Et skibbrud der fik lykkelige følger

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Japan

DE HAVDE allerede nølet for længe. Ubesindigt forlod de Nagoya-bugtens læ og sejlede ud på det forblæste Stillehav med kurs mod Tokyo. De hylende vinde boltrede sig uhæmmet og piskede det mægtige ocean op. De oprørte vande slog vredt igen. Så trak elementerne med forenede kræfter båden ind i en malstrøm og tvang mændene til at kæmpe for at bevare herredømmet over deres fartøj. Begge parter kæmpede til deres kræfter var udtømt. Til sidst løjede vinden af, og havet lagde sig.

Alt hvad der var tilbage af det lille japanske handelsfartøj var et ustyrbart vrag. Flere menneskeliv var gået tabt. Senere skulle andre blive syge og dø på det drivende vrag. Af den oprindelige besætning på fjorten mand overlevede kun tre, og ved et forbløffende sammentræf var de brødre. Efter at vraget havde flydt hid og did på Stillehavet i fjorten måneder drev Iwakichi på 28, Kyukichi på 15 og Otokichi på 14 i land på Dronning Charlotte-øerne ved den canadiske provins British Columbia.

I løbet af de næste fem år skulle de skiftevis komme til at opleve grusomhed og uventet venlighed fra de mennesker de mødte. Forståeligt nok gjorde disse oplevelser dem dybt skuffede og følelsesmæssigt nedbrudte. Og dog skulle de tre ulærde drenge fra landet i løbet af denne prøvelsens tid komme til at øve en videnskabelig bedrift som mange af os aldrig ville have givet os i kast med. Deres præstation har betydet at mange indirekte er blevet berørt af det forlis som fandt sted dér tilbage i 1832. Men hvad skete der i Canada?

Indianerne tog straks de unge mænd til fange og satte dem til hårdt tvangsarbejde. Der var ingen udsigt til at de nogen sinde skulle vende tilbage til Japan. Men mærkelige ting skulle snart hænde!

I maj 1834 lagde et engelsk skib der tilhørte Hudson Bay-kompagniet, til ved Dronning Charlotte-øerne. Da kaptajn MacNiel handlede med indianerne og så de tre brødre, fik han medlidenhed med dem på grund af deres usle kår, og tog dem med sig. I Vancouver overlod han dem til en dr. MacFarling, der arbejdede for det samme kompagni, og denne lovede at gøre alt hvad der stod i hans magt for at hjælpe dem tilbage til Japan. Endelig lidt midlertidig lindring!

MacFarling udvirkede venligt at de tre kunne forlade Vancouver om bord på det britiske marinefartøj Eagle med kurs mod London. Turen gik først over Hawaii derpå rundt om Kap Horn syd om Sydamerika, og nordpå til England.

Eagle lå på Themsen i ti dage. Mens brødrene var i London blev de taget med på rundture og blev dermed formodentlig de første japanere der satte foden på engelsk grund. De så seværdigheder der ikke fandtes magen til i verden — Buckingham Palace, Tower of London, Westminster Abbey og Saint Paul’s-katedralen! De så ingen rickshaws, men derimod, til deres forbavselse, hestetrukne vogne. Sikke meget brødrene havde at fortælle når de kom tilbage til Japan! Men ville de komme tilbage?

Den britiske regering traf med rette den afgørelse at de skulle sendes hjem. Altså blev de sendt med Hudson Bay-kompagniets skib General Palmer, som skulle af sted til Macao i Kina. (Hongkong havde endnu ingen havnefaciliteter.) Igen måtte de ud på en næsten endeløs rejse, langs Afrikas kyst og rundt om Kap det gode Håb.

I december 1835 ankom skibet til Macao, og de tre overlevende fra forliset blev overladt til Karl Gützlaffs omsorg — et kløgtigt træk fra den britiske regerings side. På den tid var Japan nemlig et „lukket land“. Den herskende familie af shoguner (generaler hvis magt gik i arv) fulgte en 200 år gammel politik og lyttede hverken til folkets eller omverdenens stemme eller tillod nogen samfærdsel og handel med fremmede lande. Karl Gützlaff var sekretær for kinesiske anliggender ved den engelske repræsentation i Macao. Den britiske regering håbede at den, ved at benytte Gützlaff til at bringe japanerne tilbage til deres hjemland, kunne åbne for handelsforbindelserne til Japan. Ville det lykkes? Hvad mente Gützlaff?

