Hvordan man omgås vilde dyr

En tidligere dressør fra en amerikansk naturpark fortæller hvordan man må kende dyrenes temperament for at kunne arbejde med dem

HAN vendte sig i luften og gjorde front mod hunløven, mens han samtidig holdt armene op for brystet og ansigtet for at afværge hendes angreb. Men hun var for hurtig. Hun pressede snuden gennem hans forsvar og væltede ham omkuld! Hendes tænder strejfede hans nakke og rev en tot hår af. Det lykkedes ham at komme på benene og trække sig hen mod en udgang. Igen blev han væltet omkuld, men denne gang sprang løven hovedkulds ud af arenaen.

„Hun legede bare,“ fortæller dressøren Larry Titus med et skuldertræk. „Som regel slap vi dyret ud på et større areal og legede med det, så det kom i den rigtige stemning før dette nummer,“ forklarer han. „Men denne gang var hun blevet holdt indelukket i buret indtil sidste øjeblik og var ikke parat til at spille sin rolle rigtigt. Det var ikke hendes skyld. Det var vores.“

Her i denne naturpark, hvor dyrene lever frit under forhold som svarer til deres naturlige livsvilkår i Afrika, samles de besøgende omkring en 15 meter bred arena for at overvære særlige opvisninger. „Forestil Dem en indfødt som er på vej gennem junglen,“ lyder speakerens stemme. Pludselig kommer en dressør farende ud af tunnelen med en løve eller en tiger efter sig!

„De kom med 50 kilometers fart og væltede os omkuld, og legede med os som var vi en hockeypuck. Det var hårdt ved os. Derfor gjorde vi det kun to eller tre gange om dagen, og vi skiftedes til det.“

En dressørs liv kan være smertefuldt, indrømmer Larry Titus. „På to dage fik jeg forvredet begge skuldre. Det første tilfælde var på grund af en puma — som for øvrigt optræder i reklamefilm for biler i amerikansk TV. Jeg trænede med den med en såkaldt summer. Da jeg gav signal til at den skulle komme efter kødet, løb den hen imod mig i stedet. Jeg havde en kæde i hånden, og jeg svingede den så kraftigt at skulderen gik af led.“

Dagen efter skulle Larry give en elefant et lavement. Chris, hans kone, som er dyrepasser, smiler ved tanken. „Fortæl hvordan man giver en elefant et lavement.“

„Med en vandslange. Men elefanten brød sig ikke om det og sparkede mig seks meter hen ad gulvet.“ Det gik ud over den anden skulder.

Sin største forskrækkelse fik Larry mens han endnu var begynder, det vil sige dyrepasser. Det var et sted i de californiske bjerge, på et stort stutteri hvor man dresserer vilde dyr til brug ved filmoptagelser. Han fortæller:

„I elefanthuset var der bælgmørkt i båsene indtil man fik et vindue op. Jeg gik ind i Squeakies bås. Squeakie var et pindsvin. Jeg blev ved med at tale til Squeakie for at han kunne vide at jeg ikke ville gøre ham noget. Det jeg hørte var imidlertid ikke Squeakie, men en dyb rumlen. Derefter så jeg et par grønne øjne. Jeg lukkede vinduet op, og dér, langs hele den fjerneste væg i båsen, stod en tre og en halv meter lang østsibirisk tiger! Den første indskydelse er at skrige det bedste man har lært. Men jeg vidste tilstrækkeligt til bare at blive ved med at tale, som om det var til Squeakie, mens jeg langsomt kantede mig tilbage til døren og ud.

Det var her i de californiske bjerge at min tvillingebroder Gary og jeg fik den oplæring der gjorde os til dressører. Der var 2500 til 3000 dyr i stutteriet. Burene var skrøbelige, og hver dag var der dyr som brød ud. Ledelsen bemærkede at min broder og jeg havde særlige evner til at indfange de undslupne.

