Hvad er problemets årsag?

„DE FORSKELLIGE lande er indviklet i en geopolitisk nervekrig,“ skrev The New York Times tidligere i år. USA havde da yderligere sænket dollarens værdi over for den japanske yen og den tyske mark på grund af det stadigt voksende underskud på handelsbalancen. Avisartiklen fortsatte: „Alle prøver at tvinge de andre til at ændre deres indenrigspolitik . . . så handelsbalancen bliver bedre.“

Hvorfor har den faldende dollarkurs ikke medført den forbedring i de internationale handelsforhold som man havde håbet på? Hvad er grunden til at USA fortsætter med at oparbejde et så stort underskud på handelsbalancen? Og hvorfor har lande som Japan og Vesttyskland fortsat kunnet øge deres overskud på handelsbalancen i forhold til USA trods den stigende kurs på deres valutaer?

Disse spørgsmål volder førende økonomer overalt i verden hovedbrud. Under alle omstændigheder er det tydeligt at man ikke kan løse verdenshandelens problemer blot ved at manipulere med dollarkursen. I mellemtiden har handelspartnernes gensidige beskyldninger spændt situationen til bristepunktet, politisk som økonomisk.

Gnidninger mellem handelspartnere

Mange amerikanere er for eksempel af den mening at USA ikke har fået noget til gengæld af de lande som det har åbnet sit marked for — lande som Japan, og i mindre grad, Vesttyskland. De beskylder disse lande for at anvende ufine metoder til at fremme egen eksport og beskytte hjemmemarkederne mod importerede varer, hvilket koster amerikanske arbejdspladser og indtjeningsmuligheder. Det har skabt gnidninger og endda en vis fjendtlighed mellem USA og dets handelspartnere.

Nogle besværer sig desuden over at de japanske firmaer betaler deres arbejdere så lidt i løn i forhold til amerikanerne at de kan underbyde deres konkurrenter, mens udenlandske firmaer for at komme ind på det japanske marked må finde sig til rette med den traditionelle handelskutyme, de indviklede skatteforhold og distributionssystemer, kvalitetsnormerne, sprogskranken, japanernes sympatier og antipatier og deres forbehold over for udenlandske varer. Ifølge udenlandske forretningsfolk stiller alt dette dem særdeles ugunstigt.

USA’s handelsminister, Malcolm Baldridge, sammenfattede klagepunkterne med følgende ord i en tale til en forsamling af førende japanske forretningsfolk i Tokyo: „Japan kan ikke vedblivende basere sit forhold til sine handelspartnere på en stadigt voksende eksport og en træg eller stillestående import. Målt med næsten enhver målestok er Japan en verdensøkonomisk stormagt, men har ikke påtaget sig det ansvar der følger med denne magt.“

Japanerne tager til genmæle

Til gengæld sætter de japanske forretningsfolk fingeren på den amerikanske holdning at investeringer skal give hurtigt udbytte. Mens japanerne gerne planlægger på langt sigt, er de amerikanske forretningsfolk nødt til at skaffe afkast omgående for at tilfredsstille aktionærerne. For eksempel begyndte både amerikanske og japanske firmaer i 1970 at satse på bekostelig forskning i hvordan laserstråler kunne anvendes til gengivelse af lyd og billeder. Da resultaterne udeblev, indstillede de amerikanske firmaer snart deres forskning. Et japansk firma arbejdede imidlertid videre og sikrede sig en dominerende position på det lukrative marked for Compact Disc-plader og -udstyr.

Noget andet der ifølge japanerne har betydning for skævheden i samhandelen, er at det japanske samfund er spareorienteret, mens det amerikanske samfund er forbrugsorienteret. I gennemsnit opsparer japanerne fire gange så meget som amerikanerne, og den samlede opsparing overstiger bruttonationalproduktet med 30 procent.

