Skønhed og hjerne
Skønhed med et formål
Synet af prægtige sommerfuglevinger betager som regel både gamle og unge. Men disse vinger er åbenbart ikke bare et smukt sommerfugletransportmiddel. De virker desuden som et fint temperaturkontrolsystem der holder det koldblodede insekt tilstrækkelig varmt til at kunne flyve. Tidsskriftet Natural History skriver at „praktisk talt alle sommerfuglearter, uanset størrelse og farve, kræver forkropstemperaturer på 27° C eller mere før de kan manøvrere i luften“.
En forsker målte forkropstemperaturen på 50 sommerfuglearter under normal aktivitet og fandt at den var gennemsnitlig 35° C, idet de forskellige arter lå på en temperatur fra 28° til 41° C. Ved hjælp af sine vinger holder den koldblodede sommerfugl følgelig sin legemstemperatur på nogenlunde samme funktionsplan som varmblodede pattedyr og fugle (32°-40° C).
Afhængigt af arten og omstændighederne kan vingerne spredes helt ud og optage mest mulig solvarme, strækkes lodret eller skråt op, eller ligefrem virke som skærm for forkroppen så den nødvendige temperatur bibeholdes — en ganske god præstation af et lille insekt!
Biens utrolige hjerne
Den utrolige visdom der findes i en lille bis hjerne forbløffer stadig videnskabsmænd. Ifølge tidsskriftet Natural History er et forsøg man har foretaget, „måske det mest sælsomme eksempel på at bier ikke bare er fortræffelige urværker“. Et fad med en sukkeropløsning anbringes i nærheden af kuben og flyttes med nogle få minutters mellemrum i stadig større ryk, indtil det måske flyttes 30 meter eller mere pr. gang. Efter hvad der siges i artiklen har alle forskerne bemærket at „der under øvelsen kommer et tidspunkt hvor bierne begynder at ’finde ud af’ at beregne hvor maden er næste gang, flyver derhen og venter“.
Skribenten siger undrende: „Jeg kan ikke forestille mig at der er noget ved [indsamling af nektar fra] blomster der kunne give anledning til at udvikle et sådant adfærdsmønster. Enten er bierne meget vakse eller også er de programmeret med en så udsøgt finesse at de bringer os i tvivl om hvor de har deres evner fra. . . . hvis vi indrømmer at selv programmeringen af en honningbis ét milligram hjerne er for indviklet til at den let kan skelnes fra en slags ’fri vilje’ hos insekterne, hvor står vi så med hensyn til at analysere kilderne til vor egen utroligt komplicerede arts-specielle menneskelige adfærd?“ Tænksomme og taknemmelige mennesker ved godt hvor de står; de anerkender nemlig den „programmør“ der er kilden til alle disse utrolige skaberværker.