Godkender Gud en sammenslutning af alle religioner?
DET økumeniske koncil i Rom har skabt røre i gejstlige kredse. „[Koncilet] kan få en mere dybtgående virkning end nogen anden begivenhed siden Martin Luthers tid,“ har en talsmand for den presbyterianske kirke udtalt.1 „Hvis vi skal bede for nogen,“ sagde den protestantiske teolog Paul Tillich i sin tid, „må det være for pave Johannes.“1 Og lige før koncilets første samling sluttede, erklærede den kendte katolske teolog dr. Hans Küng at skabelsen af en ny „enhedsteologi“ var blevet langt vigtigere end udformning af formelle erklæringer.2
Når katolikkerne taler om „enhedsteologi“ og protestanterne er oprømte over pave Johannes XXIII’s og nu Paul VI’s talen om kirkens enhed, vil det være på sin plads at stille et alvorligt spørgsmål: Godkender Gud en sammenslutning af alle religioner?
Det afhænger for en stor del af hvad formålet med sammenslutningen er. Har bevægelsen til formål at finde tilbage til de første kristnes rene, uforfalskede lære og genindføre deres aktive gudstjeneste? Eller har den til formål at oprette en fælles ledelse for kirkerne, muliggjort ved en seen igennem fingre med modstridende dogmer? Apostelen Paulus skrev til de kristne i det første århundredes Korint: „Jeg formaner jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, at I alle skal være enige indbyrdes, og at der ikke må findes splittelser iblandt jer, men at I skal være fuldt ud forenede i samme sind og samme overbevisning.“ (1 Kor. 1:10) Har mændene bag kristenhedens økumeniske bevægelse til hensigt at føre Paulus’ ord ud i livet?
Vi vil nu se lidt på den økumeniske bevægelses historie for at finde ud af om man har til hensigt at fjerne alle falske læresætninger og overleveringer og vende tilbage til den uplettede gudsdyrkelse der kendetegnede urkristendommen.
Arbejdet for religiøs enhed
Et af de første og mest omfattende forsøg på at fremme den religiøse enhed fandt sted ved religionskongressen i Chicago i 1893. Emnet for kongressens sidste dag var „Hele Menneskehedens religiøse Forening“. Mr. T. Chalmers, der virkede ved „Disciplenes Kirke“, udtalte:
„Denne første Religionskongres synes at bebude et endnu større Broderskab — et Broderskab, som vil sammenføje til een Verdensreligion det bedste ikke alene i een, men i alle de store historiske Religioner. Det kan være, at vi under dette større Haabs Vejledning skal blive nødt til at forandre vor Udtryksmaade og tale mere om religiøs Enhed end om kristelig Enhed.“3
Bemærk at man lagde hovedvægten på at alle religioner skulle sluttes sammen, ikke på at de kristne skulle antage den lære som de første kristne var fælles om. Meningen var at de kristne ikke alene skulle finde sig i modstridende dogmer fra kristenhedens kirker men også i direkte hedenske religioner, hvad der fremgik af en beretning om kongressens gang i en af Chicagos aviser: „Jordens Nationer, Kristenhedens Trosbekendelser, Buddhister og Baptister, Muhamedanere og Metodister, Katolikker og Konfucianere, Brahminere og Unitarer, Shintoister og episkopale, Presbyterianere og Panteister, Monoteister og Polyteister, repræsenterende alle Tanke-Afskygninger og Forhold blandt Menneskene, har til sidst mødt hverandre.“3
Hvordan ville man bære sig ad med at bringe orden i hele det virvar af religioner? Dr. theol. J. H. Barrows udtalte sig dengang, i 1893, om vejen til enhedsreligionen, og sagde blandt andet:
„Religionernes Sammenslutning vil naas ad een af to Veje. For det første kan de Kirker, som paa det nærmeste staar paa fælles Grund med Hensyn til Tro og Lære, slutte sig sammen, f. Eks. de forskellige Grene af Metodismen og Presbyterianismen. Og saa, naar Sekterne er forenede indbyrdes, vil Protestantismen som et Hele blive forenet. Alt efter som Opdragelsen skrider frem, vil Katolikker og Protestanter opdage, at Forskellene mellem dem i Virkeligheden ikke er saa betydelige, og de vil foreslaa en Genforening. Naar dette er naaet, vil en Forening af alle andre forskellige Religioner [d.v.s. hedenske religioner] kun være et Tidsspørgsmaal. For det andet: . . . [ved] en rent borgerlig Sammenslutning paa et etisk Grundlag . . . Jeg er selv tilbøjelig til at vente, at Sammenslutningen vil opnaas gennem den første af disse Fremgangsmaader.“3
Hvor langt er man nået med skabelsen af en „enhedsteologi“ siden 1893? Gejstligheden indrømmer at det er gået noget trægt. I 1908 oprettedes Kristi Kirkers Fællesråd i Amerika. Derpå fulgte en række konferencer, for eksempel konferencen i Lausanne i 1927 om „Tro og kirkeordning“ (Faith and Order), hvor man opfordrede kirkerne til at prøve på at forstå hinanden trods de modstridende dogmer. I 1948 blev Kirkernes Verdensråd endeligt konstitueret i Amsterdam.
