Er disse forældre hårdhjertede eller kærlige?

SPØRGSMÅLET om hvorvidt forældre har ret til at afgøre hvilken lægebehandling deres børn skal have, er aktuelt i mange lande. Men der er særlig ét tilfælde der fortjener opmærksomhed. Det drejer sig om Giuseppe og Consiglia Oneda, et ægtepar fra den lille by Sarroch, som ligger i nærheden af Cagliari, hovedbyen på den italienske ø Sardinien.

Det er tænkeligt at du allerede har kendskab til denne sørgelige beretning, som har været omtalt i pressen i hele verden. Både dette blada og nyhedsmedierne i mange lande har behandlet sagen indgående.

En uhelbredelig sygdom

Ægteparret Onedas lille pige Isabella led af den forfærdelige sygdom erytroblastisk anæmi, en medfødt blodsygdom mod hvilken der ikke kendes noget middel. Som oftest er sygdommen dødelig. I nogle tilfælde har man kunnet udskyde døden i nogle år ved stadige blodtransfusioner, men autoriteter på feltet indrømmer at transfusionerne ikke kan helbrede sygdommen. I lægebogen Principles of Internal Medicine af Harrison, (1980-udgaven) bemærkes det: „Den forventede levetid for patienter med erytroblastisk anæmi [Beta] er kort. Det er usædvanligt hvis patienter med den alvorligste art af sygdommen når at blive voksne.“ I alvorlige tilfælde som Isabellas indtræder døden ofte i løbet af de første to eller tre leveår. Hvad ville du gøre hvis du havde et barn med samme sygdom som Isabella?

Giuseppe og Consiglia vidste at Isabella ikke kunne undgå at dø, men til trods herfor tog de hende regelmæssigt med til et børnehospital i Cagliari. Der fik hun periodiske blodtransfusioner. Dette hjalp hende i et kort stykke tid, men gav også problemer. Hvorfor det? Fordi de medfører en overforsyning af jern. I Wintrobes Clinical Hematology (1981) hedder det at ’de fleste patienter med erytroblastisk anæmi’ som modtager regelmæssige transfusioner, ’dør af komplikationer som følge af for stor tilførsel af jern’. I samme bog indrømmes det at „mange af de beskrevne behandlingsstrategier ikke i stor målestok lader sig gennemføre i praksis. Omkostningerne ved [den mest effektive behandling] er omkring 5000 dollars [50.000 kroner] om året for en enkelt patient“.

Enkelte læger har fremsat meget optimistiske udtalelser om muligheden for et langt og normalt liv for børn med denne sygdom. Det skal ikke forbavse nogen, for ingen har vel lyst til at tilstå sin magtesløshed — heller ikke en læge som syge mennesker klynger sig til. Og vi ved dog alle at visse sygdomme er uhelbredelige. Erytroblastisk anæmi må henregnes til disse. Der kan derfor være modstridende meninger om hvordan sygdommen helst skal behandles og hvad resultatet af forskellige behandlinger er, men nogen egentlig kur kendes ikke.

Lægevidenskaben kan heller ikke garantere at et barn der er så alvorligt angrebet som den lille Isabella, vil få forlænget sin levetid med mange år hvis det får blodtransfusion. De sørgelige realiteter fremgår af statistikken. Publikationen Minerva Medica (72, 1981, siderne 662-70) fremlægger tal fra Italiens statistiske Centralinstitut (ISTAT) som viser at 147 italienske børn døde af denne sygdom i 1976, og at 23,8 procent af dem døde inden for deres fire første leveår.

Hvorfor kalde kærlige forældre „mordere“?

I foregående artikel fortalte vi om et italiensk ægtepar der fik et lykkeligere familieliv efter at have studeret Bibelen med Jehovas vidner. Sådan gik det også for Giuseppe og Consiglia Oneda. For dem betød det om muligt endnu mere, idet de blev bekendt med Jesu løfte om at den der har Guds godkendelse „skal komme til live selv om han dør“. (Johannes 11:25) Ingen læger kunne garantere for lille Isabellas liv og helbred, men det kan Guds søn.

