Er udviklingen løbet fra den kristne missionærtjeneste?

DET mener mange. De mener at mennesker har et større materielt end åndeligt behov. Det er grunden til at mange af kristenhedens missionærer koncentrerer sig om at forbedre sundhedstilstanden og boligforholdene, eller om at hjælpe mennesker til at lære bedre dyrkningsmetoder og opnå større tekniske færdigheder.

Der er dog stadig nogle som er overbevist om at der er størst behov for at hjælpe mennesker åndeligt. Dette vil sætte dem i stand til at opnå et bedre liv nu, og det vil give dem et håb for fremtiden.

Dette blev tydeligt fremholdt for de 2124 der var til stede i Jehovas Vidners stævnehal på Long Island, New York, søndag den 8. marts. Det var ved afslutningshøjtideligheden for Vagttårnets bibelskole Gileads 70. missionærklasse.

Siden 1943 har denne skole oplært mænd og kvinder til mere effektivt at efterkomme Jesu befaling til sine disciple: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20) At gøre dette kræver en stærk tro og et levende håb, samt et ønske om at dele disse gode ting med andre. Det var mænd og kvinder med disse forudsætninger der udgjorde denne klasse. Der var i alt 49 elever, de var kommet fra ni lande, og de blev sendt ud til 18 lande.

En 25-årig elev fra Missouri, USA, havde et stærkt ønske om at se retfærdigheden råde i verden, og det var hendes mål at studere jura for at kunne medvirke til dette. Men hun fik et andet mål da hun lærte om det vidunderlige håb for fremtiden som Guds ord indeholder, og hun erfarede hvilket rigt og meningsfyldt liv man opnår ved at følge Bibelens vejledning.

En 30-årig elev fra Oregon havde tidligere været universitetsstuderende, venstreorienteret og havde „meldt sig ud“ af det bestående samfund. Det havde været hendes ønske at hjælpe folk og at være med til at forbedre verden. Men da hun stiftede bekendtskab med Jehovas Vidner og Bibelens lære, tænkte hun: „Vil det sige at der virkelig findes mennesker der lever efter Kristi lære? Deltager de virkelig ikke i krig? Det er jo den samme sag jeg går ind for og som jeg kan sætte alt andet til side for.“

Den ene elev efter den anden oplyste at det var Bibelens håb for fremtiden og dens gode råd om hvordan man opnår et bedre liv nu, der havde fået dem til at ansøge om missionærtjeneste. De sagde: ’Det er noget der virkelig kan være med til at løse de problemer folk står over for i dag.’ Mange havde allerede været mere end 10 år i heltidstjenesten og havde således god erfaring i at besøge folk og bibringe dem dette håb.

I de fem måneder kursuset havde varet havde eleverne foretaget et grundigt studium af Bibelen, og de havde modtaget praktisk vejledning med hensyn til at udføre missionærtjenesten. Her ved afslutningshøjtideligheden skulle lærerne og andre der selv var erfarne forkyndere af Guds rige som menneskehedens eneste håb, give dem nogle sidste råd inden de blev sendt ud til deres distrikter.

W. K. Jackson tilskyndede missionærerne til at blive i deres distrikt og ikke tænke: „Nu prøver jeg det, og hvis jeg ikke synes om det, kan jeg altid rejse hjem.“ Han gav god vejledning om forskellige forhold mennesker imellem, og han mindede dem om ordene i Romerbrevet 15:2: „Lad enhver af os være sin næste til behag i det der er godt til hans opbyggelse.“

M. G. Henschel talte om ting som vi må værdsætte meget højt. Vi må søge kundskab som søgte vi efter en skjult skat. Guds rige er den skat som vi må søge først i vort liv. Og apostelen Paulus sammenlignede tjenesten for Gud med en skat. (2 Kor. 4:7, da. aut.) Missionærerne blev stærkt opfordret til at holde fast ved disse skatte.

A. D. Schroeder henviste til Jesu ord: ’Kom og følg mig.’ (Matt. 19:21) Det betyder at vi må lægge kristuslignende egenskaber for dagen og hjælpe andre til at gøre det samme. Han sagde at selv om eleverne nu var færdige med skolen, betød det ikke at de var „udlært“ som Jesu Kristi disciple. Nej, de havde blot påbegyndt et nyt kapitel af deres liv som hans disciple.

