Fossilt brændsel

KUL og olie kaldes „fossilt brændsel“ fordi det menes at være dannet af resterne af en vegetation der voksede på jorden for lange tider siden. Det ser ud til at de organiske plantedele er blevet begravet og således afskærmet fra atmosfærens ilt, som ellers ville have fremmet den naturlige forrådnelse, med det resultat at de er blevet omdannet til kulbrinteforbindelser (carbonhybrider). Det store tryk og de høje temperaturer under jordens overflade er øjensynlig de væsentligste faktorer som har bidraget til at der i løbet af mange årtusinder er dannet kul og olie.

De forskellige kulbrinter varierer meget i brintindhold. Den største koncentration findes i metan, som er hovedbestanddelen i naturgas. Der findes mindre brint i de komplicerede, væskeformige kulbrinter som råolien består af, og endnu mindre i asfalt, som er et fast stof. Og endelig har et større tryk og højere temperaturer bevirket at der i kul blot er nogle få procent af brinten tilbage. De her omtalte kemiske reaktioner må være begyndt i jorden længe før menneskets skabelse.

Hvis denne opfattelse af kullets og oliens opståen er korrekt, stammer energien i disse former for brændsel i første række fra solen, idet den er blevet bundet i organiske forbindelser af fotosyntesen i de grønne planter. Hvis dannelsen af fossilt brændsel varer ved, er det givet at den ikke holder trit med forbruget.