Jeg besteg det skønneste af alle bjerge

JEG er født og opvokset i en lille bjerglandsby i Østeuropa. Mine forældre var katolikker, men de tvang mig ikke til at komme i kirken, og derhjemme bad vi ikke sammen eller talte om religion. Ligesom så mange andre unge brugte jeg min tid og energi på sport, uddannelse og rejser.

I vores by var der en  meget aktiv gruppe af bjergbestigere som blev ledet af en venlig og erfaren mand der kendte en hel del til bjergene. Takket være ham blev jeg dygtig til bjergbestigning. Jeg var 18 år dengang og kom hurtigt til at holde af den storslåede udsigt fra de høje bjergtoppe, spændingen ved at stå over for — og overleve — farlige situationer, samt venskabet med andre der var udsat for de samme farer.

Jeg husker at jeg ved en lejlighed, efter at have været fem år i gruppen, klatrede op ad et bjerg med nemt terræn, og netop som jeg var ved at nå bjergtinden slækkede jeg på koncentrationen. Idet jeg nærmede mig toppen af et klippemassiv begyndte hele klippestykket at gå løs. Jeg nåede kun lige at springe til side og råbe en advarsel til min medklatrer. Et nedstyrtende klippestykke kappede det reb der forbandt os, og jeg faldt ned. Men heldigvis blev mit fald standset af et smalt græsplateau fire meter længere nede. Så heldigt går det dog ikke altid for sig i denne sport!

Da jeg var 24 år tog jeg den afsluttende eksamen fra universitetet og blev leder af den lille gruppe bjergbestigere i min hjemby. Efter et stykke tid fik vi skrabet nogle penge sammen så vi kunne købe en minibus der kunne transportere os selv og vores udstyr til fjernereliggende bjerge. Bussen var imidlertid i dårlig stand, så jeg brugte både dag og nat i tre måneder på at reparere den. Da den var færdig søgte vi alle sammen farligt arbejde som var godt betalt, såsom at arbejde i højderne på byggepladser, og på den måde lykkedes det os til sidst at samle penge nok til en tur til Iran. Der besteg vi i 1974 den 5800 meter høje vulkan ved navn Damavand. I begyndelsen var opstigningen ret nem, men op mod toppen måtte vi kæmpe med dyb sne, iltmangel på grund af højden, og giftig røg fra vulkanens „skorstene“.

På vejen hjem i minibussen planlagde vi at bestige bjerget Ararat, men var nødt til at droppe det på grund af de politiske spændinger i området. I 1975 tog vi på skiferie i de østrigske alper, og samtidig arrangerede vi en landsomfattende fotokonkurrence som vi gav titlen „Mennesket og bjergene“. Den afholdes stadig hvert år. Vi følte alle at vi levede et meningsfyldt liv.

Desillusioneret

Da jeg nåede trediveårsalderen begyndte bjergbestigning imidlertid at kede mig, og derfor tænkte jeg: ’Er dette virkelig den eneste mening med livet?’ Nogle foreslog at jeg skulle gifte mig, men jeg havde venner som var gift og de virkede ikke specielt lykkelige. Selv de par hvis forhold var bygget op omkring deres fælles oplevelse af bjergbestigningens farer og spændinger så ud til at miste deres lykke i dagligdagens trummerum. Jeg vidste ikke hvorfor deres ægteskaber ikke var lykkelige. Skønt jeg gerne ville giftes ønskede jeg ikke at komme til at befinde mig i en lignende ulykkelig situation.

Desuden lagde jeg mærke til at holdningen hos de unge bjergbestigere havde ændret sig. Førhen havde samarbejdet og venskaberne i de alpinske bjergbestigerlejre været præget af disciplin. Nu var de unge og uerfarne drenge udisciplinerede og ikke tilfredse med at gøre gradvise fremskridt. De ville vise sig, og klatre på steder som var alt for svære eller farlige for dem. Da jeg følte mig mere og mere desillusioneret havde jeg nogle lange og dybsindige samtaler med min ven Bonjo. Han foreslog til sidst at jeg skulle tale med en anden bjergbestiger ved navn Henry.

