Smudsig fortjeneste
„Jeres guld og sølv er rustet op, og dets rust skal være et vidnesbyrd imod jer.“ — Jakob 5:3.
„Unødvendige dødsfald“
„CIGARETFABRIKKERNE satser på den tredje verden, hvor de sjældent behøver at trykke de sundhedsadvarsler der begrænser salget andre steder. De lokker dødsensfarlig tobak af ringere kvalitet i intetanende købere, mens de lokale medier, ivrige efter tobaksannoncer og -reklamer, lægger røgslør over kendsgerningerne. De cigaretter der sælges i den tredje verden indeholder sædvanligvis dobbelt så meget kræftfremkaldende tjære som de samme mærker andre steder.“ — World Press Review, april 1980.
Da salget begyndte at dale i Nordamerika og Europa, rettede tobaksindustrien blikket mod landene i den tredje verden, der lå som et stort uudnyttet marked. Der fulgte en aggressiv reklamekampagne med det mål at skabe og udnytte en efterspørgsel i disse lande. Og det er tragisk nok gået over al forventning. Mens cigaretforbruget pr. indbygger mellem 1970 og 1980 kun steg med knap 4 procent i De forenede Stater, steg det med hele 33 procent i Afrika og med 24 procent i Latinamerika. Fra 1971 til 1974 eksporterede De forenede Stater årligt for 4,2 milliarder kroner tobak. Men i 1979 var tallet 14 milliarder kroner!
Skattemidler bidrager til unødvendige dødsfald
De amerikanske skatteborgeres penge har været med til at øge tobaksforbruget og -eksporten. Alene i 1979 blev der udbetalt over 2,2 milliarder kroner fra statskassen i støtte til tobaksproducenterne. Regeringen bruger ikke kun skatteydernes penge til at støtte tobaksdyrkningen, men også til at købe noget af overskudsproduktionen. Millioner af tons tobak er blevet sendt til u-landene som et led i FN-programmet Føde for Fred. Føde for Fred? Kan de sultende millioner leve af tobak? Det turde være nonsens!
Så sent som i 1977 udgjorde De forenede Staters ’tobakshjælp’ over 13 millioner tons, til en anslået værdi af 357 millioner kroner. De amerikanske skattedollars støtter både Verdensbanken og FNs Udviklingsprogram, og disse institutioner finansierer projekter til fremme af tobaksdyrkningen i andre lande.
I De forenede Stater kræver regeringen at cigaretpakningerne er påtrykt en advarsel om at cigaretter er sundhedsfarlige, men samtidig finansierer og fremmer den cigaretforbruget i den tredje verden. New York Times kommenterede den 13. april 1980 resultatet med disse ord: „Der er nu lagt op til en ny epidemi af tobakspåvirkede sygdomme i de underudviklede lande.“
Og artiklen i World Press Review som er citeret i den indledende paragraf, har denne kommentar: „Joseph Califano, USAs tidligere sundhedsminister, sagde på et møde for Verdenssundhedsorganisationen som blev holdt i Stockholm at ’opfordringen til at „komme derhen hvor duften er“ [en velkendt cigaretreklame: „Come to where the flavor is“], for unge mennesker er det samme som en billet til kræftafdelingen’. Verdenssundhedsorganisationens ekspertkomité om rygning sagde det mere rent ud: ’Den internationale tobaksindustris uansvarlige adfærd volder [direkte] et betragteligt antal unødvendige dødsfald.’“
„Dødens dal“
I EN by i Brasilien dræbes børn af forurening endog før de er født. Det har givet den tilnavnet „Dødens dal“. Cubatão, som byen officielt hedder, gennemskæres af fire floder hvori alt liv er dræbt, og hen over byen ligger der en gifttåge. I atmosfæren over det 130 kvadratkilometer store område udtømmes der daglig 473 tons kulilte, 182 tons svovldioxyd, 148 tons partikelstoffer, 41 tons kvælstofilte og 31 tons kulbrinter. En forureningsmåler der var opstillet i et slumkvarter som ligger omgivet af tre af byens 24 industrivirksomheder, brød i 1977 sammen på grund af overbelastning.
En af Cubatãos livløse floder bobler af sæbevand fra vaskemidler. En anden koger på grund af de kemikalier der tømmes ud i den. En tredje er så varm at det konstant damper fra den. Fisk som fanges i havet ud for flodens udløb, er blinde og deforme på grund af kviksølv ophobet i deres organisme. Der er ingen fugle, ingen sommerfugle, ingen insekter af nogen art i området. Når det regner, regner det med syre som ætser huden.
Af hver 1000 børn der fødes, er de 40 døde ved fødselen, og yderligere 40 dør inden for en uge. De fleste af disse fødes vanskabte. Antallet af dødfødte børn og deforme fostre er steget mærkbart. Og vægten på de børn der fødes normale, er faldet drastisk. Af 40.000 opkald til lægevagten skyldtes de 10.000 tuberkulose, lungebetændelse, bronkitis, emfysem, astma og andre næse- og halslidelser.
De der kan, flytter
Byens borgmester nægter at bo i byen. En gruppe statsfunktionærer rejste da de fik afslag på en anmodning om gasmasker. Af de 55.000 der arbejder i byen, er det kun en tredjedel der bor der — fordi de ikke har råd til at flytte. Industrierne har givet byen den højeste gennemsnitsindkomst pr. indbygger i hele Brasilien, men fortjenesten er ikke ligeligt fordelt. Femogtredive procent af arbejderne bor i usle bølgeblikbyer uden nogen som helst social forsorg. I de typiske arbejderkvarterer vrimler det med små forfaldne skure hvori der blot er en briks, en såkaldt „varm seng“. Om dagen sover der en natarbejder på briksen, og om natten en dagarbejder.
Den administrerende direktør for et af Cubatãos stålværker har udtalt at fagforeningerne i de såkaldt udviklede lande ikke længere tolererer åbenlys forurening. „Af den grund,“ siger han, „er det mere velegnet at placere jernstøberier i den tredje verden.“
Politikken er åbenbart: Foruren hvor det giver penge og hvor det er tilladt. Og sælg cigaretter hvor det er muligt, uden hensyn til hvor mange unødvendige dødsfald de forvolder.
„Kærligheden til penge er en rod til alle slags skadelige ting.“ — 1 Timoteus 6:10.