Hvorfor melder de sig ud af den svenske kirke?
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I SVERIGE
„DET går ned ad bakke for den svenske statskirke. Flere melder sig ud, færre bliver døbt.“ „Alvorlig krise truer kirken.“ „Man er i kirken meget bekymret for fremtiden.“ „Kirken har mistet grebet om det svenske folk.“
Sådanne overskrifter og udtalelser forekommer hyppigt i den svenske presse for tiden. Det vidner om at den svenske kirke oplever hvad mange inden for kirken anser for at være den værste krise nogen sinde. En af præsterne udtrykte sin vurdering af situationen med disse ord i et svensk dagblad: „Situationen er i øjeblikket yderst mørk inden for den svenske kirke. Man kan ligefrem tale om at vi inden for kirken har nået bunden.“
Hvad er der sket med denne kirke, der historisk set har stået stærkt i Sverige? I 1593 erklærede den sig officielt til den evangelisk-lutherske bekendelse. I 1686 blev den knyttet sammen med staten og blev derved Sveriges statskirke. Dette indebar at praktisk taget alle svenskere ved fødselen blev medlemmer af kirken.
Til at begynde med var dette medlemskab permanent. Det var umuligt for nogen at melde sig ud. Ifølge kirkeloven af 1686 blev alle former for afstandtagen eller frafald forbudt og straffet med tab af arveret samt landsforvisning. Ikke før den 1. januar 1952, da der blev indført en ny lov om religionsfrihed, blev det muligt at melde sig ud af kirken.
Jehovas vidner de første til at melde sig ud
I de første år derefter benyttede forholdsvis få sig af retten til at melde sig ud. Svenskerne i almindelighed brød sig ganske enkelt ikke om det. En undtagelse var Jehovas vidner. De meldte sig ud næsten øjeblikkelig. De forklarede at de ville vise at de tilhørte et internationalt kristent broderskab, en kirke som er fri for indflydelse fra nogen som helst politisk stat eller regering og som udelukkende styres af Gud gennem hans søn, Jesus Kristus. Indtil nu har flere end 17.000 Jehovas vidner i Sverige meldt sig ud af kirken.
Det der nu foruroliger lederne i den svenske kirke er at så mange andre har forladt kirken i de sidste 10 år. Omkring 110.000 har afleveret en udfyldt udmeldelsesblanket til deres sognepræst. Desuden viser en gallupundersøgelse at 10 procent af kirkens medlemmer har planer om at melde sig ud. Det vil sige yderligere 800.000.
Spørgsmålet om kvindelige præster
Et studium som er foretaget af Det religionssociologiske Institut i Sverige afslører at den største årsag til at folk melder sig ud af kirken er at de har mistet troen på og interessen for kirken. Dette skyldes i mange tilfælde den bitre strid der raser i kirken omkring spørgsmålet om kvindelige præster.
I 1958 besluttede Sveriges rigsdag at kvinder skulle kunne præstevies. Af de omkring 2900 præster som gør tjeneste i den svenske kirke er der nu omkring 350 kvinder. Dette har forårsaget en storm af reaktioner blandt både præster og lægfolk. Flertallet af præsterne, omkring 58 procent, siger at de går ind for kvindelige præster — mest fordi de går ind for ligestilling mellem kønnene. Men en falanks på omkring 42 procent af biskopperne og præsterne går imod denne tanke, nogle meget heftigt, idet de henviser til apostelen Paulus’ ord i Første Korinterbrev 14:34: „Man [skal] lade kvinderne tie i menighederne.“
Ugebladet Vecko-Journalen for 20. marts 1978 rapporterer: „Spørgsmålet om kvindelige præster er blevet en kræftskade i kirken.“ Og i et interview i samme blad sagde ærkebiskop Olof Sundby angående udmeldelser af kirken som følge af spørgsmålet om kvindelige præster: „Det er ikke så meget et spørgsmål om vore forskellige synspunkter i den aktuelle sag, som det er et spørgsmål om den måde vi behandler modsætningerne på, hvilket mange gange har båret præg af manglende kærlighed og tolerance.“
I Smålandsposten for 27. januar 1979 stod der: „Måtte striden i vor kirke ophøre inden al respekt for kirken og vore præster er borte og vore kirker tømmes for det vigtigste: folket.“
Men striden fortsætter med at rase, og „helligdommene“ tømmes for folk. En undersøgelse viser at mindre end 2 procent af svenskerne går i kirke, og i Stockholm er tallet mindre end 1 procent! For nogen tid siden skrev præsten og skattedirektøren Per-Ola Larsson et brev til kirkens menigheds- og pastoratsforbund og foreslog at halvdelen af alle landets kirker skulle lukkes for at befri mindst 1000 præster og kirkemusikere for deres forpligtelse til at forberede og holde gudstjenester. Den sparede arbejdsindsats skulle anvendes til at „hjælpe kirke og samfund ud af den kritiske udvikling“. — Svenska Dagbladet, 20. november 1980.
