Vores familie forenet i tjenesten for Gud
FORTALT AF OTTO RITTENBACH
CAROL og jeg giftede os i november 1951. Året efter ankom vores førstefødte, Brenda. Og de seks følgende år fik vi fem børn til — Rick i 1954, Rhonda i 1955, JoDene i 1956, Wayne i 1957, og Kenan i 1958. På det tidspunkt var jeg endnu kun 27, og Carol var 23. Et stort ansvar for et ungt ægtepar!
I dag kan vi med taknemmelighed sige at vi alle er forenede i tjenesten for Gud. Rick tjener på Betel i Brooklyn. Carol og jeg tjener sammen med vore yngste sønner, Wayne og Kenan, på Watchtower Farms, omkring 150 kilometer nord for Brooklyn. Og Brenda, Rhonda og JoDene er alle rejst ud som gileaduddannede missionærer — Brenda er i Mellemøsten, og Rhonda og JoDene i Colombia.
Vi havde aldrig forestillet os at vores familie ville komme til at nyde så store privilegier. Vi var jo bare et par unge mennesker med en masse børn, og prøvede efter bedste evne at følge de anvisninger vi fik gennem Guds ord og hans synlige organisation. Det har bestemt ikke altid været let. Men vi er alle enige om at vi har fået et rigt og spændende liv fordi vi har ladet tjenesten for Gud komme først.
Jeg lærer sandheden at kende
Jeg blev født i 1930 på en farm på Nord-Dakotas prærie, som nummer 13 af 14 børn. Seks kilometer derfra boede familien Nylen, der var kendt som Jehovas vidner skønt de dengang hverken var døbt eller kom fast til menighedens møder.
Arbejdet på gården gav mig ofte ærinder over til Nylens farm, og her lærte jeg datteren Carol at kende. Vi blev glade for hinanden, og da Carol var færdig på highschool giftede vi os. To måneder senere, i begyndelsen af 1952, blev jeg indkaldt som soldat og tilbragte to år i hæren, deraf 14 måneder i Tyskland.
Da jeg kom hjem fra Tyskland lejede vi en farm en halv kilometers vej fra Nylens farm. Vi måtte optage lån for at skaffe malkekøer og redskaber, og arbejdet på gården var meget tidkrævende. Imidlertid var Carol og hendes forældre blevet Jehovas vidner, og på deres opfordring sagde jeg ja til et hjemmebibelstudium. Med kærlig og trofast hjælp fra Carols broder Roland og mange andre nåede jeg frem til det tidspunkt hvor jeg indviede mig til Jehova. Jeg blev døbt i august 1956.
Min flittige medhjælp
Der var ikke indlagt vand i det hus vi havde lejet, så alt vandet skulle hentes fra en brønd, og toilettet var et af de gammeldags i gården. Hvad møbler angår klarede vi os med det vi havde eller det vi fik. Carol blev så dygtig til at holde huset i stand at selv dets ejere sagde det var kommet til at ligne et helt lille dukkehus. Hun syede selv alt tøjet til børnene, som regel ved at forandre tøj vi havde fået forærende. Ofte hjalp hun mig også i stalden og på marken.
Carol, hvis moder havde været skolelærer, var enestående til at undervise vore børn. Gennem Bibelen og Vagttårnet havde vi lært hvor vigtigt det er at undervise børnene fra den spæde barndom. (2 Timoteus 3:15) Hver formiddag fra 9.30 til 11 blev vores lille køkken lavet om til klasseværelse. Noget af det første vore børn husker er at de sad på små røde stole i en halvcirkel omkring en tavle. I dag siger børnene at disse timer er et kært minde for dem. De allermindste lærte at sidde stille med foldede hænder i op til en time. Derefter var de klar til deres formiddagslur.
