Hvor farlig er radioaktivitet?
VI KAN ikke se det, vi kan ikke mærke det, men døgnet rundt bliver vi alle bombarderet med en stadig strøm af partikler der er mindre end atomer. Hver eneste dag rammer disse små „projektiler“ cellerne i vort legeme utallige gange. De har forskellig form og størrelse, og de rammer os med forskellig hastighed og virkning, men fænomenet kaldes under ét for radioaktivitet. Denne stråling (som den også kaldes) — hvilken indvirkning har den på os?
Spørgsmålet er meget enkelt. Og vi kunne måske tænke os et enkelt svar; men det er umuligt at give i øjeblikket. Spørgsmålet om hvordan denne stråling indvirker på os, er et af de hedest omdiskuterede emner både inden for atomfysik, lægevidenskab og politik.
De fleste husker endnu uheldet på Tremileøen i den amerikanske stat Pennsylvanien i 1979. Der opstod en alvorlig fejl ved kernereaktoren; ingen kom direkte til skade, men der skete trods alt et vist radioaktivt udslip i de følgende dage. Visse videnskabsfolk udtalte at radioaktiviteten i sidste ende kunne blive årsag til tusinder af kræftdødsfald blandt de lokale beboere. Imidlertid hed det senere i den officielle rapport fra præsidentens kommission vedrørende uheldet på Tremileøen: „Enten vil der ikke forekomme nogen tilfælde af kræft, eller antallet af kræfttilfælde ville være så lille at det aldrig vil være muligt at registrere det.“
Hvem har ret? Det ved ingen med sikkerhed, for den lokale befolkning ved Tremileøen fik kun forholdsvis lave strålingsmængder som følge af uheldet. Der er ret stor enighed blandt videnskabsfolk om hvad der sker når man får meget store doser radioaktivitet. Man vil hurtigt blive alvorligt syg af det, og hvis man overlever vil man have betydeligt større risiko for at få kræft. Men virkningen af små mængder radioaktivitet kendes ikke særlig godt.
Hvad er radioaktivitet?
Der er forskellige typer radioaktiv stråling. Groft sagt består al radioaktiv stråling af enten små atompartikler som for eksempel elektroner, eller af de små energienheder der kaldes fotoner. Visse atomkerner er ustabile; de hænger ikke ret godt sammen. Når de „går fra hinanden“ udsender de en vis stråling. Disse ustabile atomkerner siges at være radioaktive. Når atompartiklerne rammer en celle, afgiver de energi, ligesom en riffelkugle afgiver en vis energi når den rammer sit mål.
En levende celle er som regel ikke beredt til at klare denne pludselige beskydning. Cellerne består af mange forskellige, yderst komplicerede molekyler, der skal arbejde sammen i fuldkommen harmoni. En strålingspartikel vil ofte skyde en elektron ud af et af disse komplicerede molekyler, så molekylet bliver til en såkaldt ion. Disse ioner kan være til stor fare for cellen, fordi de straks vil søge erstatning for den elektron de har mistet, og i deres desperate søgen blander de sig voldsomt med de øvrige molekyler. Denne „elektronjagt“ mellem molekylerne kan blive katastrofal for cellen. Hvis ikke cellens eget reparationssystem kan rette op på dette, vil dens ligevægt blive forstyrret; farlige molekylekombinationer kan opstå, og cellen kan dø.
En stråling der kan fremkalde ioner, kaldes logisk nok for ioniserende stråling. En stråling på et ringere energiniveau, for eksempel mikrobølger, er ikke ioniserende.
Visse typer stråling består af partikler som er vægtløse og bevæger sig med meget stor hastighed; det gælder således gammastrålerne, der er en stråling på et højt energiniveau. En lignende stråling kan frembringes ad kunstig vej uden brug af en radioaktiv kilde; en sådan stråling kaldes sædvanligvis for røntgenstråling. Røntgenstråler kendes fra lægens og tandlægens røntgenbilleder. Både gammastråler og røntgenstråler kan sammenlignes med riffelkugler der farer af sted med høj hastighed. De samme fotoner (de små energimængder der kaldes fotoner regnes blandt elementarpartiklerne) der i form af gammastråler kan være skadelige, er uskadelige når de optræder på et lavere energiniveau. Lys er for eksempel også en strøm af fotoner, men almindeligt lys er jo ikke noget vi tager skade af. På et endnu lavere energiniveau kan fotonerne optræde i form af mikrobølger, og disse kan være skadelige, skønt de ikke er ioniserende.
