegang, og hjælpe det til at udvikle sig?
Hvor god er kommunikationen mellem dig og dine børnebørn? Spørg dig selv: Taler jeg med dem, og ikke bare til dem? Består min samtale mest i „gør det“ og „lad være med det“, eller kan jeg lytte til dem, og derefter fortælle, give grunde og forklaringer? Giver jeg med skønsom hånd mine børnebørn del i mit livs erfaringer, mine fejltagelser og fiaskoer, mine glæder, og min kærlighed til dem? Har jeg gået en tur på landet, langs stranden, i skoven, i parken eller i haven sammen med dem? Har vi sammen betragtet dyr og planter, årstidernes skiften, og talt om det? Har vi drøftet livets farer og dets glæder og velsignelser? Har vi, når vi har været sammen, vist respekt for Skaberen, for vore medmennesker og for hinanden?
En bedstefar oplevede en uforglemmelig stund da han engang gik en tur i den lokale park sammen med sit 4-årige barnebarn. Ved foden af et træ lå et stort dødt insekt med vinger. Drengen blev bange for insektet, men bedstefaderen samlede det op, og der fulgte en ganske enkel samtale om livet og døden.
Er du på udkig efter noget der kunne have dit barnebarns interesse? Hvis det er en dreng, ja, hvilken dreng vil da ikke føle sig tiltrukket af bedstefars værksted med håndværktøj og elektrisk værktøj samlet i årenes løb? Der er utallige muligheder for i fællesskab at fremstille et eller andet som begge vil være glade for. Og hvis du ikke er så god til at håndtere værktøj, hvad så med højtlæsning? Tænk hvilken varig værdi din „gave“ vil have hvis den består i at I sammen har læst noget der har givet dit barnebarn lyst til at lære mere — og som har givet det en fornemmelse af hvilken dragning der ligger i gode bøger!
Og lad os heller ikke glemme bedstemors systue eller køkken. Hvilken lille pige vil ikke føle sig tiltrukket af farverige stoffer og spændende knapper, og få lyst til at sy en dukkekjole, eller måske senere en kjole til sig selv? Med tiden kan bedstemor sikkert også indvi den lille pige i de hemmeligheder hun kender fra kogekunstens verden.
Vi kan alle tage ved lære af en bestemt fejl som en bedstefar begik. Så længe hans børnebørn var små havde han vældig god kontakt med dem, men da de blev ældre og efterhånden fik en god skoleuddannelse, følte han at de ikke længere havde brug for ham. Han følte det som en barriere der hæmmede den frie kommunikation imellem dem. Den modenhed de tilsyneladende havde opnået på ét punkt, førte til at han ikke længere gav dem del i den følelsesmæssige modenhed han selv ejede og de lektioner som livets skole havde lært ham. Ligegyldigt hvor gamle vore børnebørn er, har vi bedsteforældre meget at give dem. Men vi må også være gode tilhørere. Og hvis vi ikke er enige med dem i visse af deres synspunkter, kan det undertiden være bedst at vi blot fortæller dem hvilke tanker vi gør os om sagen, og så lader børnene selv tænke over det. Selv om vi ved at vi har ret, er det ikke altid klogt at fremtvinge en indrømmelse fra den andens side. Hold hellere kommunikationens dør åben.
Er du tålmodig og tolerant?
Som bekendt kan man ikke pludselig sætte et gammelt hoved på unge skuldre. For at løse de problemer der opstår mellem unge og ældre, kræves der både tålmodighed og tolerance, som begge hører til mangelvarerne i vor tids verden.
De unge er ofte stærkt påvirkede af deres omgivelser. De har et naturligt ønske om at blive accepteret af deres ligestillede. Måske føler de at deres forældre står i vejen for dem. Men her kan vi som bedsteforældre hjælpe. Sædvanligvis er vi ikke direkte involveret i den daglige opretholdelse af familiens disciplin, så måske er børnene mere tilbøjelige til at lytte til os. Ofte kan det hjælpe hvis vi fortæller dem om nogle af de problemer af lignende art vi selv havde da vi var unge.
Vi vil måske finde at der er spørgsmål vi ikke har helt den samme mening om som vore børn, når det drejer sig om opdragelsen af børnebørnene. Så må vi huske at det, ifølge Bibelens vejledning, er forældrene der i første række har ansvar for opdragelsen. (Ordsp. 6:20; Kol. 3:20) Et dyrebart forhold kan ødelægges hvis vi bedsteforældre, selv med de allerbedste hensigter, blander os i den måde forældrene griber spørgsmål som spisevaner, disciplin, skolegang, lægebehandling og opførsel an på. En fader har sagt noget der er værd at overveje: „Det virker ikke gunstigt på mig når andre giver mig besked om hvordan jeg skal sørge for min familie. Det er trods alt mine børn. Derimod sætter jeg pris på forslag der gives på en måde som røber omsorg og tolerance i forhold til de problemer min kone og jeg har som forældre.“
Det kan være meget svært at vise tålmodighed og tolerance hvis man ser en situation udvikle sig som kan føre til et sørgeligt resultat. Men hvis vi som bedsteforældre skal respekteres, må vi forstå hvilken rolle vi har inden for familiens kreds, og ikke prøve at overtage den rolle der retmæssigt tilkommer forældrene. Men der er også tilfælde hvor vi har brug for andres tålmodighed og tolerance. Lad os forklare.
Hvordan bedsteforældre sætter pris på at blive behandlet
Årstidernes vekslen giver stærk variation i skaberværket, og nogle har sammenlignet de forskellige faser i vort liv med dette. Nogle kan bedre klare årstidernes skiften end andre.
Der kan godt opstå problemer når vi bedsteforældre kommer højere op i årene. Nogle af os bliver lidt vanskelige at omgås. Noget af det vi gør synes måske at gribe ind i familiens øvrige arrangementer. Vi bliver måske mere irritable og mindre tålmodige og tolerante. Og nogle af os bliver desværre mere eller mindre senile. Hvis vi da i bedre dage har sået tålmodighed, tolerance og kærlighed, håber vi at vi i vores alderdom vil høste det samme til gengæld fra andre.
Selv om vi er oppe i årene holder vi af at føle at vi stadig hører til familien. Et forhold hvor kommunikationen stadig fortsætter og unge såvel som gamle gensidigt kan berige hinanden med deres oplevelser, er i sandhed tilfredsstillende. Når der vises indbyrdes kærlighed og respekt kan alle tre generationer — bedsteforældre, forældre og børn — selv i denne fortumlede verden nyde mange af de velsignelser Gud havde i tanke da han indstiftede familieordningen. — Indsendt.