Når børnene var halvandet år gamle tog de del i timen. Ved hjælp af hjemmelavede kort lærte Carol dem at læse og skrive. Hun lærte dem også skriftsteder fra Bibelen og fortalte bibelske beretninger som de kunne tage ved lære af. Det er utroligt hvad børn kan lære mens de endnu er små. Vore børn havde faktisk lært alle Bibelens 66 bøger på remse allerede da de var halvandet år gamle, og i to- eller treårsalderen kunne de læse.
Dertil kom familiestudiet, hvor vi alle forberedte os til menighedens møder. For børnenes skyld måtte vi naturligvis forklare stoffet i enkle vendinger, især da vi studerede „Ske din vilje på jorden“ og „Lad dit navn blive helliget“. Disse studier hjalp børnene både i menigheden og i skolen.
Når problemer skulle klares
Det var selvfølgelig ikke alt der gik glat. Da Brenda kom hjem efter sin første skoledag spurgte vi hende for eksempel hvordan det var gået med flaghilsenceremonien. Hun svarede: „Jeg hilste ikke flaget, jeg nøjedes med at sværge troskab.“ Der var åbenbart noget vi havde forsømt i vores undervisning.
Engang blev der serveret kalkunsteg på skolen lige før „Thanksgiving-ferien“. Rick, som gik i første klasse, nægtede at spise den. Læreren måtte forklare om og om igen at maden ikke havde noget at gøre med „Thanksgiving day“, og han måtte ringe hjem til Carol. Først da kunne Rick få sig selv til at spise maden.
Vi kom ud for situationer som vi aldrig havde troet skulle opstå. (1 Mosebog 8:21; Ordsprogene 22:15) Da Rhonda gik i tredje klasse fik hun den idé at hun ville have en rigtig, færdigsyet frakke fra en forretning. Hun opfandt en historie om at læreren forlangte at hun skulle have en frakke inden den 1. maj! Det var lige før vi troede på historien.
Da Wayne og Kenan gik i henholdsvis anden og første klasse, begyndte de pludselig at stjæle slik fra lærerindens skuffer. Da vi fandt ud af det, talte vi det igennem med dem og prøvede at lade dem selv fortælle hvad det var der fik dem til at gøre det. Vi lod dem så købe noget slik og aflevere det til lærerinden, samtidig med at de bekendte hvad de havde gjort. På den måde prøvede vi at luge de slette motiver ud fra børnenes hjerte så snart vi opdagede dem, og erstatte dem med noget godt, ved at ræsonnere med dem.
At opdrage en børneflok til at tjene Jehova kræver ens fulde årvågenhed. Vi erfarede snart at børn må holdes beskæftiget, og at de må lære orden og planlægning. De skal vide hvornår de skal stå op om morgenen, sove til middag, spise og så videre. Dette skal begynde mens de er helt små og udvides efterhånden som de vokser til.
Mens børnene var spæde lærte vi dem at adlyde, ved for eksempel at sige „fold hænderne“, eller „sæt dig ned“. Vi forventede at de gjorde som vi sagde — og vi forvissede os om at de fulgte enhver anvisning de fik. Når man på en sund måde styrer og vejleder børnene mens de er små, undgår man utroligt mange problemer senere hen.
Vi lærte også tidligt børnene at arbejde. Under min hustrus årvågne blik lærte de at rydde op efter sig, vaske op, og lægge tøj pænt sammen. De lærte senere at stoppe strømper, sy knapper i, bage brød, ordne have samt sylte og henkoge frugterne fra haven. Alt dette gjaldt både drengene og pigerne. Vi lærte dem også at male og foretage reparationer i huset. Vi lærte dem at de skulle være grundige med alt hvad de gjorde, og vi kontrollerede at de gjorde tingene ordentligt. Det krævede tid, men senere viste det sig i høj grad at det kunne betale sig.
Vi vidste selvfølgelig også at der var behov for adspredelse. Vi traf den fælles afgørelse i familien at vi ikke ville have fjernsyn. I stedet valgte vi som regel at foretage os noget sammen — vi spillede bold eller legede, tog på skovtur, dyrkede fællesskab med vores menighed, og rejste til stævner sammen. Når vi var på stævnerejse sørgede vi ofte for at forbinde det med en ferietur til spændende steder.
