Bliver der nogen sinde kun én tro?

TRE fjerdedele af jordens befolkning hører til de ikke-kristne religioner eller bekender sig ikke til nogen religion overhovedet. Én fjerdedel bekender sig til kristendommen. Det ville føre alt for vidt her at nævne alle de enkelte religioner og trosretninger. Et opslagsværk, Encyclopedia of American Religions, anfører 1187 større trosretninger alene i De forenede Stater!

De fleste trosretninger er enige om én ting, nemlig, som historikeren Arnold Toynbee siger: „De tror alle at mennesket ikke er det højeste væsen i universet.“

Mener du også at der findes en højere Magt eller et højere Væsen som våger over os? Synes du i så fald at det er i orden at han bliver tilbedt på vidt forskellige måder, både af dem der kalder sig kristne og af ikke-kristne? Eller endnu vigtigere: Mon dette højere Væsen selv synes at det er i orden med de mange forskellige former for tilbedelse? Hvorfor kan der ikke bare være én tro?

Før der kan opnås enhed mellem trosretningerne, må vi forvente at der råder enhed inden for dem. I en særlig rapport der er blevet offentliggjort i tidsskriftet The Christian Century udtaler Howard Rice fra den forenede presbyterianske kirke: „’Hvis verden uden for kirken betragtede os nøje,’ . . . ville den udbryde: ’Se disse kristne, hvor de bekæmper hinanden.“’ Han siger at „den ene menighed efter den anden er drysset væk . . . menigheder som har været besluttet på at løsrive sig“.

Inden for den katolske kirke er der voksende meningsforskelle. Den ene meningsmåling efter den anden afslører at et stort flertal tager forbehold over for kirkens holdning til fødselskontrol, dens forbud mod at fraskilte gifter sig igen, dens påstand om at paven er ufejlbarlig når han udtaler sig om tro og moral, og dens stillingtagen til mange andre spørgsmål.

Snarere end en samling af de forskellige retninger finder der en udspaltning sted, idet udløbere af større trossamfund etablerer sig som selvstændige sekter. Robert C. Whittemore, der er professor i filosofi ved Tulane University, oplyser at der i De forenede Stater inden for de senere år „er opstået mere end 35 nye sekteriske grupper . . . ’Kristendommen udfordres i dag som aldrig før af nye religiøse moralværdier . . . og holdninger.’“

Kan de ikke-kristne religioner vise et bedre eksempel? Under overskriften „Araberne — altid ved at forenes, men aldrig forenede“ siger bladet The Economist: „Der er så mange kræfter der søger at samle araberne at det er et under at de stadig er splittede; og der er så mange grunde til splittelse at det er endnu mere forunderligt at de ikke konstant ligger i krig med hinanden.“

Det drejer sig ikke kun om religiøs enhed!

De religiøse retninger oplever også dybe indre splittelser på grund af nationalistisk og politisk loyalitetsfølelse, der i virkeligheden går forud for deres loyalitet mod Gud. Nationalisme er i sig selv en form for gudsdyrkelse, en tilbedelse af menneskets kollektive magt inden for lokale grænser. Nationalismen splitter mennesker, endog mennesker inden for samme trosretning!

Hvad dette angår har Arnold Toynbee rettet denne kraftige advarsel til alle der kalder sig kristne: „Overalt i vore dages vestlige verden kan man blive konfronteret med synet af det lokale, nationale flag — et symbol på den afguderiske dyrkelse af en lokal stat — blive båret ind i en kristen kirke, og somme tider ser man endda korset og landets flag blive ført rundt i kirken i den samme procession. Når som helst jeg ser dette, mærker jeg at jeg fyldes med bange anelser. Her er to rivaliserende religioner: den traditionelle kristendom og ny-hedenskabet. De er uforenelige . . . Hvem af dem vil sejre i den uundgåelige krig på liv og død imellem dem? Her er to symboler der bæres højt side om side, to symboler der tilsyneladende vises den samme ærbødighed, inden for den samme indviede bygnings fire vægge. Hvor længe kan denne sameksistens fortsætte?“

Har Kirkernes Verdensråd løsningen? Ifølge sin egen beskrivelse er dette råd „ikke en universel myndighed der bestemmer hvad de kristne skal tro og gøre; men . . . næsten 300 kirker med vidt forskellige traditioner“. Ligesom sit politiske sidestykke, FN, er Kirkernes Verdensråd kun et forum hvor forskellene luftes og diskuteres. Mens de tilsluttede kirkeretninger lader som om de repræsenterer en verdensomfattende kristen enhed, holder de hver især stædigt fast ved deres egen opfattelse af tros- og lærespørgsmål. Desuden optager rådet kun såkaldt kristne medlemmer. De ikke-kristne holdes udenfor.

Men giver alt dette os grund til at fortvivle? Er Gud afhængig af at de religiøse retninger selv finder sammen for at hans hensigt med menneskene kan blive gennemført? Absolut ikke!

Findes der kun én sand tro?

I stedet for at regne med at trosretningerne forener sig, gør man klogt i at finde den tro der behager Gud. I betragtning af at der er så mange trossamfund, siger det sig selv at den tro man er født og opvokset i, ikke nødvendigvis er den sande.

Til en samaritansk kvinde der havde sin egen tro, sagde Jesus: „I tilbeder det I ikke kender; . . . de sande tilbedere vil tilbede Faderen med ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger.“ — Johannes 4:22, 23.

Dette viser klart at ikke al tilbedelse er sand. At tilbede „med sandhed“ indebærer at man anerkender Guds skrevne ord, Bibelen, og alt hvad det indeholder, som sandhed. Det indebærer at man afviser alle meninger og traditioner, fremsat af religiøse eller irreligiøse mennesker, som er i strid med Bibelen. Den sande tro kan ikke indgå noget forlig med menneskers traditioner og politiske ideologier.

Apostelen Paulus skrev: „[Vi ved] at der ingen Gud er uden én. For selv om der også er såkaldte ’guder’, enten i himmelen eller på jorden, sådan som der er mange ’guder’ og mange ’herrer’, så er der for os dog kun én Gud, Faderen.“ (1 Korinter 8:4-6) Da der kun findes én sand Gud, kan der også kun være én sand religion eller tro.

Det er Guds hensigt at hele universet gennem den sande tilbedelse skal forenes i fuldkommen enhed og kærlighed — og det i meget nær fremtid.