Er det risikoen værd?
Af „Vågn op!“-korrespondent i Spanien
DET er den 14. juli, den ottende dag under de årlige festligheder for den spanske by Pamplonas katolske skytshelgen, Sankt Fermín. Endnu før daggry har skarer af folk indtaget strategisk vigtige pladser langs de snævre gader i den gamle by. Ventetiden fordrives ved at man nu og da tager en slurk af de vinsække som mange har medbragt.
Pludselig stiger spændingen. Byens ure slår syv. Der lyder et voldsomt brag fra en raket der affyres. Braget, der høres overalt i byen, hilses med begejstrede råb.
Nede ved floden Arga åbnes portene til kvægindhegningen, og ud stormer seks vilde spanske tyre, anført af nogle få stude. Nu bliver der røre blandt tilskuerne bag de beskyttende afspærringer og blandt de nervøse deltagere som afventer deres livs store øjeblik på Santo Domingohøjen.
Idet de skræmte dyr øger farten på vej op ad bakken møder der dem et mærkeligt syn. Stormende ned imod dem kommer en skare ophidsede unge (og nogle ældre) mænd, de fleste af dem klædt i deres typiske „tyreløbstøj“ — hvid skjorte og hvide bukser, rød baskerhue og et skærf om livet. Mange af dem har en sammenrullet avis i hånden, hvormed de kan aflede tyrens opmærksomhed hvis faren skulle blive overhængende. Da der kun er nogle få meter mellem de to grupper der stormer frem mod hinanden, vender mændene pludselig om og styrter tilbage, op ad højen så hurtigt benene kan bære dem.
Dyrene vinder ind på dem, og de bageste af mændene kaster et hurtigt blik tilbage for at se om tyrene stadig følger efter dem eller om de har valgt en anden retning. De mere forsigtige blandt mændene styrter hen til den nærmeste mur og trykker sig tæt op ad den uden at røre en muskel, for ikke at tiltrække sig tyrenes opmærksomhed.
Da tyrene når bakkekammen går det galt. En tyr ved navn Antioquío kommer væk fra flokken. Den opdager at den er alene og under angreb, omringet af mænd der tirrer den, idet deres mandsmod måles efter hvor nær de tør komme tyren. Dyrets flokinstinkt viger hurtigt for dets forsvarsinstinkt. Det begynder at stange vildt omkring sig. En af løberne, den 26-årige José Antonio Sánchez, bliver stanget og slæbt flere meter hen ad jorden. Andre forsøger at hjælpe ham, men forgæves — tre timer senere dør han på hospitalet.
Tyren finder omsider den rigtige retning og styrer atter mod den bortløbende flok og den formodede frihed. I virkeligheden ender den i tyrefægtningsarenaen. Selve arenaen er fuld af mænd, hovedsagelig unge mænd, der forsøger at være med i „legen“, idet nogle af dem kommer med hånlige tilråb til tyrene. Antioquío stanger igen, og gennemborer den 29-årige Vicente Ladio Risco, der falder på knæ og presser hænderne mod maven. Et rædselsskrig stiger op fra tilskuerne på tribunen. De ved at de har overværet endnu et dødsfald under de „hellige“ festligheder til ære for Sankt Fermín.
Var det risikoen værd? To unge mænd har mistet livet en sommermorgen. Og til hvilken nytte? Hvilket ædelt formål har det tjent? Var det virkelig risikoen værd? Betød personlig stolthed eller ære så meget for deres efterladte familie og slægtninge? Disse spørgsmål kan man med rimelighed stille i forbindelse med mange livsfarlige foretagender som folk unødigt giver sig af med og som hvert år kræver deres ofre.
Bjergbestigning — hvor sikkert?
I årtusinder har mennesker følt sig draget af bjergenes kalden. For nogle udgør de en udfordring, men for de fleste er de blot storslåede naturområder hvor man kan søge hen når man trænger til at komme væk fra byens slid og slæb. Millioner er begejstrede for at vandre og klatre i bjergene, idet det giver dem en umådelig stor glæde og tilfredshed, uden at de derved risikerer at sætte livet på spil.