Da ægteparret Oneda i sommeren 1979 besluttede at de ville være Jehovas vidner, gav de besked til lægerne ved Den anden Børneklinik i Cagliari om at de ikke længere ville lade Isabella modtage blodtransfusioner. Ud fra Bibelen havde de lært at Gud havde befalet apostlene og alle andre trofaste kristne at ’afholde sig fra blod’. (Apostelgerninger 15:28, 29; se også Første Mosebog 9:3, 4.) Lægerne bad ungdomsdomstolen om at skride ind. Domstolen bestemte at forældrene skulle lade deres datter få transfusioner, og den pålagde lægerne ansvaret for at tage initiativ til at de regelmæssige blodtransfusioner blev givet.

I denne periode, hvor ægteparret søgte hjælp hos mange andre læger for at finde alternativ behandling, blev datteren hentet for at få blod. Ikke desto mindre fulgte sygdommen sit sædvanlige sørgelige forløb; Isabella blev stadig hårdere angrebet. I marts 1980 holdt lægerne op med at give transfusion; i nogle måneder hentede de ikke længere Isabella. Hvorfor undlod de at gøre som domstolen havde pålagt dem? Dette er en gåde som myndighederne den dag i dag endnu ikke har søgt at løse.

I de følgende måneder gjorde ægteparret alt hvad de kunne for deres højtelskede datter. De skaffede sig medicin der kunne gives i hjemmet, og trods begrænsede økonomiske muligheder gav de hende den bedst mulige kost. De opgav aldrig håbet, men skrev endda til specialister i Tyskland, Frankrig og Schweiz.

I slutningen af juni blev Isabellas tilstand pludselig yderligere forværret, måske på grund af en infektion i bronkierne, noget der kan koste livet for en patient med erytroblastisk anæmi. På dette sene tidspunkt ankom politiet igen og hentede Isabella hen til børnehospitalet, hvor hun døde under modtagelsen af en blodtransfusion.

Forestil dig hvor bedrøvede Giuseppe og Consiglia blev den dag, den 2. juli, skønt de vidste at deres pige på to og et halvt år var uhelbredeligt syg. Det skulle dog ikke blive det sidste chok. Ved 17- tiden den 5. juli 1980, mens ægteparret opholdt sig hos nogle venner, blev de arresteret af to carabinieri (bevæbnede betjente). De fik kun akkurat tid til at betro deres andet barn, den tre måneder gamle Ester, i nogle venners varetægt.

De blev ført til Cagliaris lokale fængsel, der ironisk nok bærer navnet „Den rette vej“. Det er et af Italiens mest frygtede fængsler, og de blev lukket inde i hver sin celle i hver sin del af bygningen.

Hvorfor anklaget for mord?

I tyve måneder blev disse to mennesker holdt indespærret. Endelig kom sagen for en domstol, og den 10. marts 1982 afsagde underretten i Cagliari sin rystende kendelse: Den anså Giuseppe og Consiglia Oneda for at være skyldige i overlagt mord. Hvad lød dommen på? Fjorten års fængsel — en dom der overgår den mange terrorister idømmes!

Forståeligt nok vakte dommen opsigt i hele Italien, og den blev kritiseret af mange jurister. Sagen blev appelleret, men den 13. december 1982 blev kendelsen stadfæstet af Cagliaris appelret. Retten nøjedes med at nedsætte dommen til ni års fængsel med den begrundelse at der var ’særlige omstændigheder’ man kunne lade komme ægteparret til gode, idet de havde ’handlet ud fra særlige moralske motiver’.

Den eneste menneskelige mulighed for at opnå retfærdighed var nu at henvende sig til den øverste kassationsret. Den 8. juli 1983 blev Giuseppe Oneda løsladt på prøve fordi hans helbred efter tre års fængsel var alvorligt truet. Men Consiglia var stadig i fængsel.