Siden da er Kirkernes Verdensråd gået i spidsen for den økumeniske bevægelse blandt de protestantiske og andre ikke-romerske kirker. Rådet har afholdt generalforsamling to gange siden sin oprettelse. Det trådte sammen i Evanston, Illinois, i 1954, og de protestantiske gejstlige var ret opstemte over at den romersk-katolske kirke havde sendt uofficielle iagttagere til mødet. I 1961 holdt Kirkernes Verdensråd møde i New Delhi, og denne gang var der officielle iagttagere fra den katolske kirke til stede. Katolikkerne gik endog med i åbningsprocessionen side om side med ortodokse, baptister og medlemmer af pinsemissionen.
Opfordringerne til kirkerne om at slutte sig sammen lyder stadig kraftigere, og man har da også bragt nogle sammenslutninger i stand. For eksempel har man i Indien haft held til at slutte den episkopale, den kongregationalistiske og den presbyterianske kirke sammen så de nu udgør Den sydindiske Kirke, der henter sin teologi fra alle tre kirker. I De forenede Stater har den reformerte, den „kristne“, den kongregationalistiske og den evangeliske kirke sluttet sig sammen og udgør nu United Church of Christ.
Den voksende interesse for det økumeniske arbejde har også givet sig til kende gennem mange udtalelser og forslag fra gejstligheden. Mellem den anglikanske kirke og metodistkirken er der således en voksende samarbejdsvilje, og i Amerika har den presbyterianske kirkeleder Eugene Carson Blake foreslået intet mindre end en sammenslutning af hans egen kirke, den episkopale kirke, metodistkirken og United Church of Christ.
Den økumeniske bevægelse har fået yderligere vind i sejlene efter at pave Johannes XXIII sammenkaldte til det økumeniske koncil i Rom, selv om det ikke drejede sig om en konference med protestanterne men om et møde for ledende katolske gejstlige hvor protestanterne kun kunne være til stede som observatører. Mødet har fået betegnelsen Det andet Vatikankoncil fordi der kun har været afholdt et sådant koncil i selve Vatikanet én gang før. (De øvrige konciler trådte sammen andre steder. Det første Vatikankoncil afholdtes i 1869.) Et af formålene med koncilet var ifølge pave Johannes XXIII at fjerne noget af det som stiller sig hindrende i vejen for en genforening af kirkerne.
Reaktionerne på koncilet i Rom
Mange gejstlige ventede sig meget af koncilet, blandt andet fordi pave Johannes XXIII før dets åbning havde haft en privat samtale med ærkebiskoppen af Canterbury. Det er den første ærkebiskop fra Canterbury der har besøgt en pave siden den anglikanske kirke brød med Rom i 1534.