På den anden side må det indrømmes at mange bjergbestigere, både nybegyndere og veteraner, hvert år mister livet under forsøg på at bestige tinderne. I november 1980 forsøgte tre unge bjergbestigere for eksempel at bestige den næsten lodrette side af Sankt Jeronimus-bjerget i Montserrat-bjergområdet nær Barcelona. De styrtede alle tre 260 meter ned og blev dræbt. Årsagen var muligvis manglende erfaring. Men var det risikoen værd? Hvad ville deres forældre og familie svare i dag?
Manglende erfaring er på ingen måde den eneste årsag til bjergbestigningsulykker. I oktober 1978 forsøgte en ekspedition af kvindelige veteraner fra De forenede Stater at nå toppen af Annapurna I (8078 meter) i Himalaya-bjergkæden. De delte sig i to hold under opstigningen. Det ene hold klarede det. Det andet gjorde ikke. Man ved at Vera Watson og Alison Chadwick-Onyszkiewicz, der var erfarne bjergbestigere, var bundet sammen med reb under deres færd op ad bjerget, da de styrtede ned og mistede livet. Et andet medlem af ekspeditionen, Arlene Blum, skrev følgende i sin dagbog: „De må ikke have kunnet standse og er styrtet 450 meter ned ad en stejl skråning af sne og is. Det kunne ske når som helst for enhver bjergbestiger. Men hvorfor skulle det ske? Jeg er stivnet af sorg, og mine tanker går til deres familie. Al den sorg og smerte — hvilket bjerg er dét værd? . . . Vi var naturligvis alle besluttede på at løbe risikoen da vi kom her. Men deres familie og venner havde ikke truffet en sådan beslutning.“ (Kursiveret af os.)
En lignende ulykke indtraf i juni 1981, i den nordvestlige del af De forenede Stater. Seksten bjergbestigere — elleve på Mount Rainier og fem på Mount Hood — mistede livet på bjergskråningerne.
Ja, hvilket bjerg eller hvilken flygtig ambition er risikoen værd? Dette spørgsmål må afvejes mod det enestående gode der sættes på spil — LIVET! Hvad enten man tror på Gud eller ej, er livet en meget dyrebar gave der ikke bør sættes på spil for en hvilken som helst pris. Livet indebærer et ansvar — ikke blot over for én selv men også over for ens familie (især ens mand, hustru og børn) og, for den kristnes vedkommende, over for Gud, Giveren af „enhver god gave og enhver fuldkommen foræring“. — Jak. 1:17.
Det er naturligvis ikke kun bjergbestigere der omkommer i bjergene. Det er også sket at dårligt forberedte vandrere er døde af kulde og udmattelse. Som en spansk autoritet har udtalt: „Enhver der en søndag klatrer i bjergene vil se dem myldre med folk der er ude på eventyr, og hvoraf de fleste er uden tilstrækkeligt udstyr og kendskab til området. Det virkelige mirakel er at ikke flere bliver dræbt.“ Hvis man tager op i bjergene, gør man derfor klogt i at sikre sig at man er i god fysisk form, iført en egnet påklædning og udstyret med tilstrækkelig proviant. Hvis man følges med en erfaren vandrer eller bjergbestiger er det endnu bedre.
Kendsgerningerne taler for sig selv. Af en undersøgelse der for nylig blev offentliggjort i dagbladet El País, der udkommer i Madrid, fremgik det at bjergbestigning var den form for sport der i femårsperioden 1975-79 havde krævet det største antal dødsofre i Spanien, nemlig i alt 137. De næstfarligste sportsgrene var jagt og undervandssport, der i samme periode begge havde krævet 42 ofre. Derefter fulgte forskellige former for flyvesport, med 39 dødsfald.
Flyvesport
Hvem har ikke misundt ørnen og albatrossen deres elegante, højtsvævende flugt? I umindelige tider har mennesket drømt om at kunne flyve og svæve frit som fuglene. I Jobs bog i Bibelen stilles det retoriske spørgsmål: „Skyldes det indsigt hos dig, at falken svinger sig op og breder sin vinge mod sønden?“ — Job 39:29.
I de seneste årtier er sådanne former for flyvesport som svæveflyvning, faldskærmsudspring, ballonfart og drageflyvning blevet stadig mere populære. Med god træning og tilstrækkeligt udstyr kan faren ved de fleste af disse sportsgrene holdes på et minimum, især hvis man ikke opfører sig dumdristigt. Der kan ikke herske tvivl om at støjfri flyvning med vinden som eneste rejsefælle er en enestående og spændende oplevelse for mennesket.
