Kirker lukkes i Italien
Af „Vågn op!“-korrespondent i Italien
„LUKKET. Henvendelse hos sognepræsten.“ Dette var overskriften på en artikel der stod i det katolske blad Jesus. Den behandlede den omstændighed at kirkelukninger finder sted med stigende hyppighed i Italien samt den forfærdelse dette tiltagende fænomen spreder blandt kirkens ledende folk.
Der er ikke offentliggjort nogen nøjagtig statistik over hvor mange kirker der i de senere år er blevet lukket i Italien. Men alle er enige om at det må være i hundredvis, og at mange andre står over for samme skæbne.
Blandt de lukkede kirker er der adskillige store katedraler, bygningsværker som er opført til at betjene hundreder eller tusinder af troende. Ifølge bladet Jesus er for eksempel „katedralen i Torino efterhånden ikke andet end en turistattraktion for udlændinge“ der strømmer til for at se „Kristi ligklæde“. Domkirken i Milano, en af de berømteste i verden, overlever kun i kraft af indtægter fra andre aktiviteter.
Og hvordan går det med andre kirker? „For mange kirkers vedkommende, deriblandt adskillige der kunstnerisk set er sande mesterværker, har man ikke fundet nogen løsning. Man har måttet lukke dem som gudstjenestesteder, og i bedste fald bruges de nu til andre formål,“ fortæller bladet Jesus.
De lukkede kirker ses nu i storbyer såvel som i landdistrikter og i bjerglandsbyer. Et typisk eksempel er en by ved navn Rogliano, som ligger i provinsen Cosenza og har omkring 7000 indbyggere. I løbet af de sidste ti år er tre af Roglianos otte kirker foruden et kloster blevet lukket eller er overgået til anden brug. En af kirkerne, Sankt Hippolyt, bruges nu som autoværksted. En anden kirke, Vor Frue af Konstantinopel, blev for flere år siden omdannet til en lade. Af de fem tilbageværende kirker bliver Sankt Georgs kirke kun brugt ved sjældne lejligheder. Og af regulære sognepræster er der kun to i hele byen. Det rummelige eks-kloster bruges nu til forretninger og kommunale kontorer.
I Rom og de andre storbyer er mange kirker og klostre enten blevet forladt, så de står tomme, eller ombygget til hoteller, lagerbygninger, varehuse, pizza-restauranter, sportshaller, hospitaler eller museer. I andre tilfælde har de i årevis haft et skilt med teksten „Lukket på grund af reparation“; men reparationerne er aldrig blevet påbegyndt.
Præsteseminarier lukker
Ifølge officielle statistikker er antallet af uddannelsessteder for nye katolske præster faldet fra 375 i 1970 til 259 i 1979 — en nedgang på 116 i løbet af mindre end ti år. Ved mange andre er aktiviteterne skåret væsentligt ned.
Avisen Il Gazzettino fra Venezia bringer denne kommentar: „De fede år hvor de unge aspiranter strømmede til vore seminarier i stadig større flokke, er nu kun et fjernt minde. . . . Disse enorme, halvtomme bygninger er de tydeligste og sørgeligste rester af mange bristede illusioner.“
De særligt hellige steder hvor der findes billeder som omgives med speciel ære, er ikke meget bedre stillet. „Mindst 300 af de 1500 bygninger der findes af denne art i Italien“, er blevet lukket, fortæller bladet Jesus.
Færre kirkegængere
Man har i de senere år talt meget i Italien om „en religiøs vækkelse“ blandt unge. Det var imidlertid en skuffelse for de katolske ledere at se resultatet af en opinionsundersøgelse en gruppe katolske forskere foretog blandt 5000 unge i alderen fra 18 til 25.
