Vil menneskeheden udslette sig selv?

VEJRET var klart og solen skinnede da den japanske by Hiroshima vågnede hin skæbnesvangre dag — den 6. august 1945. Ingen kunne i sin vildeste fantasi have forestillet sig den ødelæggelse der den samme morgen klokken 8.15 ramte byen.

Det der skete er blevet beskrevet som „en regn af ødelæggelse fra luften, hvis lige aldrig før har været set på jorden“. Menneskeheden var nu trådt ind i en tidsalder med en ny form for krigsførelse og havde åbnet en dør til frygtindgydende masseødelæggelsesvåben.

Havde denne udvikling noget at gøre med det Bibelen kalder „verdens ende“? Før vi besvarer dette spørgsmål, lad os da undersøge hvorfor det der skete denne augustdag var en sådan forfærdelig milepæl.

En øjenvidneberetning

„En eller anden råbte: ’Der kommer en faldskærm ned!’ Jeg reagerede ved at vende mig i den retning hun pegede,“ fortalte en kvinde der var i Hiroshima. Hun fortsatte: „Netop i det øjeblik eksploderede himmelen i et vældigt lysglimt. Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det lys. Det var som om der var blevet sat ild til mine øjne.

Jeg husker ikke hvad der kom først — lysglimtet eller lyden af en eksplosion der gik gennem marv og ben. Under alle omstændigheder blev jeg i næste øjeblik kastet til jorden.

Snart mærkede jeg en forfærdelig stank. Så følte jeg til min rædsel at huden på mit ansigt var gået af. Det samme skete med hænderne og armene. . . . al huden på min højre hånd løsnede sig og hang grotesk ned. . . . Det jeg så under broen var chokerende: Hundreder af mennesker der vred og vendte sig i floden. Jeg kunne ikke se om det var mænd eller kvinder. De så alle ens ud. Deres ansigter var opsvulmede og grå, og deres hår stod lige op i luften. Stønnende og med oprakte hænder styrtede folk ned til floden.“

Denne kvinde var vidne til den første anvendelse af det aviserne har kaldt „det frygteligste ødelæggelsesvåben mennesket nogen sinde har opfundet“ — atombomben. Mens titusinder blev dræbt øjeblikkeligt, mange af dem måske fuldstændig svedet bort, var der nogle som overlevede selve eksplosionen og til fulde erfarede de forfærdelige konsekvenser af en atomkrig. Fordi de var blevet udsat for dødbringende doser af radioaktiv stråling fik de kvalme, kastede blod op, fik høj feber, voldsom diarré, blødning fra tarmene, og led en pinefuld død inden der var gået 10 dage. Det endelige antal af dødsofre blev anslået til næsten 140.000 — alle dræbt af én bombe!

Det er 35 år siden denne nye tidsalder begyndte. Dengang havde kun én nation bomben. Men hvad er der sket siden?

Masseødelæggelsens tidsalder

Snart begyndte andre nationer at fremstille atomvåben, og efterhånden som den internationale spænding voksede, tog kernevåbenkapløbet til. Flere og større bomber blev udviklet. Den der blev kastet over Hiroshima, og som blev kaldt „Lille dreng“, havde en sprængkraft der svarede til 13 tusind tons trotyl (TNT). Alligevel var den kun som en „lille dreng“ sammenlignet med bomberne i dag. Nogle af de bomber man allerede har afprøvet, har en sprængkraft der svarer til 60 millioner tons TNT!

Titusinder af disse bomber af forskellige størrelser opbevares i de mange våbenlagre rundt om i verden. De forenede Stater alene har tilstrækkelig mange kernesprængladninger til at dræbe alle mænd, kvinder og børn på jorden 12 gange. Men sprængkraften er kun én side af denne alarmerende udvikling.

Vi føler måske alligevel en vis tryghed fordi vi befinder os tusinder af kilometer fra et fjendtligt land. I dag findes der imidlertid fremføringssystemer for kernevåben hvis træfsikkerhed forekommer utrolig. Raketter der medfører op til otte separate kernesprængladninger er nu i stand til at tilbagelægge en afstand af 10.000 kilometer og ramme det tilsigtede mål inden for en radius af 450 meter. Snart vil de være så præcise at de kan ramme et mål inden for en radius af få meter! Det er tydeligt at ingen på jorden virkelig kan føle sig sikker eller „uden for rækkevidde“.

Som et bidrag til masseødelæggelsesvåbnene har nogle nationer fremstillet kemiske og biologiske våben. „Der udvikles nye dødssprøjtemidler,“ siger en autoritet, „hvoraf blot den mindste dråbe kan fremkalde hjerteanfald.“ En højtstående videnskabsmand der har viet meget af sin tid til at studere dette emne, advarer: „Biologisk krigsførelse udgør stadig en enorm trussel for verden.“

„Våben endnu mere frygtelige end kernevåbnene.“ Sådan beskrev det sovjetiske kommunistpartis leder, Léonid Brésjnev, for få år siden den seneste udvikling i våbenkapløbet. Han foreslog at man skulle „forbyde nye typer af våben til masseødelæggelse“. Mange mente at han talte om „meteorologisk krigsførelse“, fremkaldelsen af miljømæssige ændringer for at tilintetgøre en fjende. Det sovjetiske dagblad Røde Stjerne advarede om „den ekstraordinære fare der truer hele verden“ som følge af indgreb i miljøet „af ødelæggende militære hensyn“. Man frygter for at et land kan fremkalde oversvømmelser, tørke, jordskælv, uvejr, ja endog orkaner i et fjendtligt område. Når man tænker på at der i én orkan kan blive udløst en energi der svarer til en milliard tons TNT, 16 gange mere end den største atombombe, forstår man at en sådan meteorologisk krigsførelse kunne volde enorme ødelæggelser.

Menneskeheden råder åbenbart allerede over midler til at udslette sig selv og gøre denne jord til en radioaktiv slagge. Siden 1945 har man dog ikke anvendt kernevåben i krige. Det har fået mange til at føle sig trygge, idet de mener at verden aldrig vil opleve en altomfattende kernekrig der, ifølge en af dem der medvirkede til fremstillingen af atombomben, nemlig Albert Einstein, ville betyde „udslettelsen af alt liv på jorden“.

[Illustration på side 6]

De forenede Stater alene har tilstrækkelig mange kernesprængladninger til at udslette alle mænd, kvinder og børn på jorden 12 gange