Bjerget bluffede ikke!

En personlig beretning fortalt af et af Jehovas vidner som boede i Spokane i staten Washington da St. Helens kom i udbrud

VI TOG alle til møde i rigssalen søndag formiddag den 18. maj uden anelse om hvad der ventede os. Om eftermiddagen blev himmelen mørk. På grund af den trykkende luft og de sorte skyer troede vi at det trak op til en tordenbyge. Inden længe stod det dog klart at det ikke var et almindeligt uvejr. Klokken to kunne man ikke længere se solen, og det var som midnat. Der faldt ro over fuglene, hunde og katte kæmpede for at komme indendørs, og der herskede en uhyggelig stilhed overalt.

Uden varsel begyndte den så at falde, den lysegrå vulkanaske, der siges at minde om det månestøv som astronauterne bragte med tilbage. Snart var alting dækket af dette sælsomme støv. Glaspartiklerne i støvet fik det til at funkle, og vinden bar det ind i alle revner og sprækker. Det var skrækkeligt, og dog underligt fascinerende. Det efterlod Spokane og de omkringliggende byer som lammede.

Man kunne ikke køre bil mere end nogle få kilometer inden luftfilteret var tilstoppet og skulle renses eller udskiftes. Olien skulle skiftes for hver få hundrede kilometer. Sigtbarheden var til tider nær nul, og på landevejene stod lange rækker af biler som enten var involveret i ulykker eller på anden måde havarerede. Det var vanskeligt at trække vejret, endog med de masker vi alle bar. De der havde sygdomme i luftvejene led slemt.

I to døgn turde folk ikke forlade deres hjem, så forfærdelige var forholdene. Min moder var taget hen til vore venner Tim og Donna, og dér blev hun. Heldigvis havde Dave og jeg købt ind dagen før, så vi led ikke nød. Men andre som var udgået for madvarer måtte klare sig uden brød, mælk og andre ting. Nogle købmænd i de små byer, som er afhængige af grosserere i Spokane, løb tør for fødevarer.

Nu mens jeg skriver dette, fem dage efter at St. Helens sprang i luften, er der ingen som ved hvilken virkning nedfaldet vil få på husdyrbestanden og afgrøderne. Husdyrene synes at klare sig. Det største problem med dyrene er øjenirritationerne. Glasset i støvet virker slibende og får det til at svie i øjnene.

Det er uden tvivl noget af det mærkeligste vi nogen sinde har været ude for. Så snart katastrofen indtraf begyndte Jehovas vidner at ringe til hinanden for at finde ud af om nogen behøvede hjælp. Undertiden tog det 10 minutter eller mere at få en samtale igennem.

Alle veje i og uden for byen var lukkede. Alle tog, flyvemaskiner, busser og andre offentlige transportmidler blev tvunget til at stoppe.

Det er yderst vanskeligt at rydde asken bort, da den blæser omkring så hurtigt at man ikke kan nå at skovle eller feje den op. Blot et lag på nogle få centimeter af asken kan imidlertid få et tag til at styrte sammen. Den er utrolig tung! Alligevel kan et pludseligt vindstød sende den lige ind i øjne, næse og svælg, og få den til at lægge sig overalt på græsplæner og i haver.

Det vil vare nogen tid før man ved om det værste er ovre. Bjerget er begyndt at buldre igen og truer med endnu et udbrud. Folk har tidligere spekuleret på om vulkanen kunne komme i udbrud, men ingen havde drømt om en eksplosion som denne. Faktisk sagde de fleste at bjerget bluffede — indtil søndag den 18. maj.

Ingen stoler længere på Mount St. Helens. — Indsendt.

[Diagram på side 16]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Flyvende aske

Mount St. Helens

Spokane

390 kilometer