Mine glæder og sorger som professionel balletdanser
JEG gav et skrig fra mig før jeg besvimede og faldt om. Da jeg kom til mig selv var jeg ved at blive båret ind på det sceneområde jeg lige havde forladt. Hurtigt blev en træplade lagt oven på to savbukke så det dannede et primitivt bord. Her blev jeg lagt. En kraftig projektør var rettet mod mig.
Alle der var i lokalet samledes om mig i rædsel. Blodet strømmede fra mit ansigt, projektøren var nær ved at blænde mig, og bøjet over mig stod en mand der sammenbidt sagde: „Der er ikke sket noget, der er ikke sket noget! Forstår du det — der er ikke sket noget!“
Hvad var det der „ikke“ var sket? Hvem var denne mand og de andre der stod omkring mig? Hvordan var jeg kommet i denne situation, og hvad skete der som følge af den? Jeg vil gerne besvare disse spørgsmål, men lad mig først gå tilbage til dengang jeg var tre år.
Som de fleste små piger blev jeg begejstret og betaget når jeg så balletdansere i fjernsynet. Jeg besluttede dengang at jeg ville være ballerina når jeg blev stor. Jeg levede og åndede kun for dansen, og med tiden nåede jeg mit mål og blev professionel balletdanser.
I løbet af min karriere har jeg været med i flere fjernsynsprogrammer, enten for at danse eller for at blive interviewet. En af de gange hvor jeg var med i Mike Douglas Show var Carol Burnett gæst i programmet. Nogle få dage før showet skulle optages, fik vi at vide at vi skulle danse cancan sammen med Carol Burnett. Da vi ankom til TV-studiet forklarede de os at vi skulle forestille at være gode dansere og have front mod publikum, mens Carol Burnett ville stå med ryggen til midt i rækken af dansere og gøre alting forkert. Til sidst ville hun naturligvis vende sig om så publikum fandt ud af hvem det var der var ude af trit. Der var imidlertid en fejl i planen. TV-folkene havde glemt at fortælle os at musikken var blevet ændret fra cancan til melodien „The Most Beautiful Girl in the World“! Sikken et temposkift! Vi fik lov til at øve os en gang eller to før showet blev optaget med publikum i studiet. Jeg gad vide om det gik op for publikum at det var os der skulle forestille at være de „gode“ dansere.
Oplæring af sindet
Gennem den oplæring jeg havde fået fra barnsben, var flere ting blevet indpodet i mine tanker. Den første var fuldstændig lydighed mod instruktøren (der både virker som balletmester og som koreograf). Den anden var absolut loyalitet over for balletkorpset og dansekunsten. „The show must go on“, uanset hvad der sker. Og den tredje gik ud på at man, for at udvikle sit talent fuldt ud, må være rede til kun at tænke på ballet og ikke på noget som helst andet, uanset hvad man foretager sig. Og da jeg først havde tegnet kontrakt blev selv afgørelser der vedrørte mit privatliv (den smule jeg havde tilbage) truffet for mig.
Endnu en del af min oplæring bestod i at lære at ændre noget i sidste øjeblik og træffe afgørelser på stående fod for at sikre forestillingens gennemførelse uden afbrydelser, selv om der var sket et eller andet uventet. Engang måtte jeg for eksempel skifte kostume meget hurtigt, og garderobedamen lynede lynlåsen bag i kostumet få sekunder før mit stikord. Men i kulissen på den modsatte side af scenen stod min partner med sin garderobedame og vinkede som rasende og gjorde tegn til os om at lynlåsen i hendes kostume lige var gået i stykker! Vi havde ikke tid til at sy det eller bare sætte nogle nåle i. Hvis den enes lynlås var lukket og den andens ikke, ville publikum blive klar over at et eller andet var gået skævt. Da jeg hørte mit stikord og trådte frem kunne jeg mærke at også min lynlås blev trukket ned, og min partner og jeg gjorde vores entré på scenen i musikakademiet i Philadelphia i Pennsylvanien, mens vi spekulerede på om vi mon som de første balletdansere skulle til at søge plads som varietédansere når nummeret var omme! Vi blev heldigvis ved med at være balletdansere.