Det var ikke Gützlaffs livsmål at fremme britiske handelsinteresser, og alligevel bød han disse unge japanere velkommen med åbne arme og takkede Gud for dem. For at forstå dette må vi vide lidt mere om Gützlaff.

Han var født i Pommern i det nuværende Polen. Da han voksede op, skrev han: „Jeg vil gerne lære seks sprog og blive et sendebud for Kristi riges evangelium på ethvert sted under himmelen.“ Efterhånden begrænsede han sin interesse til Østen.

Treogtyve år gammel rejste han til Batavia (nu Djakarta) i Indonesien. Her benyttede han lejligheden til at lære kinesisk, malayisk og en lille smule japansk. Han var imidlertid ikke i stand til at forkynde på Sumatra, som det ellers var bestemt, så i stedet tog han til Thailand, studerede thaisproget og oversatte Lukas’ og Johannes’ evangelier. Alt i alt studerede han mindst ti sprog, så han kunne nå ud til folk af mange nationer.

Mellem 1831 og 1834 foretog Gützlaff tre „bibelrejser“ med kinesiske junker og andre fartøjer, og forkyndte hele vejen op langs den kinesiske kyst fra syd til nord. Han forkyndte i Manchuriet og det vestlige Korea, hvor han siges at have været den første kristne missionær, samt på øerne Cheju, Okinawa og Taiwan. Han rettede også blikket mod Japan, men hvordan kunne nogen komme ind i dette lukkede land?

Forbindelse med Japan

I 1835 begyndte Gützlaff sit arbejde for den britiske regering, og i december samme år fik han de tre brødre fra General Palmer i sin varetægt. Nu havde Gützlaff en værdifuld forbindelse med nogle japanere. Han kunne undervise dem i kristendommen og samtidig lære japansk. Han var derfor kun glad for at tage imod dem i sit hjem i Macao.

Men det var ikke nogen let opgave at bringe de japanske brødre tilbage. Den strenge kontrol tillod kun ét hollandsk skib at aflægge et årligt besøg i Nagasaki i det vestlige Japan. Japanerne befandt sig i tvungen afsondrethed. En lov forbød alle at forlade landet, og en anden forbød bygning af skibe på over halvtreds tons. Så det var ikke sandsynligt at der ville komme et japansk skib til Hongkong. Brødrene måtte vente tålmodigt på en mulighed for at komme tilbage til deres elskede hjemland.

En original originaludgave

I mellemtiden hjalp brødrene til med at oversætte Johannes-evangeliet og Johannes’ tre breve — ikke nogen ringe opgave, sprogskrankerne taget i betragtning. Der var også andre vanskeligheder. Af de tre brødre kunne kun den ældste læse og skrive japansk. Han kunne endda kun skrive den ene af de to fonetiske skriftarter der fandtes, og ingen kinesiske skrifttegn (kanji), der almindeligvis bruges til hovedord som for eksempel navneord, tillægsord, udsagnsord og så videre. De unge mænd kom fra små kår og havde ikke modtaget nogen egentlig undervisning. Deres japanske var den dialekt man talte på deres hjemegn Owariryo i nærheden af Nagoya. Altså blev deres oversættelse skrevet i lydskrift, rig på landdialekt og sprogejendommeligheder.

Endvidere tog man shintoistiske og buddhistiske fortolkninger af Bibelen i anvendelse. Vi har et godt eksempel i oversættelsen af det græske ord „baptisma“, der normalt oversættes med „dåb“ eller „nedsænkning“. Det blev oversat med kori wo toraseru, som hentyder til en gammel japansk religiøs skik med at hælde koldt vand over sig selv for at rense sig når man fremsætter anmodninger til guderne. Her følger nogle andre interessante oversættelser:

Gud (theos): Paradis, himmel

Ord (logos): Den Vise

helligånd (pneuma): gud

engle: himmelguder

herre, mester: kejser, mikado

brød: riskage

Oversættelsesarbejdet blev fuldført i november 1836. Men på grund af gnidninger mellem englænderne og kineserne måtte manuskripterne sendes til Singapore, hvor de blev trykt det følgende år i maj. Gützlaff håbede at have de trykte oversættelser af Johannes’ skrifter klar før brødrene skulle til Japan. Postbåden der skulle have bragt biblerne til Macao blev forsinket, og i mellemtiden fik brødrene en mulighed for at komme med et skib der skulle til Japan.

Hjem, „kære“ hjem!

