TV — familieliv og undervisning
ET AF de tilnavne man har givet fjernsynet er „den elektroniske babysitter“. Og det ser faktisk ud til at mange forældre vælger at holde børnene i ro ved bare at anbringe dem foran det der også er blevet kaldt „den enøjede hypnotisør“ — det er det enkleste og det billigste.
En rapport der blev offentliggjort i det australske blad The Sun, fortæller: „En større undersøgelse i Storbritannien har netop afsløret at [TV] er en uundværlig babysitter for de fleste forældre. Syv ud af ti forældrepar, et forbløffende højt tal, bruger fjernsynet til at slippe for at tage sig af børnene, skønt de nærer en vag bekymring på grund af ’volden og det dårlige sprog’ i kassen. Ydermere lader ni ud af ti forældrepar kritikløst deres børn se hvad de vil.“
Et meget krævende familiemedlem
Ja, TV har mast sig ind i millioner af hjem verden over og er blevet et påtrængende familiemedlem der mange steder dominerer enhver samtale. I mange familier har det større autoritet end faderen og moderen. Manden som ikke generer sig for at begrave hovedet i en avis når hans kone taler til ham, er lutter øjne og øren når familiens „elektroniske babysitter“ har ordet. Børn der svarer igen når deres forældre taler, sidder også med store, modtagelige øjne og øren når det kloge fjernsyn taler.
Tidsmæssigt er fjernsynet også blevet stærkt krævende. Den tid det gennemsnitlig beslaglægger hos en familie er steget i næsten alle lande. Politiken fortalte i 1981 om en undersøgelse, ifølge hvilken danske børn i gennemsnit bruger tre timer om dagen på medier. Heraf bruger de 11-12-årige alene to timer på fjernsynet. „Efter dansk målestok er de storforbrugere,“ siger bladet. (Den 13. oktober 1981) Intet under at TV, ifølge en svensk sociolog, „er med til at forme børns billede af samfundet lige så meget som forældrene“. I andre lande er „forbruget“ af TV endda større. I USA steg familiernes daglige TV-forbrug fra 5 timer og 50 minutter i 1969 til 7 timer og 25 minutter i 1980. I Japan er der flere TV-apparater end der er husstande (I Danmark havde 92 procent af alle familier fjernsyn i oktober 1981). Og i 1978 var apparaterne i Japan tændt gennemsnitlig fem timer om dagen, sammenlignet med tre timer om dagen i Canada og to timer i Frankrig.
Mere samvær i familien?
Hvad enten det drejer sig om syv eller to timer om dagen, så kan al denne TV-tid ikke undgå at få en dyb indvirkning på en families dagligliv. Den britiske børnepsykolog Penelope Leach „anser fjernsynet for at være en af de største trusler mod familielivet, en opfindelse der forhindrer forældre og børn i at kommunikere. ’Man holder simpelt hen op med at tale sammen,’ siger hun.“ — The Sun (Australien), den 18. marts 1980.
Nogle hævder ganske vist at fjernsynet har knyttet familierne tættere sammen fordi børnene ikke længere behøver at gå så meget ud når de skal underholdes. Men kan man virkelig sige at familiens medlemmer er „sammen“ når de sidder i tavshed og ser et eller andet show? Giver det større samhørighed, enhed og forståelse mellem de enkelte? Er det ikke snarere med til at forhindre den gode kommunikation mellem mand og hustru, mellem forældre og børn, eller mellem søskende?
Ikke alene har fjernsynet i stor udstrækning — eller helt — fortrængt de ting familier kunne foretage sig i fællesskab: hobbies, lege, spil, vandreture og så videre. Det forhindrer også børnene i at være med til det huslige arbejde. Alt dette hører med til det samvær og fællesskab der burde være i en familie, og i den udstrækning fjernsynet har ødelagt dette, må det også bære ansvaret for opløsningen af familielivet. Historien har vist at familielivets opløsning ofte får selve samfundet til at gå i opløsning.
Hvordan virker TV på børn?
TV’s indflydelse på børn er umådelig stor. Mange synes næsten hypnotiseret af skærmen, og ser alt hvad der kommer. Hvad bliver resultatet? Jyllands-Posten citerede den 30. juni 1982 en undersøgelse der sagde at „TV dræber børns fantasi og medfødte kreative evner“. Og om de udenlandske serier har medieforskeren Morten Giersing sagt i Politiken: „De giver børn en romantiseret opfattelse af samfundet, da børn har svært ved at skelne [mellem] fantasi og virkelighed.“
Amerikanske børn ser TV i fire til fem timer om dagen, og i de øvrige industrilande er gennemsnittet på mindst to timer om dagen. Professor John Murray fra Michigans universitet, der har studeret børns udvikling, giver denne kommentar: „Når børn bruger helt op til fem eller seks timer om dagen på at se fjernsyn, så tænker man uvilkårligt på alle de ting de ikke når.“
Ja, de når ikke at læse gode bøger eller at læse deres lektier grundigt, dyrke en hobby, få motion, lege eller spille, og de lærer ikke den glæde det er at gøre noget sammen med andre og dele sine ting med andre. Spørgsmålet er ikke blot hvad de ikke når, men også dette: Hvad lærer de så i stedet?
Det er uretfærdigt at sige at de ikke lærer noget godt. TV kan være et glimrende undervisningsmiddel. Det kan give børnene større viden om hele verden, gøre dem interesseret i geografi, naturvidenskab og historie. Men det er lige så forkert at nægte at fjernsynet også lærer dem vold, giver dem et forvrænget syn på sex-livet og et fordrejet sæt adfærdsnormer. Man kan derfor stadig spørge: Er TV en velsignelse eller en forbandelse?