En chokerende uret!
BERØRER det dig ikke dybt når du eller dine nærmeste bliver behandlet uretfærdigt? Sikkert. Men også når andre behandles uretfærdigt bør det bekymre os. Hvis uretfærdigheden griber om sig kan den undergrave et helt land eller en hel civilisation.
På den italienske ø Sardinien har en chokerende uret fundet sted. Et ungt par, Giuseppe og Consiglia Oneda, er blevet anklaget for deres lille piges død og sidder nu fængslet. De er blevet behandlet værre end terrorister, og deres sag har derfor påkaldt sig international opmærksomhed. Når du undersøger kendsgerningerne vil du opdage at det der er sket, i virkeligheden er et angreb på en minoritet. Det undergraver også retten til frit at kunne vælge en behandlingsform hos en læge eller på et hospital, og forældres ret til selv at sørge godt for deres børn.
Familien Oneda
Giuseppe og Consiglia Oneda bor i Sarroch, en lille by på Sardinien. Du kan sikkert forestille dig deres glæde, da deres første barn, Isabella, blev født den 23. december 1977 — en begivenhed parret længe havde set frem til. Men snart oplevede de en stor sorg. Hvorfor? Inden for seks måneder stod det klart for dem at Isabella var unaturligt bleg og at hun ikke voksede normalt. Da det unge par søgte lægehjælp, fik de at vide at Isabella led af erytroblastisk anæmi. Lægerne begyndte at behandle barnet med blodtransfusioner, men sygdommen forværredes stadig.
I løbet af denne periode begyndte parret at studere Bibelen med Jehovas vidner og fandt stor trøst i at lære at Gud engang vil gøre ende på al lidelse og død. (Åbenbaringen 21:4) Da Jehovas vidner har stor respekt for livet, modtager de gerne moderne medicinsk behandling; mange af dem er selv læger. De er imidlertid overbevist om at det er dem forbudt at modtage blodtransfusioner, ifølge bibelske skriftsteder som for eksempel: „Kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise.“ (1 Mosebog 9:3, 4) De ved også at det ved det første apostelmøde blev påbudt de kristne at ’afholde sig fra utugt og fra blod’. — Apostelgerninger 15:19, 20.
Ud fra studiet af Bibelen fik Giuseppe og Consiglia endnu større forståelse for at forældre i kærlighed bør tage sig af deres børn. De var så samvittighedsfulde at de til tider sprang måltider over for at få råd til at give Isabella den bedste mad og medicin.
Hvad fejlede Isabella?
Isabella led af den alvorlige blodsygdom erytroblastisk anæmi (der også kaldes Cooley’s syndrom). Det er en sygdom der nedarves blandt mange familier i Middelhavslandene. Behandlingen består som regel i blodtransfusioner, men det er kun en midlertidig foranstaltning. Sygdommen er desværre uhelbredelig. De fleste af dem der angribes af sygdommen dør i barndommen. En brochure om blodsygdomme fortæller at når denne tilstand viser sig hos spædbørn — som det skete i Isabellas tilfælde — bringer den sædvanligvis døden med sig „før barnet bliver to år“. — Trattato di Patologia Medica (Brochure om medicinsk Patologi) af U. Teodori, Rom, 1976.
Hvad gjorde forældrene?
I 1978 og i begyndelsen af 1979 bragte Giuseppe og Consiglia gentagne gange Isabella til Den anden Klinik ved universitetet i Cagliari, skønt hun ikke kunne helbredes. I juni 1979 nåede de så frem til en afgørelse baseret på Bibelen. De sagde til lægerne at de ikke længere ville komme med Isabella så hun kunne få blodtransfusioner. Men de gjorde det klart at de ville godtage enhver anden form for behandling. Forældrene sørgede fortsat for at Isabella fik en enestående pleje; de konsulterede endog læger i Norditalien, Schweiz, Tyskland og Frankrig.
Klinikkens socialforsorg henvendte sig til ungdomsdomstolen, der anbefalede klinikken at sætte sig i forbindelse med de civile myndigheder, der så kunne sørge for at barnet blev bragt til klinikken. Klinikken kontaktede flere gange myndighederne i Sarroch, og en lokal politimand hentede barnet. På denne måde påtvang man lille Isabella mange blodtransfusioner.
Fra midten af marts til 2. juli 1980 undlod klinikken imidlertid at få Isabella bragt til behandling. I løbet af denne periode fik Giuseppe og Consiglia endnu et barn, en sund og rask datter, som de naturligvis også elskede og viste omsorg. Den 2. juli 1980 bragte politiet igen Isabella til klinikken, hvor hun døde under en blodtransfusion.
