Ofre for bombeterror

SELV OM man er en indviet tjener for Gud, kan man ikke regne med at man på mirakuløs vis vil blive reddet fra de ulykker og katastrofer som finder sted hver eneste dag rundt omkring i verden. Hvad der skete for min lille pige og mig søndag den 29. juli 1979 er et eksempel på dette.

Vi bor i Madrid. Mens min hustru var ved at forberede maden, besluttede jeg at gå en tur i en af byens parker med vores datter, Gemma, der er fire år. På vejen derhen spurgte hun mig imidlertid om ikke vi skulle gå hen til jernbanestationen i stedet for, så hun kunne se togene. Hun elsker at se tog, og da afstanden var omtrent den samme, opfyldte jeg hendes ønske.

Da vi ankom til stationen købte jeg en is til hende, og vi så på togene der kom og gik. Vi slentrede lidt omkring på stationen inden vi bestemte os for at gå hjem. Vi var kommet cirka 10 meter bort fra den store hal, da Gemmas opmærksomhed blev fanget af en fotoautomat. Med barnlig nysgerrighed stak hun hovedet og skuldrene ind i „kassen“ for bedre at kunne se hvad der var derinde.

Netop i det øjeblik skete der en voldsom eksplosion. En strøm af glasstumper fløj forbi mig, og jeg følte en mægtig kraft skille mig fra Gemma og kaste mig til jorden nogle meter derfra. Så hørte jeg en stemme råbe: „Det var en bombeeksplosion!“ Jeg så en stor mørk røgsky vælde ud af den hal vi lige havde forladt. Jeg tænkte på den store menneskemængde vi netop havde set derinde, og skønnede at mange måtte være blevet dræbt.

Noget fik mig til pludselig at springe op fra gulvet. Min lille pige! Min Gemma! Jeg styrtede hen til hende. Hun sad på gulvet ved siden af fotoautomaten. „Åh, far! Hvad er der sket?“ spurgte hun med angst i stemmen. Den omstændighed at hun havde været halvvejs inde i automaten havde reddet hende fra de værste virkninger af eksplosionen og fra de flyvende glasstykker. I den hensigt at køre hende på hospitalet samlede jeg hende op fra gulvet og løb hen til vores bil. Da jeg kom derhen opdagede jeg at jeg havde tabt nøglerne! Jeg ledte forgæves efter dem, og fik blod på alt tøjet.

Jeg var ved at blive desperat. Netop da standsede en taxi ved siden af os. Jeg kravlede ind uden tøven og bad chaufføren om straks at køre os til det nærmeste hospital. Jeg tog Gemma på skødet og begyndte at undersøge hende lidt nøjere. Da opdagede jeg noget forfærdeligt! Min dyrebare lille Gemma havde fået et snit i øjeæblet! Hun så på mig med et stift blik. Jeg prøvede at tage mig sammen og tænke på at uanset hvad der skete, ville Jehova læge alle sår og skænke hende fuldkommenhed i den nye orden her på jorden. — Åb. 21:3, 4.

Men hverken Gemma eller jeg kom til at lide varige mén af terrorhandlingen. Efter at hun havde gennemgået en kortvarig operation kom hun sig, og lægerne siger at hun ikke vil miste synet. Andre var imidlertid ikke så heldige. Selv samme dag blev der bragt tre bomber til eksplosion forskellige steder i Madrid. Fem mennesker blev dræbt, og over 100 såret.

Men hvorfor var vi blevet ramt? Som Bibelen klart udtrykker det: „Alle er de bundne af tid og tilfælde.“ (Præd. 9:11) Denne oplevelse har lært mig at holde mig nærmere til Gud og til det levende håb om Riget. Guds rige er det eneste der vil kunne fjerne alt det onde som overgår vor smukke jord og de mennesker der lever på den. — Indsendt.