Vi lod altid de åndelige aktiviteter komme først. I begyndelsen måtte vi køre 90 kilometer hver vej for at komme til rigssalen — og vinteren kan være hård i Nord-Dakota. Men fordi vi traf rimelige forholdsregler og sædvanligvis var sunde og raske, gik vi sjældent glip af et møde. Det var et stort højdepunkt for os når der var kredsstævne, selv om vi skulle køre 400 kilometer for at nyde godt af de tre dages program.
Vi deltog i forkyndelsen hver eneste weekend, også når der var temmelig hård frost. Nogle vil måske synes at det var lidt strengt at tage børn med ud når det var så koldt, men det hjalp dem til at forstå at intet bør hindre én i at udføre tjenesten for Jehova.
Rigets interesser kommer først
I 1961 stod vi over for et vendepunkt. Vores farm var udbudt til salg. Skulle jeg nu købe den, eller skulle jeg søge andet arbejde? Det var sundt for børnene at vokse op på en gård, og når drengene voksede til kunne de ernære sig ved det. Men ret beset tog arbejdet på gården det meste af vores tid, og vi var bange for at det kunne blive en snare for os. Min fader havde givet os et lille stykke jord; det solgte jeg nu, og for pengene købte jeg noget udstyr der kunne bruges til gravearbejde.
Så flyttede vi til en nærliggende landsby, Butte, som kun havde 200 indbyggere. Jeg levede af at foretage udgravninger til kældre og kloakrør og lærte mig efterhånden at arbejde som rørlægger. For at supplere indkomsten kørte jeg skolebus. Når vi lod de åndelige værdier komme i første række, mærkede vi altid Jehovas omsorg og hjælp. Til trods for at vores familie var stor og temmelig fattig, og vejret kunne være meget dårligt, lykkedes det os altid at komme til møder og stævner og at deltage i forkyndelsen.
Senere fik vi mulighed for at købe et gammelt hus, og med hjælp fra Carols fader indrettede vi det til et nydeligt lille hjem. Der blev oprettet en menighed på stedet, og vi fik den forret at være med til at bygge en lille rigssal. Nu behøvede vi kun at køre 25 kilometer for at komme til møde. Menigheden var lille, så vi havde opgaver hver uge.
Gang på gang mærkede vi at Jehova sørgede for os. I marts 1965 blev jeg for eksempel indbudt til Rigets tjenesteskole i South Lansing i staten New York — et fireugers kursus for kristne ældste. Men vores bil var gammel og ikke pålidelig nok til at kunne transportere min familie til møderne og til kredsstævne mens jeg var borte. Vi tog derfor ind til den nærmeste by for at kigge på en bil. Vi havde uden held besøgt den ene autoforhandler efter den anden hele dagen, men tre kvarter før jeg måtte tage hjem for at køre skolebussen, prøvede vi endnu én.
En sælger tog mig med ned i et mørkt værksted og viste mig en bil; den mente jeg vi kunne bruge. Vi kørte en prøvetur, men prisen var 300 dollars, langt mere end jeg kunne betale. Jeg skulle netop til at gå, da sælgeren spurgte direktøren hvor langt de kunne gå ned i pris. Direktøren studsede noget, tænkte sig om, og sagde så tøvende 150 dollars. Jeg skyndte mig at slå til, og kørte hjem i bilen!
Senere samme forår blev det småt med penge. Jeg var netop kommet hjem fra Rigets tjenesteskole, men frosten var i jorden, og det var for tidligt til at jeg kunne begynde at arbejde. På den anden side af gaden skulle jeg grave ud til en vandledning og en kloak samt installere et badeværelse. Det ville vare en måneds tid før jeg kunne komme i gang, men til min overraskelse ringede naboen en dag til mig og spurgte om jeg kunne tænke mig et forskud på 500 dollars på jobbet!