Selv i ikke-religiøse tidsskrifter har man kunnet læse begejstrede kommentarer til koncilet i Rom. For lidt over et år siden skrev The Saturday Evening Post: „Pave Johannes XXIII’s økumeniske koncil er . . . en af de mest betydningsfulde kirkehistoriske begivenheder. Det er et skridt henimod enhed . . ., hvilket fremgår af at der er gået indbydelser ud til de ortodokse øst-kirker og til iagttagere fra den anglikanske kirke, Kirkernes Verdensråd, Det lutherske Verdensforbund og Den presbyterianske Verdensalliance, grupper som effektivt repræsenterer 351 ikke-katolske kirker i mere end firs lande.“4
Det religiøse tidsskrift The Christian Century greb straks tanken om „enhedsteologien“ og kaldte sig nu ikke længere et „ukonfessionelt“ ugeblad men et „økumenisk“ ugeblad. Det skrev blandt andet: „Koncilet kan blive vor tids mest betydningsfulde religiøse begivenhed. . . . Det andet Vatikankoncil har udvidet rammerne for den økumeniske bevægelse. . . . De gode resultater Kirkernes Verdensråd har haft, har gjort det muligt for paven at sammenkalde til et katolsk koncil på et langt tidligere tidspunkt end det ellers havde kunnet lade sig gøre.“5
Protestanternes levende interesse for det katolske koncil ses tydeligt i den omstændighed at ledende gejstlige ved den episkopale, den unerede presbyterianske, den lutherske og den græsk-ortodokse kirke samt andre kirker har opfordret kirkemedlemmerne til at bede for et lykkeligt udfald af koncilet. For eksempel sagde den anglikanske biskop E. S. Reed (Canada) til sine trosfæller: „Vil du, en trofast anglikaner, bede for pavens økumeniske møde, bede Gud om at lade det tjene Ham til ære?“
Vi er blevet klar over at gejstligheden taler meget om enhedsreligion og opfordrer folk til at bede for koncilet i Rom; men skal vi vide hvad der er Guds vilje med hensyn til en sammenslutning af alle religioner, må vi som kristne undersøge Bibelen, Guds ord. Det er på høje tid at gøre det.
Hvordan Gud ser på religionssammenslutning
Eftersom israelitterne i fortiden var Guds folk har det betydning at få svar på følgende spørgsmål: Opfordrede Gud israelitterne til at blande deres religion med andre religioner? Nej, tværtimod. Den bibelske beretning fortæller at Gud befriede dem fra andre religioners indflydelse. Han udfriede sit folk fra Ægypten og dets afgudsdyrkelse. Da israelitterne var på vej til det forjættede land, gav den almægtige Gud dem besked på at holde sig fra den religion som landets indbyggere, kana’anæerne, havde. Bibelens beretning lyder:
„[Jehova] talede fremdeles til Moses og sagde: Tal til israelitterne og sig til dem: Jeg er [Jehova] Eders Gud! Som de handler i Ægypten, hvor I opholdt Eder, må I ikke handle, og som de handler i Kana’ans land, hvor jeg fører Eder hen, må I ikke handle; I må ikke vandre efter deres anordninger. Efter mine lovbud skal I handle, og mine anordninger skal I holde, så I vandrer efter dem; jeg er [Jehova] Eders Gud!“ — 3 Mos. 18:1-4.
Da israelitterne ikke adlød denne befaling men begyndte at lade sig påvirke af de hedenske indbyggeres religion, blussede Guds vrede op: „Derfor siger jeg nu: ’Jeg vil ikke drive dem bort foran Eder, men de skal blive brodde i Eders sider, og deres guder skal blive Eder en snare!’“ — Dom. 2:3.
Guds syn på religionssammenslutning ændredes ikke da de kristne blev hans folk. Også de skulle undgå at have noget at gøre med de falske religioner, hvilket vil sige alle andre religioner end deres egen, den kristne. Jesus Kristus lod dem ikke i tvivl om at de som sande kristne ikke måtte slutte sig sammen med andre religiøse samfund, ikke engang med for eksempel farisæerne, skønt disse hævdede at tilbede den sande Gud, Jehova. Guds søn udtalte: „Enhver plante, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode. Lad dem kun være! de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.“ Jesus forklarede at farisæernes og de skriftkloges overleveringer havde „sat Guds lov ud af kraft“, og de kristne kan ikke have noget at gøre med religioner som holder fast ved sådanne overleveringer, eftersom Kristi apostel Paulus senere skrev: „En smule surdej gennemsyrer hele dejen.“ — Matt. 15:13, 14, 6; Gal. 5:9.
