Begejstrede unge elever fra Gileads 52. klasse

MISSIONÆRELEVERNE i den 52. klasse på Vagttårnets bibelskole Gilead var særlig unge, i gennemsnit knap seksogtyve år da de blev indskrevet. De havde inden dette brugt i gennemsnit ti år i den kristne tjeneste, og deres baggrund var vidt forskellig. De var yderst begejstrede for at lære noget.

Og de havde god grund til at være begejstrede, for forelæsningsrækken på Gileadskolen er blevet forbedret enormt. Forelæsningerne var udarbejdet med henblik på de specielle problemer eleverne ville møde. Ud over dette havde de mere dybde, behandlede en større variation af emner og blev holdt af et større antal talere. Kursuset omfattede også en forevisning af Skabelsens Fotodrama, og det rette syn på arkæologi og kronologi blev understreget.

Eleverne havde ivrigt set frem til deres afgangsdag, den 6. marts 1972, og de prægede den med deres ungdommelige begejstring. Efter indledningen på afgangsprogrammet lyttede de for sidste gang til deres lærere og andre som havde haft med undervisningen at gøre. Først kom Fred Rusk. Han citerede lederen af Union Theological Seminary i New York, som sidste år tilstod over for eleverne i sit seminariums afgangsklasse at de stod ansigt til ansigt med en „identitetskrise“, at de „måtte begynde at tænke utænkelige tanker“, og at „vi endnu ikke engang er nået til enighed om problemets beskaffenhed“. Fred Rusk anførte at i modsætning til dette havde Gileadeleverne ikke sådanne problemer. Deres guddommelige frugter identificerede dem, og Guds ord satte deres kurs.

U. V. Glass var den næste der talte til klassen. Han sammenlignede deres arbejde med at opbygge sand tilbedelse med det bygningsarbejde som Nehemias udførte. Selv om Nehemias’ arbejde med genopbygningen af Jerusalems mure hastede og var farligt, tog han sig tid til at hjælpe nogle af sine landsmænd der var undertrykt af deres kreditorer. På samme måde skulle missionærer vise kærlig omsorg for deres brødre. Så kan de også bede ligesom Nehemias bad: „Kom i hu alt, hvad jeg har gjort for dette folk, og regn mig det til gode, min Gud!“ — Neh. 5:19.

Derefter kom E. A. Dunlap, skolens registrator. Han citerede fra Prædikeren 7:10: „Spørg ikke: ’Hvoraf kommer det, at de gamle dage var bedre end vore?’“ Ved at anvende skriftstedet på missionærerne, rådede han dem til ikke at se tilbage på tidligere tider eller bedre forhold hjemme, for det ville føre til selvmedlidenhed og ende med at de blev modløse og gav op. Han advarede dem imod at ’se sig tilbage’ efter at have ’lagt hånden på ploven’. — Luk. 9:62.

M. G. Henschel, landstjeneren for De forenede Stater, talte så over temaet „Erhverv dig tænkeevne“, idet han gik ud fra Ordsprogene 5:1, 2. Han påpegede at eleverne havde fået et godt grundlag i form af kundskab, som er så vigtig for at opøve tænkeevne. Denne tænkeevne beskytter en ved at sætte en i stand til at forudse følgerne af en bestemt handlemåde. Man må med andre ord kunne „bruge hovedet“, være i stand til at tænke på grundlag af sit kendskab til det Gud har ladet nedskrive i sit ord. Denne tænkeevne satte Jesus i stand til at forudse de ulykkelige følger af at gå ind på Djævelens forslag. (Matt. 4:1-10) „Tænkeevne,“ sagde Henschel, „grundlagt på nøjagtig kundskab fra Guds ord, vil hjælpe jer igennem. Træf ikke forhastede beslutninger.“

Max Larson, fabrikstjeneren, havde som tema valgt „Vil du acceptere menneskene?“ På sine rejser havde han set at de missionærer der var lykkeligst og havde de bedste resultater, var dem der havde accepteret menneskene i deres distrikt, i deres menigheder og på deres missionærhjem. Han læste Galaterbrevet 6:7-10 og bemærkede at man for at „gøre godt mod alle“ må tage folk som de er, og ikke være kritisk over for deres særheder og ufuldkommenheder. „Accepter folk som de er,“ sagde han, „så vil I blive gode missionærer og Gud vil velsigne jer.“

Derefter talte George Couch, beteltjeneren. Han beskrev den tilfredsstillelse man opnår ved at nå sit mål i livet. De som stræber efter materialistiske mål har kun en kortvarig succes. I modsætning til dette vil de der har gjort det kristne missionærarbejde til deres kald, opnå varig succes og lykke. Han opmuntrede sine tilhørere til ikke at forsømme det personlige studium, bønnen og at komme til de kristne møder.

