Katolsk teolog pådrager sig pavens vrede

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND

SJÆLDENT er en religiøs nyhed blevet kommenteret så meget og så længe i de tyske aviser, eller blevet mødt med så stor interesse i befolkningen, som meddelelsen i december sidste år om at Vatikanet havde frataget Hans Küng ved Tübingens universitet tilladelsen til at undervise i teologi. Der fulgte mange følelsesladede protester, men der var også bifaldsytringer.

Et katolsk ugeblad skrev at „fordømmelsen af denne verdenskendte, omstridte, aggressive og klarttænkende teolog“ havde „udløst en dybtgående rystelse, et indre jordskælv i hele den vestlige trosverden“. Hvad fik Vatikanet til at tage dette skridt?

En gammel strid

Hans Küng, der er født i Schweiz i 1928, studerede i Rom og blev præsteviet i 1954. Allerede i 1957 vakte han opmærksomhed blandt konservative katolikker med sin doktorafhandling, hvori han skrev at den kristne retfærdiggørelseslære hos Karl Barth, en af de førende protestantiske teologer i det 20. århundrede, var forenelig med den katolske lære.

I 1967 udgav Küng, som nu var professor i dogmatik og økumenisk teologi ved universitetet i Tübingen, bogen Die Kirche. Hans synspunkter, der stred mod kirkens traditionelle teologi, vakte øjeblikkelig modsigelse i Vatikanet, og Küng blev indbudt til en samtale i Rom for at få sagen klarlagt. Han afslog imidlertid at komme, med den begrundelse at hierarkiets autoritære optræden ville hindre en fair og åben samtale. Tre år senere, netop i 100-året for vedtagelsen af dogmet om pavens ufejlbarlighed — et dogme som Küng drog i tvivl — udgav han bogen Unfehlbar? Eine Anfrage (Ufejlbarlig? En forespørgsel).

Hans bøger fandt rivende afsætning. I 1974 og 1978 udgav han endnu to bøger, som blev bestsellere. Nogle tænkte nu at der muligvis var indtrådt våbenhvile mellem Küng og Vatikanet, idet hans bog i 1978 beskæftigede sig med et mindre kontroversielt emne: beviser for Guds eksistens. Men i foråret 1979 udgav han en bog med titlen Kirche — gehalten in der Wahrheit? (Kirken — forblevet i sandheden?) Desuden skrev han forordet til en bog som var rettet imod Vatikanet, skrevet af August Hasler, med titlen Wie der Papst unfehlbar wurde (Hvordan paven blev ufejlbarlig). Derved blussede den ulmende strid op på ny, og flammerne slog højere i vejret end nogen sinde.

Vatikanets afgørelse, som havde været længe undervejs, kom derfor ikke fuldstændig uventet. I erklæringen hed det: „Professor Hans Küng er i sine skrifter afveget fra den katolske tros fuldstændige sandhed. Derfor kan han ikke længere betragtes som katolsk teolog eller undervise som sådan.“

Hvad betød dette? Hans Küng blev ikke udstødt af kirken, og han blev ikke frataget retten til at virke som præst. Men hans tilladelse til at undervise som teolog og uddanne vordende præster blev frataget ham.

Med hvilken myndighed handlede kirken?

I 1933 blev der indgået et konkordat mellem det tyske rige og Vatikanet, og aftalen blev undertegnet af statssekretær kardinal Eugenio Pacelli (den senere pave Pius XII) og Hitlers vicekansler Franz von Papen. Dette konkordat gav den katolske kirke i Tyskland visse rettigheder og begunstigelser, til gengæld for visse indrømmelser fra kirkens side over for staten. I 1957 afsagde den tyske forbundsforfatningsdomstol en kendelse om at konkordatet stadig var bindende.

I artikel 22 hedder det blandt andet: „Ved ansættelse af katolske religionslærere skal der opnås enighed mellem biskoppen og delstatens regering.“ Det vil i praksis sige at ingen universitetslærer kan ansættes til at undervise i katolsk teologi ved de statslige læreanstalter medmindre han har kirkens bemyndigelse til at undervise.

Dette afføder et interessant spørgsmål: Kunne Küng fortsætte med at undervise i teologi ved det teologiske fakultet, uden den kirkelige undervisningsbemyndigelse? Eller måtte han overføres til et andet fagområde?

Medlemmerne af det teologiske fakultet ved universitetet i Tübingen var i begyndelsen fuldstændig på Küngs side, men i februar blev han opfordret til at forlade fakultetet. Derefter aflyste Küng sine forelæsninger, men erklærede at det var bedrøveligt at man først nu havde udtalt sig imod hans forbliven ved fakultetet, efter at man i begyndelsen havde støttet ham.

Küngs standpunkt

Küng bestrider at han er en utilfreds kætter — og kirken beskylder ham da heller ikke for kætteri. For øjeblikket undsiger han hverken kirken eller pavestolen, og han søger heller ikke at få katolikker til at forlade deres tro. I et brev til pave Paul VI hvori han indrømmede at han øvede kritik mod kirken, erklærede han tværtimod at han øvede „kritik af kærlighed“. Han henviser til at grundlaget for hans kritik er pave Johannes XXIIIs ønske, udtalt ved det andet Vatikankoncil, om at „lukke lidt frisk luft ind i kirken“.