De forenede Stater var ved at tage afgørende skridt til at knytte forbindelser til Japan, og i begyndelsen af juli 1837 lagde et amerikansk skib ved navn Morrison til i Macao på sin historiske rejse til Japan. De tre brødre gik om bord på dette 564-tons sejlskib. Endelig kunne de komme til Japan! Endelig kunne de være sammen med deres kære slægtninge! Endelig kunne de komme hjem!

Morrison stod ind i Tokyobugten den 27. juli. Brødrene var næsten ude af sig selv af sindsbevægelse. De kunne se Japan! Gützlaff indledte forhandlinger angående deres tilbagevenden. Den japanske regering gav et skarpt svar ved over for Gützlaff at henvise til en forordning fra 1637, der bestemte at enhver japaner der forlod landet kun kunne vende tilbage under dødsstraf. Brødrene kunne ikke komme ind i Japan! For at føje handling til ord og gøre det klart at et fremmed fartøj ikke var velkomment, åbnede japanerne ild med kanoner mod Morrison og fordrev skibet fra Tokyobugten.

Men hverken Gützlaff eller amerikanerne ville uden videre give op. Morrison satte så kursen mod Nagoya, men blæsten var så stærk at skibet ikke kunne kaste anker. Så sejlede skibet ned til Kagoshima på Japans sydspids for at gøre endnu et forsøg. Men tragisk nok blev de igen beskudt med kanonild. De tre brødre var dybt skuffede. De havde set bjergene, træerne og markerne i deres højt elskede hjemland, men alle deres forsøg på at vende tilbage dertil var mislykkedes.

Hjemme i Macao opstillede Gützlaff en plan for hvor langt man skulle nå med bibeloversættelsen hver dag. Men trods hårdt arbejde blev kun det første manuskript af Johannes’ skrifter nogen sinde trykt. Gützlaff fik aldrig lejlighed til at bringe sin Bibel til Japan. I 1841 fandt en velkendt amerikansk missionær ved navn Hepburn imidlertid den japanske Bibel i Singapore, og han kunne gøre brug af den da Japan nogle år senere blev åbnet for fremmede.

Hvad skete der med Iwakichi, Kyukichi og Otokichi? Ingen ved det helt sikkert. Det siges at en af dem muligvis tog til Amerika om bord på Morrison, mens hans brødre antog Gützlaffs tro og satte sig for at forkynde i Japan. Det siges også at de blev opslugt af det kinesiske samfund og gik i glemme. Der er ikke noget der tyder på at nogen af dem kom tilbage til deres hjemland.

Det ville være en trist historie hvis den sluttede her. Lykkeligvis vil Iwakichi, Kyukichi og Otokichi snart vende tilbage fra mindegravene, når den opstandelse Jesus Kristus lovede, finder sted. (Johannes 5:28, 29) Og mon ikke de bliver forbløffede når de finder ud af at deres ringe oversættelse af Guds Ord, den allerførste på japansk, har haft indflydelse på alle japanske oversættelser i tiden derefter! Hepburn og hans medarbejdere brugte den nemlig da de i årene fra 1880 til 1888 foretog den oversættelse som Jehovas vidner i Japan har gjort udstrakt brug af.

Hvis du skulle møde kristne japanere, prøv da at spørge dem hvad de synes om Hepburns Bibel. De vil sikkert svare: „Sproget er svært at forstå.“ Det er meget få der ved hvorfor, så du kan fortælle om den påvirkning der endnu kan spores fra de første oversættere, Iwakichi, Kyukichi og Otokichi — disse jævne drenge fra landet som dårligt nok kunne skrive, men som udførte en bedrift ingen andre havde øvet før dem, alt sammen som en lykkelig følge af et skibbrud.

[Kort på side 10]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ENGLAND

London

AFRIKA

Kap det gode Håb

KINA

JAPAN

Dronning Charlotte-øerne

HAWAII

Vancouver

NORDAMERIKA

SYDAMERIKA

Kap Horn

[Kort på side 12]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

MANCHURIET

KINA

KOREA

JAPAN

Tokyo

Nagoya

Nagasaki

Kagoshima

Cheju

Okinawa

HONG KONG

TAIWAN

MACAO

THAILAND

STILLEHAVET

Singapore

Sumatra

Djakarta

INDONESIEN

[Illustration på side 13]

Johannesevangeliet trykt i Singapore på grundlag af oversættelse og håndskrift fra de tre japanere og Gützlaff

Ny Verden-oversættelsen af Johannes-evangeliet på moderne japansk