En helt anden form for radioaktiv stråling optræder i form af beta-partikler. Disse partikler bevæger sig ikke så hurtigt som fotonerne, og de har en vis vægt. Beta-partiklerne er i virkeligheden ikke andet end elektroner, ganske som de elektroner man kender fra almindelig elektrisk strøm, der for eksempel får en brødrister til at virke. Den eneste forskel er at disse energirige elektroner er blevet „fordrevet“ fra en radioaktiv kerne. Beta-partikler og gammastråler har sædvanligvis nogenlunde samme virkning når de rammer en af vore celler.
Men det forholder sig helt anderledes med alfa-partiklerne. De er tusinder af gange tungere end beta-partiklerne; derfor bevæger de sig som regel ikke så hurtigt eller så langt. Men når alfa-partiklerne rammer en af vore celler, sker der virkelig noget! Hvis gamma- og betastrålingen kan sammenlignes med en serie riffelskud, så er alfa-partiklerne som kanonskud, og de kan gøre en hel del skade inde i cellen. Ofte kan cellen selv udbedre den skade der sker som følge af beta- eller gammastråling, men skaderne fra alfa-strålingen er langt sværere at reparere. Alfa-partiklerne dannes når et radioaktivt atom afgiver to protoner og to neutroner, som holder sammen, en såkaldt heliumkerne.
Undertiden kan strålingen bestå i protoner eller neutroner. De kosmiske stråler der bombarderer jorden ude fra rummet, skyldes for det meste protoner med høj energi, og de neutronbomber man har fremstillet udnytter de energirige neutroners evne til at trænge igennem bygninger, tanks med mere og dræbe levende organismer.
Da de forskellige former for radioaktiv stråling indvirker forskelligt på cellerne i menneskelegemet, er de lærde uenige om hvordan stråling på et lavt energiniveau virker i forskellige doser. Er neutronerne (der kan gøre almindelige atomer radioaktive) dobbelt så skadelige for levende celler som gammastråler er, eller er de otte gange så skadelige? Er alfa-partiklerne otte gange så skadelige som gammastråler, eller tyve gange? Man er ikke sikker.
Dette har ret stor betydning, fordi man udsættes for forskellige typer af radioaktiv stråling i forskellige situationer. De der får taget et røntgenbillede, får for det meste én type stråling, mens arbejderne i uranminerne får store doser af en anden form for stråling, og de der rammes af radioaktivt nedfald får en helt tredje type stråling.
Baggrundsstråling
Der er én form for stråling vi alle rammes af. Det er den såkaldte „baggrundsstråling“ der gør sig gældende overalt. Den udsendes blandt andet af jorden vi går på og murstenene i huset, som indeholder små mængder radioaktive atomer. En lidt kraftigere stråling melder sig i form af kosmiske stråler der rammer jordens atmosfære. Og vort eget legeme udsender stråling! Menneskelegemet indeholder store mængder kulstof og kalium, hvoraf en lille brøkdel er radioaktiv.
Mennesker der bor i Nordamerika får generelt kun en fjerdedel af den baggrundsstråling som indbyggerne visse steder i Brasilien eller Indien får, da der i disse lande er mere radioaktivt stof i jorden. Er den kraftigere stråling i Brasilien og Indien skadelig? Måske. Man ved imidlertid også at baggrundsstrålingen er højere i den amerikanske stat Colorado end den er i New York, men at kræfttallene er lavere i Colorado end i New York.
Det er yderst vanskeligt at måle virkningen af små strålingsmængder. En lille strålingsdosis giver ikke kvalme og den får ikke håret til at falde af, men den kan øge risikoen for at man en dag får kræft. Men hvis man virkelig får kræft, hvordan kan man da fastslå at den skyldes radioaktiv stråling? Sygdommen kan skyldes mange andre ting. Det er som dr. Karl Morgan, der er kernefysiker, siger: „En given type leukæmi forudsætter måske at hele tre omstændigheder optræder efter hinanden (som når tre forskellige elektriske kontakter i samme serie skal sluttes). Nogle af disse ’kontakter’ kan måske sluttes af virus, bakterier, kemiske stoffer, mekaniske skader, eller stråleskader.“
En lille strålingsdosis kan være langt farligere for det ene menneske end for det andet. Et barn der lider af alvorlige allergier er måske tre-fire gange så udsat for at få kræft som et normalt barn. Et tredje barn har måske været udsat for stråling fordi moderen fik taget røntgenbilleder under graviditeten. Dette barns leukæmirisiko er måske 50 procent højere end det normale barns. Men hvad sker der hvis det barn der har allergi, som foster var blevet udsat for røntgenstråler? Så er dets risiko for at få kræft ikke længere forhøjet tre-fire gange eller seks-otte gange, men 50 gange, i forhold til det normale barns!
