Udviklingslæren gennemgår en revolution

Søges: En erstatning for Darwin

Man leder med lys og lygte efter nye forklaringer

UDVIKLINGSLÆREN „gennemgår i øjeblikket den mest omfattende og dybtgående revolution i næsten 50 år“. Sådan hedder det i en rapport om et møde der blev holdt i Chicago i oktober sidste år. Omkring 150 udviklingseksperter holdt en firedages konference angående emnet „Makroevolution“.

Tidsskriftet Science, der udgives af Det amerikanske Selskab til Videnskabens Fremme, berettede om stemningen ved konferencen: „Personlige sammenstød og akademiske snigløb skabte en meget anspændt atmosfære . . . til tider blev drøftelserne voldsomme, ja direkte skarpe.“ Mange desillusionerede videnskabsmænd klagede over at „en stor del af indlæggene snarere bar præg af beskrivelser og påstande end af fremlæggelse af kendsgerninger“. Men har det ikke længe været evolutionisternes taktik at fremholde påstande i stedet for kendsgerninger?

Darwin mente at alt liv på jorden, mennesket indbefattet, har udviklet sig fra en encellet organisme gennem en lang række små forandringer. Overgangsformerne skulle findes i de fossilførende lag, men Darwin indrømmede selv at det gjorde de ikke. For 120 år siden sagde han at fossilernes vidnesbyrd var ufuldstændige, men han regnede med at man efterhånden ville finde flere fossiler som ville fylde hullerne ud.

Nu siger palæontologen Niles Eldridge fra Det naturhistoriske Museum i New York imidlertid: „Det mønster vi i de sidste 120 år har fået at vide at vi ville finde, eksisterer ikke.“ Han mener at nye arter ikke opstår ved gradvise forandringer, men ved pludselige spring i udviklingen. De mange overgangsformer der kræves for at underbygge den darwinistiske evolutionsteori har aldrig eksisteret — ingen fossiler vil nogen sinde udfylde hullerne.

Stephen Jay Gould fra Harvard er enig med Eldridge. Ved mødet i Chicago erklærede han: „Det er sandt at fundene er ringe, men de spring man ser skyldes ikke huller; de er et resultat af den springende måde udviklingen er foregået på.“ Everett Olson, der er palæontolog ved University of California i Los Angeles, sagde: „Jeg nærer ikke megen tiltro til fossilerne som en kilde til data.“ Francisco Ayala, der tidligere har været en fremtrædende fortaler for Darwins langsomme forandringer, føjede denne kommentar til: „På grundlag af palæontologernes oplysninger er jeg nu overbevist om at små forandringer ikke ophobes.“

Science opsummerer hvad uenigheden drejer sig om: „Det centrale spørgsmål ved konferencen i Chicago var om mekanismerne bag mikroevolution [små forandringer inden for den enkelte art] kan benyttes til at forklare fænomenet makroevolution [store spring ud over artsgrænserne]. . . . det svar der kan gives, er et klart nej.“

Denne reviderede opfattelse af udviklingsprocessen betegnes som „springteorien“, som går ud på at en art har bestået i millioner af år og så pludselig forsvinder, hvorefter en ny art lige så pludseligt dukker op. Dette er imidlertid ikke nogen ny opfattelse. Den blev fremsat allerede i 1930rne af zoologen Richard Goldschmidt, som kaldte den hypotesen om de „håbefulde uhyrer“ og blev meget kritiseret for teorien dengang.

Springteorien er blevet hilst velkommen af mange evolutionister fordi den fjerner behovet for overgangsformer. Den lader forandringerne ske så hurtigt at de ikke når at afsætte spor i de fossilførende lag — men dog ikke så hurtigt at vi kan se dem finde sted. Det ville naturligvis også have været en ulempe. Da skabelsestilhængerne henviste til de komplicerede organismer og samspil i naturen og sagde at de forudsatte en skaber, udpegede evolutionisterne naturlig udvælgelse som „skaberen“. Nu viser det sig at den naturlige udvælgelse ikke slår til, og i stedet vælger man så tilfældet, den blinde tilfældighed — hvad skabelsestilhængerne længe har hævdet at evolutionisterne var nødt til at gøre.

I erkendelse af at naturlig udvælgelse har tabt terræn til tilfældighedernes frie spil, siger Stephen Gould: „Adskillige genetiske forandringer er muligvis ikke underlagt naturlig udvælgelse men spredes tilfældigt i populationerne.“

David Raup, der er direktør ved et geologisk museum, har i Chicago-tidsskriftet Field Museum of Natural History Bulletin for januar 1979 skrevet en artikel om „Konflikter mellem Darwin og palæontologien“. Han siger at fossilerne viser at der er sket forandringer, men ikke „som den rimeligste konsekvens af naturlig udvælgelse. . . . den foregår i naturen, men gode eksempler er forbavsende sjældne. . . . Et alternativ til naturlig udvælgelse som mange nu går ind for, er ren tilfældighed. . . . Vi taler således både om at de heldige overlever og at de bedst egnede overlever.“ Han giver udtryk for at „pattedyrene muligvis ikke var bedre egnede end dinosaurerne, men blot heldigere“, og han slutter sin artikel med at sige om Darwin: „Det han manglede, var det simple element der kaldes tilfældighed!“

Når blinde tilfældigheder tildeles hovedrollen blandt de kræfter der har styret udviklingen, får man igen svært ved at forklare den forbløffende orden og harmoni der afspejler sig i naturen. Hvordan kan tilfældigheder have frembragt de forbløffende komplicerede livsformer der findes overalt? Alene øjet, sagde Darwin, fik ham til at gyse. Og det mirakel som øjet er skulle ikke blot ske tilfældigt én gang, men igen og igen inden for indbyrdes ubeslægtede arter.

Den ottearmede blæksprutte er for eksempel ikke beslægtet med mennesket, men dens øje er forbavsende „menneskeligt“. Indbyrdes ubeslægtede fisk og ål har organer hvormed de kan give elektriske stød. Indbyrdes ubeslægtede insekter, orme, bakterier og fisk har organer som udsender koldt lys. Indbyrdes ubeslægtede lampretter, myg og igler har antikoagulerende stoffer som hindrer deres ofres blod i at størkne. Indbyrdes ubeslægtede pindsvin, hulepindsvin og myrepindsvin siges at have udviklet pigge uafhængigt af hinanden. Indbyrdes ubeslægtede delfiner og flagermus har sonarsystemer. Indbyrdes ubeslægtede fisk og insekter har bifokale øjne, så de samtidig kan se både over og under vandoverfladen. Og mange indbyrdes ubeslægtede dyr — krebsdyr, fisk, ål, insekter, fugle og pattedyr — har forbløffende evner til at finde vej over store afstande.

Ud over alt dette vil evolutionisterne have os til at tro at der tre forskellige gange er foregået en udvikling fra koldblodede krybdyr til varmblodede dyr; at evnen til at se farver har udviklet sig tre gange uafhængigt af hinanden; at vinger og evnen til at flyve er opstået fem forskellige gange hos indbyrdes ubeslægtede fisk, insekter, flyveøgler, fugle og pattedyr.

Kan disse ting have gentaget sig igen og igen rent tilfældigt? Sandsynlighedsregningen svarer klart nej! Revolutionen af udviklingslæren har nok hjulpet den til at leve med hullerne i fossilernes vidnesbyrd, men samtidig har den tildelt tilfældighedernes frie spil en rolle som langt overstiger hvad tilfældigheder kan klare.

[Tekstcitat på side 11]

Før de bedst egnede kan overleve må de opstå — ved tilfældighedernes frie spil