Så læste Grant Suiter omkring tredive hilsener, sendt fra femten forskellige lande, endda så fjerne steder som Japan, Ny Guinea og Afghanistan. En hilsen kom fra 85 kristne forkyndere indespærret i spanske militærfængsler; nogle af dem har siddet der i elleve år.

Efter at telegrammerne var blevet læst op, talte vicepræsidenten for Watch Tower Society, F. W. Franz. Han lagde vægt på det alvorlige i deres beslutning. Ved hjælp af bibelske eksempler viste han hvor stor betydning deres indvielse havde, og hvor rammende dette ord var. Derefter gennemgik han Prædikeren 5:1-6, hvor Salomon påpeger vigtigheden af at holde et løfte, og bemærkede at et løfte er noget frivilligt. Til sidst tilskyndede han eleverne til at forblive tro mod deres missionærgerning.

Indtil dette punkt kunne man sige at programmet havde været indledende, idet det førte frem til hovedtalen der blev holdt af præsidenten for skolen, N. H. Knorr. Han bemærkede at det var i 1943, midt under den anden verdenskrig, mens der endnu kun var 90.000 Jehovas vidner i hele verden, at man fik ideen til Vagttårnets bibelskole Gilead og oprettede den. Han citerede fra Romerbrevet 12:9-11 og understregede nødvendigheden af at afsky det onde og holde sig til det gode og være brændende (ordret „kogende“) i ånden. I dag, hvor folk ’forvildes fordi de er uden syner’, er det et kristent vidnes privilegium at give dem et syn af Guds rige. (Ordsp. 29:18) Han fremhævede også at de nødvendigvis måtte være ydmyge, ja ikke engang minde om at de var uddannet på Gileadskolen, for ikke at skabe en kløft mellem sig og de ydmyge mennesker de kom til at undervise.

Efter at eleverne havde modtaget deres diplomer, oplæste en af dem et brev fra klassen, stilet til broder Knorr og betelfamilien. Det gav udtryk for elevernes inderlige taknemmelighed for den „uddannelse, oplæring og vejledning“ de havde modtaget. De var virkelig blevet hjulpet til at indse „at det Jehova mest af alt forlanger af os, er tjeneste af et helt hjerte“.

Denne del af programmet varede fra klokken 14 til 17, og blev fulgt af en pause. Klokken 18 fremførte eleverne derpå et meget fint og varieret musikprogram, der spændte lige fra Mozart og Chabrier til europæiske og amerikanske folkesange. Særlig bemærkelsesværdig var den originale komposition „It’s Good to Be Home, Mom“ („Det er godt at være hjemme, mor“), som beskrev apostelen Johannes’ syn af Rigets velsignelser. Dette blev efterfulgt af et bibelsk skuespil som særlig lagde vægt på den lektion i ydmyghed der ligger i Bibelens beretning om den syriske hærfører Na’aman, som blev helbredt for spedalskhed. — 2 Kong. 5:1-27.

[Illustration på side 14]

Vagttårnets bibelskole Gileads 52. klasse

Fra venstre til højre. Forreste række: A. Hartig, L. Martinez, R. Mercado, M. Bosold, R. Lacayo, M. Sanda, B. McQuaters, C. Diaz, S. Kettelle. Anden række: C. Williams, J. Waterhouse, L. Bottorf, C. Camacho, M. Torres, S. Maybee, R. Guillen, P. Frazee, S. Dunne, J. Huerta. Tredje række: C. Benites, L. Oliver, S. Barnes, H. Bux, C. Schisel, E. Karstensen, L. Nelson, M. Hreczanyk, T. Dunne, L. Pobuda. Fjerde række: F. Hurd, F. Kuhr, E. Jensen, G. Matos, S. Mantz, H. Jepsen, O. Howard, T. Vilas. Femte række: A. Ewers, S. Gonzales, N. Lum, M. Sharpe, L. Jacobsen, L. Neumann, D. Sanda, C. Almost, P. Almost, J. Malling. Sjette række: W. Kettelle, R. Matos, G. Thusgaard, L. Grover, P. Lum, A. Zimmerman, G. Martin, S. Jackman, A. Benites, S. Christiansen. Syvende række: D. Garfman, A. Lacayo, W. Frazee, C. Benitez, A. Wilson, L. Steinle, J. Jackman, T. Neumann, D. Bell, L. MacDuff. Ottende række: G. Adelman, K. Kristensen, F. Camacho, W. Bottorf, E. Fischer, W. Blessing, D. Schisel, R. Oliver, H. Karstensen. Niende række: J. Martin, R. Sharpe, P. Løngreen, J. Mantz, D. Waterhouse, V. Jacobsen, R. Hurd, T. Barnes, C. Maybee, T. Lindtoft, J. Howard, jun. Tiende række: R. Pobuda, J. Hreczanyk, P. Wilson, J. Zimmerman, S. McQuaters, H. Kuhr, R. MacGillivary, G. Grover, W. Steinle, D. Nelson.