En forfærdelig uret
Du forestiller dig måske at dette er den triste slutning. Men nu begyndte uretfærdighederne først for alvor. Den 5. juli 1980 blev Giuseppe og Consiglia Oneda arresteret og anklaget for forsætligt manddrab — mord! Ganske utroligt — dette kristne par, der i forvejen var dybt bedrøvet over at have mistet deres ældste datter, blev nu yderligere bebyrdet med en anklage for at have ønsket hendes død.
Forældrene blev fængslet for tyve måneder. En anmodning om midlertidig løsladelse indtil sagen kom for retten blev afvist, på trods af en lægeerklæring om at Giuseppe Oneda var syg. Denne ubarmhjertighed forhindrede dem i at sørge for deres yngste datter. Endelig kom sagen for retten. Den 10. marts 1982 blev parret kendt skyldigt og idømt fjorten års fængsel, efterfulgt af tre års prøveløsladelse. Tænk engang — en dom der overgår den mange terrorister idømmes!
Uretten afsløres af kendsgerningerne
Alle vi der sætter pris på frihed og menneskerettigheder skulle alvorligt overveje det der her er sket.
I et memorandum til undersøgelsesdommeren oplyste lederen af klinikken: „Vi har på klinikken diagnosticeret adskillige tilfælde af erytroblastisk anæmi (cirka 700). Mange af disse patienter vendte aldrig tilbage til klinikken, eller kom kun nu og da. Klinikken har ikke engang personale nok til at hjælpe de syge.“ Hvis klinikken lod hundreder af små børn med denne sygdom gå uden behandling, og desuden ikke fuldt ud efterkom rettens anvisninger angående Isabella, hvordan kunne det da være forældrenes fejl at hun døde? Lad din medmenneskelighed og din retfærdighedssans svare for dig.
Mange interessante detaljer kom frem i retssagen. Medicinske eksperter beskikket af retten påviste: (1) At Isabellas sygdom „var gået ind i slutfasen“, hvilket betød at hun var nær døden; (2) at blodtransfusioner i ugerne eller månederne før pigens død „ikke ville have haft nogen klinisk relevans eller retsmedicinsk betydning i retning af at ændre sygdommens skæbnesvangre udvikling“.
Måske ved du, hvad læger også indrømmer — at der findes mange beviser for at blodtransfusioner ofte har alvorlige endog dødbringende, følger. Hos mange voldsomt anæmiske patienter ophobes der jern i kroppen, og denne farlige tilstand kan forværres af transfusioner.
Af rapporten fra obduktionen af Isabella sluttede professor Edoardo Storti (leder af Det hæmatologiske Institut ved universitetet i Pavia) følgende: „Døden skyldtes adskillige faktorer i forening: (a) Svær anæmi; (b) en betydelig ophobning af jern i de livsvigtige væv, især i hjertemuskulaturen . . . jeg mener også at det må betvivles at selv den mest intensive og moderne behandling kunne have begrænset sygdommens udvikling mærkbart.“
Desuden anbefales blodtransfusioner sædvanligvis ikke til patienter med hjertebesvær og et hæmoglobinindhold i blodet lavere end fem gram, som det var tilfældet hos Isabella, da det kan forårsage akut lungeødem, hvilket kan være dødbringende. Obduktionen af Isabella afslørede lungeødem.
I betragtning af disse kendsgerninger, hvorfor blev Giuseppe og Consiglia Oneda da anklaget for manddrab? Professor Angelo Fiori (leder af Det retsmedicinske Institut ved Det hellige hjertes katolske universitet i Rom) påpegede: „At hævde at den ugunstige udvikling er forbundet med forældrenes handlemåde . . . er uden tvivl både ubegrundet og risikabelt.“
En anden retsmedicinsk ekspert udtalte at påstanden om at Isabella døde fordi hun ikke fik blodtransfusioner „er lige så absurd som at erklære at en der har en svulst og er nået til sygdommens sidste stadium, dør fordi han ikke har fået vitaminer“.
Offentlighedens reaktion
Selv om en appel er blevet indgivet sidder parret stadig i fængsel. Men mange har udtrykt bekymring over den uretfærdige dom.
Avisen Il Tempo skrev den 11. marts 1982: „Efter at have lyttet i retssalen erklærede retsmedicineren, dr. Alessandro Bucarelli, at det på dette trin af efterforskningen ikke var muligt at bevise et årsagsforhold mellem de manglende transfusioner og det syge barns død.“ Artiklen bemærkede dernæst: „Når der hersker tvivl bliver anklagede almindeligvis frikendt, eller der forskes mere i sagen. I dette tilfælde blev anklagede dømt på trods af tvivl.“ Hvorfor?
