Plasmider og gyldne løfter

CELLERNE er små. Der kunne ligge omkring 500 celler af gennemsnitsstørrelse på det punktum der afslutter denne sætning. Og hver eneste af disse celler indeholder alle de DNA-instruktioner der skal til for at bygge hele individet — for eksempel dig.

Hvis cellerne er små, må DNA-molekylerne være meget små. Af form er de som lange, snoede tråde, så lange at alt DNA’et i et menneskelegeme kunne nå adskillige gange til solen og tilbage igen hvis de blev lagt i forlængelse af hinanden. Trådene er imidlertid meget tynde, kun nogle få milliontedele af en millimeter i tykkelse.

For at gøre det hele endnu mere indviklet er disse lange, tynde DNA-tråde tæt sammenrullet i „garnnøgler“, så de kan være inde i cellen. Dette gør det selvfølgelig svært for forskerne at finde netop det sted de søger. De kan ikke bare lægge en celle ind under et mikroskop, finde det gen de skal bruge, tage det ud med en pincet og indsætte et andet gen.

Plasmiderne kommer til hjælp

Det viser sig imidlertid at bakterierne ofte indeholder nogle DNA-molekyler der er lettere at komme til. Det er små DNA-ringe der formerer sig mere eller mindre uafhængigt af bakteriens øvrige DNA, og som let overføres fra én bakterie til en anden. Disse DNA-ringe kaldes plasmider. De bruges i dag som en nøgle i den genetiske manipulation.

Det er ikke så let at indføre gener i planter og dyr, for disse celler indeholder ingen plasmider, og deres genetiske kontrolsystemer er langt mere komplicerede. Men mange videnskabsmænd håber at de snart vil kunne gennemføre en sådan „splejsning“. Hvis det lykkes dem vil de for eksempel kunne give planter nogle gener fra bakterier der kan binde kvælstoffet i jorden. På den måde vil det ikke længere blive nødvendigt at kunstgøde planterne med kvælstof. Man håber også at man en dag vil kunne helbrede arvelige sygdomme som seglcelleanæmi ved at udskifte de defekte gener hos sygdomsbæreren.

„Man er ved at fuldføre arbejdet med en bakterie der kan gøre spildolie anvendelig, mens andre bakterier er ved at blive programmeret til at udvinde metaller under jordens overflade,“ skriver Drummond C. Bell, direktør for en amerikansk kemisk koncern, i bladet Leaders. „Fra den nye front har vi allerede fået, eller er ved at få, menneskeinsulin til bekæmpelse af sukkersyge; interferon udvundet af menneskeceller til kræftbekæmpelse; og vacciner mod sygdomme som hepatitis og malaria; dertil kommer hormoner mod dværgvækst og hæmofili, og andre hormoner der vil accellerere væksten hos kvæg og svin. Man er også ved at finde frem til et kaloriefattigt men frugtsukkerrigt sukkerstof, planter der selv kan udskille kunstgødning fra luften, én hvedeart der har dobbelt så stort proteinindhold som de nuværende arter, og en anden hvedeart der kun kræver en tiendedel af den nedbør hveden på vore marker i dag kræver.“

Det hævdes også at man ved genetisk manipulation har fundet en effektiv og ufarlig vaccine mod mund- og klovsyge hos kvæg. — Time, 29. juni 1981.

Det er ikke så mærkeligt at forretningsfolk pludselig øjner store muligheder i de biologiske skrædderes omsyning af bakterier. Men den mulige overflytning fra laboratorierne til fabrikkernes samlebånd har gjort nogle opskræmte. Hvorfor?