Hvorfor Gud tillader det, og hvordan han vil fjerne det

FOR længe siden var der en from og retsindig mand der gennemgik svære trængsler han ikke forstod — han mistede sine børn og alt hvad han ejede, og fik en pinefuld sygdom. Uden tvivl følte han som så mange i dag, der siger: ’Hvorfor skulle det netop være mig?’ Han gav Gud skylden og råbte: „Den almægtige Gud har ramt mig med pile, og deres gift breder sig i mit legeme. . . . Ville han dog blot fortsætte og slå mig ihjel!“ Senere råbte denne mand: „Hav medlidenhed med mig! Guds hånd har slået mig omkuld.“ — Job 6:4, 9; 19:21, Today’s English Version.

Den trofaste Job lagde således skylden på Gud. Men et blik ind i de himmelske haller afslører hvem den skyldige var. Foran en forsamling af engle henvendte Jehova sig til Satan og fortalte om Job: „[Han] frygter Gud og viger fra det onde.“ Men Satan svarede straks: „Mon det er for intet, Job frygter Gud? Har du ikke omgærdet ham . . . på alle kanter?“ Han tilføjede så: „Men ræk engang din hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit ansigt!“ Og senere: „Ræk engang din hånd ud og rør ved hans ben og kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit ansigt!“ Dette lader os forstå at Satan allerede forinden havde udfordret Gud og sagt at ingen på jorden ville være trofaste mod Ham under prøver. I Jobs tilfælde hævdede Satan at han slet ikke havde fået lejlighed til at prøve Job. Jehova sagde derfor: „Se, han er i din hånd; kun skal du skåne hans liv!“ — Job 1:6-11; 2:1-6.

Det var baggrunden for at Satan ramte Job med trængsler, og at Jehova tillod det. Job forstod det ikke; han gav Gud skylden for det, men bevarede alligevel sin uangribelighed og beviste at Satans påstand ikke var sand. (Job 2:7; 27:5; 31:6) Andre har i tidens løb vist en lignende trofasthed. (Hebr. 11:1-39; Åb. 7:9, 10; 14:1, 4) Her i de sidste dage er trængslerne taget til. Grunden til dette får vi at vide i Åbenbaringen 12:12: „Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ Kun Jehova kan standse denne usynlige kilde til ondskab, og han vil snart gøre det. — Joh. 12:31; Åb. 20:1-3.

Men hvad så med al den ondskab og lidelse som de menneskelige samfundssystemer er skyld i — den korrupte politik, den begærlige kommercialisme, den skånselsløse militarisme? Og hvad med de uforbederlige der altid vil leve på andres bekostning — hvordan får man bremset dem? Rettænkende mennesker der hader alle disse former for ondskab har længe prøvet at standse dem ved hjælp af love, retssager, straffe og forsøg på resocialisering af forbrydere. Men det er ikke lykkedes dem.

Se kendsgerningerne i øjnene!

Denne uomgængelige sandhed viser sig: Hvis krigene skal ophøre, må krigsmagerne fjernes. Hvis hungeren skal ophøre, må profitjægerne fjernes. Hvis forureningen skal ophøre, må de der er skyld i den fjernes. Hvis kriminaliteten skal fjernes, må forbryderne og de dårlige sociale forhold der har været medvirkende, fjernes. Hvis den umoralitet der splitter familierne og spreder kønssygdomme skal forsvinde, må de der praktiserer denne umoralitet fjernes. Seks tusind år med reformer, socialrådgivning, politik, politi og fredsorganisationer — alt dette er slået fejl. Hvis de onde nægter at omvende sig, er der da andre løsninger end at fjerne dem? Kan man lade ræven bo hos hønsene i hønsegården, eller ulven hos fårene i fårefolden? Nej, og lige så lidt kan freden på jorden bevares så længe der findes onde mennesker. Gud vil fjerne det onde ved at fjerne Satan og alle andre der for enhver pris vil blive ved at handle ondt. Den tid hvor Gud har ladet Satan prøve at bevise sin påstand, er snart løbet ud. — 2 Mos. 9:16.

Vanskelighederne begyndte med det første menneskepar. Jehova Gud havde skabt jorden, sat mennesket til at vogte den, og givet det besked på at tage sig af både jorden, dens planter og dyr. Adam og Eva fik guddommelige retningslinjer — de kunne være lydige og leve, eller være ulydige og dø. Men Satan betvivlede at dette var rigtigt. Adam og Eva havde deres egen fri vilje. De kunne handle som de ville, og de valgte at følge Satan. Lige siden har menneskeheden misbrugt sin handlefrihed.

Vor handlefrihed i dag

Resultaterne af dette misbrug ses tydeligt af den ondskab der omgiver os i dag. Mennesker har selv valgt at så ondskab, og nu høster de lidelser. Har de lært noget af menneskehedens sørgelige historie? Har de lagt mærke til at alle former for menneskeregeringer er slået fejl, og indset at Guds rige under Kristus er den eneste løsning? Har de bemærket hvilke katastrofale følger det har fået at begærlige mennesker og nationer har forurenet jorden og vædet den med uskyldigt blod? Har de lært noget af de talløse lidelser og smerter millioner af mennesker har pådraget sig fordi de har brugt deres handlefrihed til at vælge materialisme, umoralitet, kriminalitet og egoisme?

Den tid de har fået ved at Gud har tilladt det onde — har den lært dem at bruge deres frie vilje til at vælge Jehovas retningslinjer, til at være mod andre som de ønsker at disse skal være mod dem, til at elske deres næste som sig selv, og til at bevare deres uangribelighed over for Gud og vinde hans godkendelse? Verdensforholdene svarer: NEJ! Har 6000 år med krige, hungersnød, sygdom og død fået mange til at værdsætte de mange velsignelser der vil komme når Guds rige omdanner jorden til et paradis? Det må man håbe, for Gud har lovet alle lydige mennesker at få del i disse velsignelser. Der siges i Andet Petersbrev 3:13: „Der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i dem skal retfærdighed bo.“

Det er ikke nogen glæde for Gud at se de onde dø; han ønsker tværtimod at alle skal nå til omvendelse, og han vil i sin barmhjertighed gennemføre det der var hans oprindelige hensigt da han skabte jorden. Han har ’ikke skabt den øde’ men ’dannet den til at bebos’ af mennesker der af egen tilskyndelse vælger at leve i fred og under rolige forhold. Han er ikke ufølsom over for dem der „sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves“. Han ved at „hele skabningen fortsat sukker sammen og er i veer sammen indtil nu“. — Es. 45:18; Ez. 9:4; 18:23; Rom. 2:4; 8:22; 2 Pet. 3:9.

Og Gud vil komme dem til hjælp. Han vil høre deres bønner. Han vil opfylde sit løfte om at rense jorden for al ondskab, så de sagtmodige og fredselskende kan få deres hjertes ønske opfyldt:

„En liden stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke. Men de sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred. De retfærdige arver landet og skal bo der til evig tid.“ — Sl. 37:10, 11, 29.