Da jeg var ganske ung blev det moderne blandt piger at være korthåret. Mit hår var langt. Jeg fandt ud af at jeg kunne få det bedste ud af begge dele ved at blive klippet, men ikke kortere end at jeg stadig kunne samle noget af håret med en elastik og så dække det med en top, en kunstig knude. I teorien lød det jo godt nok. I praksis var det noget ganske andet. Efter at have brugt mindst hundrede hårnåle til at få den kunstige knude til at sidde fast, „lakerede“ jeg det hele med hårlak og var klar til at gå på scenen. Alt gik fint lige til jeg var færdig med en serie piruetter tværs over scenen. Jeg standsede, men min hårknude fortsatte — nøjagtig som en flyvende tallerken fløj den ud i mørket over publikum, mens pailletterne glitrede i lyset! Publikum var ved at kvæles af grin, min instruktør var (mildest talt) rasende, og selv var jeg dødsens angst! Da en professionel danser ikke bør lade selv det mindste lille bånd på sin balletsko komme til syne på scenen, kan du sikkert forestille dig hvilken „synd“ det er at miste sit hår. Mine kolleger vidste at jeg var i store vanskeligheder, og gemte mig derfor i et skab indtil der var faldet ro over sagen.
Optræning af legemet
Lad mig først understrege at det jeg beskriver her er en professionel balletdansers optræning, ikke det man kan forvente hvis ens børn gerne vil gå til ballet fordi dansen er yndefuld og giver motion.
Optræningen til en karriere som professionel er en intensiv og konstant tugtelse af legemet og indebærer en risiko for en mængde fysiske skader. Selv begyndte jeg at gå til ballet en time om ugen da jeg var syv. Snart steg det til 2, 3, 4 og til sidst hele 15 timer om ugen. Før jeg blev professionel optrådte jeg omkring otte gange om året.
Da jeg var cirka 16 blev det balletkorps jeg dansede i, professionelt, og fra den ene dag til den anden steg antallet af forestillinger til næsten 80 om året. Dette stillede meget store krav til os. I tiden lige før jeg gik ud af highschool havde jeg et deltidsjob på et kontor efter skoletid, seks aftener om ugen var jeg til flere timers balletundervisning, og disse undervisningstimer blev efterfulgt af prøver. Det var ikke usædvanligt at vi først var færdige med prøverne klokken et eller to om natten. Fra fredag aften til søndag optrådte vi som regel to eller tre gange. Før hver forestilling havde vi opvarmningstimer og prøver. Jeg vil tro at jeg gennemsnitligt brugte mellem 35 og 40 timer om ugen på undervisning, prøver og optræden. I min „fritid“ skrev jeg koreografi til musicals for skoler og teatergrupper, deriblandt til Music Man, The King and I og Finian’s Rainbow.
Da jeg gik ud af highschool fik jeg et heltidsjob som sekretær i dagtimerne og brugte vel i gennemsnit 45-50 timer om ugen på undervisning, prøver og optræden. Jeg kunne godt have levet af det jeg tjente som professionel danser, men valgte at have endnu et job for at spare nogle penge sammen. Jeg var klar over at når jeg forsøgte at få mit „gennembrud“ ved et større balletkorps måtte jeg have nogle penge i baghånden som jeg kunne bruge af indtil dette „gennembrud“ kom.
Hvordan har en professionel balletdansers fødder det efter flere timer i balletsko? Ja, for det første er skoen jo hård, og man får vabler på grund af gnidningsmodstanden. Efterhånden bliver vablerne hårde og der kommer ligtorne. Under hver ligtorn kan der danne sig nye vabler, og så begynder det hele forfra. Enderesultatet er hudløse og blødende tæer. Somme tider er alle ligtornene hårde på én gang, og til andre tider er flere tilbage i det hudløse stadium — det sidste er det mest almindelige.
Hvad sker der med tåneglene? Man må være parat til at miste dem og blive ved med at danse mens de nye vokser ud — i balletsko der vel at mærke er flere størrelser mindre end de sko man går i til daglig. Alligevel svigter man aldrig en forestilling fordi man har ondt i fødderne, hvad man har størstedelen af tiden. Man holder ud, om det så betyder at ens sko bogstavelig talt er gennemvædede af blod når forestillingen er forbi. Det har jeg været ude for. Vi fik at vide at man ikke bliver betragtet som rigtig professionel før man har mistet alle tåneglene mindst én gang.
