Biskoppens hån gav bagslag

DET var i 1860. Skuepladsen var universitetet i Oxford, hvor det britiske selskab til videnskabens fremme var forsamlet. Til stede var evolutionisten Thomas H. Huxley og en af udviklingsteoriens bitre modstandere, biskop Samuel Wilberforce. Wilberforce forfejlede imidlertid hensigten med sit indlæg i debatten ved at komme med „en fornærmende personlig forespørgsel om Huxleys afstamning fra aberne“.

Huxley var udmærket klar over at Wilberforce havde ødelagt sagen for sig selv. Da han fik ordet for at svare på biskoppens indlæg, sagde han: „Hvis . . . jeg blev forespurgt, må jeg svare at jeg hellere vil have en sølle abe til bedstefader end en mand der fra naturens side er yderst velbegavet og som ejer stor indflydelse, men som bruger disse evner og denne indflydelse til at bringe hån ind i en alvorlig videnskabelig drøftelse — jeg forsikrer uden tøven at jeg foretrækker aben.“

Wilberforces hån gav bagslag. Det ville afgjort have gavnet ham langt mere at give agt på den bibelske formaning: „En Herrens træl bør ikke strides med nogen, men bør være mild imod alle, egnet til at undervise, idet han . . . med mildhed belærer dem som ikke er gunstigt stemt.“ — 2 Tim. 2:24, 25.

En sand kristen som skal begrunde sin urokkelige tro på guddommelig skabelse og en almægtig, alvidende personlig Skaber, har såvel Guds inspirerede ord som den fysiske verdens uomtvistelige vidnesbyrd at henvise til.