Retsindige mennesker der kender til de faktiske forhold undrer sig over hvorfor den tvivl rettens egne sagkyndige vidner udtrykte, ikke blev taget til følge. Hvorfor nægtede retten at overveje en anden hypotese hvad angår dødsårsagen eller at lytte til forsvarets sagkyndige vidner? Hvorfor koncentrerede retten sin opmærksomhed om forældrene, der oprigtigt havde søgt en behandlingsform der kunne forenes med deres religiøse overbevisning? Ja — HVORFOR?
Il Tempo citerede en canadisk sagfører der overværede retssagen: „Engang var det Inkvisitionen der forfulgte dem der ikke hørte til Kirken [den katolske]. Nu er forfølgelsen en lille smule skjult, men i realiteten den samme. Hundreder af børn dør på Sardinien med eller uden blodtransfusioner. Medicinske lægebøger viser at der ikke findes nogen effektiv kur mod denne sygdom. Nu har den offentlige anklager foregivet at anvise os et middel, men det tjente blot som en undskyldning for at kunne dømme dette respektable par, der ikke har gjort andet forkert end at få et barn med en uhelbredelig sygdom. Faktisk døde barnet mens det fik en blodtransfusion uden forældrenes samtykke.“
Fra Torino skrev avisen Stampa Sera: „Nu kan man blot håbe at dommen vil blive omstødt i appelretten. Fjorten års fængsel er i virkeligheden mere end hvad der ifølge loven venter terrorister . . . der har syv mord på samvittigheden. Man spørger: Hvorfor var retten i Cagliari så hård ved Giuseppe og Consiglia Oneda? For hvert år dør snesevis af børn af erytroblastisk anæmi på Sardinien, med eller uden blodtransfusioner. . . . Og endelig er det besynderligt at ingen anklager blev rejst mod de embedsmænd som underrettens dommer havde pålagt at sørge for at lille Isabella fik blodtransfusioner.“
Også pressen i andre lande satte spørgsmålstegn ved om retfærdigheden var sket fyldest. Avisen El País i Madrid, Spanien, bemærkede at sagen drejede sig om den „uhelbredelige sygdom erytroblastisk anæmi“ og at livet hos et barn der lider af denne sygdom „kun kan forlænges for en kort tid ved gentagne blodtransfusioner“. Avisen tilføjede: „Hvad der virker helt utilgiveligt er at dommerne har været fuldstændig nådeløse over for disse forældre . . . som om de havde dræbt Isabella med en revolver i et overlagt mord. Der er ikke taget det mindste hensyn til formildende omstændigheder, noget man i dette land endog gør når det gælder de mere blodtørstige forbrydere.“ — 12. marts 1982.
En trussel mod dine rettigheder
Sandsynligvis siger loven i dit land, ligesom i Italien, at du har ret til at afgøre om du vil modtage en bestemt form for behandling eller ej. Det er forståeligt. For bedre at forstå situationen kunne man måske forestille sig en sag hvor det drejede sig om abort. Hvad enten du nu anser abort for at være i orden eller ikke, hvordan ville du så være til mode hvis læger fik en politibetjent til at komme hjem til dig og tvinge dig eller en af dine nærmeste til at få en abort, uden hensyn til dine ønsker?
Det anerkendes over hele verden at forældre bør have indflydelse på deres børns pleje og pasning. Hvis forældre ved at et barn har en uhelbredelig sygdom og at en bestemt behandling kunne fremskynde døden, skulle forældrene da tvinges af politiet til at give deres samtykke til behandlingen?
I Skotland skrev A. D. Farr, der underviser i fremgangsmåder ved blodtransfusioner, angående påtvungne transfusioner:
„Lidt efter lidt overtager staten den funktion at træffe beslutninger for den enkelte. Det er på denne måde frie lande ophører med at være frie og bliver totalitære. . . . Dette er ikke blot et fantasifuldt tankespind. Frihed er et kostbart og forholdsvis sjældent eje, der nidkært må vogtes i de lande hvor det findes.“
Italiens grundlov garanterer frihed, som grundloven i dit land sikkert også gør. Men når religionsfriheden og forældreretten krænkes, opstår der en fare der kan true borgernes frihed og rettigheder. Dette er allerede sket på Sardinien. To kærlige, kristne forældre sidder i fængsel, og har fået en strengere straf end mange forsætlige mordere. Alle der sætter pris på frihed vil forfærdes over denne store uret og vil være interesseret i resultaterne af appellen. Vågn op! vil holde dig underrettet om denne betydningsfulde sag.