Den øverste kassationsret

Denne domstol har sæde i Rom og er det italienske retsvæsens øverste organ. Den tager stilling til spørgsmål om lovens korrekte anvendelse og fortolkning, og til kendelser fra underordnede instanser som appelleres. Hvis den afgør at loven er blevet misfortolket eller ikke er blevet fulgt, har den myndighed til at ophæve den pågældende kendelse og lade en anden domstol behandle sagen på ny. Den øverste kassationsret behandlede Onedasagen den 13. december 1983.

Kun sjældent annullerer denne domstol en kendelse den får forelagt, og to kendelser der, som i dette tilfælde, gik den anklagede imod, ville veje meget tungt. Var der noget håb om at ægteparret kunne blive betragtet som kærlige, omsorgsfulde forældre i overensstemmelse med sandheden?

En afgørende vending!

Lad os beskrive hvordan denne dag forløb i retssalen:

Efter at en af de fem dommere havde afgivet et indledende referat af sagen, fik anklagemyndigheden ordet.

Den dommer der optræder i anklagerens rolle, er særlig frygtet af forsvaret fordi hans anmodninger så godt som altid bliver efterkommet. Og i dette tilfælde var det en jurist der havde sådanne sager som speciale og havde behandlet dem i en lang række af kendte tilfælde. Hvad ville han sige?

Til alles overraskelse stillede han dette spørgsmål: „Har moderen eller faderen, efter hvad de under sagen fremdragne kendsgerninger viser, på noget tidspunkt vist at de ønskede deres barns død? Har domstolen i Cagliari givet fyldestgørende svar på dette spørgsmål?“ Han fortsatte: „Ungdomsdomstolen lod barnet blive hos sin fader og moder fordi den fandt at det var kærlige forældre og at hjemmets omgivelser var det bedste sted for pigen.“ Han påpegede derefter at ’det var de pågældende dommere, eksperter og socialpædagoger der var de bedst egnede til at afgøre om forældrene var værdige til at tage sig af deres barn’.

Hvordan forholdt det sig da med påstanden om at ægteparret Oneda forsætligt og ondsindet havde forvoldt deres barns død? Dommeren fortsatte: „Der er intet vidnesbyrd om nogen adfærd, eller noget andet bevis, der er stærkt nok til at berettige at vi i fuld alvor taler om forbryderisk hensigt. . . . Af denne grund finder vi at dommerne [i Cagliari] ikke har givet et tilfredsstillende svar på disse spørgsmål.“

Den anklagende dommer rettede derefter denne overraskende anmodning: „Jeg opfordrer derfor domstolen til at annullere kendelsen hvad angår spørgsmålet om forbryderisk hensigt.“

Intet bevis for at der forelå forbryderisk hensigt! Ægteparret Oneda kunne altså ikke betragtes som mordere! Dertil kom at den anklagende dommer anmodede om at den foregående domstols afgørelse blev annulleret!

Derefter blev ordet givet til forsvaret, der bestod af landskendte advokater. De pegede på flere inkonsekvente punkter i procedurerne ved de foregående retshandlinger og på hvor absurde de afsagte domme var.

Dommerne trak sig tilbage. Endelig oplæste retsformanden domstolens afgørelse: Den foregående kendelse var annulleret, og sagen skulle overgives til fornyet behandling ved appelretten i Rom.

I sin begrundelse herfor nævnte den øverste kassationsret blandt andet de alvorlige forsømmelser børneklinikken og de andre offentlige institutioner havde gjort sig skyldige i; ’der er ingen tvivl om at . . . de offentlige institutioner har været alvorligt forsømmelige; efter at have taget de første skridt . . . viste de overhovedet ingen interesse, skønt man udtrykkeligt havde anmodet dem om at finde en ordning der definitivt og permanent kunne løse problemet i harmoni med de anklagedes ideologiske holdning’. Dette er citeret fra side 30 i retsreferatet fra den øverste kassationsret.

Omsider genforenet!