Det er indlysende at sande kristne ikke kan antage menneskers overleveringer som sætter Guds ord ud af kraft; men hvis de gik ind på den nuværende økumeniske bevægelses ideer, ville det betyde at de blev tvunget til at se igennem fingre med en masse modstridende læresætninger, hvoraf mange nødvendigvis må være falske. Dr. Samuel McCrea Cavert, der indtil for nylig har beklædt en ledende stilling ved Kirkernes Verdensråds kontor i New York, udtaler: „Problemet er at finde frem til en enhedskirke hvor der er plads nok til forskellighederne.“ Man regner det med andre ord for en selvfølge at Gud vil finde sig i usandhederne, når blot de ikke bliver for iøjnefaldende; men Kristi apostel Paulus skrev: „Ved I ikke, at en smule surdej syrer hele dejen?“ — 1 Kor. 5:6.
Gud adskiller menneskene
Endnu en vægtig indvending mod religionssammenslutning: Hvordan kan gejstligheden forvente at Gud vil sige god for en sammenslutning af alle religioner når han for øjeblikket er i gang med at adskille menneskene ved sin søn Jesus Kristus, der hersker som konge?
Ja, i sin lignelse om fårene og bukkene forudsagde Jesus Kristus at der i de sidste dage, som vi nu lever i, skulle foregå et stort adskillelsesarbejde: „Men når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle folkeslag skal samles foran ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene. Og han skal stille fårene ved sin højre side og bukkene ved den venstre.“ — Matt. 25:31-33.
Alle mennesker er altså ved at blive skilt i to lejre, idet nogle, „fårene“, stilles ved Jesu højre side, og andre, „bukkene“, ved hans venstre side. Af Jesu udtalelse: „Vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den,“ fremgår det klart at de fleste mennesker af Jesus klassificeres som „bukke“. (Matt. 7:13) Hvordan skulle da de sande kristne, de som står ved Jesu højre side, nogen sinde kunne få den tanke at de burde slutte sig sammen med dem der tydeligt viser at de står ved Jesu venstre side? Kan mennesker sammenslutte noget som Gud og Kristus er ved at adskille?
Det vil ikke sige at Gud er imod sand kristen enhed. En sådan enhed nyder hans godkendelse fordi den ikke er opnået på bekostning af den rene, kristne lære. Gud godkender en sammenslutning af kristne som har antaget den eneste sande religion — en gudsdyrkelse som den de første kristne udførte før den rene religion blev gennemsyret af falske læresætninger og fordærvede overleveringer. Gud godkender den sande kristendom, der er bygget på hans ord Bibelen og hvis tema er Guds rige. Det er Guds form for religiøs enhed, og det er denne form for enhed den nye verdens samfund af Jehovas vidner har opnået. En udførlig begrundelse for denne påstand findes i det særlige nummer af Vågn op! for den 8. oktober 1962, der har titlen „Urkristendommen og vor tids religion“. Heri fremlægges kendsgerningerne om de første kristnes gudsdyrkelse, og så kan enhver overbevise sig om hvem der i dag følger den oprindelige kristendom.
Da Gud er i færd med at adskille menneskene kan han ikke godkende en sammenslutning af alle religioner. Guds vilje er at der kun skal være én religion, den sande, og at alle de øvrige religioner skal rykkes op med rode, ikke forenes. I Guds krig ved Harmagedon vil Jesu klare ord nemlig gå i opfyldelse: „Enhver plante, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode.“ — Matt. 15:13.
Henvisninger:
1 Time, 4. januar 1963.
2 New York Times, 6. december 1962.
3 Studier i Skriften, bind 4, s. 162-167.
4 Nummeret for 6. oktober 1962.
5 Nummeret for 2. januar 1963.