Avisen Corriere della Sera bragte et interview med Giancarlo Milanesi, den katolske præst der havde stået for undersøgelsen. „Fremfor alt viser rundspørget,“ fortalte han, „at den verdsliggørelse der i mange år har bredt sig i den yngre generation, ikke i mindste måde har sagtnet farten, som man kunne tro det i betragtning af hvor ofte man hører teorier om en påstået ’tilbagevenden til åndelige værdier’ eller ’religiøs vækkelse’. Der er tværtimod ikke sket nogen tilbagevenden til åndelige værdier; det er kun et rygte. . . . Faktisk har kun 9,1 procent af de unge ’tilknytning’ (som medlemmer af katolske eller ikke-religiøse klubber eller foreninger), og kun 0,4 procent af de ’ikke-tilknyttede’ . . . siger selv at de føler ’et religiøst behov’.“
Hvorfor fortsætter denne „verdsliggørelse“ blandt unge? Hvorfor føler så mange unge ikke noget åndeligt behov? Hvorfor lader de kirkerne i stikken? I Settimana, et blad for kirkefolk, indrømmes det: „Vore kirkefester er nogle ret upersonlige affærer, og selv om vi gør meget ud af at bruge ordet ’fællesskab’, får man ofte en varmere velkomst i en frugt-og-grøntforretning end man gør i kirken.“ Bladet tilføjer: „Forsamlingen bombarderes med løsrevne citater fra evangeliet og med prædikener der enten giver en falsk opfattelse af Bibelen eller slet ikke har noget med den at gøre.“
Udtynding i præsternes rækker
Præstemangelen er endnu en grund til at så mange kirker i Italien lukkes. Mangelen skyldes den såkaldte kaldskrise.
Herom siger præsternes månedsblad Vita Pastorale: „Kirken har i løbet af sin totusindårige historie været ude for kriser stammende enten indefra eller udefra. Vi har overvundet disse vanskeligheder og måttet betale i form af nogle splittelser og handicap hvis virkninger er mærkbare den dag i dag. Men vi har aldrig før set en sådan mangel på mennesker der føler kaldet, en situation hvis årsager og virkninger ikke er mindre fatale. Mange mennesker spekulerer med god grund på hvordan kirken vil se ud om ti år, når medlemmerne af præsteskabet og de religiøse ordener er blevet ældre og deres antal faldet til det halve.“
I nabolandet Frankrig er det sådan at en gruppe lægfolk kan holde nogle gudstjenester hvis der ikke er en præst i sognet og der ikke kan afholdes messe. Ifølge bladet Settimana overvejer kirken nu at indføre den samme ordning i Italien. Bladet fremfører imidlertid at forslaget indebærer store vanskeligheder „i betragtning af den udbredte mangel på interesse for denne tjeneste“. Med andre ord er kirkens medlemmer ikke særlig interesseret i at påtage sig kirkelige forpligtelser.
Bladet Gazzetta del Sud meddeler at der alene i bispedømmet Reggio Calabria „allerede er femten sogne uden præst“. Ifølge avisen La Stampa er der tolv sogne i bispedømmet Torino som er „ved at blive efterladt uden præst“. Nogle af disse kirker åbner kun portene en gang om året når der skal fejres en særlig katolsk højtid.
Andre årsager
Foruden de nævnte årsager peger ledende kirkefolk på andre grunde til at så mange kirker må lukke. En af dem er befolkningsforskydningen væk fra historiske bycentre og fra bjerglandsbyer.
En anden faktor som truer talrige kirkers eksistens er pengemangelen og de stigende omkostninger der er forbundet med vedligeholdelse af disse bygninger hvis størrelse ofte er enorm. „Hvordan kan kirker af den type overleve midt i en storby, omgivet af kontorblokke og med en søgning på kun ganske få troende? Hvilke indtægter kan de overhovedet få?“ spørges der i bladet Jesus. Der tilføjes: „Vi må finde os i at mange kirkers skæbne er at blive lukket og ikke længere blive brugt til gudstjenester.“
Den voksende ligegyldighed over for åndelige værdier, det faldende antal præster, forskydninger i boligmønsteret, og stigende omkostninger er altså de vigtigste årsager til kirkelukningerne. Alt dette tyder på at den katolske kirke i Italien, ligesom i andre lande, er ramt af en alvorlig krise.
En slående kontrast
Når man betragter de forskellige trossamfund der er repræsenteret i Italien, vil mange lægge mærke til at én bestemt gruppe kristne nyder en bemærkelsesværdig vækst og fremgang der står som en skarp kontrast til den religiøse krise i almindelighed. I en artikel med overskriften „Hvorfor har Jehovas Vidner så stor succes?“ medgiver avisen Corriere della Sera at denne gruppe er blevet „det betydeligste af de ikke-katolske trossamfund i Italien“ og taler om at der især er mange unge som følger denne bevægelse.
Hvis du kunne tænke dig at kende grunden til denne kontrast, er du velkommen til at stifte nærmere bekendtskab med Jehovas Vidner. Du er velkommen til at henvende dig til dem lokalt, eller skrive til udgiverne af dette blad.
[Illustration på side 28]
Mens Italiens katolske kirke er i krise, oplever Jehovas Vidner i dette land en uhørt vækst