Hvor megen energi er der i jorden? — Watchtower ONLINE LIBRARY

Hvor megen energi er der i jorden?

KUL og olie har været de vigtigste energikilder siden den industrielle revolution begyndte i den første del af det nittende århundrede. Men det antages almindeligvis at disse energikilder en dag vil slippe op. Det brændende spørgsmål er derfor: Hvor længe kan vi tillade os at være afhængige af de fossile brændstoffer, før de er opbrugt?

Kul var det første der blev udnyttet da Europa og U.S.A. styrtede sig ud i industrialderen. Det blev brugt i kolossale mængder i fremstillingen af stål og cement. Det var kul der leverede kraft til lokomotiverne på land og dampskibene på søen. Det blev brugt til opvarmning af boliger og fabrikker. Fra sidste halvdel af 1800-tallet blev det også brugt til drift af elektriske generatorer på store kraftværker.

Da olien kom, overtog den kullenes plads til mange formål, fordi den var så billig og så rigelig. Det flydende brændstof, der jo var let at have med at gøre og let at antænde, fik stor betydning for udbredelsen af automobiler til privatbrug, lastvogne til varetransporter, og flyvemaskiner til hurtig befordring. Industrilandene blev efterhånden stærkt afhængige af olien som energikilde.

Udbredt brug af en ressource

Udsigten til kæmpefortjenester fik foretagsomme oliejægere til at skaffe sig fodfæste på de rige, nye oliefelter. Den naturgas der vældede ud ved mange oliekilder, blev kun betragtet som et biprodukt; til tider syntes man endda at den kun var til besvær. Man regnede naturgassen for så værdiløs at man ofte brændte den af for at blive fri for den. Det kunne imidlertid godt have betalt sig at få naturgassen ført gennem rørledninger til industricentre og boliger.

I de olierige lande blev den ødsle brug af energien fremmet på enhver måde. Den var så billig at man ikke tog sig af spild, og sparebestræbelser var slet ikke værd at tænke på. Fremsynede mennesker vidste at det ikke kunne blive ved til evig tid; på et eller andet tidspunkt måtte olieforekomsterne slippe op. Men på ethvert givet tidspunkt var de kendte oliereserver tilstrækkelige til mange års forbrug, og nye forekomster blev opdaget hurtigere end man kunne opbruge de gamle.

Masseproduktionen af biler gjorde det muligt for næsten alle familier at købe en bil, og automobilfabrikkerne blev kæmpefirmaer der sloges om hvem der kunne sælge mest, ved at føje smarte detaljer til den nye model hvert år. Der blev lagt statsafgift på den billige benzin, og myndighederne byggede veje og motorveje. Millioner af biler blev solgt til mennesker der var ivrige efter at komme hurtigere frem og længere omkring. Olieselskaberne fulgte den politik at gribe den største og hurtigste profit, uden at spekulere ret meget over den mangel som kommende slægter ville opleve. Men nu er det os der hører til disse „kommende slægter“.

Hvor megen olie er der til rådighed?

Den optimistiske bedømmelse af oliens varighed fik et grundskud da de arabiske lande af politiske grunde indførte en olieblokade i 1973. Et internationalt eksperthold advarede i 1978 om at olieforsyningen senest om 20 år ikke længere ville kunne imødekomme den stigende efterspørgsel, og måske allerede om fem år. De seneste måneders begivenheder har ført til frygt for at der allerede i begyndelsen af firserne kan opstå en permanent oliemangel i hele verden.

Ja, de alvorlige problemer er kommet pludseligt. Olieforsyningen er ikke længere blot et teknisk spørgsmål om at finde den, fremskaffe den og behandle den. Den er endnu mere afhængig af det politiske skakspil. Staterne har indført komplicerede afgiftssystemer og kunstig priskontrol. Fra oliefirmaerne siger man at dette ikke giver dem særlig stor lyst til at kaste sig ud i nye, dyre eksperimenter med oliesøgning eller bygge nye raffinaderier, der ellers er nødvendige hvis den stigende efterspørgsel skal kunne imødekommes.

De multinationale selskaber har sat gang i olieproduktionen i lande der før var tilbagestående, så disse kunne eksportere til industrilandene. Nu findes de største oliereserver og de største olieforbrugere ofte i hver sin politiske lejr, og ofte med stærkt indbyrdes fjendskab. OPEC-landene, der klager over at de er blevet udbyttet af de stærke lande, har sluttet sig sammen for at begrænse udbudet, hæve priserne og gennemføre deres politiske krav. I et forsøg på at afværge faren for nye blokader taler de politiske ledere om at spare på energien og bruge nye energikilder. Men forslagene om at nedsætte fartbegrænsningerne, indstille termostaterne til en lavere rumtemperatur og forøge brændstofpriserne støder på ligegyldighed og til tider vredladen modstand.

Men kendsgerningerne må ses i øjnene. Uanset hvad man gør for at spare og få beholdningerne til at vare længere, er olieforsyningen allerede utilstrækkelig til verdensforbruget. Det forøger kun pinen at få at vide at klippelagene omkring de udtømte oliekilder stadig indeholder to eller tre gange så meget olie som man allerede har pumpet op, men at dette kun kan udvindes i sparsomme mængder og ved dyre metoder. Selv opdagelsen af store, nye forekomster, som i Alaska og i Mexico, formår kun at udsætte den endelige olieudtørring i nogle få år. I løbet af nogle årtier vil olien alligevel slippe op. Og hvad så?

[Oversigt på side 10]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Energikilde: Olie