Skulle Messias lide og dø?

SOM nævnt i foregående artikel forventede jøderne i det første århundrede en anfører der ville omstyrte den romerske regering, oprette et jødisk kongedømme over Israel og indføre en periode med fred og velsignelser fra Gud. Eftersom Jesus fra Nazaret ikke gjorde dette, ville det jødiske folk ikke acceptere ham som Messias.

Men mange jøder der havde følt sig tiltrukket af Jesu lære, troede fortsat at han var Messias, selv efter hans død. Hvordan kunne de det? Hvis De hebraiske Skrifter viste at Messias ville indføre store velsignelser gennem et kongedømme over Israel, hvordan kunne disse jøder da fortsætte med at tro på en der ikke havde udrettet dette, men som i stedet havde måttet lide og var blevet slået ihjel?

Som det ses af deres skrifter, nåede Jesu jødiske disciple kort efter hans død til den slutning at visse betydningsfulde profetier fra De hebraiske Skrifter var blevet overset, profetier der viste at Messias måtte gøre et forberedende arbejde før han begyndte at regere som konge over Israel. Hvilket arbejde er der tale om? Og hvor står der at Messias måtte gøre dette forberedende arbejde?

Daniels Messiasprofeti

De hebraiske Skrifter benytter ofte det hebraiske ord for messias, eller den salvede, om konger og præster i det gamle Israel; men når det er disse „mindre“ salvede der henvises til, finder man altid bestemmende tillægsord i den hebraiske tekst. Der er imidlertid en passage hvor det hebraiske ord for messias forekommer uden bestemmende tillægsord, hvilket viser at der her hentydes til Messias, Guds søn. Læg mærke til hvad der står i disse skriftsteder:

„Halvfjerds (år)uger er blevet besluttet over dit folk og over din hellige by, for at holde igen på frafaldet og for at gøre ende på synderne, og for at sone misgerningen, og for at bringe evig frelse [evig retfærdighed, da. aut.] . . . Og du må vide og forstå: Fra ordet om at genopbygge Jerusalem udgår, indtil den Salvede [Messias, Patai], Fyrsten, er der syv (år)uger; også toogtres (år)uger, så vil torv og voldgrav blive genopbygget, og det under tidernes pres. Og efter de toogtres (år)uger vil en Salvet [Messias, Patai] blive tilintetgjort [afskåret, JPS].“ — Daniel 9:24-26, Zunz’ oversættelse.

Det er interessant at skønt Bibelen her taler om at ’bringe evig retfærdighed’, nævnes dette ikke i forbindelse med Messias’ herredømme. Tværtimod forbindes det med at Messias bliver afskåret i døden!

Vi får desuden at vide at disse begivenheder er forbundet med at der ’gøres ende på synderne’. Dette er meget bemærkelsesværdigt, for De hebraiske Skrifter siger at vi alle har en medfødt tilbøjelighed til at handle forkert, at synde. For eksempel siger Gud ifølge Første Mosebog 8:21: „Menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af.“ Vi får også at vide: „Intet menneske er så retfærdigt på jorden, at han kun gør gode gerninger og aldrig synder.“ (Prædikeren 7:20) Men på trods af denne tilbøjelighed som vi alle har og som vi ikke helt kan overvinde, skulle Messias’ fremståen og død altså „gøre ende på synderne“. Intet under at dette nævnes i forbindelse med at der indføres „evig retfærdighed“!

Der siges desuden i Daniels bog, det niende kapitel, at Messias’ fremståen og død ville ’sone misgerningen’. I De hebraiske Skrifter henviser ordet „soning“ til det at dække over synder ved hjælp af dyreofre. (2 Mosebog 29:36) Men mærkeligt nok er der i kapitel 9 ikke tale om soning i forbindelse med noget dyrs død, men i forbindelse med Messias’ død.

