Videoapparater — brug og misbrug
Videobåndoptageren er en forholdsvis ny opfindelse inden for fjernsynets verden. Elektronikindustrien arbejder i højeste gear med at fremstille sådanne apparater i millionvis. Konkurrerende firmaer med forskellige optagesystemer kæmper en hård kamp for at markedsføre deres produkter og tjene godt på denne guldgrube. Hvilken virkning vil det spændende nye apparat få på de gode og dårlige sider af fjernsynet?
På plussiden må man anføre at en videobåndoptager sætter én i stand til (ved hjælp af tidsindstilling) at optage en fjernsynsudsendelse mens man er beskæftiget med noget andet, sådan at man kan se det man ønsker, når man ønsker det. Man kan også købe eller leje bånd med ens yndlingsfilm og se dem så tit man vil, eller låne film på særlige båndbiblioteker.
På minussiden må man anføre at det er noget man skal have hånd i hanke med, da det vil kalde det værste frem i én hvis man igen og igen ser film man havde bedst af helt at undgå at se.
For nylig bragte den franske avis Le Figaro en overskrift der lød: „USA: TV og porno-TV.“ Af artiklen fremgik det at de mest efterspurgte videobånd dér er dem med sex-film. I Frankrig er syv ud af ti videobånd der sælges i supermarkederne pornografiske film. Meget tyder på at det også i Danmark er vold og sex der sælger bedst i videobranchen. „De unge konkurrerer om at turde se de allerværste og groveste voldsfilm,“ siger en videoforhandler i Brønshøj.
Naturligvis kan videobåndoptagere bruges til gavnlige formål. Under alle omstændigheder kan de forstærke alt det som TV kan gøre for dig og ved dig.