Man lader sig aldrig mærke med de skader man får. Da jeg var 14, kom jeg engang for sent til undervisningen. Jeg var gået glip af øvelserne ved barren (hvor musklerne varmes op og strækkes) og sluttede mig til de andre da de var ved at gå i spagat. Mine muskler var kolde og stramme, jeg pressede og — smæk! Jeg vil ikke forsøge at beskrive hvor ondt det gjorde. Da mødrene hørte lyden kom de løbende ind fra forkontoret og spurgte om hvem det var der havde brækket et ben. Vi fik at vide at det var et sprængt senebånd, og jeg blev sat til at gå frem og tilbage hele aftenen. Jeg græd og bad om nåde, men fik at vide at jeg ikke skulle tage mig af det. Jeg adlød og gik aldrig til læge.
Elleve år senere fik jeg foretaget en større operation på grund af de komplikationer der fulgte med dette uheld. Mødrene havde haft ret. Jeg fik at vide at den nederste del af mit hofteben var brækket af i højre side. Jeg havde beskadiget en betydelig del af nerverne, jeg havde muskelskader, og mit hofteben er stadig ikke vokset sammen.
Der kan forekomme såvel små som store skader. Men da danserne hele tiden bruger deres legeme, bliver de mindre skader ofte kroniske fordi de aldrig får en chance for at hele ordentligt. En af pigerne i vores balletkorps forstrak flere muskler i siden da hun foretog en særlig vanskelig løftning. Derefter måtte hun have en forbinding om for at kunne udføre denne løftning hver gang vi skulle optræde. Jeg kan huske to lejligheder hvor danserne havde så smertefulde muskelskader at de måtte have et skud cortison bare for at komme igennem en forestilling.
Min erfaring som professionel balletdanser har vist at der 75 til 80 procent af tiden er et eller andet i kroppen der gør ondt — fødder, muskler eller måske endda knogler.
Jeg ser tilbage med tårer
Så begyndte vort lille balletkorps at modtage økonomisk støtte. Vi underskrev hver især vores allerførste kontrakt og blev nu betalt for at gøre det vi holdt så meget af! Livet var vidunderligt — i en uge eller så. Jeg blev valgt af bestyrelsen til at være balletkorpsets repræsentant og en slags tillidsmand mellem danserne og bestyrelsen når der opstod spørgsmål eller problemer i forbindelse med kontrakterne. De andre tudede mine ører fulde! Næsten fra den ene dag til den anden blev venner til rivaler. Der var mange vredesudbrud og skænderier. Det sprog vi som oftest brugte, svarede dårligt til folks forestillinger om at balletdansere er blide, yndefulde væsener. Vi lærte hvad konkurrence var, og i nogle tilfælde glemte vi hvad venskab betød. Det var en helt anden verden nu, og det gjorde ondt.
Hvordan var det moralske klima? Jeg var omgivet af ægteskabsbrud, homoseksualitet, biseksualitet og andre perversiteter. En af de mandlige dansere kom engang og viste os et fotografi af en smuk, vellystig kvinde i stiveste puds. Vi spekulerede over hvad han mon ville med et billede af en kvinde, indtil det gik op for os at det var et billede af ham selv!
Jeg havde danset i det samme balletkorps siden jeg var 11, og var vokset op under min instruktørs tilsyn som et barn foran sin fader. Jeg var tillidsfuld og loyal, og havde gjort mig fortjent til mine roller ved hårdt arbejde og talent. På grund af den skade jeg nævnte før havde jeg i nogen tid haft nogle ringere roller, men nu var jeg blevet solodanser og havde den forret at være med i en pas de trois (dans for tre personer) med balletkorpsets primaballerina og førstedanser i en ny moderne ballet.
Jeg følte mig imidlertid rede til at påtage mig en rolle der var koreograferet specielt til mig, og betragtede dette som en vigtig del af min fremtid. Jeg talte med min instruktør om sagen. Han gav mig ret i at jeg var klar til det og sagde at han ville skrive koreografien til en rolle til mig — på én betingelse — at jeg ville gøre ham visse umoralske „tjenester“.
