Hjælp til mishandlede dyr
Af en af bladets medarbejdere
NOGLE af dyrene er tidligere kæledyr. Andre er dyr der er blevet mishandlet, såret eller forladt af deres forældre. Atter andre er blevet konfiskeret af myndighederne. Nogle af dem er hjemmehørende i De forenede Stater, men mange af dem er eksotiske dyr som er kommet i nød. Nogle har fået kløerne klippet af, tænderne trukket ud eller er blevet kastreret; andre har lidt skade på grund af underernæring eller tidligere ejeres dyrplageri. De har alle fået hjælp på Wildlife Waystation. Her er man stolt af at kunne sige: „Wildlife Waystation har aldrig afvist et dyr i nød.“
Mit besøg på Wildlife Waystation sidste år i august overbeviste mig om at det var sandt.
Efter at en fotograf og jeg havde kørt adskillige kilometer op gennem kløften Little Tujunga i San Gabrielbjergene nord for Los Angeles, ankom vi til det 65 hektar store dyrereservat. Vi blev budt velkommen af en solbrændt ung kvinde, Martine Colette, stifter af og direktør for dette filantropiske dyreanlæg. (Besøgende modtages kun efter aftale.) Med venlighed, dygtighed og veltalenhed viste hun os rundt på Wildlife Waystation.
„Det er Cowboy,“ sagde Martine, idet vi standsede ved det første bur, hvori der var en smuk stor puma.
„Han var seks måneder gammel da han blev fundet i en dyrehandel, underernæret og med dårlige tænder — heldigvis var det hans mælketænder. Nu er han i fin form og mentalt i balance.“
„Men navnet, Cowboy?“ sagde jeg tøvende.
Hun lo. „Da han var lille slap jeg ham løs sammen med hestene. Han elskede at jage dem. Hestene tog sig ikke af det dengang — de ville nok ikke bryde sig om det nu.“
Sheenas sørgelige historie
Det var knap så opmuntrende da vi senere kiggede på en anden puma.
„Her har vi en sørgelig historie,“ begyndte Martine. „Manden havde en elegant lejlighed — efterligninger af møbler fra Ludvig XVIs tid, lysekroner, hvide silkesofaer, antikviteter. Han så et andet stykke ’møbel’ for sig — et elegant dyr som skulle vandre rundt i al denne overflod. Han købte en pumaunge. Men han forstod ikke pumaen. Ungen begyndte at gøre de ting unger nu gør. Så fjernede han hendes kløer. Hun blev ældre, men opførte sig stadig ikke lige netop som han ønskede det. Hendes hjørnetænder var det næste der røg. Det var ikke nok. Så blev alle hendes tænder trukket ud. Han var stadig ikke tilfreds, og nu er hun her.“
Martine lænede sig tæt op ad buret og sagde blidt: „Hej, Sheena.“ Den store kat kiggede ynkeligt på hende, men på hendes opfordring åbnede den munden på vid gab. Der var ikke en tand i munden, kun gummerne. Der stod en skål med en grødlignende blanding i nærheden af hende. „Vi tilbereder hendes mad specielt,“ forklarede Martine.
Da vi forlod Sheena fortsatte Martine uopfordret: „Det er de færreste der kan holde et vilddyr som kæledyr. De fleste passer dem ikke ordentligt. Ikke fordi de bevidst er dyrplagere, men på grund af uvidenhed, mangel på omsorg, egoisme, eller noget andet.“
„Mange mennesker,“ sagde jeg, „føler sig draget af disse store katte og har lyst til at have dem som kæledyr. Jeg forstår følelsen. Jeg har den selv. Men løver er ikke puddelhunde. De er skabt til jungler, ikke til dagligstuer. Nogle, som for eksempel den mand der ødelagde Sheena, ønsker at tilfredsstille deres eget ego og har dyret for at virke he-man-agtige.“
Vi var nu kommet til ulvene.
„Dette par kom fra en zoologisk have. Den dér er fra et dyrereservat hvis ejer blev dræbt. Denne her fandt vi lænket i en have oppe nordpå.“ Mens Martine talte, afbrød hun flere gange sig selv for at hilse på de forskellige dyr og få svar fra dem.