Generelt mener japanerne ikke at deres forspring skal tilskrives deres lavere produktionsomkostninger, men deres højere produktivitet og bedre ledelse. En amerikansk iagttager har bemærket at „produktiviteten hos de fem største amerikanske stålproducenter for eksempel ligger næsten en tredjedel lavere end hos de japanske. Det betyder at selv om lønningerne i de to lande var lige, ville de amerikanske stålproducenter stadig ikke kunne konkurrere med japanerne på et virkelig frit marked. Og det kunne de amerikanske bilproducenter for den sags skyld heller ikke.“

Mange japanere vil også blankt afvise anklagen om at de er imod import af udenlandske varer. De hævder at de altid har taget godt imod importerede varer, forudsat de udenlandske producenter har tilpasset deres produkter til japanernes smag. For eksempel ændrede en amerikansk fabrikant en dukke sådan at den fik mindre skikkelse, kortere ben og mørkebrune øjne. Den blev solgt i millionvis. Og et læskedrikfirma fra USA opnåede en markedsandel på 60 procent i Japan ved at gøre drikken sødere — præcis som japanerne ville have den. Det er gået endog meget godt for de udenlandske firmaer der har forstået at tilpasse sig det japanske marked.

Nogle i Japan hælder endog til den anskuelse at USA gør et unødig stort problem ud af underskuddet på handelsbalancen for at bortlede opmærksomheden fra egen utilstrækkelighed. De påpeger at da Japan kun har en halvt så stor befolkning som USA, vil japanerne sandsynligvis aldrig oparbejde et forbrug af amerikanske varer der er lige så stort som amerikanernes forbrug af japanske varer. I tilgift mener de at tallene ofte er vildledende fordi de ikke indbefatter værdien af varer og tjenesteydelser der omsættes af amerikansk ejede eller kontrollerede firmaer i Japan. En rådgivende virksomhed oplyser at der findes 3000 sådanne selskaber i Japan, og at de 300 største af dem i 1984 solgte produkter til en værdi af 44 milliarder dollars her.

Amerikanske firmaers tendens til at flytte produktionen udenlands for at drage fordel af billig arbejdskraft tjener også til at forværre handelsbalancen. I stigende omfang bliver fjernsyn, datamater, biler og andre produkter med amerikanske firmanavne fremstillet i Japan, Mexico, Taiwan og andre steder og solgt på det amerikanske marked. Det giver sig både udtryk i at amerikanske arbejdspladser går tabt og i at „importen“ forhøjes kunstigt, siger japanerne.

Tilsyneladende har begge parter altså gyldige grunde til at beklage sig over hinanden og til at retfærdiggøre egne handlinger. Som gensidige beskyldninger svirrer gennem luften er der ikke meget der tyder på at handelskrigen eller skævheden i handelsbalancen er i aftagende. Måske er det kun symptomerne nationerne beskæftiger sig med. Den egentlige årsag til de spændte samhandelsforhold ligger dybere.

Den egentlige årsag?

Forestil dig at varestrømmen fra én stat i USA til en anden eller fra ét japansk præfektur til et andet øgedes — svarende til at sjællændere købte flere varer fra Fyn. Ville det udløse handelskrig eller en økonomisk krise? Nej. Forbrugerne går nemlig ikke op i hvor produkterne stammer fra, når blot de får kvalitet til en lav pris. Hvorfor forholder det sig da anderledes når det drejer sig om handel mellem to forskellige lande?

„Økonomisk nationalisme“ er ifølge det store japanske dagblad Asahi Shimbun årsagen. De enkelte lande er mere optaget af deres egen velstand end af verdensøkonomiens tilstand. „Det er en indgroet og grundfæstet holdning . . . hos japanerne at kun japansk fremstillede produkter er kvalitetsvarer,“ har direktøren for Tokyo-afdelingen af firmaet American Telephone and Telegraph International bemærket. Det samme kan siges om amerikanerne, tyskerne, englænderne, og næsten alle andre folk. Verden er splittet i mere end én forstand.

Faktisk er genvordighederne med samhandelen og den dalende dollarkurs blot nogle få sygdomssymptomer i et system der også er præget af krig, vold, nationalisme, selvisk stræben og, ikke mindst, håbløshed. Kan nogen befri verden for disse formidable skranker og gengive ikke alene verdensøkonomien men også det enkelte menneske sundheden i alle sider af dets tilværelse?

[Illustration på side 7]

Japan har overskud på sin handelsbalance. Er det fordi japanerne er mere produktive end andre?