For hvem må livet have en mening?

Hos hvem er der en trang til at kende livets mening? Ikke hos regnormen eller ørnen, ikke hos egernet eller hvalen. Af alle jordens skabninger er det kun mennesket der spørger: Er der en mening med livet? Alle generationer har spekuleret over det. Hvis trangen til at kende meningen med livet ikke var noget medfødt hos mennesket, ville spørgsmålet ikke have plaget det gennem tiderne

JORDEN er stor, set med menneskers øjne, men faktisk er den kun en lille planet der kredser om den middelstore stjerne vi kalder solen. Vi imponeres måske over at vor sol har en diameter på over en million kilometer, men det er ingenting i sammenligning med visse røde superkæmper med en diameter på 3.000.000.000 kilometer. Lyset, der bevæger sig med en hastighed af 300.000 kilometer i sekundet, er otte minutter om at nå fra solen til jorden, men det er 100.000 år om at nå igennem vor mælkevej, der indeholder cirka 100.000.000.000 stjerner.

Nogle astronomer anslår at der er lige så mange galakser i rummet som der er stjerner i Mælkevejen. Med radioteleskoper har man opdaget lys der kom fra et sted 10.000.000.000 lysåra borte. Og end ikke disse kolossale tal fortæller os hvor stort universet er.

Rummets umådelige men ukendte størrelse har ikke den mindste interesse for en hare, en kakerlak, en chimpanse eller noget som helst andet dyr. Men hos mennesket indgyder det ærefrygt. For årtusinder siden betragtede kong David af Israel stjernehimmelen, og selv om han kun så to-tre tusind stjerner inden for en forsvindende lille del af universet, fik det ham dog til at udbryde følgende, henvendt til Jehova: „Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du skabte, hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, et menneskebarn, at du tager dig af ham?“ — Sl. 8:4, 5.

David følte sig lille ved synet af et par tusind stjerner. I dag ved vi at der findes utallige millioner galakser, noget der skulle få os til at føle os mikroskopiske! Hvis jorden blot er som et støvfnug i universet, hvad er så de skabninger der lever på den?

Det er ikke kun vor lidenhed i et stort univers, men også vor korte levetid sammenlignet med en evighed af tid, der gør det svært for os at tro at vort liv har nogen betydning eller mening. Ligesom dyrene ikke fatter universets størrelse, således har de heller ingen fornemmelse af tid. Med menneskene er det imidlertid anderledes, for ’i deres hjerte har Gud lagt evigheden’; ja han har, som det siges i The New English Bible, „givet menneskene en fornemmelse af fortid og fremtid“. (Præd. 3:11) Mennesket ved altså at tiden er evig, men det får også at vide at dets liv er meget kort.

Salmisten siger: „Som græs er menneskets dage, han blomstrer som markens blomster; når et vejr farer over ham, er han ej mere, hans sted får ham aldrig at se igen.“ „Mennesket er som et åndepust, dets dage som svindende skygge.“ Og den kristne bibelskribent Jakob samstemmer heri når han skriver: „I er en tåge der viser sig for en kort tid og derefter forsvinder.“ — Sl. 103:15, 16; 144:4; Jak. 4:14.

Når livet er så flygtigt og efterfølges af glemsel, hvordan kan der så være en mening med det? Menneskets trang til at finde livets mening og til at leve længere er imidlertid så stor at det har antaget læresætninger som den udødelige sjæl og reinkarnation. Mange synes at de må gøre det nuværende liv mindeværdigt ved at efterlade sig et eller andet — en bog, et maleri, et musikstykke, et legat, en stiftelse, ja hvad som helst der kan være et håndgribeligt vidnesbyrd om at de har levet. Det er som om det hjælper dem til at føle at der trods alt var en mening med deres liv. Selv de der har skabt sig et navn svinder bort i erindringen fordi de overstråles af nulevende fremtrædende personligheder. Om bestræbelserne for at ændre dette, siger Bibelen: „Se, det er alt sammen tomhed og jag efter vind.“ — Præd. 1:14.

Trods vor lidenhed i det store univers og vor flygtige optræden på tidens strøm, trænger vi mennesker dog til at føle at der er en mening med livet. Denne trang er medfødt, ja den har at gøre med den måde hvorpå vi er blevet til. Den østrigske psykiater Viktor E. Frankl, der har grundlagt logoterapien (en behandlingsform der skal hjælpe patienten til at finde en mening med tilværelsen), siger: „Menneskets søgen efter mening er en primær kraft i dets liv.“

Hvordan får man tilfredsstillet trangen til at finde en mening med sit liv? Den næste artikel kommer ind på nogle af de faktorer der må være til stede.

[Fodnote]