Engang var vi på jagt efter en kænguru. Jeg hørte den komme ned gennem en slugt, og dukkede mig så den ikke kunne se mig, og idet den kom forbi sprang jeg op på ryggen af den. Så gik det over stok og sten ned gennem kløften. Jeg mistede min skjorte og fik knubs og slag over hele kroppen, men efter 20 minutter var den kørt træt. Jeg har redet på strudse, giraffer, næsehorn, gnuer, antiloper — ja, alt hvad der kan rides på. Efter fem års træning begyndte Gary og jeg at blive fortrolige med dressur af vilde dyr.“

Man må tage hensyn til dræberinstinktet

De fleste af os fyldes med en vis frygt eller ærefrygt når vi ser en løve, en ulv eller en kæmpemæssig ørn. Dressører betragter imidlertid dyrene på en anden måde.

„Jeg ser deres naturlige vildskab,“ forklarer Larry, „faren i deres natur, men man møder ingen bevidst ondskab hos dem, sådan som det kan være tilfældet hos mennesker. Og selv om de ikke er tamme som husdyr, er de legesyge og venlige på deres egen måde. De kan vise hengivenhed og venlighed, så længe man blot forstår at de kun kan acceptere det på deres egne betingelser. Men når man lærer at omgås dem, må man aldrig overse dræberinstinktet. Det var det første vi var opmærksomme på når vi fik nye beboere til Tigerøen.

Tigerøen ligger ikke ret langt fra fastlandet (Californien), ud for den store naturpark — der hvor hunløven rev en tot af mit hår. Folk sejlede rundt om øen i både for at se løverne og tigrene løbe frit omkring. Jeg var en af hoveddressørerne som lærte de 15-20 store kattedyr deres kunster. De fleste af dyrene var vokset op på fastlandet ved opvisningsstederne. De dyrepassere der tog sig af dem mens de var små var for det meste kvinder, og somme tider blev dyrene ødelagt af forkælelse — det sker jo at kvinder forkæler små skabninger. Når dyrene blev store blev de sendt ud til os på Tigerøen, og hvis de var forkælede gav det os problemer, ja, store problemer.

En dag fik jeg en 11 måneder gammel hanløve som vejede 90 kilo. Det første man må gøre når et dyr kommer til Tigerøen, er at knække dets besiddertrang. Hvis dyret får fat i noget og har det et stykke tid, føler det at det ejer det. Så kan det være livsfarligt at forsøge at tage det fra det. Jeg havde en bestemt måde at prøve besiddertrangen på. Jeg gav dyret et eller andet at lege med, og gav det så besked på at lade tingen ligge før det fik ejerfornemmelser — ejerfornemmelse er ensbetydende med retten til at rive legetøjet i stykker, og en dag kan legetøjet være én selv.

Den nye unge hanløve hed Dandelion [det engelske navn for løvetand eller mælkebøtte]. Jeg gav ham en vadsæk. Da han begyndte at lege med den, sagde jeg at han skulle lægge den igen. Jeg sagde det til ham tre eller fire gange. Han knurrede, rejste sig på bagbenene, snappede og bed, og boksede med mig, højre, venstre, højre, venstre. Jeg dukkede mig eller blokerede hans slag, og ramte ham måske på snuden. Han tvang mig flere meter baglæns, til et træ hvor jeg havde en stav. Så faldt han ned på alle fire og sprang tilbage til sin vadsæk.

Jeg kunne ikke lade ham slippe af sted med det. Jeg fik fat i staven og holdt den bag mig idet jeg gik tilbage igen. Atter sagde jeg: ’Slip den.’ Han snerrede. ’Slip den,’ sagde jeg igen. Han gjorde et udfald. Jeg ramte ham hårdt på snuden. Det var til hans eget bedste, og mit med. Hvis han ikke lærte at adlyde ville han blive sendt til en zoologisk have og måtte sidde i bur resten af sit liv. For en ung løve som ham kunne det betyde 20 år i bur. En time senere var tiden inde til en ny lektion. Jeg gav ham vadsækken, men han ville ikke have noget med den at gøre. Jeg ventede til næste dag.

