Hvem har skylden — Sovjetunionen eller turisten?
„JEG besøger aldrig dette her land igen,“ sagde manden der sad ved siden af mig i en operabygning i Leningrad. Han havde lige fortalt mig om nogle irriterende oplevelser han havde haft mens han rejste rundt i Sovjetunionen, og han gav landet skylden for dem. Dengang var jeg enig med ham, for jeg havde selv haft nogle ubehagelige oplevelser dér. Men hvis skyld var det i virkeligheden — landets eller turistens? Døm selv.
Fotografering i Sovietunionen
Mine venner og jeg rejste over grænsen fra Finland, og den første sovjetiske by vi gjorde holdt i, var Vyborg. Vi havde tænkt os at tage ind på banegården for at hvile os og for at veksle nogle penge. Men da det var første gang jeg havde lejlighed til at se den typiske russer i sine naturlige omgivelser, kunne jeg ikke modstå fristelsen til at tage et par billeder af de mange mennesker der gik på fortovet.
Netop da jeg tog billedet kom to soldater gående hen imod mig. Men allerede da jeg sænkede kameraet, stod de lige foran mig og stirrede på mit kamera. En af dem pegede på det og gjorde nogle hurtige, bratte fagter. Det var tydeligt at de ville have mig til at åbne kameraet, men da de ikke var særlig specifikke og ikke havde sagt et ord, sendte jeg dem et uforstående blik i håb om at få dem til at skifte mening. De gentog simpelt hen de samme fagter, men denne gang på en mere bestemt måde. Jeg kunne se at de var ved at være utålmodige, så jeg åbnede mit kamera, og troede at de bare ville udsætte filmen for lys. Jeg håbede at i det mindste nogle af de billeder jeg allerede havde taget, ville blive til noget alligevel. Hvor blev jeg overrasket da de beslaglagde hele filmen med alle de billeder jeg havde taget de foregående to dage!
Min første reaktion var at give landet skylden for denne hændelse. Men hvem var det egentlig der burde påtage sig skylden? Hvis jeg havde læst lidt om emnet på forhånd, kunne jeg uden besvær have lært hvad man må og hvad man ikke må når man fotograferer i Rusland. Når man er på rejse i udlandet er det godt at huske at det i mange lande er forbudt at fotografere visse steder eller under visse omstændigheder der kan have forbindelse med landets nationale sikkerhed. En rejsehåndbog om Sovjetunionen siger simpelt hen: „Lad være med at fotografere noget der tydeligvis har med landets sikkerhed at gøre — lufthavne, fabrikker, militæranlæg eller -personer, fængsler, jernbaneknudepunkter eller stationer, . . . og så videre.“ Og ’tag ikke billeder af folk uden først at spørge om lov’. Dér stod jeg så og tog billeder af soldater på en banegård! Hvis var skylden for denne pinlige situation — landets eller turistens? Havde jeg læst lidt om de lokale skikke og bestemmelser ville det have sparet mig for en pinlig situation. Men der var flere overraskelser på vej.
Hvordan kommer man ind på museerne?
Vi var nu i Leningrad, der af nogle kaldes ’Nordens Venedig’. Vort besøg på Vinterpaladset mindede mig om at det var her den sidste zar regerede. Det var også her den første sovjetiske regering oprettede sit hovedkvarter (ordet „sovjet“ er russisk og betyder „råd“). Det var spændende at stå nøjagtig på det sted hvor nogle af de mest betydningsfulde begivenheder i russisk historie er foregået. Lige foran os lå et af verdens mest berømte kunstmuseer, Eremitagen, hvor man kan se fremragende billeder af Leonardo da Vinci, El Greco, Titian, Rubens, Velázquez, Van Dyck, Rembrandt og andre. Man kan sikkert forestille sig hvor skuffede vi blev da vi fandt ud af at vores rundtur ikke omfattede Eremitagen.
Det samme var tilfældet med Kazankatedralen på Nevskij Prospektet, der nu er lavet om til et museum for religionshistorie og ateisme. Vi forhørte os lidt, og fandt ud af at vi kunne prøve at besøge den på egen hånd. En dag gik vi så derover og så en stor skare mennesker der forsøgte at komme ind. En gang imellem åbnedes dørene, men kun nogle ganske bestemte fik lov at komme ind. Vi forsøgte at tyde systemet, men opgav, og først efter at have diskuteret frem og tilbage med dørvogteren slap vi ind. Hvis skyld var det?
Da jeg for nylig talte med en russisk embedsmand der er udstationeret i New York, fik jeg at vide at selv om museerne måske er fyldte på nogle tidspunkter, skal man som udlænding blot vise sit pas til dørvogteren — så vil man blive lukket ind uden at skulle stå i kø, og somme tider endda gratis. Det vidste jeg desværre ikke dengang jag var i Rusland, og jeg måtte betale prisen for ikke at have forberedt mig til min rejse i et andet land. Nu har jeg oprigtig talt ikke andet valg end at give mig selv, turisten, skylden.
Hvordan køber man ind?
