Vi søgte kilden til sand retfærdighed

Fortalt af Erwin Grosse

FOR få år siden plejede jeg i de tidlige morgentimer at stå ved portene til et stort skibsværft i Kiel og uddele foldere og sælge bladet Rote Fahne, udgivet af KPD/ML.a Jeg prøvede samtidig at få en diskussion i gang med arbejderne og lærlingene. Det var en utaknemmelig opgave at forsøge at overbevise dem om mine kommunistiske synspunkter.

Jeg lod mig dog ikke slå ud, for jeg havde sat mig et mål i livet: at arbejde for indførelsen af retfærdige forhold ved hjælp af en verdensrevolution. Men hvordan havde jeg fået denne overbevisning? Ville mit ønske om retfærdighed blive til virkelighed?

Min søgen efter retfærdighed

Mine forældres tilværelse drejede sig udelukkende om at skaffe sig materielle ejendele, men det tiltalte slet ikke mig. Vi unge søgte noget bedre og eksperimenterede med en livsstil der var anderledes, og satte os andre mål i tilværelsen. Det var i de år hvor avisoverskrifterne handlede om Vietnamkrigen og studenterurolighederne. I vore øjne var det uskyldige mennesker der måtte ofre livet på grund af politikernes og kapitalisternes storhedsvanvid. Dette gjorde mig dybt deprimeret, og jeg kom til at hade det kapitalistiske samfund.

Jeg vendte også religionen ryggen. Det skyldtes noget jeg oplevede mens jeg gjorde tjeneste i Vesttysklands væbnede styrker. De militærmanøvrer vi deltog i blev afbrudt af feltgudstjenester, og soldaterne blev delt op i protestanter og katolikker. Ved slutningen af hver gudstjeneste velsignede præsterne fra begge trosretninger det tunge artilleri! Jeg var chokeret. Var disse våben ikke fremstillet med henblik på at dræbe? I religionstimerne i skolen havde jeg ellers lært at Bibelen siger: „Du må ikke slå ihjel!“ — 2 Mosebog 20:13, da. aut.

Jeg mente at Karl Marx havde ret når han kaldte religionen „opium for folket“, for den gjorde folk magtesløse over for kapitalismens interesser. Da jeg havde aftjent min værnepligt meldte jeg mig derfor ud af kirken og begyndte at gå til undervisning i marxisme-leninisme. Jeg læste også Mao-Tse-tungs bøger. Alt dette bestyrkede mig i den overbevisning at det onde kun kunne fjernes gennem en verdensrevolution. Jeg mente at det var den eneste mulighed for at oprette et nyt menneskesamfund der var præget af retfærdighed.

I KPD/ML blev jeg oplært i at overbevise arbejderne om Lenins lære og tilbyde dem foldere og Rote Fahne. Jeg var også med til at bære bannere og køre højttalervogne ved demonstrationer. Partiet betragtede mig dog kun som sympatisør. Før centralkomiteen ville anerkende mig som medlem, skulle jeg vise mit værd ved i nogen tid at tjene partiet og støtte det økonomisk.

Virkeligheden skuffer

Jeg var uddannet som teknisk tegner, men var egentlig mere interesseret i de socialistiske maleres billedkunst og ville gerne kunne udtrykke mig lige så kreativt som de gjorde. Derfor søgte jeg ind på kunstakademiet i Vestberlin. Jeg blev optaget og påbegyndte kunststudierne i februar 1972.

På dette tidspunkt kontaktede jeg atter partiet, og inden længe stod jeg igen foran fabriksportene og solgte Rote Fahne. Jeg tegnede også plakater og malede portrætter af Marx, Engels, Lenin og Mao-Tse-tung på røde flag.

Jeg havde besluttet at jeg aldrig ville giftes — men så traf jeg Linda. Efter min opfattelse besad hun den sjældne egenskab der kaldes trofasthed, og det fik mig på andre tanker. Fem måneder senere blev vi gift, hvilket viste sig at være begyndelsen til et harmonisk ægteskab.

Før jeg blev gift havde jeg boet sammen med en gruppe venstreorienterede unge. Vi førte nogle vidtspændende diskussioner, men der var også gnidninger og antipatier. Det var ikke meget anderledes i de forskellige andre kommunistpartier. Man holdt hver især på at alle de andre havde misforstået kommunismen og burde slutte sig til det „sande“ parti.