„Ulve er så misforståede. Folk som har dem, gør alle de ting man ikke skal gøre, forbryder sig mod ulvens adfærdsmønster, kommer imellem den og dens føde eller den og dens mage. Det reagerer den imod og bider.“ Efter en pause fortsatte hun: „Jeg har medlidenhed med ulvene. Normalt udfolder de sig meget, de har trang til at løbe, de lægger kilometer efter kilometer bag sig. De tolv meter lange indhegninger her er alt for små til dem. Jeg håber at vores næste projekt bliver en indhegning på en hel tønde land til dem.“
Nasty hader os
I det næste bur så jeg en kinesisk leopard. „Det er den største af leoparderne,“ sagde Martine. „Vi bliver nødt til at ordne dens tænder.“ Hun råbte: „Hej, Nasty! Hej, Søn!“ Leoparden svarede ved at åbne munden på vid gab og hvæse ad hende. „Han hedder Dynasty [Dynasti],“ forklarede hun, „men vi forkorter det til Nasty [Styg].“
„Lever han op til sit kælenavn?“ spurgte jeg.
„Så absolut!“
„Han hvæser ad os igen.“
„Dynasty har overhovedet ikke tillid til mennesker. Han var i en zoologisk have, så i en slags safaripark, og nu hos os. Når vi har fået ordnet hans tænder, kan vi forhåbentlig anbringe ham i en zoologisk have.“ Da vi forlod Nasty, gav han os et hvæs til afsked.
„Her er jaguaren George,“ sagde Martine. „Man ser aldrig jaguarer blive brugt i cirkus, medmindre de er unge. De gamle er uberegnelige.“ „Nej,“ rettede hun sig selv, „de er netop ’beregnelige’. Man kan regne med at de vil æde en.“
„Det er ’beregneligt’ nok for mig.“ Til jaguaren sagde jeg: „Hvordan du så end er, George, så er du bestemt smuk!“
„Se på det ansigt! Se på det ansigt!“ Martine kom med begejstrede udbrud mens vi stod og stirrede på en stor sibirisk tiger. Den havde et påfaldende smukt ansigt. „Den læge havde altid ønsket sig en tiger,“ forklarede hun. „Det var hans drøm fra dengang han var en lille dreng. Han købte denne her som unge for 23.000 kroner. Da den var omkring fire måneder gammel, tilbragte den godhjertede læge det meste af sin tid på køkkengulvet. I leg væltede ungen ham gang på gang omkuld. Heldigvis var han en fornuftig mand, ikke egoistisk, og han gjorde op med sig selv: ’Hvis den løber mig helt over ende når den kun er fire måneder gammel, hvad kan den så ikke finde på som voksen?’ Så sendte lægen den til os.“
„Reesha, Reesha!“ Hun kaldte blidt på tigeren, og de store gule øjne i det utroligt smukke ansigt iagttog hende sindigt. Martines hengivenhed for sine dyr var tydelig. Hun stak hånden gennem tremmerne, og Reesha slikkede den med sin store lyserøde tunge.
„Hvor gammel er Reesha?“ spurgte jeg.
„Han er kun en unge — tre år.“
„Og hvor meget vejer han?“
„Omkring 250 kilo nu; men han kommer op på 350 kilo.“
Længere henne opdagede jeg en stor hanløve. Fotografen begyndte at tage billeder. Løven rejste sig majestætisk og luntede bort. „Kongen vil ikke fotograferes. Han fortæller at audiensen er forbi,“ sagde Martine.
En sørgelig historie med en lykkelig slutning
Derefter gik vi hen til en stor løvinde. „Her har vi en sørgelig historie med en lykkelig slutning,“ sagde Martine. „Som unge blev hun holdt i et ganske lille bur sammen med en lille han. Hannen døde, enten på grund af sult eller sygdom, og for at stille sin sult åd hun ham. Da ejeren opdagede det, straffede han hende med en kæp. Hun gik til angreb, og han slog alle hendes tænder ud. Da hun seks måneder gammel kom hertil, havde hun ingen pels fra ørerne og ned. Ingen havde gjort rent i hendes bur, og urinsyre og ekskrementer havde fjernet hendes hår. Hun nærede et lidenskabeligt had til mennesker. Prøvede man at komme hende nær, forsøgte hun at dræbe en. Nu er hun afslappet og i god form. Hendes kløer og tænder er intakte — det var hendes mælketænder der blev slået ud.“
Nu befandt vi os midt i det store reservat der myldrede af liv. „Hvor mange dyr har du her?“ spurgte jeg.