Afviger fra Bibelen
Der findes også en anden grund til at flere og flere melder sig ud af kirken. Ifølge Det religionssociologiske Instituts undersøgelse synes mange at præsterne afviger fra Bibelen i mange af deres synspunkter og gerninger. Man peger for eksempel på sådanne steder i Bibelen som Romerbrevet 1:26, 27 og Første Korinterbrev 6:9, 10 og finder det frastødende at et voksende antal præster godtager og oven i købet giver deres velsignelse til homoseksualitet. Andre finder det utilbørligt at præster i deres anstrengelser for at få folk til at komme i kirken, åbner deres „helligdomme“ for verdslige politikere, sangere, musikere og andre fra underholdningsbranchen, ja til og med lader dem overtage gudstjenesten. For ikke så lang tid siden chokeredes mange kirkemedlemmer landet rundt da en pastor primarius i Stockholm indbød et antal astrologer og sandsigere til at fremholde deres ideer og at lade kirkegængerne få deres horoskop stillet i Storkyrkan (domkirken) i Stockholm.
Kirkemedlemmer vender sig også imod den udglattende indstilling mange præster har i spørgsmålet om kønsmoral. En biskop i Stockholm som nu er pensioneret, anbefalede åbent at unge mennesker i hans kirke boede sammen uden at være gift og erklærede sig villig til at vie dem så snart de havde bestemt sig.
At mange præster går ind for fri abort, som nu har nået et sådant omfang i Sverige at der foretages én abort for hver tredje fødsel, har også skræmt mange medlemmer bort fra kirken.
I dagbladet Norra Skåne for 22. oktober 1980 sammenfatter en residerende kapellan sit syn på verdsligheden inden for kirken: „I vor tid er næsten alt tilladt inden for vor kirke. Vordende præster kan fornægte det meste af Bibelen og alligevel blive præsteviet. Prædikener kan indeholde alt andet end Guds rene og klare ord, og alligevel sker der ingenting. Præsteløftet, at man vil forkynde ordet i overensstemmelse med Skriften og kirkens bekendelsesskrifter, synes at være et tomt løfte uden betydning og uden forpligtelse.“
Det er givet at svenskerne mister deres tro på Gud og Kristus når de lægger mærke til den svigtende tro hos deres åndelige ledere. Dette hævder domprovst emeritus Gustav Adolf Danell i en bitter artikel i Smålands Dagblad for 3. januar 1980. Han siger: „Hvordan skal præster som er uddannet til tvivlere på Bibelens sandheder kunne føre andre mennesker til en tro som de ikke selv har? Kirken bliver et glimrende redskab for vort folks fortsatte afkristning.“
Nogle inden for kirken spørger faktisk sig selv om Sverige længere fortjener at blive kaldt et kristent land. Residerende kapellan Erland Svala ved domkirken i Göteborg er en af disse. I sin bog Tro på TV. Kyrkan och etermedia, kristen tro i radio och television giver han udtryk for det synspunkt at kirken selv delvis må bære skylden for dette og at kirken viser tegn på indre kraftesløshed og savner åndelige ledere.
[Illustration på side 17]
Udmeldelser