Et „skyldoffer“ for andre

Det er bemærkelsesværdigt at mens der i Daniel 9:24-26 sigtes til at Messias skulle sone andres misgerning, findes der også en anden passage i De hebraiske Skrifter som indgående beskriver at nogen skulle lide og dø og derved tilvejebringe et sonoffer for andre. Ja, Skriften siger at hans sjæl bliver et skyldoffer for andres synder. Læg mærke til hvad der står i Esajas 52:13 til 53:12 om denne Guds tjener:

„Ringeagtet, skyet af folk, en smerternes mand og kendt med sygdom, en, man skjuler sit ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke. Og dog — vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig . . . Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld; os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår. . . . [Jehova] lod falde på ham den skyld, der lå på os alle. . . . hvem i hans samtid tænkte, da han reves fra de levendes land, at han ramtes for mit folks overtrædelse? . . . når hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer [ville tilbyde sig selv som erstatning, JPS], skulle han se afkom, leve længe og [Jehovas] vilje lykkes ved hans hånd. Fordi hans sjæl har haft møje, skal han se det, hvorved han skal mættes. Når han kendes, skal min retfærdige tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres overtrædelser. Derfor arver han mange, med mægtige deler han bytte, fordi han udtømte sin sjæl til døden . . . dog bar han manges synd, og for overtrædere bad han.“

Læg mærke til at Esajas talte om indførelse af retfærdighed ved et menneske der bliver „knust for vor brødes skyld“ som et „skyldoffer“ og som derved bærer „den skyld, der lå på os alle“. Eftersom Daniel 9:24-26 giver udtryk for at det var Messias der skulle udvirke denne soning, må Esajas 52:13 til 53:12 også henvise til Messias’ gerning.

Forklaringen på et paradoks

Men hvis Messias må lide og dø for at sone andres synder, hvordan kan han da regere som konge, hvilket Esajas også havde forudsagt? Esajas henviste selv til denne åbenbare selvmodsigelse da han om Messias sagde: „Når hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer, skulle han . . . leve længe,“ og „med mægtige deler han bytte, fordi han udtømte sin sjæl til døden“. Hvordan kan en så åbenbar selvmodsigelse opstå? Hvordan kan nogen „leve længe“ efter at „hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer“, altså efter at han havde ofret sit liv?

En anden tjener for Gud spurgte engang: „Når en mand én gang er død, kan han da få livet tilbage?“ (Job 14:14, Jerusalem-Bibelen) De hebraiske Skrifter svarer med et fuldtonende ja! Der findes ikke blot nedskrevne beretninger om hvordan Guds profeter har bragt døde tilbage til livet, men vi får også at vide at der vil komme en tid hvor „mange af dem, der sover under mulde, skal vågne“. — Daniel 12:2; se også Første Kongebog 17:17-24; Anden Kongebog 4:32-37; 13:20, 21.

Hvis Guds ord skal gå i opfyldelse, er det altså nødvendigt at Messias får livet igen, at han bliver oprejst. Kun da vil han kunne regere som konge og udøse velsignelser over menneskeheden. Davids ord kunne derfor passende anvendes på ham: „Dødsriget giver du ikke min sjæl.“ — Salme 16:10.

De jøder der i det første århundrede blev Jesu disciple, fik med tiden denne forståelse af de bibelske profetier om Messias. Jesu lidelse og død blev altså ikke længere opfattet som noget der udelukkede at han kunne være Messias, men blev i stedet betragtet som et yderligere bevis på at Jesus virkelig var Messias!

Hvorfor så svært at acceptere?

Dengang havde størstedelen af den jødiske nation imidlertid svært ved at acceptere en Messias der måtte lide og dø. Det skyldtes uden tvivl andre af tidens fremherskende opfattelser. For eksempel mente mange jøder at de ved at overholde Moseloven, Toraen, helt kunne overvinde deres medfødte tilbøjelighed til at gøre det onde. De håbede at „gøre ende på synderne“ på egen hånd, og kunne derfor ikke se at der var brug for en messias der måtte dø og derved skaffe soning for deres synder.

En anden fremherskende opfattelse gik ud på at jøderne ville blive erklæret retfærdige af Gud simpelt hen fordi de var efterkommere af Abraham. Og hvis jøderne helt automatisk blev kendt retfærdige, var der ikke brug for en messias til at „retfærdiggøre de mange“. Ja, som Klausner sagde: „Den blotte tanke om en messias der skulle blive slået ihjel, var, på Jesu tid, helt uforståelig . . . for jøderne.“

I omkring 100 år efter Jesu død nægtede det jødiske folk at tro på en messias der blev slået ihjel. Men så skete der noget der fik dem til at ændre mening. Hvad var det?