Fossilerne — beviser de en udvikling?
EVOLUTIONISTER fremfører et utal af argumenter der skal tale til gunst for deres teori. Ofte henviser de til det man kan iagttage hos levende organismer. De påpeger at der er ligheder i knoglebygningen hos forskellige dyr og vil dermed bevise at disse er beslægtede — om ikke gennem afstamning i lige linje, da i det mindste gennem en fælles forfader. De fremhæver at fostre af såkaldt „højere“ dyr på de tidlige stadier af udviklingen fra en ægcelle ligner fostre af „lavere“ dyr. De analyserer blodets plasma og den kemiske opbygning af hæmoglobinet, og inddeler på dette grundlag de forskellige arter i klasser, alt efter om de antager dem for at være nært eller fjernt beslægtet.
De hævder at sådanne sammenligninger uundgåeligt fører til den slutning at alle dyr er af fælles oprindelse. De siger at de ikke kan forestille sig nogen anden forklaring. Da de på forhånd har udelukket den mulighed at alle skulle have den samme Formgiver og Skaber, kan de ikke godtage dette som en mulig forklaring. Men i lærebogen Man and the Biological World indrømmer forfatterne at beviset ikke er endegyldigt: „At der findes overensstemmende ligheder, at fosterudviklingen på visse stadier forløber ens og at der til en vis grad kan påvises et kemisk slægtskab mellem bestemte organismer, beviser ikke i sig selv at der har fundet en udvikling sted.“
For at bevise at der har fundet en udvikling sted, griber de til palæontologien. Som det siges i Outlines of Historical Geology: „Selv om det sammenlignende studium af levende dyr og planter måske leverer stærkt overbevisende omstændighedsbeviser, er det kun fossilerne der fremholder historisk materiale som dokumenterer at livet har udviklet sig fra enkle til stadig mere indviklede former.“
Vi ser nærmere på fossilernes vidnesbyrd
Vi bliver altså henvist til fossilerne for at finde de endelige og afgørende beviser på at der virkelig har fundet en udvikling sted. Måske forestiller du dig så at vi støder på en sammenhængende række af fossiler, sådan at vi for eksempel begynder med et skaldyr hvis hårde skal lidt efter lidt forvandles til en skællet hud, mens en del af skallen kommer til at sidde indvendig og udvikler sig til en rygrad. Samtidig vil flere på hinanden følgende fossiler udvikle et par øjne og et par gæller i den ene ende og en halefinne i den anden. Og dér skal man bare se — nu har vi en fisk!
Men fisken skulle ikke blive ved med at være en fisk. Efterhånden som vi arbejdede os op gennem de geologiske lag af aflejringer kunne vi forvente at støde på fisk der forvandlede deres gæller til lunger og deres finner til ben, som der så voksede fødder og tæer ud på. Endnu højere oppe skulle vi ikke længere finde deres forstenede rester på gammel havbund, men begravet i aflejringer på tørt land. På andre fisk ville de forreste finner forvandle sig til vinger og de bageste til ben med kløer. Skællene ville forandre sig til fjer, og der ville vokse et hårdt næb ud omkring munden. Og værsgo! — evolutionens tryllekunst præsenterer os for krybdyr og fugle. Og sådan skulle vi kunne opstille en lang række mellemformer der udgjorde overgangsled mellem en hvilken som helst fortidig art og en hvilken som helst art af dens efterkommere.
Forholder det sig sådan i virkeligheden? Nej. Det ville ellers være til stor glæde for udviklingsteoriens tilhængere. Darwin var selv den første til at beklage at fossilerne kun frembragte yderst utilstrækkelige vidnesbyrd. Men han så fortrøstningsfuldt frem til at tiden ville bidrage med overgangsformerne mellem arterne — de manglende led, som de blev kaldt. De skulle så bekræfte hans tro på at der havde fundet en udvikling sted ved hjælp af naturlig udvælgelse.
Men håbet er ikke gået i opfyldelse. Hvad fortæller fossilerne os i virkeligheden? At enhver ny livsform i plante- eller dyreriget — bregner, buske, træer, fisk, krybdyr, insekter, fugle og pattedyr — viser sig pludseligt i de geologiske lag. Det kambriske lag, der findes umiddelbart oven på den proterozoiske tidsalders livløse lag, fører en rigdom på forsteninger af allerede fuldt udviklede krebsdyr og skaldyr i mange afarter. Planter med træagtige stammer viser sig pludseligt midt i den palæozoiske tidsalder. Man har ikke fundet forstenet træ i lavereliggende lag, men det findes i rigelig mængde i alle senere perioder. Man har fundet store ansamlinger af fuldt udviklede, forstenede insekter i stor variation i de øvre palæozoiske klippelag, mens de helt mangler i ældre lag. Tidligt i den kænozoiske tidsalder støder vi så pludselig på nulevende pattedyrformer, uden at der er vidnesbyrd om at de har udviklet sig fra ældre former.
Gang på gang bevidner fossilerne at det gik for sig sådan: Nye typer af planter og dyr fremstår pludseligt — uden forgængere. Fortæller det ikke den uvildige iagttager at disse nye typer er blevet skabt i flere på hinanden følgende perioder, og ikke er blevet til ved en fortløbende udvikling?
Arternes bestandighed
Visse biologer har udtænkt et sindrigt system til opdeling af de forskellige arter i klasser. Naturforskere finder stadig arter der afviger fra dem der allerede er blevet klassificeret, og dem får de så passet ind mellem de andre. Uddøde arter, der findes som forsteninger, har også fået deres plads i opdelingen. Man støder hele tiden på forskellige forsteninger, der så skal passes ind mellem de øvrige i systemet. Udviklingslærens tilhængere kalder dem overgangsformer, et ord der antyder en rent midlertidig tilværelse, og den skal så sættes ind mellem en ældre art og en ny der er ved at fremkomme. Alene det at kalde dem „overgangsformer“ røber en forudindtaget tankegang. Det ville være mere neutralt at benævne dem „mellemformer“.
