Var den første verdenskrig begyndelsen til enden? — 1. del

Vi bringer her den første i en serie på tre artikler

„DIREKTE til Paris“ stod der på siden af en jernbanevogn. Det var pralende ord, i betragtning af omstændighederne. Toget hastede mod fronten, og dets last var tyske soldater i jubelstemning. Sejren — for kejseren og for fædrelandet — var kun et spørgsmål om kort tid. Den sag var vis! Det var august 1914.

Tyskernes begejstring var vild og grænseløs da kejser Wilhelm II fra sin slotsbalkon erklærede: „Jeg kender ingen partier mere, ingen kirkeskel! Jeg kender kun tyskere! I dag er vi alle brødre, kun brødre. Hvis vor nabo ikke vil have det anderledes, hvis han ikke under os freden, så er det mit håb til Gud at det trofaste tyske sværd må komme sejrende ud af denne vanskelige kamp.“ I løbet af få dage havde 1.200.000 tyskere meldt sig under fanerne på kejserens opfordring. „Freden var så kedelig, så frygtelig kedelig!“ skrev en af de frivillige.

Men kun de færreste havde begreb om hvilke rædsler en moderne krig indebar. Og endnu færre kunne forudse at denne krig ikke bare ville blive en hurtig styrkeprøve, men en langvarig udmattelseskrig, et mareridt af sult og opslidning. Før de krigsførende stak deres sværd i skeden igen havde millioner måttet lade livet på slagmarkerne. Landegrænsers forløb var ændret til det ukendelige. Og stolte stormagter var blevet tvunget til at tømme nederlagets bitre bæger.

Denne krig skulle blive noget særligt. I tiden derefter skulle statsmænd og akademikere gang på gang henvise til den som ’et vendepunkt i historien’ eller ’krigen der skulle gøre ende på al krig’. Den ville blive genfortalt i bindstærke værker. Debatten om hvem der havde skylden for denne krig ville komme til at rase næsten lige så indædt som kampen i skyttegravene. Ængstelige befolkninger ville, i deres famlen efter tryghed, tage ivrigt imod profetier om fred. Men profetierne skulle slå fejl, og en ny verdenskrig bryde ud og efterlade menneskeheden med udsigten til døden i en kernekrig.

Skønt den første verdenskrigs udbrud ligger næsten 70 år tilbage, kan vi ikke glemme den. Spænding og kappestrid mellem nationerne truer i dag selve menneskehedens eksistens. Var den første verdenskrig mon blot en generalprøve, et forvarsel om den endelige atomkatastrofe — begyndelsen til enden? Eller har mennesker lært af deres fejltagelser? Måske kan vi lære noget af at se nærmere på hvordan begivenhederne fik lov at udvikle sig så den første verdenskrig udbrød.

Baggrunden for den verdensomspændende krig

Sæden blev sået allerede i 1800-tallet. Da koloniseringstiden nærmede sig sin afslutning havde de imperialistiske lande udstykket jordens overflade så grundigt at der ikke var meget tilbage at erobre. ’Ekspansion er nødvendig for vor fortsatte eksistens og vor velstand,’ hævdede erobrerne. Men imperialismen affødte også megen spænding. Og da Tyskland i 1871 befæstede sin politiske og militære magt ved at slutte sig sammen i skikkelse af det andet tyske rige, blev spændingen i Europa betydeligt forøget. Da Tysklands rivaler nu stod over for en forenet modstander, følte de sig nødsaget til at opruste, så magtbalancen kunne holdes ved lige. Det forbitrede rustningskapløb der begyndte, var mere frygtindgydende end før, da det nu var hjulpet på vej af den industrielle revolution. Teknikken gjorde det muligt at fremstille nye rædselsvåben, og krigens natur var forandret for stedse.

Ved århundredskiftet var mange folkegrupper samtidig begyndt at arbejde for løsrivelse og selvstyre. De fransktalende i det tyskkontrollerede Elsass-Lothringen og jugoslaverne der boede spredt i Østrig-Ungarn og Serbien, følte sig som fanger af landegrænser der ikke tog hensyn til sprog og kultur. Disse folkegruppers rastløse søgen efter enhed og frihed førte til stadige gnidninger mellem dem og de regeringer der styrede dem.

Endnu en faktor var udviklingsteorien, der vandt større og større udbredelse. Nogle fandt i tanken om den naturlige udvælgelse (de bedst egnedes overleven) en forklaring på de politiske konflikter. I sin bog Juli 1914 beskriver den tyske historiker Imanuel Geiss hvad denne tankegang førte til: „En tanke som næredes af førende tyske historikere havde bidt sig grundigt fast i tyskernes sind; . . . den gik ud på at Tyskland kun havde valget mellem at gå i stå og derved miste sin position som en af Europas førende stater, eller at blive en verdensmagt på lige fod med de andre. Grunden [til denne opfattelse] blev lagt af en socialistisk darwinisme inden for biologien, en smitte der især greb om sig i Tyskland; denne idé gik ud på at en rationel og fredelig verdensorden var umulig og utopisk, og i stedet for en sådan trådte alles kamp mod alle.“ (Kursiveret af os.) Denne forskruede idé virkede fremmende på den opfattelse at en krig var uundgåelig.

Opstilling til krig

Før den første verdenskrig udbrød havde nationerne uden at gøre sig det klart taget endnu et af de skridt der førte til krigen — de havde over hals og hoved søgt at danne militære forbund. Det tyske rige gik i 1879 i forbund med Østrig-Ungarn og tog i 1882 Italien med i pagten, som derefter blev kaldt Triple-alliancen. De tyske diplomater fik derimod ikke held til at indgå aftaler med England, Rusland og Frankrig. Stillet over for Tysklands ambitioner følte disse lande sig tvunget til at glemme alt hvad der skilte dem indbyrdes og i stedet arbejde mod samme mål: at bevare deres egen magtstilling.