Den form for flyvesport der i øjeblikket indebærer den største risiko er sandsynligvis drageflyvning. Om denne sportsgren hedder det i Encyclopædia Britannica 1976 Book of the Year: „Trods talrige ulykker og nogle dødsfald, der skyldes dragens manglende selvstabilitet når den bringes ud af balance af pludselige kastevinde, har drageflyvning vundet ny anseelse i det forløbne år, med internationale konkurrencer i USA og Østrig.“ (Kursiveret af os.) Rudiger Flender, der er ekspert i drageflyvning, siger: „Der er dristige dragepiloter og gamle dragepiloter. Men meget få der er både dristige og gamle.“
De tekniske årsager til drageflyvningsulykker er blevet anført som mekanisk svigten i forbindelse med flyvningen (hvilket kan forekomme trods udvist omhu i forbindelse med dragens samling og vedligeholdelse), pludselige forandringer i vindretningen og kraftige kastevinde, navnlig stærke nedadgående luftstrømme der kan bevirke at selv den mest erfarne drageflyver forulykker.
I juni 1979 kom den berømte Formel 1-kører Patrick Depailler alvorligt til skade under en drageflyvning i sit fødeland Frankrig. En pludselig kastevind sendte ham til jorden. Han overlevede så han selv kunne fortælle derom, men han måtte gennemgå adskillige operationer på grund af de læsioner han havde fået.
En ung kristen i De forenede Stater var ikke så heldig. Ved en ulykke under en drageflyvning fik han et brud på halsen. Da han var kommet sig genoptog han sin drageflyvning. En dag, kort efter at han var lettet, fik en pludselig kastevind dragen til at slå en kolbøtte, så han mistede kontrollen over den. Han blev slynget ind mod en bjergside og dræbt. Igen spørger vi: Var det risikoen værd? I betragtning af det forfærdelige tab hans enke og forældre har lidt, er det også rimeligt at spørge om der ikke ligger en vis selviskhed bag ønsket om at dyrke en sport der har så lille en sikkerhedsmargen. Det er en faktor som kristne må tage i betragtning, eftersom de har pligt til at elske deres næste som sig selv. — Matt. 22:39.
Motorsportsulykker
Til trods for sin drageflyvningsulykke vendte Patrick Depailler tilbage til motorsporten. Den 1. august 1980 forulykkede han under en træning på Hockenheimbanen i Tyskland og mistede livet.
Hvad får mennesker til at løbe en sådan risiko? Et leksikon siger: „Væddeløbskørere drives af en konkurrenceånd og af løftet om rigdom, berømmelse og ære.“ (Encyclopædia Britannica, Macropædia, bind 12, siderne 569, 570) Det må imidlertid erkendes at disse bevæggrunde har efterladt mange døde, både kendte og mindre kendte personer. Som det samme værk videre siger: „I årets løb er hundreder af motorkørere og tilskuere blevet dræbt under væddeløbskørsel. Risikoen ligger i selve væddeløbskørselens natur. . . . Disse ulykker vil blive ved med at ske. Problemet er at beskytte motorkørerne og tilskuerne når de indtræffer.“
Her kunne man passende spørge: Er „rigdom, berømmelse og ære“ de største værdier i livet? Er det værd at risikere selve livet blot for at se sit navn på en liste over verdensmestre der snart er glemt?
En personlig afgørelse
Der er mange ting i livet der indebærer en vis risiko eller mulighed for at komme til skade eller endog miste livet. Blot det at rejse med fly eller at køre til byen i bil eller bare at gå over vejen, kan resultere i en ulykke. Men da sandsynligheden for at noget sådant vil ske er meget ringe, hindrer det os ikke i at leve et normalt liv.
På den anden side er der visse ting som det ikke er nødvendigt eller påkrævet at gøre, og som indebærer en større risiko for ens liv og lemmer. Her må den enkelte personligt tage stilling til spørgsmålet: Er det risikoen værd? og selv bære ansvaret for sin stillingtagen. På dette punkt vil en kristen især betænke sig to gange før han sætter sin gudgivne gave — selve livet — på spil.
„Levende hund er bedre faren end død løve.“ — Præd. 9:4.