„Ekstra“ stråling
De fleste mennesker får i dag en vis „ekstra“ stråling foruden den de får i form af den normale baggrundsstråling. I De forenede Stater er den årlige strålingsmængde næsten fordoblet på grund af „ekstra“ doser, specielt i form af røntgenstråling til medicinske formål. Kan man da risikere at det røntgenbillede man fik taget af brystkassen for en måned siden, giver leukæmi om fem år? Måske, men før man bryder sammen i panik må man huske at enhver form for lægebehandling — ja, selv en aspirintablet — indebærer en vis risiko. Hvis fordelene ved et røntgenfotografi overskygger den ganske lille øgning i kræftrisikoen, kan der være god grund til at lægen anbefaler at røntgenbilledet bliver taget.
Endnu en årsag til øget strålingspåvirkning er den bedre isolering man foretager i sit hjem for at spare på energien. Hvordan hænger det sammen? Jo, de mest almindelige bygningsmaterialer indeholder en ganske lille mængde radioaktivt radium. Disse atomer henfalder lidt efter lidt til bly, idet de passerer mange forskellige stadier undervejs. På ét stadium har radiumatomerne ændret sig til radon, en radioaktiv luftart. Så længe radiumatomerne kun er radium, er de fastholdt i krystaller i husets sten eller beton. Men når de har ændret skikkelse til radon frigøres de, og nogle af dem bevæger sig ud i luften i husets lokaler.
Når man indånder luft med radonatomer, kan nogle af disse atomer blive indfanget i lungerne, hvor de hurtigt henfalder til bly og samtidig afgiver alfa-partikler. Alfa-partiklerne er de små projektiler vi tidligere sammenlignede med kanonkugler og som kan gøre ret stor skade på cellerne. Hvis et radiumatom nedbrydes til bly mens det endnu befinder sig i muren til ens hus, kan alfa-partiklerne aldrig trænge frem til husets beboere. Alfa-partiklerne har svært nok ved at bevæge sig ret langt gennem luften. Men hvis man først har indåndet et tidligere radiumatom (i form af radon) og disse alfa-partikler affyres inde i selve legemet, kan de være meget skadelige.
At radon kan have denne skadevirkning, kan mange generationer af arbejdere fra uranminer tale med om, idet der blandt disse er stor forekomst af lungekræft. Det vil ikke forbavse nogen at få at vide at uranminearbejderne er stærkt udsat for at få kræft, men hvorfor lungekræft? Fordi der i uranminerne er store koncentrationer af radon (i dag er minerne dog langt bedre udluftet), og alfa-strålingen fra denne luftart er en medvirkende årsag til lungekræft.
Radioaktiv stråling er altså ikke blot noget der er aktuelt i nærheden af en reaktor. Strålingen kommer også fra vore egne knogler, som er let radioaktive, fra klinikkernes røntgenapparater, fra familiens farvefjernsyn (som afgiver en lille mængde røntgenstråler), fra atmosfæren (når man er oppe at flyve udsættes man for en stærkere dosis af kosmiske stråler), og fra muren i et effektivt isoleret lavenergihus.
Hvor skadelig er denne stråling, som trods alt er på et lavt niveau? Ingen kan sige det med sikkerhed, men det kan aldrig være skadeligt at tage nogle rimelige forholdsregler mod overdreven udsættelse for stråling!
[Tekstcitat på side 10]
Hvis røntgen- og gammastrålers virkning på cellen kan sammenlignes med riffelskud, kan alfa-partiklerne sammenlignes med kanonskud
[Tekstcitat på side 11]
Hvis fordelene ved et røntgenfotografi overskygger den ganske lille øgning i kræftrisikoen, kan der være god grund til at lægen anbefaler at røntgenbilledet bliver taget
[Ramme på side 12]
Forholdsregler man kan tage
Undgå ure hvor radium er anvendt til selvlysende skrift. Radium udsender alfa-partikler og afgiver radon.
Hold regnskab med hvor ofte du får taget røntgenbilleder. Bed ikke lægen eller tandlægen om røntgen hvis han ikke selv finder det nødvendigt. Sørg altid for at afskærmningen er i orden.
Lad altid dit farvefjernsyn være i god stand. Hold dig på god afstand af det når det er tændt.
Hvis dit job indbefatter strålingsfare, så overhold altid sikkerhedsreglerne pinlig nøjagtigt.
Der sker et vist radonudslip fra beton og lignende. Sørg derfor altid for god ventilation. Hvis man benytter varmevekslere behøver dette ikke at koste ekstra energi.
[Illustration på side 9]
Tremileøen