Man gør meget ud af at finde frem til disse „overgangsformer“. Som eksempel fremfører man lungefisken, der er udrustet med gæller for at den kan udvinde ilt af vandet, og også har en blære der virker som lunge, så den kan ånde når den er oppe af vandet. Man antager så at den repræsenterer et trin i udviklingen fra fisk til krybdyr. Men logikken halter. Lungefisken har ikke forandret sig til et krybdyr. Den lever stadig, og er endda magen til de gamle eksemplarer man har fundet som forsteninger. Er der ikke mere fornuft i at kalde den en skabning for sig, en skabning der ikke er uddød, snarere end et trin i udviklingen?
Fossilerne giver os yderligere materiale i hænde der modsiger udviklingsteorien. Udviklingen er blevet defineret som „det levendes konstante forandring“. Men man har fundet utallige forsteninger i ældre lag der, i lighed med lungefisken, svarer nøje til nulevende arter. Bladaftryk fra eg, valnød, hassel, vintræ, magnolia, palmer og fra mange andre træer og buske som er efterladt i mesozoiske klippelag og opefter, er ikke forskellige fra disse blade i dag. De millioner af år geologerne anslår at der er gået siden deres første fremkomst, har ikke sat sig spor i form af nogen forandring der kan kaldes en udvikling. Også i hundredvis af insekter har aflejret sig i mesozoiske klippelag. Aftrykkene af dem viser at de nøje har svaret til de tilsvarende insektarter vi kender. Som en udviklingstilhænger siger det, „var insekternes udvikling i det væsentlige fuldført ved slutningen af mesozoikum“ — den tidsalder hvor de første gang dukkede op.
Kan man, hvis man skal være helt ærlig, hævde at fossilfundene støtter den teori at omgivelserne påvirker arterne til stadige forandringer og frembringer nye arter? Eller taler de ikke i højeste grad for princippet om at hver art, når den én gang er skabt, kun frembringer afkom magen til? Jo, og sådan har det været slægtled efter slægtled i de årtusinder hvor der har været liv.
Efterhånden indrømmer visse udviklingstilhængere at fossilernes vidnesbyrd ikke støtter de teorier de længe har været fortalere for. „Det mønster vi i de sidste 120 år har fået at vide at vi ville finde, eksisterer ikke,“ sagde en palæontolog ved en konference for udviklingstilhængere i Chicago i 1980. Forestillingen om at små forandringer ophober sig og frembringer nye arter er fejlagtig. Derimod „forbliver arter uforandrede i millioner af år ifølge fossilernes vidnesbyrd, og forsvinder derpå brat for at blive erstattet af noget der er væsentligt anderledes, men tydeligt beslægtet,“ siger en professor i geologi ved Harvard-universitetet. De enkelte arter blandt fossilerne er kendetegnet af uforanderlighed, ikke af forandring.
Derfor er der nu opstået en ny skole, der bekender sig til „spring-teorien“. Tilhængerne af den siger at en art forbliver uforandret i millioner af år, for så i løbet af blot nogle få tusind år at forandre sig hurtigt til en ny art. Man kalder det makroevolution. Den foregår så hurtigt at den ikke efterlader nogen forstenede minder om overgangen. Men en ældre skole holder sig til mikroevolutionen og har ikke ladet sig omvende til den nye lære.
Alle disse stridigheder og fejltagelser blandt udviklingstilhængerne kan kun efterlade lægfolk forvirrede og i stadig større tvivl om hvorvidt der virkelig har fundet en udvikling sted. For dem som ikke har knyttet stærke følelser til sagen røber en sådan tale om makroevolution og „udviklingsspring“ en vis usikkerhed og forlegenhed. Måske frygter man at udviklingsteorien på grund af sine medfødte svagheder i løbet af kort tid vil afgå ved døden. Evolutionisternes anstrengelser for at dække over svaghederne med svulstigt og stilfuldt sprog viser at de ikke er langt fra at indrømme at det eneste svar ligger i en skabelse.
De videnskabelige vidnesbyrd der hober sig op underminerer udviklingsteorien og underbygger skabelsen. Men hvorfor gør man da ikke mere ud af skabelsen når man underviser i biologi? Hvordan går det til at udviklingstilhængerne stadig har held med sig til at bestemme hvad der skal læres i skolernes biologitimer? De forsøg der i nogle lande har været gjort på at løsne dette faste greb, for eksempel ved hjælp af love der er presset igennem af religiøse grupper, er flere gange blevet standset i retssalene.
Vi vil se nærmere på disse spørgsmål i næste nummer af bladet, i artiklen „Er ’skabelsesvidenskaben’ videnskabelig?“
[Ramme på side 18]
Vatikanet og udviklingsteorien
„Vi er overbevist om at mængder af vidnesbyrd hæver det over enhver tvivl at mennesker og andre primater har udviklet sig.“ Stammer disse ord fra ateister? Nej, fra deltagerne i et seminar ved pavens Videnskabernes Akademi, beretter bladet Discover. „Akademiets 70 videnskabsmænd . . . mødes regelmæssigt på pavens foranledning for at drøfte videnskabelige spørgsmål“ og har nu udtalt „en rungende anerkendelse af udviklingsteorien“.
[Illustration på side 16]
Lungefisken har ikke forandret sig. Endnu i dag svarer den til de fossile eksemplarer