Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g89 8/2 s. 5-7
  • Hvad katolikkerne mener om pavens ufejlbarhed

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvad katolikkerne mener om pavens ufejlbarhed
  • Vågn op! – 1989
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Diskussioner og strid
  • Tvivlere i nutiden
  • Er paven ufejlbar?
    Vågn op! – 1989
  • Om pavens ufejlbarlighed
    Vågn op! – 1973
  • Paven er ikke ufejlbarlig
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1969
  • Dilemmaet for den katolske kirke
    Vågn op! – 1991
Se mere
Vågn op! – 1989
g89 8/2 s. 5-7

Hvad katolikkerne mener om pavens ufejlbarhed

HVORDAN betragtes dogmet om pavens ufejlbarhed blandt katolikkerne? Læg mærke til følgende udtalelser til en Vågn op!-korrespondent i Italien:

A. M., en katolsk advokat fra Bergamo, siger: „Hvis man bekender sig til katolicismen, må man tro på dens dogmer. Det siger sig selv at dogmet om pavens ufejlbarhed ikke kan forklares rationelt — det er et trosspørgsmål. Enten tror man på det, eller også tror man ikke på det.“

P. S., en katolik fra Palermo, udtaler: „Efter min mening er det vigtigste ikke om dogmet finder støtte i Bibelen eller ej, men om det bevisligt har en funktion inden for kirken og er anvendeligt for os i dag. Vi lever i en forvirret verden og er omgivet af et sandt Babylon af teorier. Folk har ikke længere noget at holde sig til, og der er et stort behov for en urokkelig instans de kan rådføre sig med.“

Andre katolikker er kritiske. Tilsyneladende skyldes deres skepsis pavedømmets historie. „Selv om jeg er aktiv katolik, har jeg svært ved at tro på læren [om pavens ufejlbarhed],“ siger L. J., en journalist fra Rom. „Pavernes historie vidner om det stik modsatte.“

A. P., en læge fra Rom, siger: „Jeg tror slet ikke på det. Paven er et menneske som alle andre, og han begår fejl. Det er for eksempel forkert af ham at blande sig i politik. Kun Gud er ufejlbar.“

Dogmet har splittet katolikkerne. I Rom, sædet for Vatikanet, betragtede 57 procent af katolikkerne i 1982 dogmet om pavens ufejlbarhed som et af de mest tvivlsomme dogmer. Kun 54,6 procent af katolikkerne i Portugal tror på det, og i Spanien drejer det sig om kun 37 procent.

Kan det tænkes at dette dogme har skabt splittelse og strid i stedet for at forene den katolske kirke? Historien viser at det har været årsag til polemik lige fra begyndelsen, selv under det kirkemøde hvor det blev formuleret.

Diskussioner og strid

Det kan ikke nægtes at biskopper og kardinaler havde nogle ret heftige diskussioner under Det Første Vatikankoncil i 1870. La Civiltà Cattolica fra samme år brugte udtrykket „ophedet meningsudveksling“ og påpegede at end ikke jesuitterne havde forventet at „sådanne uoverensstemmelser kunne opstå i forbindelse med en så hellig sandhed“.

Den tyske historiker Ferdinand Gregorovius har skrevet at der var „stormfulde møder“ under koncilet. Det der blev holdt den 22. marts 1870 var særlig præget af uro. Biskop Josip Juraj Strossmayer, en af de mange biskopper ved koncilet som var modstandere af dogmet om pavens ufejlbarhed, blev fuldstændig overdøvet af råbene fra de biskopper der gik ind for dogmet. Beretningerne om koncilet fortæller at mens Strossmayer talte, protesterede disse biskopper „lydeligt“ og ’råbte’: „Spark ham ud!“ og: „Ned med Dem! Ned med Dem!“

Andre historikere nævner at paven og den romerske kurie øvede et stærkt pres på koncilets medlemmer for at få dogmet igennem. I denne forbindelse beretter den katolske historiker Roger Aubert om en „ordstrid“ som pave Pius IX havde med kardinal Guidi af Bologna, hvis tale til koncilet ikke var faldet i pavens smag. Kardinalen havde henvist til overleveringen, og Pius IX svarede efter sigende vredt: „Overlevering? Jeg er overleveringen!“

Paven ønskede dogmet vedtaget for enhver pris: „Jeg er så besluttet på at gennemføre dette,“ sagde han, „at hvis jeg mente at koncilet ikke ønskede at udtale sig, ville jeg suspendere det og selv udforme dogmet.“ La Civiltà Cattolica vedgik: „Man kan ikke længere bagatellisere eller med en undskyldning retfærdiggøre de kunstgreb der blev foretaget af koncilets flertal og af pave Pius IX, eller de begrænsninger og vanskeligheder der påførtes mindretallet.“

En historisk beretning opsummerer begivenhederne med ordene: „Pavelige nuntier [gesandter] truede biskopperne til at gå ind for et dekret om pavens ufejlbarhed.“ Disse „kunstgreb“ gød dog ikke olie på vandene, som man havde håbet. De skabte blot endnu mere splid. En del af de gejstlige der var modstandere af dogmet, trådte ud af den katolske kirke efter koncilet. Skismaet resulterede i dannelsen af en bevægelse ved navn „Gammelkatolikkerne“, der stadig er aktiv her i Europa.

Tvivlere i nutiden

Striden om dette dogme er aldrig blevet helt bilagt. I 1970, 100-året for dogmets vedtagelse, blussede den op med fornyet kraft.

I slutningen af 1960’erne skrev den hollandske biskop Francis Simons bogen Infallibility and the Evidence, hvori han klart gav udtryk for sin tvivl angående den katolske kirkes og pavens ufejlbarhed. Han skrev blandt andet at den katolske kirke på grund af dogmet „er blevet en institution der frygter alt nyt og er optaget af at vogte sin egen position, i stedet for at støtte fremskridtet og de gavnlige forandringer“.

Kort tid efter kom der et velformuleret angreb fra Hans Küng, den kendte schweiziske teolog, der med bogen Unfehlbar? Eine Anfrage og andre skrifter fremkaldte en voldsom reaktion fra det katolske hierarki. Og i slutningen af 1970’erne skrev August Hasler: „Det bliver mere og mere klart at der ikke er noget grundlag for dogmet om pavens ufejlbarhed, hverken i Bibelen eller i kirkens historie gennem de første tusind år.“

Kirketro teologer har reageret forskelligt. La Civiltà Cattolica nævner „hvor mange vanskeligheder og problemer og hvor megen intolerance . . . Det Andet Vatikankoncils stadfæstelse af det petrinsk-romerske primat“ har medført. Karl Rahner understregede at „dogmerne forbliver i deres historiske ramme og til stadighed er åbne for nye fortolkninger“.

Hvordan kan dogmer være ufejlbare hvis de kan fortolkes på flere måder? Hvordan kan de være det sikre holdepunkt folk har brug for? Og, vigtigst af alt: Fulgte de første kristne en pave der blev betragtet som ufejlbar?

[Tekstcitat på side 6]

’Det er forkert af paven at blande sig i politik.’ — En læge fra Rom

[Kildeangivelse på side 7]

Miami Herald Publishing Co.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del