„Jeg ved det faktisk ikke. Jeg vil ikke tælle dem. Hvis jeg gjorde det, ville jeg måske finde ud af at jeg ikke har råd til at føde dem. I har nu set de store dyr, men vi har også i snesevis af vaskebjørne, ræveunger, prærieulveunger og jeg ved ikke hvor mange fugle.“
„I sætter ikke nogen grænse for hvad I tager imod, vel?“
„Nej, vi arbejder ikke kun med de store dyr. De er iøjnefaldende og dramatiske, men vi har det største arbejde med de små dyr.“
De uberegnelige bjørne
Den næste attraktion var et meget stort dyr — en tung, brun kodiakbjørn sad lænet op ad tremmerne i buret.
„Det er Chow. Hans dyrepasser fodrede ham en dag med en fisk og Chow tog fisken og dyrepasserens ben. Han mistede forståeligt nok interessen for Chow, og Chow landede hos os.“ „Efter min mening,“ fortsatte Martine, „er bjørnene de mest uberegnelige af alle de kødædende dyr vi har. Deres udtryk i øjnene forandrer sig aldrig. De store katte, ulve og andre dyr advarer først. Deres blik og deres kropssprog forandrer sig. Men ved bjørnene er der intet som forandrer sig — medmindre den direkte går til angreb, naturligvis. Den kommer for at få en fisk, men vælter sig måske over manden i stedet for.“
„Går nogle af dine medarbejdere ind til Chow?“
„Nej, bestemt ikke.“
„Han ser ellers føjelig ud.“
„Måske er han det, måske ikke. Hvem ved? Han kunne blive en god pokerspiller. Vi har bjørne som vi går ind til. Det er de sorte bjørne. Vi tager dem med ud at svømme i vores dam, hvis de har lyst til at komme ud.“
„Hvis de har lyst til at komme ud?“ spurgte jeg undrende.
„Ja, det kan lyde underligt, men nogle af de indespærrede dyr vil aldrig ud. Buret er deres territorium, og det vil de ikke forlade. Det er deres hjem.
Herovre er der adskillige sorte bjørne. Kan I se hende med øremærket? Det er en statsbjørn. Hun hørte til i en af naturparkerne. Hendes moder blev åbenbart fodret af gæster der kom i bil. Da hun blev født, viste hendes moder hende hvordan hun skulle hente godbidder i bilerne, hvordan hun skulle stikke kløerne ind i rillen omkring bildøren og rive den af. Hun kunne bryde ind hvor som helst på bilen. Hun havde lært at der var godbidder at hente i alle biler. Så fik hun selv unger — kan I se de to unge hanner? De er hendes — og hun lod sin børnelærdom gå videre til dem: find en bil, riv den op, og snup de rare ting og sager indvendig.
Men den slags er ikke velset hos parkopsynsmændene. De fanger sådanne bjørne, transporterer dem ind i baglandet, og håber at de ikke vender tilbage. Men det gør de fleste. De regner det ikke for noget at vandre over 100 kilometer for at komme tilbage til bilerne og godbidderne. Så må man enten gøre det af med dem, eller finde et helt nyt hjem til dem. For det meste gør man det uden videre af med dem. Men denne bjørnemoder, Honeybear, var en af deres yndlinge. Opsynsmændene kendte hendes moder; de havde set hende som helt lille og fulgt med i hendes opvækst. Der var noget særligt over hende, så hun og hendes unger havnede her. Man tror man gør en god gerning når man fodrer parkers bjørne,“ sluttede Martine, „men det er faktisk at gøre dem en bjørnetjeneste.“
Aber ser og aber efter
Vi klatrede op ad en skrænt til abeburene, som var placeret på en bakkeskråning.