England, som brystede sig af at være havenes herre, følte sig især truet af den voldsomme udbygning af Tysklands flåde. I 1904 nåede England og Frankrig til en forståelse i form af den såkaldte Entente Cordiale (hjertelig forståelse). Den blev tre år senere udvidet til en Triple-entente, idet også Rusland kom med; Rusland havde i 1894 allieret sig med Frankrig.

Uden at et eneste skud endnu var blevet løsnet havde de kommende modstandere altså stillet sig op på række over for hinanden, og der syntes ikke at være nogen vej tilbage. Hvis alliancerne ikke var blevet indgået, kunne krigen måske have været udsat ved forhandlinger. Men eftersom der ikke var megen tvivl om hvem der holdt med hvem, ville forhandlinger i det lange løb have været frugtesløse. De europæiske alliancers lappeskrædderi, der skulle have afværget krigsfaren, gjorde Europa til en krudttønde. Og i al hemmelighed lå Tyskland inde med en „ufejlbarlig“ krigsplan. Når det fulgte denne hemmelige strategi kunne det ikke undgå at vinde sejren — hvis det slog først!

Den uventede gnist

Den 28. juni 1914 blev den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, og hertuginde Sophie dræbt under et statsbesøg i Sarajevo. Franz Ferdinand spillede i levende live kun en ubetydelig rolle i historien, men hans død blev den gnist der tændte hele verden i brand. Hvem havde begået attentatet? En serbisk fanatiker. Et ophidset Østrig-Ungarn gav Serbien skylden.

Hvorfor var kejserriget så fjendtligt over for dette lille land? For det første var Serbien fuld af stolthed over nogle militært og økonomisk vellykkede bedrifter. De østrig-ungarske ledere frygtede at dette kunne inspirere jugoslaverne, som endnu stod under østrig-ungarsk styre, til at gøre oprør for at slutte sig til deres fæller i Serbien. Desuden følte Østrig-Ungarn sig truet af udsigten til at Serbiens stærke alliancepartner Rusland skulle melde sig.

Da nu en serber myrdede ærkehertug Franz Ferdinand, fik Østrig-Ungarn en lejlighed til at give Serbien en lærestreg, under dække af moralsk harme. Selv de stærkeste krigstilhængere vidste naturligvis at Østrig-Ungarn måtte have Tysklands støtte for at kunne vinde en sådan krig. Den 5. juli 1914 erklærede Wilhelm II flot over for den østrigske kejser: „Kejser Franz Joseph vil . . . kunne stole på, at hans Majestæt trofast skal stå ved Østrig-Ungarns side“ — åbenbart også hvis Rusland greb ind. Dette løfte skulle få vidtrækkende følger.

Til at begynde med så det ud til at en sådan krig kunne holdes nede på det lokale plan, men snart sås det med sørgelig tydelighed at kampen hurtigt ville udvikle sig til en europæisk storkrig. Den tyske kansler Bethmann-Hollweg var allerede den 7. juli klar over at „en aktion mod Serbien kunne føre til verdenskrig“. (Kursiveret af os.) Men denne risiko var Tyskland villig til at løbe.

Med en „blanco-check“ fra Tyskland i hånden sendte Østrig-Ungarn den 23. juli Serbien et knusende ultimatum der var næsten umuligt at imødekomme og som skulle besvares inden 48 timer. Østrig-Ungarn begyndte at indstille sig på krig. Men til dets forbavselse accepterede Serbien praktisk talt alle de stillede krav og fjernede derved enhver reel grund til krig! Imidlertid havde landenes ledere allerede da mistet kontrollen over situationen. Krigsmaskinen var begyndt at rulle, og kunne ikke standses. Østrig-Ungarn opgav ikke sine krigsplaner, men erklærede krig mod Serbien. Rusland gav sig til at mobilisere. Militære rådgivere i Tyskland lagde pres på deres regeringsledere for at få dem til at handle hurtigt — deraf afhang deres plan! Uduelige og ubeslutsomme ledere på begge sider begik den ene utrolige brøler efter den anden.

Krigen var på vej, med samme hast og uimodståelige styrke som troppetoget med tyske soldater på vej til fronten.

I 2. del, som bringes i næste nummer, vil vi behandle krigens udfald.

[Tekstcitat på side 12]

Kejser Wilhelm havde ikke vanskeligt ved at skaffe støtte til krigen, der skulle blive den første af sin art — en verdenskrig

[Tekstcitat på side 13]

Den første verdenskrig var „en krig som ingen ønskede, og en katastrofe som ingen kunne have forestillet sig“. — Henry Kissinger, „Years of Upheaval“

[Ramme på side 12]

Årsager til „Den Store Krig“

● Politiske alliancer

● Imperialisme

● Industrialisering

● Nationale selvstyrebevægelser

● „Socialistisk darwinisme“

[Kort på side 13]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Centralmagterne i Europa, 1914

DET TYSKE RIGE

ØSTRIG-UNGARN

ENGLAND

VESTERHAVET

ØSTERSØEN

RUSLAND

POLEN

RUMÆNIEN

SORTEHAVET

SERBIEN

ADRIATERHAVET

ITALIEN

SCHWEIZ

FRANKRIG

MIDDELHAVET

LUX.

BELG.

HOLLAND