Consiglia Oneda er nu blevet løsladt fordi tiden for varetægtsfængslingen er udløbet. Efter tre og et halvt års trængsler er familien Oneda omsider genforenet. Giuseppe og Consiglia har den glæde at kunne være sammen igen og tage sig af deres lille datter Ester. Lad os høre dem fortælle deres beretning:

Giuseppe: „Vi blev gift i 1976, og Isabella blev født et år efter. Vi havde glædet os til at få et barn, men det varede ikke længe før vi opdagede at der var noget galt. Hun var meget bleg og svagelig. Da hun var et halvt år gammel konstaterede lægerne at hun havde denne forfærdelige sygdom der ville ende med døden. I kan forestille jer hvor bedrøvede vi blev over at høre denne diagnose.“

Consiglia: „Vi følte os selvfølgelig endnu nærmere knyttet til vores lille pige. Jeg tror alle forældre ville reagere på samme måde over for et hjælpeløst og lidende spædbarn som havde en dødelig sygdom. Vi lod øjeblikkelig Isabella komme under behandling på børneklinikken, hvor der blev givet blodtransfusioner. Men hun blev ved med at få det værre. Jeg husker at hendes mave efter et år med transfusioner var blevet kæmpestor og opsvulmet; leveren og milten var forstørret. Det var en lidelse for hende når hun fik transfusioner! Engang varede det en hel time før lægerne kunne finde en blodåre, alt imens min lille pige skreg af smerte.“

Giuseppe: „I denne svære tid var det til stor trøst for os at studere Bibelen. Det gjorde særligt indtryk på os at læse Åbenbaringen 21:4, hvor Gud lover at han snart vil fjerne alle smertenstårer fra de lidendes øjne, og at der ikke skal være nogen død mere.“

Consiglia: „For os betød det at vi, ved opstandelsen, ville få Isabella at se igen som en rask pige, hvis hun skulle dø, hvilket desværre så ud til at være uundgåeligt. Så lærte vi ud fra Bibelen at Gud har påbudt os at ’afholde os fra blod’ [Apostelgerninger 15:20; 21:25]; vi traf den beslutning . . .“

Giuseppe: „. . . at vi ville holde fast ved Bibelens principper. Dette var for os den eneste måde hvorpå vi kunne gøre os håb om at få Isabella sund og rask tilbage den dag hvor Gud vil oprejse hende fra døden. Vi kunne se at transfusionerne ikke hjalp mod sygdommen, og vi vidste at mange børn på Sardinien i en tidlig alder dør af denne sygdom på trods af transfusioner. Vi havde også hørt at mange forældre, efter at deres børn i mange måneder havde fået transfusioner uden at det havde hjulpet, havde valgt at tage børnene hjem og pleje dem derhjemme på en måde der var mindre smertefuld og skræmmende.“

Consiglia: „Hvordan kunne vi vise dette håb fra os, det håb der betød at vi kunne få Isabella sund og rask tilbage og som var baseret på Guds løfte? Ud fra det vi havde læst om resultaterne af denne behandling, vidste vi at blodtransfusion ikke var noget godt. Vi fandt ud af at det ofte skader de vitale organer med døden til følge.“

Giuseppe: „Vi fortalte lægerne om vores beslutning, og det blev begyndelsen på den historie som nu er blevet kendt.“

Consiglia: „Isabella var meget følsom, kærlig og lærenem.“

Giuseppe: „Hun var ikke mere end godt to år gammel, men vidste allerede en hel del fra Min bibelhistoriebog. Hun vidste at Guds navn er Jehova. Hun kunne genkende billederne af bibelske personer i bogen og fortælle os en masse om dem.“

Consiglia: „Det er frygteligt for en moder at vide at hun ikke har kunnet give sit barn et legeme der er sundt nok til at kunne leve. Min datter Ester, vores sunde barn, minder mig hele tiden om Isabella. Nu vil jeg gerne give hende al den kærlighed jeg ville have givet Isabella. Jeg er glad for at være sammen med familien igen, og hos de kristne brødre som viser os så stor kærlighed. Men jeg skal aldrig glemme de tre og et halvt år jeg tilbragte i fængselet, heller ikke den dag hvor min cellekammerat prøvede at begå selvmord af fortvivlelse. Det lykkedes mig at redde hende, men det var en frygtelig oplevelse. Det hjalp mig til at stole endnu mere på Jehova Gud.“