„Man siger at aber ser og aber efter, og det er virkelig sandt. Aberne er nødt til at iagttage andre aber for at blive rigtige aber. Mange af de ting de gør, for eksempel at samle mad, deres sovevaner, deres seksuelle adfærd og forholdet flokkens dyr imellem — det er alt sammen noget de har lært gennem iagttagelse. Se jer omkring. Vi har voksne abepar alle vegne. I ser ikke en eneste unge. Ingen af dem er i stand til at formere sig, for de har aldrig set det.“
Martine standsede op for at instruere nogle af sine medarbejdere.
„Hvor mange har du til at arbejde her?“ spurgte jeg.
„Lige for tiden ti. De er her på frivillig basis og arbejder for kost og logi.“
„Herovre,“ fortsatte hun, „har vi en abe som var fuldstændig nøgen da den blev bragt til os. Den havde siddet i et lille bur, og damen som ejede den tilbragte det meste af sin tid med at sidde ved siden af den. Hun sad og åd, og rakte mad ind til aben, som også sad og åd. I otte år sad de og åd sammen. Damen vejede omkring 135 kilo, og aben vejede knap 25 kilo. Aben kedede sig også, så når den ikke spiste, plukkede den alle hårene af sin krop. Den har nu været hos os i fire år, og det meste af dens pels er vokset ud igen.“
Da jeg kiggede tværs over vejen, så jeg at der var et byggearbejde i gang. „Hvad skal det være?“
„Et hospital. Når det er færdigt, kan alt veterinærarbejde udføres her.“
„Er du dyrlæge?“
„Nej. Min moder mente ikke at det var et passende arbejde for sarte unge damer. Hun havde håbet at jeg ville vokse op og blive en fin ung dame. Hendes forhåbninger slog fejl, men jeg var en lydig pige og ville ikke være ulydig mod det min moder sagde. Og hun sagde at jeg i hvert fald ikke måtte blive dyrlæge. Så blev jeg det jeg er i dag, hvad det så end er.“
Nu var vores rundtur færdig, og Martine inviterede os ind i hendes og hendes mands hjem, som lå på området. Hun serverede kolde drinks for os — et forfriskende traktement på denne varme augusteftermiddag.
Vi udveksler synspunkter
„Var du interesseret i dyr da du var barn?“ spurgte jeg hende.
„Ja, fra jeg var helt lille. Min fader var i det diplomatiske korps, og vi flyttede tit. Jeg blev undervist privat, så jeg havde ikke ret mange legekammerater. Jeg begyndte at omgås dyr for at få selskab.
Når folk kommer her, ser de nogle dyr som det synes umuligt at gøre raske, og mindre dyr som for dem er ubetydelige, og de spørger: ’Hvorfor beholder du dem? De zoologiske haver vil jo ikke have dem. Spar dog de udgifter du har på dem. Afliv dem. Og den der opossum, det er da ikke en truet art, så hvorfor spilde penge på den?’ Set ud fra et forretningsmæssigt synspunkt har de ret.