„Progressive“ katolikker har været hurtige til at hilse Küngs forslag om reformer inden for sådanne områder som fødselskontrol, cølibat og kvindelige præster velkommen. Også ved at behandle dogmer som pavens ufejlbarlighed, Kristi væsensenhed med Faderen, samt jomfrufødselen, har Küng berørt lærepunkter som mange katolikker har svært ved at tro på. Hans krav om en mere demokratisk kirkeforvaltning, om at de lokale biskopper bør have større indflydelse på kirkens politik, har også vundet udbredt støtte.

Küng siger at han aldrig har gjort krav på at tale officielt på den katolske kirkes vegne. Det er derimod hans opfattelse at han „som katolsk teolog inden for kirken står som talsmand for utallige katolikkers legitime interesser“. Han spørger: „Hvornår vil repræsentanterne for det økonomisk så velsmurte og perfekt fungerende kirkeapparat endelig begynde at opfatte de hundredtusinder af katolikkers tavse udvandring . . . som et alarmsignal til kritisk selvransagelse?“

Kirkens standpunkt

Münchens ærkebiskop, kardinal Josef Ratzinger, gav udtryk for kirkens standpunkt idet han skrev: „Enhver har ret til frit at danne sig en mening og at give udtryk for den . . . Men ikke enhver har ret til at sige at hans mening er et udtryk for den katolske kirkes lære. . . . [Küng] må have frihed til fortsat at beskæftige sig med studium og forskning. Kirken må have ret til ikke at betragte ham som fortolker af dens lære, og til at drage konsekvenserne heraf.“

Kirken indtog det standpunkt at en så fremtrædende person som Küng ikke kunne tillades offentligt at udfordre kirkens autoritet. Ved at drage nogle af kirkens dogmer i tvivl har han skabt forvirring og uro blandt mange katolikker. I nogle kredse mente man at der burde være grebet ind for længe siden. Som nævnt i tidsskriftet Time skal en talsmand i Vatikanet privat have sagt: „Johannes Paul II tager nu fat på at skabe orden, og han slår ned på de store først.“ Andre som er kirken en torn i øjet, som for eksempel teologerne Schillebeeckx og Schoonenberg i Holland eller teologiprofessor Leonardo Boff i Brasilien, kan blive de næste.

Hvem har ret — kirken eller Küng?

Det må retfærdigvis siges at begge parter, set fra deres side, har ret i visse henseender. Hvad der imidlertid virker foruroligende, er for det første den ukristne måde striden er blevet ført på, og for det andet at ingen af parterne har underbygget deres standpunkt med henvisninger til Bibelen.

Under overskriften „Fejl på begge sider“ skrev det katolske ugetidsskrift Christ in der Gegenwart at kirken havde begået „beklagelige fejltagelser“ i behandlingen af sagen. Men bladet tilføjede: „Professor Küng må dog også bære en vis del af skylden for situationens tilspidsning . . . Med sit skarpe ordvalg har han bidraget meget til at den broderlige tillid . . . er blevet ødelagt.“

Hamburger Abendblatt skrev mere rent ud: „Det var ikke en sagtmodig diskussion blandt fromme, ikke en diskussion hvor man lyttede, fremførte overbevisende argumenter, stræbte efter at nå frem til sandheden i kærlighedens ånd. Det var en strid hvor man langede ud og stak med knive.“

Er det dét man normalt ville vente af en kirke som hævder at bygge på Kristus, om hvem der siges at „da man skældte ham ud, skældte han ikke igen“ (1 Pet. 2:23, Schindler), eller af en af dens mest fremtrædende teologer, hvis kritik efter hans eget udsagn skulle udspringe af kærlighed?

Det er tydeligt at kirken, der hører kritiske røster i sine egne geledder, med alle midler søger at bevare sin autoritet. Og Küng kæmper for reformer som han mener vil gavne kirken.

I én henseende har begge parter imidlertid svigtet: Til forsvar for de fremførte synspunkter er der skrevet i hundredvis af sider med argumenter, men overalt har solide bibelske vidnesbyrd måttet træde i baggrunden til fordel for kirkelig tradition, menneskelig visdom, almindeligt udbredte opfattelser og filosofisk ordkløveri. I sandhed et sørgeligt faktum.

Hvis du som katolik — eller som protestant — undertiden ikke rigtig ved hvad du skal tro, hvis du så at sige „føres hid og did af enhver lærdoms vind“, da vil vi opfordre dig til at søge til Bibelen, hvor du vil finde sand vejledning. Læs den, studer den, og modtag hjælp fra nogle som er villige til at yde dig en håndsrækning for at du kan få forståelse af den. Bibelen, og Bibelen alene, er „inspireret af Gud og tjener til at oplyse os, til at paavise vore Vildfarelser, til at lære os at rette vore Fejl, kort sagt: til at opdrage os i et helligt Levesæt“. — Ef. 4:14; 2 Tim. 3:16, Schindler.