Våbenkapløbet
— Hvad fører det til?
— Kan det kun standses ved guddommelig indgriben?
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I SVERIGE
TRE dage i juni 1979 var verdens opmærksomhed rettet mod Østrigs hovedstad, Wien. To mænd, omgivet af rådgivere, sad alvorligt over for hinanden ved et otte meter langt bord. De endte med at underskrive en aftale som efter sigende „i væsentlig grad indskrænkede faren for et atomkrigs-ragnarok“ — den frygtede konsekvens af våbenkapløbet.
De to mænd, Leoníd Brésjnev fra Sovjetunionen og Jimmy Carter fra De forenede Stater, repræsenterede de førende magter i det internationale våbenkapløb, der i de senere år er foregået i lyntempo og har skabt uhyggelige masseødelæggelsesvåben. Hvert år andrager militærudgifterne næsten 2,5 billioner kroner. Omkring 26 millioner mennesker gør tjeneste i de væbnede styrker rundt om i verden.
Denne aftale, der blev undertegnet i Wien, blev af Carter betegnet som „den mest detaljerede, vidtrækkende og omfattende aftale om våbenkontrol overhovedet“. Vil den sætte en stopper for det vanvittige våbenkapløb? Nej! Det er ikke engang formålet med den. SALT II-aftalen, som den kaldes, er blot en aftale om begrænsning af visse våbentyper som anses for at have betydning i tilfælde af en storkrig. Og de grænser den fastsætter er væsentlig højere end det våbenarsenal de to lande hver for sig råder over i øjeblikket. De er i virkeligheden nye mål man stiler efter at nå.
For syv år siden underskrev de samme lande en aftale som blandt andet begrænsede antallet af raketaffyringsramper. Og hvad var resultatet? Begge stormagter lærte, ifølge New York Times, „at gøre grænsen meningsløs ved at forsyne hver affyringsrampe med et helt batteri af våben“. Avisartiklen sluttede: „Sagen er at aftalen [SALT II] ikke forhindrer nogen af parterne i at bygge noget våben de virkelig ønsker at bygge.“
Mange vil sikkert mene at en vis kontrol er bedre end ingen kontrol. Men løses problemet af sådanne aftaler om våbenbegrænsning? Vil nationerne nogen sinde af sig selv holde op med at opbygge deres våbenlagre? Eller må der gribes ind fra en magt som er højere end mennesket? Ja, er guddommelig indgriben nødvendig? Tænk over disse spørgsmål mens vi nu ser hvilke strategiske våbentyper man allerede har udviklet og hvilke nye våben man er ved at udtænke.
Kernevåbenlagrene
Alene hvad kernevåben angår, er ødelæggelseskraften enorm. Lagrene rummer i titusindvis af raffinerede kernesprængladninger med en samlet sprængkraft svarende til en million Hiroshima-bomber. Hvis bare en lille brøkdel af dem blev brugt i en krig, kunne de udslette al civilisation på jorden.
For at kunne ramme fjerne mål med kernevåben har man opfundet såkaldte strategiske fremføringssystemer, som stadig forbedres og øges i antal. Ifølge en publikation med titlen „Armaments or Disarmament? — The Crucial Choice“ (Rustning eller nedrustning? — Det afgørende valg), som blev udsendt i 1979 af Det internationale Fredsforskningsinstitut i Stockholm (SIPRI), råder De forenede Stater og Sovjetunionen over i alt 4796 strategiske fremføringssystemer for kernevåben, deriblandt strategiske raketaffyringsramper til lands og til vands samt strategiske bombefly.
Dette beredskab er nu så enormt at enhver forøgelse af det vil være meningsløs. Til gengæld forbedrer man stadig kvaliteten, specielt hvad angår pålidelighed og træfsikkerhed. SIPRI-publikationen oplyser:
„De nye sprængladninger til USAs Minuteman-langdistanceraketter, for eksempel, er så præcise at 50 procent af dem skulle kunne ramme det tilsigtede mål på et andet kontinent inden for en radius af 200 meter. Næste generation af disse raketter vil være så præcise at de kan ramme et mål inden for en radius af under 100 meter. Alle militære mål vil være sårbare over for sådanne våben.“
Er der en realistisk risiko for at våben med en sådan træfsikkerhed vil blive taget i anvendelse? „Denne præcision samt andre forbedringer,“ advarer samme publikation, „kan give de militære beslutningstagere en fejlagtig tillid til at de måske virkelig kan udkæmpe og ’vinde’ en kernekrig, i stedet for blot at forebygge krig. . . . Fristelsen til at ’slå først’ vil øges i farlig grad, og risikoen for at en kernekrig vil bryde ud på grund af en fejlberegning, ved et uheld eller som følge af galskab, vil øges tilsvarende.“
Men det er ikke alt. Man har også andre våben på lager.
Kemiske og biologiske kampmidler
„Disse midler, især nervegasserne, er så dødbringende at det næsten overstiger ens fatteevne,“ siger en ekspert. „Blot man får et stænk tabun eller soman på størrelse med et knappenålshoved på huden, dør man i løbet af tre til seks minutter.“ De kemiske eller biologiske kampmidler findes imidlertid i store mængder og kan rettes mod fjenden og dens husdyr eller afgrøder.
