Hjælp andre ved at „udvide“

I 1973, da det hele skete, var jeg 22 år og sund og rask. Jeg glædede mig over tilværelsen. Jeg dyrkede sport og kunne lide fysisk arbejde. I mine ferier holdt jeg af at surfe. Jeg kunne også godt lide at køre bil. Men et tåbeligt og voldsomt raserianfald satte en brat stopper for det hele.

Sammen med min kone, Gemma, var jeg på besøg hos nogle slægtninge. Vi fik øje på nogle drenge der brækkede stykker af stakittet omkring haven mens de gik forbi. Da de fik øje på os begyndte de at smide træstykker ind i haven og op på husets altan hvor vi opholdt os. Et af stykkerne ramte min fireårige datter, Pippa. I et anfald af raseri drejede jeg rundt og smed det glas jeg havde i hånden efter vandalerne. På en eller anden måde mistede jeg balancen og faldt mere end tre og en halv meter ned. Jeg landede på hovedet, hvorved jeg forvred og brækkede flere halshvirvler.

I næsten et år måtte jeg ligge i en hospitalsseng. Det gav mig tid til at gennemtænke min situation. Den mand der lå ved siden af mig tog sit eget liv, og andre af dem jeg var indlagt sammen med, har siden gjort det samme. Den fortvivlelse og frustration man føler er ubeskrivelig. Jeg var dybt ulykkelig over at jeg nu var en byrde for andre og fordi jeg vidste at jeg aldrig ville få det bedre. Ofte tænkte jeg også selv på at tage mit liv. Faktisk bad jeg min kone om at hjælpe mig med at begå selvmord ved at skaffe mig nogle piller. Men hun sagde at jeg var skør og ville ikke høre på mig. I dag er vi begge taknemmelige for at hun reagerede sådan!

Tingene begyndte at forandre sig da Gemmas tante, der i mange år havde været et Jehovas vidne, begyndte at studere Bibelen med Gemma. Hun syntes at det hun lærte lød fornuftigt. Jeg havde imidlertid aldrig interesseret mig for religion. Alt det jeg hørte præsterne sige i fjernsynet fik mig til at lukke af. Desuden var jeg heller ikke særlig læselysten. Men da Gemma begyndte at fortælle mig om sin nye tro, var der to ting der umiddelbart tiltalte mig.

For det første fandt jeg ud af at Bibelen er nært forbundet med historien, og historie var netop et af de fag i skolen jeg havde været særlig glad for. Det forbavsede mig, for jeg havde aldrig vidst at der fandtes en sådan sammenhæng. For det andet følte jeg mig tiltrukket af Guds retfærdighed. Jeg havde aldrig troet at der ville blive rettet op på livets uretfærdigheder. Men efterhånden som jeg lærte om Jehovas hensigt og hans rige, begyndte det at gå op for mig at retfærdigheden ville sejre. — 5 Mosebog 32:4; Lukas 18:7, 8.

En mening med livet

Derefter gjorde jeg hurtigt fremskridt i forbindelse med mit bibelstudium. Nu havde jeg fundet en mening med livet til trods for at jeg var og blev fysisk handicappet. Jeg havde al mulig grund til at være taknemmelig. Men det gik hurtigt op for mig at jeg kunne gøre mere for at hjælpe andre med den kundskab jeg opnåede.

Jeg tænkte hele tiden på hvordan jeg kunne gøre fremskridt. Gemma og jeg blev døbt samtidig. Jeg studerede ihærdigt for at vokse åndeligt, og havde mange dygtige lærere. Men vendepunktet kom da jeg læste om et Jehovas vidne fra Libanon.a Han var 46 år og havde været sengeliggende i 18 år. Ikke desto mindre var han ældste i den kristne menighed, hvilket jeg syntes var helt utroligt. Han havde indtil da hjulpet 16 mennesker til at blive indviede tjenere for Jehova, og hver måned ledede han syv bibelstudier. Hans erfaring var til stor inspiration for mig.

De lokale myndigheder skaffede os et etplanshus der var udstyret med alle mulige tekniske hjælpemidler så jeg kunne komme omkring. Jeg modtager al den fysiske hjælp jeg behøver. Min familie slog sig sammen om at købe en varevogn med plads til min kørestol. Dette sætter os i stand til som familie at komme til møderne i rigssalen. Den lokale menighed har kærligt sørget for at vi har en bogstudiegruppe i vort hjem.

Jeg har også fået opfyldt mit ønske om at deltage i forkyndelsen fra hus til hus; for brødre og søstre i menigheden har tilbudt at tage mig med i min kørestol. Jeg kan tale med dem vi besøger, men da jeg ikke kan bruge mine arme og ben er det umuligt for mig at slå op i Bibelen. Jeg henviser derfor til nogle skriftsteder, hvorefter min ledsager viser den besøgte versene i sin bibel og tilbyder de publikationer jeg henviser til.

Der er selvfølgelig også mange der kommer og besøger mig i mit hjem, og på den måde kan jeg lede bibelstudier. Jeg er også i stand til at skrive breve ved at holde en blyant i munden. På den måde kan jeg forkynde på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af dagen. I tre år har jeg været fast hjælpepioner.

Jeg kvalificerer mig til at undervise

Med tiden kvalificerede jeg mig til at blive menighedstjener, men hvordan kunne jeg nogen sinde komme til at undervise ved møderne? Jeg havde efterhånden lært at vende bladene i Bibelen ved hjælp af en pind som jeg holdt mellem tænderne. Selv om det er meget nyttigt betyder det naturligvis at jeg ikke kan sige noget mens jeg samler pinden op og lægger den fra mig igen. Jeg fandt hurtigt ud af at det var bedre at bruge tungen når jeg skulle blade i Bibelen! Den metode bruger jeg derfor nu.

Ved hjælp af denne usædvanlige teknik har jeg kunnet forbedre mine taleegenskaber, og jeg har lært meget af mine opgaver på den teokratiske skole. Forestil jer min glæde da jeg i 1984 blev udnævnt til at tjene som ældste i menigheden.

Det næste skridt var at lære at holde et offentligt foredrag der varer 45 minutter. Det kræver omhyggelig forberedelse, og selv om det er fysisk udmattende for mig fortsætter jeg med det. Nu har jeg så den forret fra tid til anden at besøge de nærliggende menigheder for at holde foredrag. Børnene synes det er spændende at se mig blade i Bibelen med tungen, og nogle gange prøver de at efterligne mig. Men de giver hurtigt op. Det kræver megen øvelse at gøre det effektivt.

Når jeg tænker tilbage kan jeg tydeligt huske den bitterhed jeg følte da jeg omsider forlod hospitalet. Jeg vidste at mange der befandt sig i en lignende situation var blevet forladt af deres ægtefælle. Jeg ville have forstået det hvis Gemma havde gjort det samme. Som en kærlig hustru er hun i stedet blevet ved min side, støttet af vores datter Pippa. Med deres og menighedens hjælp har jeg været i stand til at „udvide“ og hjælpe andre. (2 Korinther 6:13) — Fortalt af Tony Wood.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 25]

Sammen med min hustru Gemma og min datter Pippa

Jeg blader med tungen