Jeg blev chokeret og troede først at han lavede sjov med mig. Men det viste sig hurtigt at han mente det alvorligt. Nu blev jeg vred. Jeg kunne ikke tro at han ville gøre dette mod mig! Jeg afslog blankt og havde bestemt ikke til hensigt at give efter. Han blev ved med at prøve at få mig til at skifte mening, og mindede mig hele tiden om at jeg kunne takke ham for alt det jeg havde opnået — rollerne, pengene og kontrakten. Hvad nyttede det at arbejde hårdt og have talent? Denne hændelse gjorde mig forvirret; jeg var såret og bitter.
Nye chok
Kort tid efter dette kom jeg en aften ud efter en forestilling og var på vej hen til min bil, der holdt lidt nede ad gaden. Før jeg kunne nå at låse døren op kom der to unge mænd bagfra og sprang på mig. En af dem holdt mine arme fast mens den anden flere gange slog mig i ansigtet med knytnæver. Hvad der derefter skete var det du læste i indledningen til artiklen.
Hvorfor overfaldt de mig? Ja, dette skete i slutningen af 1960erne da der var raceoprør og stærke spændinger overalt i USA. Jeg var hvid og de var farvede — jeg var altså blevet offer for nogle spændinger i samfundet.
Hvad var da grunden til at min instruktør blev ved med at sige: „Der er ikke sket noget“ mens jeg lå der på bordet og blødte? Jo, han var bange for at hvis journalisterne og de der støttede os økonomisk hørte om det, ville vi miste de tilskud vi fik. Der var en der ringede efter en ambulance. Den blev afbestilt. Andre sagde: Få hende dog til en læge eller på hospitalet. Det blev afslået. Det eneste der betød noget var de økonomiske interesser.
Mens jeg lå dér og følte mig helt lamslået gik det op for mig at jeg kun blev brugt som et middel til at tjene penge ind til andre. Da min kontrakt nogle måneder senere udløb rejste jeg, med den trussel hængende over hovedet at jeg kunne blive nægtet optagelse i alle andre balletkorps.
Hele min verden var styrtet sammen om mig. Jeg syntes ikke at jeg havde noget at leve for længere. Der var ingen mennesker jeg stolede på, og derfor bad jeg til sidst en hel nat igennem til Gud idet jeg brugte hans navn, Jehova. Min moder havde førhen studeret Bibelen med Jehovas vidner og havde undervist os børn når som helst hun kunne, på trods af at min fader var meget imod at hun studerede Bibelen. Jeg vidste derfor lidt om Bibelen, men den betød ikke noget videre for mig. Nu anråbte jeg i min fortvivlelse Jehova, og da Vidnerne havde været venlige over for min moder, bad jeg ham den nat om at sende nogle Jehovas vidner hvis de kunne hjælpe mig til at få det godt igen.
Dagen efter at jeg havde bedt denne bøn flyttede jeg til San Francisco. Jeg håbede at kunne begynde forfra med et nyt balletkorps, og inden længe dansede jeg med San Francisco Ballet. Før der var gået tre uger blev min bøn besvaret. Da jeg flyttede ind i en ny lejlighed viste det sig nemlig at viceværten, en kvinde, havde forbindelse med Jehovas Vidner! Hun sørgede med det samme for at jeg kunne komme med til et møde i en rigssal. Den venlighed alle viste mig gjorde dybt indtryk på mig, men desværre blev jeg så opslugt af arbejdet og af prøver på de forestillinger som San Francisco Ballet skulle opføre i den kommende sæson, at der gik flere uger før det lykkedes Vidnerne at træffe mig igen.
I løbet af denne periode begyndte der imidlertid at ske to ting med mig. Før jeg blev overfaldet havde jeg haft noget besvær med det ene øje, og var endda blevet opereret flere gange. Men nu, efter at jeg var blevet slået i hovedet, mistede jeg hurtigt synet og havde meget stærke smerter. Det eneste jeg havde lyst til var at danse, og jeg havde været så sikker på at det ville være lykken at danse i et nyt balletkorps. Det var det imidlertid ikke.
