Er det en sygdom?

Volden og dens rødder

● I dette interview fortæller professor Kenneth E. Mayaer fra Sarong-Melon-universitetet i Pennsylvanien (USA) at stoffer i legemet under visse omstændigheder kan have en sådan indvirkning på hjernen at der opstår en stærk kamplyst.

Mener De at et menneske kan gribe til vold uden nogen synlig årsag?

Dette er stærkt omdiskuteret. Men vi har set mange eksempler i stil med et tilfælde hvor en mand blev mere og mere fjendtligt indstillet over for sin familie. Han forsøgte at overfalde sin kone og sin datter med en kniv og blev kørt til hospitalet i et anfald af vanvid og vrede. Man fandt en hjernesvulst, og da den blev fjernet, ophørte hans aggressivitet. Det er selvfølgelig ikke alle hjernesvulster der afføder vold. Men ved forsøg med direkte elektrisk påvirkning af visse dele af hjernen har man set patienter blive ophidsede og vise voldelig adfærd.

Efter hvad Deres forskning har vist, hvilke omstændigheder kan da bidrage til vold?

Noget tyder på at overproduktion af mandligt kønshormon, for lavt blodsukker eller allergiske tilstande kan gøre nogle mere tilbøjelige til at vise fjendtlighed.

Er det tilstande som automatisk sætter vold i gang?

Nej, for de indre impulser er ikke det eneste der bestemmer vor adfærd. Erfaringer og miljø kan betyde at man, på trods af stærke fjendtlige impulser, ikke går over til vold.

Vil det så sige at det faktisk er sværere for nogle at undgå brugen af vold?

Ja, det tror jeg, skønt det ikke nødvendigvis er umuligt for dem. En mand der selv var bekymret over sine voldstendenser henvendte sig for eksempel til en af mine kolleger. Prøver påviste en hjerneforstyrrelse hos ham, og ved hjælp af elektroder indsat i hjernen forsøgte man at lokalisere den. På et bestemt tidspunkt rejste han sig for at gå, og sagde: „Jeg vil slå min kone ihjel!“ På lægens stærke anmodning gik manden med til endnu en elektrisk påvirkning af hjernen. Nu satte lægerne ind på et hjernecenter der vides at have sammenhæng med beherskelse af vold. Manden blev straks helt fredelig og sagde: „De skal have mange tak for det De gjorde. Jeg ville helt bestemt have slået min kone ihjel.“

Ligger løsningen da i at man holder hjernens funktion og legemets kemiske balance under kontrol?

Ja, hos nogle mennesker. Men jeg tror ikke det er den eneste løsning. For at opnå den fulde kontrol må man tage fat på de faktorer i miljøet der får frustrationerne til at opstå, samtidig med at man sikrer sig at der ikke er nogen organisk defekt.

Kan man klare det med aggressionsdæmpende medicin?

Ja, medicin der regulerer visse hormoner har undertiden hjulpet. Der er flere medikamenter der kan være ganske gode når et menneske skal hjælpes igennem en svær periode. Når lægen anvender medikamenterne med stor omtanke gør de ikke patienten til en søvngænger, men retter en specifik fejl i hjernen.

Hvorfor mener De at vi i det lange løb hellere skal lære at beherske vore aggressioner?

Hjernepåvirkning ved el-stimulans eller medicin har meget begrænset værdi. Det hjælper ikke når den voldelige ikke selv nærer noget fjendskab mod offeret, som det er tilfældet hos en lejemorder eller en pilot i et bombefly. Der kræves vejledning, så der kan skabes positive eksempler i form af mennesker der lever uden at bruge vold.