Blandt de dødbringende kampmidler af denne art er der nogle som angriber nervesystemet, andre som forgifter blodet, fremkalder kvælning eller fører til smertefulde blæredannelser i huden. Andre af de kemiske kampmidler er ikke dødelige men irritationsøvende. Nogle af dem bevirker øjensvien og øget tåresekretion, nysen, opkastninger eller irritationer i den øverste del af luftrøret.
Militariseringen når ud i rummet
Endog det ydre rum er i stigende grad ved at blive militariseret. I perioden fra 1963 til 1978 blev der opsendt i alt 1536 satellitter som tjener militære formål. Det svarer til omkring 75 procent af alle opsendte satellitter. Alene i 1978 blev der opsendt 112 militære satellitter — cirka én hver tredje dag! Sådanne satellitter bruges til rekognoscering, kommunikation og varsling af angreb, og de har navnlig betydning for navigation.
Eksperter mener at det snart, ved hjælp af et satellitbaseret navigationssystem, vil være muligt at styre et våben til et hvilket som helst sted på jorden og lade det ramme sit mål inden for en radius af 10 meter!
Planer om flere masseødelæggelsesvåben
Foruden alt dette søger man stadig at finde nye midler til masseødelæggelse. SIPRI siger i bogen Weapons of Mass Destruction and the Environment (Masseødelæggelsesvåben og miljøet): „Muligheden for at manipulere med geofysiske eller miljømæssige kræfter i fjendtligt øjemed ofres nu stigende opmærksomhed.“ Den rystende rapport om denne forskning siger at der er forslag fremme om at gøre indgreb i jordens atmosfære af militære hensyn. Blandt andet tænker man på muligheden af at ændre på ionosfærens eller troposfærens elektriske egenskaber for at forstyrre fjendens kommunikationsmidler, radarsystemer, navigations- og raketstyringssystemer.
SIPRI-rapporten giver også udtryk for at en teknik hvormed man kan fremkalde kunstige orkaner eller cykloner — eller styre de naturlige — vil give militæret rådighed over en umådelig ødelæggelseskraft. Et andet militært mål er at lære at styre lynnedslag til brug ved angreb.
Ozonlaget, som findes i den nedre del af stratosfæren og beskytter os mod skadelige mængder af den ultraviolette stråling, betragtes også som et muligt våben. Hvordan? En artikel i New York Times citerer dr. Michael B. McElroy fra Harvard-universitetet for en udtalelse om at grundstoffet brom tilsyneladende nedbryder ozon så effektivt at det kan benyttes som et våben. Hvis det sendes op i stratosfæren vil det rense ozonen væk, så den ultraviolette stråling kan slippe igennem og ramme jorden med tilstrækkelig styrke til at ødelægge afgrøder og gøre indbyggerne ukampdygtige. SIPRI-rapporten siger: „Det er måske allerede inden for mulighedernes grænse at åbne et ’vindue’ i dette ozonlag over fjendtligt territorium ved at indføre en bromforbindelse i det via en kontrolleret udløsning fra en satellit i kredsløb.“
Selv landjorden kan måske bruges som et våben mod en fjende. Hvis et fjendtligt område for eksempel ligger oven over eller i nærheden af et svagt punkt i jordskorpen, kunne det måske være muligt at udløse et jordskælv på stedet. Og sovende vulkaner i fjendtligt område kunne bringes i udbrud. Nogle steder kunne det være „velegnet“ at udløse laviner, bjergskred eller jordskred.
Ild overvejes også som et middel til masseødelæggelse. Store områder af betydning for fjenden kunne ødelægges af en heftig storbrand som antændes ved en militær aktion. Hvis man anvender supereffektive tidsindstillede antændelsesmidler og udlægger spredte fodfolksminer, kan man gøre det næsten umuligt for fjenden at bekæmpe branden.
Kunstige regnskyl er endnu et miljømæssigt våben, et våben som allerede har været anvendt i praksis. I krigen i Indokina sendte man fly op til at sprede kemikalier som for eksempel sølvjodid og blyjodid ud over skyerne. De efterfølgende heftige regnskyl ødelagde fjendens forbindelseslinjer, vanskeliggjorde dens offensiver, understøttede bombetogter og fremkaldte oversvømmelser som voldte almindeligt besvær.
Listen over „dommedagsvåben“ er uden ende, og det til trods for alle de mange ord om nedrustning og de mange fredsaftaler. Skinner det ikke tydeligt igennem at nationerne aldrig vil standse våbenkapløbet af sig selv?
Da de sovjetiske tropper gik ind i Afghanistan forstummede pludselig enhver fanfare over underskrivningen af SALT II, og aftalen er endnu ikke blevet ratificeret af de implicerede regeringer. De forenede Stater øgede sit militærbudget, og mange er begyndt at frygte for en tredje verdenskrig.