I dag er der så meget der gøres op i kroner og øre. Men Wildlife Waystation er ikke skabt for at gøre forretning. Den er noget for sig selv. Den er en velgørende institution, den holdes oppe af frivillige bidrag, og den beskæftiger sig med liv. — Og hvor trækker man grænsen? Hvorfor er den leopard vigtigere end den opossum, og hvorfor skulle spurven betyde mindre end nogen af dem?“
„Det lyder logisk at man gerne vil spare,“ sagde jeg, „men det er en hjerteløs tankegang. Jehova Gud bemærker det når selv en spurv falder til jorden. Hans lov til Israel beskyttede fuglemødrene. Den krævede at man viste okser og æsler hensyn. Det var den ugudelige Nimrod der begyndte at drive jagt for sportens skyld. Det var tilladt at jage for fødens skyld, men blodet skulle man lade løbe ud på jorden af respekt for livets hellighed. Og et af Ordsprogene siger: ’Den retfærdige føler med sit kvæg, den gudløses hjerte er grumt.’ (Ordsprogene 12:10) Alt for ofte koncentrerer ’fornuftige’ mennesker sig om det materielle, på bekostning af det åndelige. Og når ånden kølnes mister livet sit indhold. Når alt kommer til alt, er det åndelige mere ’fornuftigt’ end det materielle.“
Hun tænkte sig lidt om, og bemærkede så: „Det ser ud til at I har fattet hvorfor vi driver stedet her. I forstår hvad det er jeg prøver på.“ Hun holdt en lille pause, og fortsatte så: „Jeg tror at alle mennesker har behov for at være i berøring med vilde dyr og vilde omgivelser. Jeg tror at det er gavnligt for sjælen. Når jeg bliver opbragt over dem der dræber de vilde dyr for sportens eller trofæernes skyld, siger folk til mig: ’Hvad bryder jeg mig om at der ikke findes pumaer? Jeg har ikke set en eneste i mit liv, og det er mig ligegyldigt om der ingen pumaer er!’ Men den dag da de vilde dyr og deres omgivelser er væk, er de forsvundet for altid, og vi har mistet en uerstattelig arv.“
„Martine,“ sagde jeg, „hvorfor vil folk så gerne fodre bjørne i parkerne, selv om de ikke har godt af det? Hvorfor vil de have disse vilddyr som kæledyr, når det næsten uvægerlig går ud over dyrene? Det er jo ikke for at skade dem, men for at få et fortroligt forhold til dem. I zoologiske haver kan besøgende købe det rigtige foder at give dyrene, fordi man ved at mennesker har en stærk trang til det. Sådan er vi nu engang skabt.“
„Jeg hører ikke til jeres tro,“ svarede Martine, „og heller ikke til nogen anden. Jeg har set for mange uoverensstemmelser i verden til at jeg kan stå i en kirke. Jeg tror på himmelen og jorden, og på at der er en eller anden deroppe der får det hele til at køre. Jeg kan endda mærke det her i vores arbejde. Det sker at vi skal bruge noget bestemt og så ikke har det, og heller ikke har råd til at købe det. Lige i det kritiske øjeblik kommer der så en forbi med det og spørger: ’Har I brug for det her?’ Og jeg svarer: ’Har en and brug for svømmefødder?’“
Når al mishandling fjernes
„Som du ved, Martine, er Jehovas Vidner en bibelorienteret gruppe,“ forklarede jeg. „Vi tror at Gud har skabt os med et ønske om at have med dyrene at gøre. Da han skabte mennesket, sagde han, som der står i Første Mosebog 1:28: ’Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr.’ Mennesker har sørgeligt nok undladt at leve op til dette ansvar. I stedet har de forurenet jorden og udryddet mange dyrearter, og endnu flere er truet af udryddelse. Gud vil standse dette. I Åbenbaringen 11:18 siger han at han vil ’ødelægge dem der ødelægger jorden’.“
Hermed var vort besøg på Wildlife Waystation slut. Da fotografen og jeg kørte bort, tænkte vi på alt det vi havde set og hørt.
Vi var bedrøvede over at nogle dyr var blevet så mishandlet af mennesker. Vi var imponerede af de mennesker på Wildlife Waystation som arbejdede så hårdt for at hjælpe dyrene. Men hvor prisværdigt det end er, så er det stadig kun som en dråbe i havet, set ud fra en verdensvid synsvinkel. Hvor herligt vil det ikke blive når Jehova griber ind og fjerner al dyremishandling, og desuden de lidelser som mennesker gennemgår under den nuværende tingenes ordning! Mange vil til den tid kunne glæde sig over den paradisiske jord som Jehova har til hensigt at give taknemmelige mennesker — dem der vil påtage sig det ansvar han gav dem: at tage sig af jordens planter og dyr og at elske deres næste som sig selv. — Esajas 11:6-9; 45:18; Salme 37:11, 28, 29; Ordsprogene 2:21, 22; Mattæus 22:34-40.
Har den mishandlede jord, dens dyr og dens mennesker brug for det lovede paradis? Lad os sige som Martine: „Har en and brug for svømmefødder?“
[Illustration på side 14]
Martine med en ven
[Illustration på side 15]
Sheena
[Illustration på side 15]
Dynasty
[Illustration på side 16]
Reesha
[Illustration på side 17]
Honeybear
[Illustration på side 18]
De triste aber