Religionens indflydelse på menneskenes broderskab

SELV OM religionen i dag mister indflydelse, er der stadig mange som mener at den er med til at indgive mennesker kærlighed og broderskabsfølelse. Og det er selvfølgelig rigtigt at man inden for enhver slags religion kan finde enkeltpersoner som fører et godt og hæderligt liv. Men hvad siger kendsgerningerne om denne verdens religion som helhed? Hvordan har kirkerne for eksempel optrådt i forbindelse med krig — som er lige det modsatte af kærlighed og broderskab?

Beretningen er rystende. Rækken af lidelser, grusomheder og blodsudgydelser som enten er blevet forvoldt eller velsignet af falsk religion, er uhyggelig. I et afsnit om „hellige krige“ siger bogen Age of Faith: „Ingen har været mere blodige end de kristne korstog i middelalderen. . . . Korsfarerne . . . voldtog og udplyndrede deres medkristne og begik utrolige ugerninger mod deres muslimske fjender.“

I 1208 tog pave Innocens III initiativet til et særligt korstog mod en religiøs sekt som kaldtes valdenserne, der var tilhængere af den franske købmand Peter Valdo. Valdo havde fordømt præsteskabets liv i luksus. Ifølge historikeren H. G. Wells helligede pavens korstog „hvervningen af enhver omvandrende slyngel . . . til at hærge med ild og sværd og voldtægt og enhver tænkelig skændselsgerning blandt kongen af Frankrigs fredeligste undersåtter. Beretningen om dette korstogs grusomheder og afskyeligheder er langt mere rædselsvækkende at læse end nogen beretning om kristne martyrers død for hedningernes hånd“.

Dette korstog førte blandt andet til oprettelsen af „den hellige inkvisition“ under dominikanermunkene, der i øvrigt kaldte sig brødre. Herom skriver H. G. Wells: „Nu så kirkens dignitarer på hundreder af torvepladser de sortnede kroppe af kirkens modstandere . . . brænde og synke sammen i smerte, og sammen med disse sank deres egen store mission over for menneskeheden sammen i støv og aske.“

Disse og andre overgreb førte til reformationen i begyndelsen af det 16. århundrede. Men inden længe blev protestanterne lige så dybt engageret i politik som katolikkerne havde været i århundreder, og i 1618 udbrød trediveårskrigen mellem protestanter og katolikker i Tyskland. Snart var det meste af kristenheden inddraget i kamphandlingerne. Det var „en krig der førtes med en vildskab der kun sjældent har set sit sidestykke i historien. . . . moralske hæmninger blev brudt ned og veg pladsen for vild tøjlesløshed“. — A History of Europe af H. Fisher.

Dette er blot nogle få eksempler på de mange krige som kirkerne har forårsaget eller støttet før i tiden. Men hvordan ser det ud i dag?

Religionens rolle i dag

Irland har i århundreder været hjemsøgt af et bittert fjendskab mellem katolikker og protestanter. Voldshandlingerne i Nordirland i de senere år har forvoldt stor elendighed og krævet mange menneskeliv på begge sider. Kirkerne har et direkte ansvar for mange af lidelserne fordi de ikke holder sig fri af nationalisme og politik.

Mellemøsten er også den dag i dag centrum for religiøse stridigheder. „Kristne“ og anti-„kristne“ styrker har i årevis bekæmpet hinanden i Libanon, og der synes ikke at være nogen ende på blodsudgydelserne. Det samme var tilfældet i Indien da englænderne trak sig tilbage i 1947 og de forskellige ikke-kristne grupper i landet anrettede grufulde massakrer på hinanden.

Religionens rolle i disse og andre konflikter er almindeligt kendt. Men det er ikke kun de store kirker og religionssamfund der er involveret. De mindre grupper er også med. En enkelt gruppe vakte i 1978 særlig rædsel og gru rundt om i verden, da omkring 900 disciple af en vis pastor Jim Jones på deres leders foranledning begik masseselvmord i Guyanas jungle.

Dette var imidlertid en mindre tragedie i forhold til det der skete under den første og den anden verdenskrig. I disse konflikter tilføjede millioner af såkaldte kristne samt jøder, buddhister, hinduer og andre hinanden frygtelige lidelser og forfærdende tab af menneskeliv. Og de gejstlige på begge sider af fronten bad om Guds velsignelse.

Når denne verdens religioner ikke har været i stand til at fremme det sande broderskab, hænger det sammen med denne grundlæggende fejl: De har fået folk til at følge jordiske ledere og deres ideer, i stedet for at handle efter det Gud siger i sit ord, Bibelen. — Joh. 12:43.

Disse verdslige kirker og religionssamfund kan derfor ikke have den sande religion. En af de inspirerede bibelskribenter sagde klart og tydeligt: „En ren og hellig Gudstjeneste for vor Gud og Fader består i at tage sig af forældreløse børn og enker i deres nød, og bevare sig selv uplettet af Verden.“ (Jak. 1:27, Seidelin) Disse ord ånder kærlighed og broderskabsfølelse. Men tænk på de millioner der er blevet gjort til enker og faderløse på grund af voldshandlinger og forfølgelse forårsaget af falsk religion! Alt dette vidner om at den falske religion er ’plettet af verden’.

Det siger derfor sig selv at vi aldrig kan gøre os håb om at se et sandt, internationalt broderskab blive oprettet af den falske religion, som kristenhedens kirker er en fremherskende del af. De har haft magten til det og muligheden for det i århundreder. Men resultatet er blevet en verden der vånder sig under kriminalitet, terrorisme og krige, en verden der er dybt splittet på grund af politik, nationalisme, racisme og tusinder af religiøse sekter.

Er der da slet intet håb? Er situationen så håbløs at menneskenes broderskab aldrig vil blive til mere end en drøm? Mange vil uden tvivl tilslutte sig disse vemodige ord i en populær sang med titlen „Hvorfor?“: „Nogen har tabt planen for menneskenes broderskab, og ingen forsøger at finde den mere.“

Men fat mod! „Planen for menneskenes broderskab“ er ikke gået tabt. Faktisk er kernen i et broderskab som vil omfatte alle mennesker, allerede dannet!

[Illustration på side 7]

„Hellige krige“ har bragt stor skændsel over Guds navn