I det parti jeg tilhørte var det almindeligt at der blev kæmpet mellem højre- og venstrefløjen. De fremtrædende medlemmer forsøgte hele tiden at udkonkurrere hinanden. Jeg blev efterhånden træt af de evindelige skænderier og fornærmelser, og gradvis afbrød jeg al forbindelse med partiet. Jeg fandt det meningsløst at beskæftige mig med noget der i virkeligheden ikke kunne udvirke nogen forandring. Det kommunistiske ideal havde vist sig at være uopnåeligt i praksis. Men jeg betragtede stadig mig selv som marxist.

Linda fortæller mig om Gud

En aften hvor vi var på vej fra Kiel til Berlin, fik jeg et chok da Linda sagde: „Jeg er overbevist om at der findes en Gud, og inderst inde tror jeg på ham.“ Det kom fuldstændig bag på mig! Linda havde jo tilsluttet sig mine marxistiske idealer.

Det førte til en voldsom diskussion om dialektisk materialisme og marxisme. Marxismen har den tese at et menneskes åndelige, intellektuelle og moralske adfærd helt og holdent kan føres tilbage til miljøet. Som følge heraf skabes det „nye“ menneske gennem oplysning om den kommunistiske ideologi og gennem en positiv forandring i miljøet. Men Linda var laborant og vidste derfor bedre! Hun kunne bevise at et menneskes adfærd også påvirkes af vedkommendes genetiske sammensætning. Vi afbrød diskussionen for ikke at komme op at skændes.

På en senere tur ville Linda igen tale om Gud. Jeg var overbevist om at evolutionsteorien bekræftede at alt havde sin oprindelse i det materielle og var et resultat af tilfældighedernes spil. Linda kørte frem med termodynamikkens principper, inertiens lov og andre fysiske love for at bevise at der må være en intelligent ophavsmand til livet. Men jeg holdt på mit. Min livsfilosofi og mine idealer var imidlertid begyndt at krakelere.

Der gik et års tid. En søndag formiddag tog Linda pludselig en tyk bog frem og begyndte at læse for mig. Det var en historie om en mand der fældede et træ og brugte halvdelen af træet til at lave sig en afgud som han bønfaldt om at udfri sig. Denne slående beskrivelse af religionen gjorde et stærkt indtryk på mig. Forestil jer min overraskelse da jeg fik at vide at det var en beretning fra Bibelen. — Esajas 44:14-20.

Jeg bad Linda om at fortælle mig mere. Det gjorde hun så — i fem timer. Hun begyndte med syndefaldet i Edens have og sluttede med Paradisets genoprettelse som beskrevet i Åbenbaringens bog. Bagefter var hun helt udmattet. Det var som om der faldt skæl fra mine øjne og jeg for første gang i mit liv kunne se klart. Jeg ville naturligvis vide hvor Linda vidste alt dette fra.

Hun fortalte mig at hun som 14-årig havde studeret Bibelen med Jehovas Vidner i Berlin, og at hun senere var blevet døbt som et Jehovas vidne. Da hun som 18-årig skulle flytte langt bort på grund af sit arbejde, havde hun sørgeligt nok forladt sandheden. Da hun kom tilbage til Berlin engagerede hun sig i politik og havde sluttet sig til venstrefløjen. Den lykke hun nu oplevede i vort ægteskab fik hende til igen at søge Gud. Men ville han tilgive hende det hun havde gjort? Hun var klar over at den eneste måde hvorpå vi kunne bevare livet og den lykke vi nu erfarede i vort ægteskab, var ved at angre og vende om til Gud. Så langt var jeg dog ikke nået i min erkendelse. Jeg behøvede mere tid.

Et skridt i den rigtige retning

Da vi en sommeraften sad og betragtede en strålende solnedgang over byen, sagde Linda: „Vi kan måske nyde sådanne ting et stykke tid, Erwin, men vil Gud bevare os i live når han griber ind? Hvad gør vi selv for at komme til at overleve?“ Dette gjorde at jeg kom til fornuft. Jeg vidste noget om Jehova, men selvsagt ikke tilstrækkeligt. Jeg besluttede mig for at vende mig til ham.