Næste dag viste han igen ejerfornemmelser, men efter at jeg havde sagt ’Slip den’ tre gange, lod han den ligge. Det var godt, men ikke godt nok. Han måtte lære at lade den ligge første gang. Vi blev ved indtil han kom ned på det første ’Slip den’. Fra det tidspunkt kunne jeg være hvor som helst på øen, uanset hvor langt borte det var, og hvis han på noget tidspunkt fik ejerfornemmelser i forbindelse med noget, kunne jeg blot råbe: ’Slip den.’ Så lagde han ørerne tilbage og luntede væk. Det var godt. Det var en beskyttelse, ja overlevelse.“

Et dyrs lydighed mod ordren „Slip den“ kunne redde dressørens liv. Larrys broder Gary skulle engang arbejde med en afrikansk hanelefant på Knott’s Berry Farm i det sydlige Californien. Dens navn var Punky, og efter at dens dressør havde lært Gary de tegn og kommandoråb Punky kendte, overtog Gary driverkæppen (en stav af egetræ på godt og vel en halv meters længde, med en krog i enden) og begyndte at lade Punky vise hvad den havde lært.

Men dyr er som børn — de vil gerne prøve en. Punky tog med snabelen fat om Garys ben, løftede ham op over hovedet og begyndte at løbe rundt på pladsen med ham. Driverkæppen faldt ned på jorden og Gary troede at enden var nær. Pludselig standsede elefanten op, kastede Gary ned på jorden og løftede benet for at trampe på ham. Punkys faste dressør kom farende til, tog fat i benet med sin driverkæp og råbte: „Slip den!“ Og Punky gik sin vej som om intet var hændt.

Man må lære deres temperament at kende

Dressøren må kende de dyrs temperament han arbejder med. En dag var Larry ved at fodre Harpie, en sydamerikansk abeørn der engang har medvirket i en film af samme navn. Hun vejede godt syv kilo, var 66 centimeter høj og kunne med kløerne nå rundt om ens håndled og overlappe med syv-otte centimeter. Hendes greb kunne registrere et tryk på 320 kilo. Denne dag sad hun på Larrys arm idet han fodrede hende med kyllingehalse. Han fortæller:

„Jeg bevægede armen en smule, og hun tog hårdere fat. Jeg havde gjort noget forkert. Hun slugte ikke sin føde, sådan som hun plejede, og hvis hun begyndte at betragte kyllingehalsen som sin ejendom kunne det ske at hun knuste mit håndled. Hver gang jeg bevægede mig bare den mindste smule, strammede hun grebet. Sådan fortsatte det i 20 minutter. Min arm skælvede. Hånden var ved at blive blå. Så pludselig slugte hun kyllingehalsen, og slappede grebet. For Harpie var intet hændt, men min arm var ubrugelig i dagevis.

Det tager mange år at lære alle de mange ting man skal gøre eller ikke må gøre når man dresserer dyr. Forskellige dyr har forskelligt temperament. Nogle kan man dressere ved at tale strengt til dem. En løve og en tiger reagerer noget nær som en hund. Man kan endda sætte dem i rette ved at slå på dem. Men man skal aldrig slå en ulv eller en rovfugl. De reagerer ikke på magtanvendelse. Og man skal ikke prøve på at skræmme dem.

Jeg har set erfarne dressører blive bidt fordi de har forsøgt at slå en ulv. En dressør svinger måske staven mod en ulv, idet han tænker: ’Jeg gjorde det over for en løve i går, og det virkede godt nok.’ Men ulven sætter tænderne i en. Den er ikke indstillet på den behandling. Man kan heller ikke vise en rovfugl til rette ved at give den et rap over næbbet. Det eneste der hjælper over for en rovfugl, er en fredelig stemning. Ingen pludselige bevægelser, ingen skarpe ord. Den må føle sig tryg hos en. Det er den eneste metode der virker, det og så det at man fodrer den.