Mange turister gør den fejl at forvente nøjagtig de samme forhold i et fremmed land som de har derhjemme. Den fejl gjorde vi da vi en dag besluttede at gå ud og købe nogle madvarer på den nærliggende hovedgade der hedder Nevskij Prospektet. Det viste sig at det ikke var så let en sag som vi havde forestillet os. Da vi havde været inde i adskillige forretninger havde vi stadig ikke regnet ud hvordan man bærer sig ad når man gerne vil købe noget. Vi forsøgte at gøre fagter og at pege på det vi gerne ville have, men det virkede ikke. Endelig, efter to timer og adskillige forretninger, lykkedes det os at få fat i et brød og noget ost!
Nogle måneder senere læste jeg i en rejsehåndbog hvordan butikssystemet virker i Sovjetunionen: „De vil opdage at De må stå i kø tre gange — først for at vælge det De gerne vil købe og få en note, dernæst ved kassen for at betale og få notaen stemplet, og endelig for at få udleveret det De har købt.“ Ja, dér var oplysningerne, frit tilgængelige, men jeg havde ikke megen gavn af dem nu da rejsen var overstået. Det land man gerne vil besøge bør man ikke læse om når man har været der, og heller ikke mens man er der, men før man besøger det.
Sprogbarrieren
Det er indlysende at de fleste af disse ting ikke ville være sket hvis jeg havde talt sproget. Der er selvfølgelig ingen der venter at man lærer sproget før man besøger Sovjetunionen, eller et hvilket som helst andet land. Men hvis man har mulighed for det, er det en meget stor hjælp at lære noget af det mest grundlæggende. Man bør i det mindste have en lommeparlør med. Så kan man altid pege på ordene når man forsøger at komme i kontakt med andre.
Sprogskranken var årsagen til nogle af mine skuffelser i Rusland, men hvorfor give landet skylden for det? Det er godt at holde sig for øje at turister der besøger ens eget land somme tider kommer ud for de samme skuffelser.
Ulovligheder
Nogle turister kommer ud for temmelig ubehagelige episoder fordi de med vidende og vilje har begået ulovligheder blot for nogle lettjente penges skyld. Det er at vise mangel på respekt for dem der gæstfrit har åbnet en dør til deres land.
Mere end én gang kom der nogen hen til os der gerne ville købe noget af vores tøj eller af vores valuta. Jeg kan huske at en kom hen til mig og spurgte: „Har De da slet ingenting at sælge?“ Det er ikke så mærkeligt at rejsehåndbøger advarer mod at handle med det sorte marked, hvad enten det drejer sig om valuta, tøj, kameraer eller noget andet.
Da vi er Jehovas vidner havde vi hverken noget at gøre med det sorte marked eller begik, i hvert fald ikke med vilje, andre ulovligheder, skønt mange andre gjorde det. (Det med fotografiapparatet skyldtes uvidenhed fra vores side.) Som kristne skal vi vise respekt for de stedlige myndigheder. Vi ’giver kejseren det der er kejserens’. (Mattæus 22:21) Hvis man er i tvivl om noget, er det måske bedst at følge denne regel: Hvis man ikke med bestemthed ved at noget er tilladt, er det sikrest at antage at det er forbudt. En sådan indstilling tjener som en beskyttelse når man er ude at rejse, uanset hvilket land man besøger.
Hvilken dom afsiger du?
Hvilken dom afsiger du nu? Hvis er skylden — Sovjetunionens eller turistens? Det er uden tvivl turisten, og ikke landet, der bør påtage sig størstedelen af skylden. Og sådan er det sikkert med mange der har besøgt Sovjetunionen og andre lande der afviger fra deres eget i kultur og regeringsform. Sagen er at mange rejsende, skønt de måske er velforberedte på nogle områder, alligevel ikke er helt rede til at besøge et fremmed land. Prøv at spørge dig selv næste gang du planlægger en rejse til udlandet: Hvor meget ved jeg om de mennesker jeg vil komme til at møde, om deres sprog og skikke? Måske går det op for dig at din bagage nok er klar til rejsen, men at dit sind ikke er det.
Du spørger måske om det virkelig kan lade sig gøre at få fat i alle disse oplysninger. Ja, det kan det, og endda til overflod. Hvis du for eksempel kunne tænke dig at rejse til Sovjetunionen, er Sovjetunionens Turistinformationsbureau (Intourist) der ejes og drives af den sovjetiske regering, og som har kontorer i de fleste lande, villig til at hjælpe på enhver mulig måde. Man kan derfra få officielle oplysninger om de nyeste bestemmelser, samt mange andre nyttige oplysninger.
I de fleste boghandeler og på bibliotekerne findes der mange håndbøger om rejser til forskellige lande. Hvorfor ikke læse noget om det land du har tænkt dig at besøge før du rejser dertil? Det vil hjælpe dig til at få større glæde af din ferie, til at undgå unødvendige og pinlige episoder — og til at vende hjem uden at have fået en dyrebar rulle film konfiskeret!
Hvem vil du nu give skylden næste gang du oplever et eller andet irriterende mens du er på ferie i udlandet? Landet eller dig selv? — Indsendt.