J. Redford opmuntrede missionærerne til at blive ved med at gøre fremskridt i åndelig henseende. Han citerede Bernard Shaw, der har sagt: „Jeg frygter succes. At have succes er det samme som at have fuldført sin opgave på jorden . . . Jeg kan lide at der hele tiden er noget der ligger forude, at man har et mål foran sig og ikke bagved.“

U. V. Glass roste missionærerne fordi de havde et stærkt ønske om at forstå en missionærs gerning og pligter. Mange har spurgt: „Hvordan kan vi forblive i vores distrikt?“ Glass svarede: „Lær folk at kende og hold af dem.“ Han nævnte nødvendigheden af frit at tilgive, at have den rette sindsindstilling og at bevare ydmygheden. For at understrege dette læste han et brev fra en missionær der for nylig var blevet sendt til Kenya:

„Jeg føler at den undervisning jeg fik i Brooklyn kun var begyndelsen af min oplæring. Jeg kan lære meget af brødrene her. Jeg har tænkt på hvilken egenskab der er mest nødvendig for en missionær hvis det skal gå ham godt i hans tjeneste. Og jeg tror at han først og fremmest må være ydmyg. Ydmyg nok til at gå i stedet for at køre i bil. Ydmyg nok til at sidde på hårde træbænke eller store sten i stedet for på polstrede sæder. Ydmyg nok til at kommentere ved møderne som et lille barn fordi han ikke kan sproget. Han må fremfor alt have et ydmygt sind for at gøre de nødvendige bestræbelser og ikke give op, stole på Jehova og ikke sig selv, indtil han bliver duelig igen og kan udføre det han er kommet for at gøre.“

G. M. Couch opmuntrede eleverne til aldrig at vende missionærtjenesten ryggen. De skulle huske på ordene i Prædikeren 7:8: „En sags udgang er bedre end dens indgang.“ De blev tilskyndet til at huske at det er slutresultatet der tæller.

Til sidst talte F. W. Franz, skolens præsident, om Guds „trofaste husholder“, der er nævnt i Lukas 12:40-53. Han gik tilbage til kong Ezekias’ tid, i det ottende århundrede før vor tidsregning, da Juda rige var truet. Beretningen i Esajas 22:15-25 viser at spørgsmålet om den rette husførelse blev bragt på bane. Den troløse slotshøvedsmand Sjebna blev erstattet af den trofaste Eljakim. I den nutidige opfyldelse understreger dette nødvendigheden af at finde ud af hvem der er Guds trofaste tjenere på jorden i dag. Franz tilskyndede eleverne til at sikre sig at de i deres sind var helt overbevist om hvem Guds trofaste husholderskare var.

Derefter uddelte mødets ordstyrer, C. W. Barber, diplomer. Om eftermiddagen opførte eleverne to belærende skuespil. Først et bibelsk skuespil med titlen „Søg Jehova og bevar livet“, der handlede om profeten Amos’ tjeneste i Israel. Derefter et nutidigt skuespil som hed „Hvordan skal man høre uden at nogen forkynder?“ På en måde der talte til alles hjerter behandlede det forskellige sider af den hus-til-hus-forkyndelse som Jehovas vidner udfører i dag.

Dette åndeligt opbyggende program vil længe blive husket af de 49 elever og af alle andre som var til stede. Det åndelige har i sandhed stor betydning. Som apostelen Paulus skrev i Første Timoteusbrev 4:8: „Gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“

[Illustration på side 16]

Vagttårnets bibelskole Gilead 70. klasse, marts 1981

Fra venstre til højre. Første række: P. Browne, J. Hitz, B. Floyd, M. de Jesus, E. Davison, M. Hoover, J. White, A. Gunn, P. Wyssen. Anden række: M. Goff, J. Karwoski, L. Paulk, S. Pedersen, H. Altmeyer, D. Rendell, P. Spatz, P. Oger, T. Mathon, E. Johns. Tredje række: S. Brederlow, L. Kelppe, G. Reilly, S. James, L. Dennison, C. Kemppainen, C. Klopson, C. Reilly, A. Bivins, E. Winbush. Fjerde række: D. Hoover, J. de Jesus, T. Klopson, E. Hitz, D. Lovini, L. Mathon, F. Pedersen, H. Knox, R. Reyna, M. Karwoski. Femte række: R. Browne, K. Johns, M. Floyd, J. Paulk, M. Bivins, R. White, W. Winbush, D. James, R. de Wolfe, J. Wyssen.