Og man skal ikke forvente at hvert eneste vildt dyr vil lade sig dressere. De fleste af mine rovfugle indfangede jeg selv. Jeg fangede for eksempel 10-12 høge, tog dem med hjem, og uden at gøre dem fortræd undersøgte jeg hvilke der kunne dresseres. Resten slap jeg løs igen.“

Larry og Chris arbejdede mest med løver og tigre.

„Løver er vrantne,“ forklarer han. „De vil ikke forstyrres, især ikke i middagsheden. En tiger kan man brydes med hele dagen. Men begynd at prikke til en løve ved middagstid, og du er i alvorlige vanskeligheder.“

Da de begge arbejdede i naturparken var en bengalsk tiger ved navn Naji deres kæledægge.

„Naji var rolig og fattet. Han kunne lide at slentre roligt omkring. Han var virkelig mild af væsen. Han accepterede næsten hvad som helst vi ville lære ham, fordi han vidste at han ikke blev tvunget til noget. Han strejfede om på øen som han havde lyst.“

„Fortæl hvordan Naji plejede at beskytte dig,“ foreslår Chris.

„Der var en anden tiger, en som hed Bagdad,“ siger Larry. „Bagdad var anderledes — aggressiv, legesyg og lidt lusket. Hun listede rundt på øen og skjulte sig bag det ene og det andet. Når man så gik forbi, kom hun farende bagfra og angreb. Folk var lige ved at få hjerteslag når de så det, men hun var bare som en forvokset huskat. Det eneste hun gjorde var at flade en ud som en pandekage, slå poterne sammen i luften og løbe videre. Men hvis Naji var i nærheden fór han efter hende og indhentede hende, og der fulgte et skænderi. Så plejede Bagdad at stikke af, og Naji kom hen og blev hos mig.

Der var også en østsibirisk huntiger der blev kaldt Shantee. Hun var skeløjet, og hun plejede at styrte hen imod mig, tre meter skævt for mig hele vejen, hvorpå hun til sidst rettede kursen op i et mægtigt spring og landede lige oven på mig. Hun var legesyg. Uanset hvad jeg var i humør til, var Shantee med på den.

En anden østsibirisk tiger, en stor han som var tre meter lang, en meter og tyve høj og som vejede over 270 kilo, havde en yndlingssport. Han ville gerne rides. Det begyndte ved et tilfælde. I arenaen en dag satte han sig ned. Jeg gik hen og kælede lidt for ham og lagde benet om ham. Han sprang op og fór af sted, med mig på ryggen. Bifaldet brød løs — tilskuerne troede det hørte med til forestillingen. Han cirklede rundt i arenaen en gang eller to, og skød så gennem tunnelen som en raket. Derefter red jeg rundt på ham i parker, ja overalt; vi strøg forbi folk i fuld fart. Det er ikke mange der prøver at ride på en østsibirisk tiger.“

Men denne tiger blev for stor; han kom op på omkring 360 kilo og blev fire og en halv meter lang. Østsibiriske tigre hører til de største landrovdyr, og på ganske få undtagelser nær er de temmelig temperamentsfulde og vanskelige at blive fortrolige med. Til stor sorg for ægteparret Titus sendte ledelsen ham til sidst til Kina.

Dressuren

„Vore forestillinger blev ikke opført i zoologiske haver eller cirkuser,“ forklarer Larry, „men i de naturlige omgivelser på Tigerøen. Vi opdrog som regel dyrene fra de var små. Vi lod dem tumle og boltre sig, og opbyggede så en forestilling omkring deres naturlige adfærd. De træk vi opdagede hos de enkelte dyr, forstærkede vi. På den måde bestemte dyret cirka 90 procent selv. Hvis et dyr kunne lide at rulle rundt og lege med kæppe, opdagede det at hver gang det rullede rundt fik det en belønning i form af føde. Hvis dyret kunne lide at indtage og forblive i en bestemt stilling, ville det blive belønnet for det.

