Har du tænkt over:
Hvis Gud er kærlig, hvorfor tillader han så det onde?
DET er et godt spørgsmål, og det fortjener et svar. Men lad os først se nærmere på spørgsmålet om det onde og hvorfor det tillades. Er det realistisk kun at tænke på Guds rolle i sagen? Hvordan med menneskenes egen rolle? Mange som siger de ikke forstår at Gud tillader det onde, tillader det selv, ja øver det endda.
Og når deres onde handlinger så falder tilbage på dem selv, jamrer de sig og siger i protest: „Hvorfor skal det gå ud over mig, Gud?“ Det er næsten som at sige at hvis bare det går ud over andre, er det helt i orden. Denne tendens til at skyde skylden over på Gud er i forvejen omtalt i Bibelen. Der står: „Et menneskes dårskab øder hans vej, men på [Jehova] vredes hans hjerte.“ — Ordsp. 19:3.
Menneskers egoisme har ført til hungersnød i mange lande. Deres pengebegær har medført industriforurening der øger sygeligheden og dødeligheden. I deres krige dræbes millioner, og millioner andre lemlæstes. Social uretfærdighed og økonomisk ulighed har givet en rekordhøst af kriminalitet. Den såkaldte „nye moral“ har betydet at ægteskaber forliser, familier opløses og kønssygdomme spredes som aldrig før. Nogle spiser for meget, bliver overvægtige og ødelægger deres helbred. Nogle drikker for meget og skader deres lever. Nogle ryger tobak og beder selv om at få lungekræft.
Hvad nu hvis Gud greb ind?
Ville de der klager over at Gud tillader det onde, blive glade hvis han greb ind over for dem? Hvis han tog cigaretten ud af hånden på dem og fjernede den tredje eller fjerde whiskysjus fra deres rystende fingre, ville de så være taknemmelige for at de var blevet beskyttet mod den lungekræft eller leverskade de ellers kunne have pådraget sig? Og hvis han ødelagde deres våbenfabrikker, fordelte deres oplagrede fødevarer blandt de sultende og uddelte deres overskydende rigdomme til de fattige og trængende — ville de så glæde sig over det?
Gud har forbudt den adfærd der er årsag til det meste af den ondskab vi nu lider under. Det står i menneskers magt at standse den, men mange gør lige det modsatte. Som sagen stiller sig, tvinges vi til at drage den slutning at det slet ikke er ondskaben de fleste mennesker gerne vil have standset, men dens konsekvenser. De vil gerne kunne så uden at skulle høste. Mange haster med at handle ondt hvis de kan slippe for konsekvenserne. Under strømafbrydelser eller mørklægninger, hvor politiet arbejder under vanskelige vilkår, plyndrer folk som gale. Millioner snyder i skat hvis de kan slippe af sted med det uden at blive opdaget. Det er frygten for straf og ikke had til det onde der holder mange på ærlighedens vej. Det er som Bibelen forklarer: „Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde.“ — Præd. 8:11.
Hvorfor tilladt indtil nu?
Hvis en fader skænker sin søn nogle værdier eller giver ham et ansvar, er han naturligvis interesseret i at se hvordan sønnen vil forvalte eller røgte det han har fået overdraget. Svarende hertil har Jehova Gud sat mennesket til at forvalte jorden. Men de første mennesker svigtede og var ulydige mod Gud, og derefter fremsatte Satan den påstand at Gud ikke kunne sætte mennesker på jorden som ville forblive trofaste mod ham.
At dette stridsspørgsmål eksisterede, fremgår af Guds ord til Satan angående Job: „Der findes ingen som han på jorden, . . . som frygter Gud og viger fra det onde.“ Satan svarede udfordrende: „Mon det er for intet, Job frygter Gud? Har du ikke omgærdet ham . . . på alle kanter?“ Satan fik lov til at gøre alt det onde han kunne, uden dog at dræbe Job, men han var ikke i stand til at bryde Jobs integritet over for Gud. (Job 1:6-12; 2:1-10) Gud har indrømmet Satan en vis tid til at bevise sin påstand, og denne tid er endnu ikke udløbet.
Ud over at det tjener til at imødegå Satans påstand, har det at Gud har tilladt at menneskene udsættes for trængsler og genvordigheder, imidlertid også tjent andre formål. Gennem årtusinder har menneskers styre nu vist at menneskene ikke er i stand til at udøve herredømme uafhængigt af Gud. „Jeg ved,“ skrev profeten Jeremias, „at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed.“ (Jer. 10:23) Gennem trængsler lærte Israels folk at det havde brug for Guds ledelse. (Sl. 107:11-13) Vi burde også tage ved lære og indse at Guds rige er det eneste der kan befri os for ondskaben.
Den eneste vej ud af ondskaben er at se frem til et jordisk paradis hvor Gud vil tørre hver tåre af menneskenes øjne, hvor døden ikke skal være mere, og hvor heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. (Åb. 21:4) Eftersom vi har levet i en verden hvor det onde har været tilladt, vil vi i langt højere grad påskønne et liv uden tårer, sorg, skrig, smerte og død. Vi er tilbøjelige til at tage tingene for givet. Først når vi mister goderne, påskønner vi dem virkelig.
Hvordan vil Gud afskaffe det onde?
For at afskaffe krig må man afskaffe dem der ophidser til krig. For at afskaffe forurening må man afskaffe dem der forurener. For at afskaffe hungersnød må man afskaffe dem der egoistisk udnytter en mangelsituation til at forhøje fødevarepriserne. For at afskaffe kriminalitet må man afskaffe de kriminelle og de dårlige forhold der er med til at skabe dem. For at afskaffe umoralitet der ødelægger familier og spreder sygdom, må man afskaffe dem der lever umoralsk. Seks tusind år er gået — og hverken politikere, socialrådgivere, samfundsreformatorer eller institutioner til resocialisering har formået at rette op på forholdene og afskaffe det onde.
Når Gud en dag ikke længere tillader det onde, vil han afskaffe det ved at fjerne Satan og alle de mennesker der insisterer på at handle ondt. Mange som beklager sig over at Gud tillader det onde, beklager sig også over den måde han vil afskaffe det på. Men ligesom en have ikke kan være fuld af ukrudt, kan et fredeligt paradis heller ikke være fyldt med mennesker der handler ondt. Guds holdning er den eneste der vil virke i praksis: „Retsindige skal bo i landet, lydefri levnes deri, men gudløse [de onde, NW] ryddes af landet, troløse rykkes derfra.“ — Ordsp. 2:21, 22.