Depressionen og skuffelsen vendte tilbage, men det gjorde Jehovas vidner også. De talte med mig og tilbød mig to bibelstudiebøger. Jeg ville gerne betale for dem, men jeg havde kun 50 cents tilbage før jeg fik penge igen, og dem havde jeg lagt til side til en pakke cigaretter. Det blev bøgerne der vandt. Om aftenen læste jeg en af dem sammen med Bibelen, og jeg forstod at jeg ikke blot havde fundet sandheden om Guds hensigt med menneskene i almindelighed, men også en mening med mit eget liv.
Jeg ser fremtiden i møde med glæde og tillid
Efter at have studeret Bibelen med Jehovas vidner blev jeg en indviet, døbt tjener for Jehova Gud. Mit mål var nu at blive pioner (heltidstjener). Jeg havde en intens følelse af at når jeg i tretten år havde brugt al min tid og al min energi på at danse, måtte jeg i det mindste bruge lige så megen tid og energi i tjenesten for Jehova — ellers ville det være at vise mangel på værdsættelse af alt hvad han havde gjort for mig.
Men dansen stod stadig mit hjerte nær, og netop da jeg var i stand til at tage fat på min nye karriere som pioner, var der et balletkorps der tilbød mig rollen som Bolsjefeen i Nøddeknækkeren. De sagde endda at jeg kunne få fri de aftener jeg skulle til møde i menigheden, så hele kompagniet holdt prøver når det passede med min plan. Det er ikke just den indstilling der præger de fleste balletkorps! Det var et meget fristende tilbud.
Jeg overvejede sagen under bøn, og tænkte over alle de ting der var hændt mig som følge af min professionelle karriere og over hvad det var der i begyndelsen havde fået mig til at vende mig til Jehova. Jeg tænkte på hvilken fred i sindet jeg havde nu, og samme aften besluttede jeg både at sige nej tak til rollen og at jeg aldrig ville tage min balletkarriere op igen i denne tingenes ordning.
Nu kunne du måske tænke dig at vide hvordan jeg har det nu? Jeg ved at jeg traf den rigtige beslutning dengang. Jeg er blevet velsignet med en kærlig mand, og de fjorten år der er gået siden jeg lod min balletkarriere bag mig har jeg anvendt i heltidstjenesten. I øjeblikket tjener min mand og jeg som frivillige arbejdere på Jehovas Vidners hovedkontor.
Jeg måtte til sidst have det ene øje fjernet for at redde synet på det andet. Men forestil dig min glæde da en af de første jeg hjalp på vejen til livet betroede mig at det var da hun så med hvilken tillid jeg kunne smile og tale om den dag da jeg får mit fulde syn igen, at hun blev klar over at jeg havde noget hun kunne bruge. Ja, det er Guds hensigt at fjerne al umoralitet og ondskab fra jorden og gøre den til et paradis. Så vil hele menneskeheden igen opnå fysisk, følelsesmæssig og åndelig fuldkommenhed og evigt liv.
Hvad med dansen? Ja, jeg har på ingen måde sagt farvel til balletten for altid. Jeg holder bare en pause. Det vigtigste jeg kan gøre i øjeblikket er at fortælle andre om den kommende paradisiske jord. Bagefter vil jeg, i al evighed, kunne danse så meget jeg lyster, uden de smerter og skuffelser man kommer ud for i denne tingenes ordning. Jeg regner med at danse meget til den tid, ligesom kong David gjorde ved en glædelig lejlighed. (2 Samuel 6:14) Og jeg håber at du også er der, så vi kan danse sammen. — Fortalt af Elizabeth Balnave.
[Tekstcitat på side 23]
Publikum var ved at kvæles af grin, instruktøren var rasende, og selv var jeg dødsens angst!
[Tekstcitat på side 24]
Min erfaring har vist at der 75 til 80 procent af tiden er et eller andet i kroppen der gør ondt
[Tekstcitat på side 25]
Jeg var omgivet af ægteskabsbrud, homoseksualitet og andre perversiteter
[Tekstcitat på side 26]
Før der var gået tre uger, blev min bøn besvaret