Denne form for dressur får det bedste frem i det vilde dyrs natur. De almindelige cirkuskunster får det værste frem. I manegen ser man løver og tigre snærre ad piske, stole og skydevåben. De drives til at vise deres vildskab. Dyretæmmerne vil gerne have dyrene til at virke dødsensfarlige for at gøre indtryk på publikum.

Ude bag teltene har jeg set dyretæmmere råbe ad dyrene og slå efter dem for at hidse dem op. Jeg har set dyr være underernærede, ja næsten døde af sult, for at de skulle præstere en god forestilling. Hvis de gjorde det, ville de måske få noget at spise.“

Larry og Chris arbejder nu som specialdressører på selvstændig basis. Det har givet dem mere tiltalende forhold at arbejde under.

„For eksempel,“ siger Larry, „sørgede jeg for dyrene i en film med titlen ’Silence’. Der skulle medvirke en bjørn, en bjørneunge, et hulepindsvin og to prærieulve. Ifølge drejebogen skulle deres adfærd være naturlig. Dyrene skulle gå fra punkt A til B, eller fra C til D. Jeg udlagde et spor af mad for hver enkelt, og førte dem i snor langs sporet nogle gange. Ved ikke at fodre dem aftenen før sørgede jeg for at de var ivrige efter at løbe langs sporet, nøjagtig som drejebogen sagde de skulle. I ét tilfælde skulle hulepindsvinet jage skuespilleren Will Geer ud af en hytte og ned ad en bakke. Alt hvad Geer behøvede at gøre var at løbe foran hulepindsvinet langs duftsporet, og jagten var i gang.“

Chris sammenfatter hvad hun selv og hendes mand i øjeblikket føler, og hvilke forhåbninger de har, idet hun siger:

„Man ser de vilde dyr i deres naturlige omgivelser, og det skærer en i hjertet når man ser dem blive ført bort bag lås og slå som fængselsfanger i zoologiske haver og cirkuser. Vort forhold til dyrene hjalp os meget til at tage imod Guds ords sandheder om et jordisk paradis.

Det var spændende for os at lære om de tilstande der loves i Esajas 11:6-9, hvor der profeteres om at alle slags dyr skal leve fredeligt sammen og ledes af en lille dreng. Det fik os til at ønske at lære mere om hvad Jehova havde i beredskab til menneskene. Jehova måtte afgjort forstå den kærlighed vi nærede til hans vidunderlige dyreskabninger, siden han kunne give så fantastisk et løfte.

Selv om det nu er nogen tid siden vi arbejdede med de dyr vi har nævnt, tager vi tit tilbage for at besøge dem. Nogle af dem, for eksempel Naji, husker os stadig.

Vi håber og beder om at Jehova i sin nye orden har en plads til os hvor vi får med dyr at gøre, da både husdyr og vilde dyr sikkert vil kræve opmærksomhed og pasning. Vi ser med stor forventning frem til den nye orden, og vi véd at uanset hvad vi skal tage os til, vil det være noget som tilfredsstiller vort hjertes ønske.

Vi lærte sandheden om den nye orden at kende gennem Larrys tvillingebroder Gary, der sov ind i døden for et år siden. Han så også frem til at kunne ride på næsehorn og lege med løver igen, sådan som han og Larry før havde gjort.

I forstår sikkert at vi har meget at se frem til. Det er i sandhed en kærlig Skaber der har stillet alle lydige mennesker denne lykke i udsigt.“

[Illustration på side 10]

’Man skal aldrig slå en ulv — den er ikke indstillet på den behandling’

[Illustration på side 15]

’Harpie — dens greb kan registrere et tryk på op til 320 kilo’

[Helsides illustration på side 16]