Giuseppe: „Mine cellekammerater gjorde alt hvad de kunne for at få mig til at slippe min kristne integritet — der var vold, homoseksuelle handlinger og andre former for fordærv og korruption. Det jeg frygtede mest var at jeg skulle give slip på min integritet og miste udsigten til at leve i Guds lykkelige nye tingenes ordning. Til tider var jeg ved at fortvivle, som dengang appelretten bekræftede den første kendelse; andre gange ønskede jeg at jeg aldrig var blevet født. Men når jeg bad inderligt til Jehova fik jeg altid trøst. Jeg er også taknemmelig for at han lod Jobs bog høre med til Bibelen, for jeg føler at der er mange lighedspunkter mellem Job og mig. Gud lyttede til Job og gav ham styrke til at udholde prøven og finde ’en udvej’. — 1 Korinter 10:13.

Selv i de sorteste stunder under fængselstidens mareridt lod jeg hele tiden Jehova være mit faste holdepunkt. [1 Johannes 1:5] Det var også til stor opmuntring for mig at medkristne sendte utallige breve fra forskellige lande. Den kærlige interesse de viste bekræftede at Gud ikke lader os i stikken. Skriftsteder som Romerbrevet 1:12 og Markus 13:13 hjalp mig også til at holde ud. Da jeg kom ud af fængselet var jeg, som apostelen Paulus siger, ’kastet omkuld, men ikke slået ihjel’.“ — 2 Korinter 4:9.

Consiglia: „Jeg ved ikke om Giuseppe og jeg bliver helt frikendt når retssagen en dag er afsluttet. Men vi er meget taknemmelige mod alle dem der har hjulpet os og stadig arbejder på at fjerne den falske anklage at vi har slået vores datter ihjel. Det er noget af det forfærdeligste forældre kan blive anklaget for.“

Giuseppe: „Vi er glade for at vi har klaret os igennem uden at komme til at hade nogen for alt det der er sket. Kærlighed til Gud og næsten hjælper os til at tænke på alt det vi har at glæde os over. Vi har vor familie, vore åndelige brødre, vor tro og vort håb.“

Du vil sikkert være enig med os i at disse beskedne forældre fra Sarroch er blevet udsat for en uretfærdig anklage, og du føler sikkert med dem på grund af det de har været igennem. Men måske sidder du inde med nogle spørgsmål angående forældres rettigheder i forbindelse med deres børns lægebehandling. Det kan blive aktuelt for os selv, vore slægtninge eller vore venner.

[Fodnote]

[Ramme på side 10]

Baby Jane Doe — Hvad skal forældre gøre?

Kærlige forældre kan blive stillet over for pinefulde valg. Læs her om tilfældet med Baby Jane Doe, og spørg dig selv hvad du ville have gjort. The New York Times beretter:

„For tre uger siden fik et ægtepar på Long Island en datter som ikke var rask. Den lille Jane Doe led af rygradsspaltning, havde unormalt lille hjerneskal og hjernebrok (for megen væske i hjernen), og havde andre deformiteter. Selv efter en operation ville hun være alvorligt retarderet og bundet til sengen for livstid — i hendes tilfælde måske 20 år. Efter samråd med læger, socialrådgivere og præster traf forældrene det svære valg: at undlade at få foretaget en operation, og lade naturen gå sin gang.“ — 1. november 1983.

Nogle udenforstående fandt dette forkert og bragte sagen for en domstol. Da sagen nåede frem for USAs højesteret, nægtede denne domstol at påhøre den. Tilfældet Baby Jane Doe illustrerer at selv kærlige forældre kan komme ud for at træffe svære afgørelser.

[Illustration på side 9]

Consiglia Oneda forlader fængselet og møder sin datter Ester