Kort tid efter traf vi på en markedsplads en ældre kvinde som sad i en kørestol og holdt bladet Vagttårnet frem. Da vi spurgte hende hvornår der blev holdt møder i den lokale rigssal, strålede hendes øjne. Hun greb vore hænder og sagde gentagne gange: „Hvor er jeg glad for at unge mennesker som jer gerne vil lære om Bibelen.“ Ude af sig selv af glæde rettede hun sig op i kørestolen og gav Linda et knus. Vi tog imod nogle blade og lovede at komme til det næste møde.

Vi kom kort før mødet skulle begynde. Jeg havde langt hår og skæg og gik med cowboybukser og T-shirt. Linda kom i sin tantes marineblå bryllupstøj der var 30 år gammelt. I døren fik jeg øje på en mand i jakke og slips, og jeg tænkte: „Sikken type! Det begynder jo fint!“ Men han var nu meget flink og sagde: „Vi har ventet jer.“ Det forbavsede mig, så jeg sagde: „Vi vil gerne have et bibelstudium.“ Heller ikke det overraskede ham. „Det er allerede blevet ordnet,“ svarede han. En lille smule irriteret gik vi med ind.

Under mødet følte jeg det flere gange som om taleren henvendte sig direkte til mig. Nogle af dem der var i menigheden blev overrasket da Linda tog et Vagttårn frem som hun havde læst og understreget på forhånd. Efter mødet, der varede to timer, kom den ældre søster hen og omfavnede os. Hendes ansigt strålede af glæde. Det var hende der havde spredt nyheden om at vi ville komme. Det blev aftalt at vi skulle studere Bibelen regelmæssigt med den broder der havde budt os velkommen, og ni måneder senere, den 4. april 1976, symboliserede jeg min indvielse til Jehova gennem vanddåben.

Hvor er jeg lykkelig for at have lært den Gud at kende som lover at ’gøre alting nyt’. (Åbenbaringen 21:5) Hvordan vil Skaberen bære sig ad med at indføre sand retfærdighed? Ordsprogene 2:21, 22 giver svaret: „For det er de retskafne der skal bo på jorden, og de uangribelige der vil blive ladt tilbage på den. Men de ugudelige skal udryddes fra jorden, og forræderne skal rives bort fra den.“

Tidligere stod jeg med Rote Fahne foran fabriksportene, men nu stod jeg om lørdagen på Karl Marx Strasse i Berlin-Neuköln med Vagttårnet. Nu kunne jeg tale om noget som intet menneskeskabt styre kan tilbyde, nemlig evigt liv. (Johannes 17:3) Jeg har erfaret hvordan „de retskafne“ i øjeblikket bliver oplært til at iføre sig „den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys“. (Kolossenserne 3:10) Denne oplæring til liv i en ny verden vil ikke slå fejl!

Hvad Linda angår er hun nu besluttet på aldrig igen at vende sig bort fra kilden til sand retfærdighed, Jehova Gud. Peter og Reni, som lærte os om Jehovas veje, havde øje for hendes åndelige behov og hjalp hende til at gøre fremskridt.

Nye mål på retfærdighedens vej

På universitetet viste man uvilje mod min nye tro som jeg gik så stærkt ind for. Min professor, en berømt maler, gav udtryk for at jeg måtte vælge mellem kunsten og min tro. Jeg afbrød derfor mine studier og begyndte at lede efter et arbejde der kunne hjælpe os til at nå vort nye mål: pionertjenesten. Gentagne gange lagde Linda og jeg sagen frem for Jehova i bøn. Vi havde planlagt at begynde som pionerer den 1. september 1977, og indsendte vore ansøgninger et halvt år i forvejen.

Det var ganske vist ikke let, men med Jehovas hjælp nåede vi vort mål. Siden den 1. januar 1985 har Linda og jeg fået endnu et af vore store ønsker opfyldt — nemlig at kunne tjene som specialpionerer. Det er meget tilfredsstillende at kunne bruge alle sine kræfter i arbejdet med at lære folk vejen til sand retfærdighed at kende.

Men hvad med mit eget ønske om retfærdighed? Er det blevet opfyldt? Ja. I dag kender jeg den fulde betydning af Jesu ord i Mattæus 5:6: „Lykkelige er de som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de vil blive stillet tilfreds.“

[Fodnote]