Guddommelig indgriben forudsagt
Imidlertid forudsiger Bibelen at Gud ikke vil tillade mennesker at ødelægge jorden fuldstændigt. Den glædelige profeti i Åbenbaringen 11:18 forsikrer os om at Gud vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. Med en demonstration af sin frygtindgydende magt vil han fjerne alle som ophidser til krig og én gang for alle sætte en stopper for våbenkapløbet. Bemærk hvordan det beskrives i Salme 46:9, 10:
„Kom hid og se på [Jehovas] værk, han har udført frygtelige ting på jord. Han gør ende på krig til jordens grænser, han splintrer buen, sønderbryder spydene, skjoldene tænder han i brand.“ — Se også Daniel 2:44, 45 og Åbenbaringen 19:11-21; 21:3-5.
Kan vi stole på bibelprofetien?
„Men disse profetier er jo skrevet for mange hundrede år siden,“ vil nogle måske tænke. „Hvordan kan man være sikker på at de vil gå i opfyldelse og at Gud virkelig vil gribe ind?“
Velbevidnede historiske kendsgerninger bekræfter at bibelprofetien er nøjagtig. Vidste du for eksempel at Bibelen i detaljer havde forudsagt den tragiske ødelæggelse af en af de byer der øvede den stærkeste indflydelse i oldtidens mellemøsten, nemlig Jerusalem? Da Bibelens profetier om dette gik i opfyldelse i år 70, var resultatet et af de værste blodbade i datidens verden — 1.100.000 mistede livet!
Syvogtredive år i forvejen havde Jesus, på grund af byens moralske fordærv, forudsagt:
„Når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære, så skal I vide at dens ødelæggelse er kommet nær. Så lad dem der er i Judæa begynde at flygte til bjergene, og lad dem der er i dens midte gå ud, og lad dem der er på landet ikke gå ind i den.“ — Luk. 21:20, 21.
Treogtredive år efter at disse ord var udtalt, blev Jerusalem omringet af de romerske hære under Cestius Gallus, og byen blev næsten indtaget. Men ifølge et øjenvidne, historieskriveren Josefus, „kaldte [den romerske hærfører] pludselig sine Soldater tilbage“, og „skønt han ikke havde lidt nogensomhelst Skuffelse med Hensyn til sine Planer, brød han dog paa den mest meningsløse Maade op og drog fra Byen“. I det mindste fra et menneskeligt standpunkt så det ikke ud til at han havde nogen grund til at hæve belejringen. Men det gav de kristne i Jerusalem lejlighed til at „gå ud“ af byen og bringe sig i sikkerhed, i overensstemmelse med Jesu profeti.
Andre i byen begyndte imidlertid febrilsk at forberede sig på en ny belejring. Josefus beretter:
„Imidlertid beskæftigede [man sig] i Jerusalem . . . med at istandsætte Muren og tilvejebringe mange Krigsredskaber. I hele Byen smeddedes der Kastespyd og Rustninger.“ — Jødernes Krig mod Romerne, Anden bog, kapitel 22, 1. afsnit.
Krigsmaskiner som var erobret fra de flygtende romere blev slæbt ind i byen og taget i brug. Man bevæbnede sig til tænderne! Men hvor imponerende dette opbud af krigsredskaber end var, kunne det ikke hindre opfyldelsen af Jesu profeti.
Jesus føjede en usædvanlig detalje til idet han sagde: „Dage skal komme over dig [Jerusalem] da dine fjender vil lægge en skanse af spidse pæle omkring dig og omringe dig og trænge dig hårdt fra alle sider.“ (Luk. 19:43) I år 70 vendte romerne tilbage, og hærføreren Titus, der ikke var en discipel af Jesus og ikke havde nogen interesse i at opfylde bibelprofetien, foreslog netop den fremgangsmåde der var blevet forudsagt, nemlig at „omgive hele Byen med en Vold“. På kun tre dage blev der bygget en solid vold omkring hele byen, med en samlet længde af syv kilometer. Denne ’utrolige’ bedrift, som Josefus betegnede den, var en direkte opfyldelse af Jesu ord. Byen blev hurtigt indtaget. Profetien blev opfyldt i detaljer.
Dette er blot ét eksempel ud af flere hundrede på at Bibelens profetier opfyldes til punkt og prikke. På dette grundlag kan vi være forvissede om at profetierne om ødelæggelsen af dem der „ødelægger jorden“ også vil gå i opfyldelse — og det snart! Hvorfor snart?
Fordi man nu for første gang i historien råder over midler der kan forvandle jorden til en livløs klode, og det endda på flere måder! Hvis der nogen sinde har været en tid hvor Gud måtte gribe ind, er det nu, i vor levetid.
Kunne du ikke tænke dig at leve i en verden uden frygt for et atomkrigs-ragnarok? Tænk på hvilken lettelse det vil være ikke at skulle betale til det kostbare våbenkapløb. Forestil dig hvilken velsignelse det vil være at leve på jorden når fredselskende mennesker koncentrerer deres midler og kræfter om at forskønne jordkloden i stedet for at ødelægge den. Jehovas vidner vil være glade for at vise dig ud fra Bibelen hvornår dette kan ventes og hvad Bibelen siger vi må gøre for at komme til at opleve det.