I 1967 fik jeg tilbud om et arbejde i en by omkring 160 kilometer borte. Jeg sagde ja, blandt andet fordi jeg ellers ville være nødt til at udvide min udgravningsvirksomhed, på bekostning af åndelige gøremål. Vi solgte vores hus og flyttede til New Rockford, hvor jeg begyndte at sælge kunstgødning til landmænd. Jeg arbejdede for et firma og havde ikke samme frihed som før, men der var andre fordele. Og børnene var nu kommet godt i gang på den kristne vej.
En familie af glade heltidstjenere
Lærerne i skolen så gerne at vore børn læste videre. Men efter deres skolegang sagde de alle nej til stipendier og begyndte i stedet som heltidsforkyndere, skønt lærerne mente at det var spild af gode evner.
Brenda begyndte som pioner i 1970, og Rick i 1972. I december kom han på Betel, og året efter begyndte Rhonda og min hustru som pionerer. I 1974 sluttede JoDene og jeg os til dem i pionertjenesten, og næste forår begyndte Wayne. I 1976 rejste Wayne til Watchtower Farms, men Kenan kom ud af skolen, så vi var stadig seks pionerer i familien.
Min arbejdsgiver sagde nej til at jeg kunne få deltidsarbejde, så jeg sagde op. Jeg fik så arbejde som tankvognschauffør, men da firmaet forlangte at jeg skulle være uærlig, sagde jeg også op dér. Men da var jeg allerede i gang som pioner, hvad jeg altid havde ønsket, og intet kunne standse mig.
Mindre end en uge efter at jeg havde sagt op, fik jeg tilbud om to dages ugentligt arbejde som oliefyrsmontør. Forbløffende? Egentlig ikke, for havde Jehova ikke lovet at sørge for os hvis vi lod hans riges interesser komme først? (Mattæus 6:33) Børnene havde også deltidsarbejde, og i fællesskab kunne vi klare vore udgifter og alle være pionerer.
I juni 1977 blev Carol og jeg, sammen med Kenan, indbudt til at tjene på Watchtower Farms. Det var ikke let for min hustru at efterlade vores dejlige hjem og de tre søde piger, men hun forstod at det var Jehovas ledelse. Sådan så vore døtre også på det, og de tilskyndede os til at rejse. Den følgende sommer solgte vi huset og andre ejendele, og hjalp vore døtre med at flytte ud til deres første distrikt som specialpionerer.
Mens pigerne tjente som specialpionerer blev de i august 1981 kaldt til Watchtower Farms for at tjene sammen med os dér indtil de skulle begynde i Gileadskolens 72. klasse, der begyndte i oktober måned. I marts 1982 udgik de fra skolen, og snart efter var de alle tre på vej til deres missionærdistrikt i Colombia.
Rhonda og JoDene virker stadig i Colombia, men Brenda giftede sig med en klassekammerat fra Gileadskolen og sluttede sig til ham ovre i Mellemøsten. I marts 1984 giftede Rhonda sig med en gileadelev, som sluttede sig til hende i Colombia. Alle vores sønner har giftet sig med søde pionersøstre og tjener nu med deres hustruer på Betel i Brooklyn og på Watchtower Farms. Hele vores pionerfamilie består altså nu af 13 medlemmer.
Vi er alle lykkelige som heltidstjenere for Jehova, og vi ved at hvis vi fortsat skal nyde disse tjenesteforrettigheder må vi alle opføre os på en måde der er den gode nyhed værdig. (Filipperne 1:27) Vi er taknemmelige for den gode vejledning Jehova har givet os gennem sin synlige organisation. Det er takket være den at hele vor familie nu kan glæde sig over tjenestens skat.
[Illustration på side 28]
JoDene, Brenda og Rhonda lærte fra en tidlig alder de bibelske beretninger at kende
[Illustration på side 29]
Wayne, Rick og Kenan — alle tre tjener på Betel
[Illustration på side 30]
En del af familien Rittenbach i dag — alle er i heltidstjenesten