Henry lånte mig bogen Sandheden der fører til evigt liv, og da jeg læste den blev jeg forbavset over at se hvordan den besvarede de spørgsmål jeg havde gået og tumlet med. Det viste sig at Henry studerede Bibelen med Jehovas Vidner, og jeg spurgte derfor om jeg måtte være med. Det var i orden, så de næste to år var jeg optaget af et intensivt studium af Bibelen og af al den bibelske litteratur jeg kunne få fat i.

Bibelstudium

Efterhånden som jeg fik en dybere forståelse, øgedes min glæde. Jeg havde kun et overfladisk kendskab til katolicismen, men det overraskede mig at se at Bibelens kristendom ikke støtter sig til ceremonier, skikke og blinde følelser. Den indeholder tværtimod nogle høje moralnormer som påvirker alle sider af den kristnes liv. Desuden blev jeg forbavset over at se at Bibelen er meget logisk og ikke modsiger videnskabelige teorier der er solidt efterprøvet.

Den forkynder som studerede med Henry og mig tvang os hverken til at ændre mening eller livsførelse. Det eneste han gjorde var at han tydeligt forklarede hvad Bibelen siger. I de første to år jeg studerede fortsatte jeg derfor som bjergbestiger. Men efterhånden som min forståelse voksede gik det op for mig at jeg nærmest var blevet afhængig af bjergbestigningen. Uheldet med det nedstyrtende klippestykke mindede mig om Jesu ord til Satan da denne udfordrede ham til at kaste sig ned fra templets tinde: „Du må ikke sætte Jehova din Gud på prøve.“ (Mattæus 4:5-7) Jeg indså at bjergbestigning var at vise mangel på respekt for det liv Jehova havde givet mig.

Jeg overdrog derfor ansvaret for vores bjergbestigergruppe til en anden erfaren alpinist og fandt ud af at det ikke var svært at skifte fra bjergbestigning til kristendom. Da jeg afhændede alt mit udstyr — ski, klatrejern, karabinhager, hamre, kroge og isøkse — kan jeg oprigtigt sige som apostelen Paulus, at for mig var de nu kun „en bunke affald“. (Filipperne 3:8) Jeg erfarede en dyb tilfredshed da jeg kunne deltage i det store arbejde med at prise Guds navn offentligt. I 1977 symboliserede både Henry og jeg vores indvielse til Jehova ved vanddåben.

Forkyndelse for andre

På det tidspunkt var der omkring 15 medlemmer af bjergbestigergruppen i vores by, og efterhånden forkyndte Henry og jeg for dem alle sammen. Det var en stor glæde for mig da min bror, som også var medlem af gruppen, sammen med sin hustru begyndte at studere Bibelen og blev døbt i 1981. Nogen tid senere sluttede Bonjo sig til os, og det samme gjorde en femte fra vores bjergbestigerklub. Nu behøver vi ikke længere at bestige høje bjerge. Vores største glæde består nu i at besøge folk nede i dalen som værdsatte Bibelens sandheder. Forandringen var også en stor lettelse for min mor, som havde været meget nervøs over at min bror og jeg var bjergbestigere. Til sidst sluttede hun sig også til os i den rene tilbedelse af Jehova.

Nu var jeg ikke længere så opsat på at blive gift. Takket være Guds ord kendte jeg principperne for hvordan man kan opnå et lykkeligt ægteskab, men jeg var lykkelig over at være enlig og i stand til at tjene Jehova udelt. Salomon erklærede: „En hustru med indsigt er fra Jehova.“ (Ordsprogene 18:22; 19:14) Jeg besluttede derfor tålmodigt at vente på at Jehova ville skænke mig denne gave og at jeg i mellemtiden ville leve på en sådan måde at jeg kunne være en god ægtemand når den tid kom. Det var i 1982 at Jehova skænkede mig denne vidunderlige velsignelse i form af en god hustru.

Min hustru og jeg bor stadig i bjergene, som jeg holder så meget af. Men det der ligger os mest på sinde er nu at hjælpe andre til at bestige et andet bjerg. Hvilket bjerg? Det bjerg Esajas omtaler i sin profeti: „I de sidste dage vil bjerget med Jehovas hus blive grundfæstet over bjergenes top, og det skal hæves op over højene; og alle nationerne skal strømme til det. Og mange folkeslag skal drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’ For lov vil udgå fra Zion, og Jehovas ord fra Jerusalem.“ (Esajas 2:2, 3) Det har været en stor glæde at bestige dette, det skønneste af alle bjerge! — Indsendt.